25.03.2012

2012 bliver et skridt i den rigtige retning i opgøret med de autoritære ledere i Afrika syd for Sahara – men kun et lille et. Det forudser de række eksperter, som RÆSON har talt med. Hele 27 valg er planlagt i Afrika i 2012. I dag i Senegal, hvor præsident Abdoulaye Wade har forsøgt at ændre reglerne for blive siddende på magten.

ANALYSE af Tore Hamming

29. juli 2011 havde præsident Barack Obama besøg af fire afrikanske statsledere. I den anledning proklamerede han, at den kommende tid var fyldt med muligheder og udvikling for Afrika. Kun et halvt år senere – den 28. januar 2012 – gik store dele af det senegalesiske folk på gaden. Det skete i protest mod rettens afgørelse om, at den siddende præsident Abdoulaye Wade igen måtte stille op til præsidentvalget i forsøget på at blive valgt til Senegals præsident for tredje gang. Den senegalesiske forfatning fra 2001 slår ellers fast, at man maksimalt kan sidde som præsident i to perioder.

I første afstemningsrunde den 26. februar fik Wade knap 35 procent af stemmerne. Den endelige afgørelse er derfor udsat til anden afstemningsrunde i dag, den 25. marts. Men uanset hvordan resultatet bliver, er optakten til præsidentvalget i Senegal et eksempel på, hvad der betegnes Bigmanismen – et politisk system karakteriseret af autokratisk ledelse og korruption, hvor magten er stærkt centraliseret hos den nærmest enevældige præsident.

Afrikanske ledere vil afværge et afrikansk forår
På grund af stor diversitet i religion, kultur og historie på det afrikanske kontinent er begivenhederne i de nordafrikanske lande Tunesien, Libyen og Egypten vanskelige at overføre til staterne syd for Sahara. Professor i afrikansk politik på University of Oxford, David Anderson, forklarer, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem det arabiske forår og udviklingen i Afrika syd for Sahara. Men revolutionerne i Nordafrika har haft en indirekte effekt, da det er en advarsel til afrikanske autokrater om, hvor stor en risiko folkelige oprør er for deres fortsatte magtbesiddelse. ”Nogle lande – især Zimbabwe, Uganda og Etiopien – har forstærket den statslige kontrol med sociale medier for at kontrollere organiseringen af protester,” siger David Anderson og fortsætter: ”Afrikanske ledere frygter protester mere i 2012, end de gjorde i 2010. På kort sigt vil det gøre situationen mere konfrontativ og usikker, men på langt sigt vil udbyttet være positivt.” Samme konklusion finder man i rapporten Africa and the Arab Spring: A New Era of Democratic Expectations udgivet af Africa Center for Strategic Studies. Heri fremgår det, at den afrikanske befolknings kollektive bevidsthed og forventninger til egen regering er forandret som konsekvens af begivenhederne i Nordafrika.

Effekten er altså psykologisk, og den efterlader to scenarier på kort sigt. Det vurderer Judith Vorrath, der er forsker ved German Institute for International and Security Affairs samt ved EU’s Institute for Security Studies (ISS). De afrikanske regimer vil enten kunne vælge demokratiske reformer i tide til at forebygge og forhindre folkelige oprør. Eller også vil de slå endnu hårdere ned på oppositionen og indføre restriktioner i samfundet og særligt over for medierne.

Afrikas Big Men overlever stort valgår
Trods den store udbredelse af flerpartissystemer, som tog fart i 1990’ernes Afrika – med undtagelse af de nordlige arabiske lande – har adskillige autokratiske ledere bibeholdt magten. Liberalt demokrati var mere et dække end en realitet. Siden uafhængighedsbølgen og afrikanske semi-demokratiske valg har normen været, at vandt man først magten, så beholdt man den valg efter valg uden reel konkurrence. Grunden er simpel: Siddende statsledere udnyttede statens magt og ressourcer til egen fordel, om det så gjaldt grundlovsændringer, begrænsning af politiske modstandere eller økonomiske midler til egen valgkamp.

Det seneste årti har flere små tegn dog peget imod Bigmanismens retræte. Siddende statsledere har tabt efter relativt reelle valg og anerkendt nederlaget. Andre har respekteret begrænsningen af antallet af perioder, de kan sidde som præsident. 2011 var et stort afrikansk valgår, og 2012 bliver det ligeså med hele 27 planlagte valg. I 2011 sås flere positive forandringer. Blandt andet i Niger, hvor præsident Issoufou kom til magten efter et år med militært styre, og i Zambia, hvor Michael Sata overtog præsidentembedet fra Rupiah Banda, efter han kun havde siddet en periode på posten.

Ifølge David Anderson bliver 2012 ikke året, hvor det afrikanske kontinent gør endeligt op med de magthungrende diktatorer: ”2012 er et vigtigt år, men det vil ikke være enden for autoritarismen. Det er en lang proces, og vi må være tålmodige. Vi må håbe på at gå et par skridt i den rigtige retning, men det er muligt, at der i nogle lande ikke vil være fremskridt.” David Anderson er i gang med et større forskningsprojekt om afrikansk politik og historie siden 1940. Han mener, at Big Men stadig har indflydelse mange steder, men at afrikanske stater har udviklet sig fra etpartisystemer og militært ledede lande til, hvad han definerer som competitive authoritarianism: ”Partier konkurrerer nu mod hinanden i valgkampene, men når de vinder magten, er de tilbøjelige til at fortsætte med en autokratisk ledelse. Spørgsmålet er, hvordan vi kan stoppe den autoritære politiske handlen, så landene hurtigere kan bevæge sig mod stærkere demokrati.”

Opskriften på en Big Man
Situationen i Senegal, hvor præsident Wade er i gang med at tilsidesætte loven for egen vindings skyld, bekræfter professor Anderson i hans delvist pessimistiske spådom: ”Wade er en af de ældste statsledere i Afrika. Hans ihærdige indsats for at beholde magten er et illustrativt eksempel på et større problem, og derfor er det vigtigt at forstå vigtigheden af at styrke institutioner og demokratiske procedurer frem for kun at fokusere på enkeltstående valg.”

Wade er ikke den eneste af sin slags i Afrika. Robert Mugabe i Zimbabwe, Omar al-Bashir i Sudan og Yoweri Museveni i Uganda er eksempler på afrikanske statsledere, som har udnyttet den statslige magt og ressourcer til at beholde præsidentmagten i årtier. Sidstnævnte fjernede i 2005 begrænsningen for perioder, man kan vælges til præsident, for at sikre sit fortsatte kandidatur. Men det mest groteske eksempel er vel nok Ækvatorial Guinea, hvor præsident Teodoro Obiang Nguema har siddet på magten, siden han i 1979 kuppede sin egen onkel. Der har været valg i landet i 1996, 2002 og 2009, hvor han hver gang har sagt, at han fik 97 procent af stemmerne. Hans metoder tæller undertrykkelse af oppositionspartier, udnyttelse af statslige medier, manipulering af resultaterne samt begrænsning af internationale observatører.

Judith Vorrath forklarer, at begrebet ’Big Man’ er tvetydigt og ikke veldefineret. Det har konsekvenser for den analytiske brug af begrebet. Vorrath, som blandt andet forsker i afrikanske valg og demokratiseringsprocesser, fortæller, at de såkaldte Big Men er en døende race, mens nye og unge ledere kommer til. Dog er det for tidligt at vurdere, om det blot er et skifte i alderen på kontinentets ledere, eller om det reelt bringer substantielle ændringer med sig. ”Ser man på ledere som Paul Kagame i Rwanda, Pierre Nkurunziza i Burundi eller Joseph Kabila i Den Demokratiske Republik Congo, så er det tydeligt, at det ikke er en automatisk proces. Linjen fra det såkaldte Bigmanisme ikke altid er klar. Jeg tror, at der er mange andre faktorer, der spiller ind. Fx om statsledere har en baggrund fra militæret eller som oprørsleder,” siger Vorrath.

Afrikas regionale organisationer skal spille en større rolle
For at vurdere, om 2012 bringer flere afrikanske lande ind på det demokratiske spor, er det ifølge Judith Vorrath nødvendigt at betragte de seneste valg. I en undersøgelse af præsident- og parlamentsvalg i perioden januar 2010 til slutningen af juni 2011 ser hun ikke entydig positiv udvikling og konkluderer, at næsten halvdelen af de 20 lande, som gik til valg, viser tegn på uændret eller endda forværret brug af autoritære metoder. Men Vorrath understreger, at selve valghandlingerne ikke er det vigtigste, hvilket derimod er den politiske udvikling mellem valgene: ”Valg kan indikere særlige trends, men de er ikke nødvendigvis game changers i sig selv.”

Men selve valghandlinger er stadig væsentlige, hvilket det Washington-baserede IFES (International Foundation for Electoral Systems) også understreger. IFES arbejder med assistance til valg og demokratiudvikling. Og organisationens Afrika-direktør, Almani Cyllah, anerkender, at autoritære afrikanske ledere – the Big Men – stadig er et centralt problem. Men han mener heldigvis også, at udviklingen går i den rigtige retning. Det er måske nødvendigt med dramatiske oprør, for at oppositionen til et autokratisk system får vind i sejlene. Det var situationen i Zimbabwe i 2008 et eksempel på. Mugabe forsøgte hårdhændet at undertrykke sine politiske modstandere. Men Almani Cyllah konkluderer, ”at selvom strongman-syndromet fortsætter med at eksistere i visse lande, så er det uden tvivl en døende race.”

Valg – også i de tilfælde, hvor den siddende præsident taber – kan dog foregå mere fredeligt, end tilfældet var i Zimbabwe. Men for at det går ordentligt for sig, kræver det stort arbejde af internationale og regionale organisationer, mener Almani Cyllah. Og her finder man faktisk positive tegn. For eksempel hos ECOWAS, som er en økonomisk sammenslutning af vestafrikanske stater, der tidligere har suspenderet Niger og pålagt præsidenten sanktioner, da han forsøgte at ændre loven, så han kunne forblive ved magten mere end to perioder. Senest under konflikten i Elfenbenskysten gik ECOWAS ligeledes ind og fordømte Gbagbo, som ikke ville anerkende valgnederlaget. Samme tiltag er set fra den Afrikanske Union. Almani Cyllah fortæller, at ”som noget nyt er vi begyndt at se, at afrikanske ledere bliver involveret i valgproblematikker i nabolande. For eksempel var Burkina Fasos præsident Blaise Compaoré, der godt nok selv er en Big Man, involveret i fredsforhandlinger i nabolandet Elfenbenskysten.” Det er klart, at sådanne reaktioner er med til at afskrække Afrikas Big Men fra at fortsætte deres voldsomme og udemokratiske handlinger, og derfor de skubber på demokratiprocessen.

2012 bliver altså ikke et endegyldigt farvel til Afrikas Big Men, men snarere et skridt på vejen. Og første skridt kan tages af den senegalesiske befolkning, når de i dag atter går til valgurnerne og afgør præsident Wades skæbne. Valget i Senegal kan give en indikation af, hvad vi kan forvente os af de forestående afrikanske valg i 2012. Det store spørgsmål er, om demokrati bliver imperativet for afrikanske ledere og landenes befolkninger, eller om siddende statsledere lader sig tiltrække af den magt, status og de ressourcer, som præsidentposten kan udnyttes til at få. I 1986 sagde en ung Museveni, da han blev taget i ed, at “the problem of Africa in general, and Uganda in particular, is not the people but leaders who want to overstay in power”. Han havde ret. Museveni sidder nu selv på sit 26. år som præsident i Uganda.

OVERBLIK: Valg på det afrikanske kontinent i 2012
Senegal: Præsidentvalg den 26. februar (1. runde) og 25. marts (2. runde)
Guinea-Bissau: Præsidentvalg den 18. marts
Gambia: Parlamentsvalg den 29. marts
Mali: Præsidentvalg den 29. april (1. runde) og 13. maj (2. runde)
Algeriet: Parlamentsvalg den 10. maj
Egypten: Parlamentsvalg den 23.-24. maj
Lesotho: Parlamentsvalg den 25. maj
Seychellerne: Parlamentsvalg – Ikke bestemt
Senegal: Parlamentsvalg den 17. juni
Congo (Brazzaville): Parlamentsvalg i juni
Mali: Parlamentsvalg den 1. juli (1. runde) og 22. juli (2. runde)
Guinea: Parlamentsvalg den 8. juli
Cameroun : Parlamentsvalg i juli
Angola: Præsidentvalg / Parlamentsvalg i september
Togo : Parlamentsvalg i oktober
Sierra Leone: Præsidentvalg / Parlamentsvalg den 17. november
Burkina Faso: Parlamentsvalg den 2. december
Ghana: Præsidentvalg / Parlamentsvalg den 7. december (1. runde) og 22. december (2. runde)
Libyen: Præsidentvalg / Parlamentsvalg – Ikke bestemt
Madagaskar: Præsidentvalg / Parlamentsvalg – Ikke bestemt
Mauretanien: Parlamentsvalg – Ikke bestemt
Tunesien: Præsidentvalg – Ikke bestemt
Zimbabwe: Præsidentvalg / Parlamentsvalg – Ikke bestemt
Kilde: Den Afrikanske Union

TORE HAMMING (f. 1987) er BA i HA (Kom.) fra CBS og påbegynder Master i International Sikkerhed på Sciences Po, Paris, i 2012. Arbejder med public affairs hos Rud Pedersen. Tidligere ansat som politisk student hos Socialdemokratiet, praktikant hos Danish Demining Group i Nairobi med fokus på Somalia og Sudan samt student i Udenrigsministeriet. ILLUSTRATION: Senegals præsident Abdoulaye Wade (Foto: icannphoto via flickr)