20.06.2011

Den verserende eliterivalisering i Yemen startede ikke med det Arabiske Forår – den har været længe undervejs.Landets tilstand er i øjeblikket det, man indenfor lægefaget kalder ’kritisk men stabil’: den sårede præsident Ali Abd Allah Saleh befinder sig stadig i Saudi Arabien, og det uafklarede men afgørende spørgsmål er om han vil, tør og kan vende hjem. Uvisheden har efterladt Yemen i et kompliceret limbo. [Denne artikel udbygger Martin Ledstrups kapitel i bogen ”Arabisk Forår” – læs det her]

Af Martin Ledstrup

Den 3. juni blev Yemens præsident Ali Abd Allah Saleh ramt af en granatsplint i brystet under et angreb på præsidentpaladset og dagen efter satte han kurs mod Saudi Arabien med en punkteret lunge. Normalt rejser Saleh til Tyskland og USA for medicinsk behandling: valget af Saudi Arabien er symptomatisk for, hvor fremmedgjort han føler sig i det internationale samfund. Saleh befinder sig stadig i Saudi Arabien, selvom han så snart han vågnede efter operationen prompte annoncerede sin intention om at vende stærkt tilbage inden for ganske få uger. I Yemens hovedstad Sana’a fik Salehs løfte alle hans støtter til – synkront – at affyre deres våben op i luften, så byen rystede af skræk. Det gør byen stadigvæk, for Saleh kaster stadig en lang skygge over landet – selv fra sit eksil.

Hans fravær har dog resulteret i et minimum af stabilitet, hvilket betyder, at tre spørgsmål trænger sig på.

Det første og mest oplagte er, om Saleh vender tilbage. Regimets officielle udmelding lyder – i tråd med Saleh’s egne signaler – at han er på nippet til at vende hjemad. Resultatet heraf vil ganske givet blive en egentlig borgerkrig, hvilket sauderne udmærket godt ved – derfor er deres udmelding, at Saleh ikke vender hjem.

Dét fører een videre til spørgsmål nummer to: hvad vil Saudi Arabien? Det saudiske kongedømme er blevet bannerfører i en status-quo orienteret politisk front af konservative, arabiske monarkier mod det, der med en noget generaliserende og skønmalende term er blevet døbt ‘det arabiske forår’. Spørgsmålet er således, om sauderne vil acceptere en eventuel demokratiseret modfortælling i nabostaten Yemen – det mest folkerige land på den arabiske halvø? Historisk set har Saudi Arabien aktivt og effektivt modarbejdet de forskellige politiske konsolideringer, som Yemen har forsøgt sig med – først som republik, sidenhen som demokrati op gennem 1990‘erne. Nu er saudernes dilemma imidlertid følgende: i hvilken grad er det rationelt at modarbejde demokratiseringen af Yemen, hvis resultatet er en ustabilitet, som er en endnu større trussel på den længere bane? Hvad vil denne ustabilitet betyde for de militante islamisters erklærede mål om at destabilisere den saudiske olieøkonomi med udgangspunkt i Yemen?

Desuden er der problemet med al-Houthi-familien: i den nord-yemenitiske provins, Sa’da, udgør denne shia-islamatiske familie og dens støtter en gruppering hvis magt har vokseværk klods op af grænsen med Saudi Arabien. Al-Houthi stod i 2010 imod en koordineret saudi-yemenitisk militæraktion, og Sa’da er idag en de facto autonom provins. Saudi Arabien frygter derfor, at deres eget shia-muslimske mindretal kan påvirkes af Yemen-udviklingen i en dobbelt forstand: dels er der mulighed for, at en yemenitisk demokratisering kan anspore saudiske shia-muslimer til lignende krav, og dels frygter sauderne muligheden for, at en styrket shia-islamistisk gruppering i Yemen kan udfordre det generelle sunni-muslimske hegemoni på den arabiske halvø.

Konflikten i Sa’da er imidlertid en temmelig yementisk konflikt, som har mange forskellige lokale årsager, så der kan stilles et betydeligt spørgsmålstegn ved, hvor velbegrundet Saudi Arabiens frygt er. Men under alle omstændigheder pågår der i skrivende stund et intenst men uformelt diplomatisk spil mellem Riyadh og de forskellige magtcirkler i Sana’a.

Dette fører videre til spørgsmål nummer tre: hvad vil de forskellige eliteaktører, som tilsyneladende har stillet sig bag de demokratiske, jasmin-revolutionære demonstranter i en sådan grad, at det nær havde kostet præsidenten livet? På den ene side findes udbrydergeneralen Ali Mohsen al-Ahmar, og på den anden side findes toppen af landets mest magtfulde stammekonføderation, Hashid. De bejler alle i skrivende stund til magten i Riyadh, men deres politiske CV vidner ikke synderligt om demokratiske ambitioner.

Regimet (eller hvad der er tilbage af det) står derfor overfor to parallelle men distinkte udfordringer: de demokratiske demonstranter, og de førnævnte eliteaktører. Eliteaktørene og demonstranterne har samme hovedbudskab til Saleh: ‘irhal’ – skrid. Men det fælles fodslag er kun tilsyneladende, hvilket blandt andet reflekteres i yemenkonfliktens sprogbrug.De demokratihungrende yemenitter har nemlig et andet slogan: ‘al-sha’ab yurid isqat al-nizam’ – folket vil ha’, at systemet skal gå. Nuanceforskellen er betydelig: mens eliteaktørene kan skrive under på det første slogan, er det andet slogan mere problematisk – ikke mindst fordi flertallet af yemenitterne ser både Hashid-toppen og Ali Muhsen al-Ahmar som dele af det gamle regime. De demokratisk anlagte yemenitter vil have visket den politiske tavle ren for at starte på en frisk – helt frisk – men det er højest tvivlsomt, om eliteaktørerne deler denne ambition.

Kan Yemen kopiere den egyptiske succeshistorie? Problemet er, at de demokratiske protester i højere og højere grad ligner retoriske sidevogne på en ganske distinkt og brutal yemenitisk magtkamp, som har været undervejs længe før den tunesiske Jasminrevolution. Netop derfor er det så meget desto mere væsentligt at fastholde en selvkritisk opmærksomhed på, hvordan der tales om den mellemøstlige forandringsprocess: tilfældet Yemen er langt mere særegent og forarmet end de associationer, den allestedsnærværende ide om ‘det arabiske forår’ lægger op til.

[Denne artikel udbygger Martin Ledstrups kapitel i bogen ”Arabisk Forår” – læs det her]

Foto: FN