28.02.2011

I Yemen kan ingen præsident sidde uden stammernes samtykke – og nu rører de på sig. Det kan gå fredeligt for sig, men det kan også få uoverskuelige konsekvenser.

Af Martin Ledstrup

Maj 1990. Den kolde krig er slut. Forventningen er, at demokratiet indtager den ganske verden, og Francis Fukuyama har året forinden lanceret sin velkendte catch phrase om historiens afslutning.

Nord- og Sydyemen gør som Tyskland og forenes til én stat under en euforisk jubel fra det nyslåede lands befolkning, som bringes sammen i den arabiske halvøs første demokrati. Op gennem 1990’erne afholdes valg, som stort set alle observatører anerkender som fair, demokratiske, ukorrupte. I 2003 indslusede daværende udenrigsminister Per Stig Møller landet i ‘Det arabiske initiativ’ (som snart hedder ‘Partnerskab for dialog og reform’).

Folket til præsidenten: Gå af
Hvad gik galt, fristes man til at spørge. For de billeder, der kommer ud af dagens Yemen, ligner nemlig noget, vi har set før: en befolkning, der har fået fået nok. Den siddende præsident Ali abd Allah Saleh (f.1942) har været ved roret siden 1978, og det utvetydige budskab til ham er irhal: gå!

Regimestøtterne går til angreb på demonstranterne, tv-stationen Al Jazeera chikaneres og journalister får tæv, alt imens koalitionen af oppositionspartier, der som sit mest magtfulde medlem har det islamistiske reformparti (Islah), vejrer morgenluft. Præsidenten forsøger sig med et ‘Saleh eller kaos’, hvilket også er en appel til Washington, som ser med bange øjne på landets militante islamister. Twitter bobler og syder af håbet om Facebook-generationens snarlige sejr.

Er det Kairo og Tunis om igen? Den egyptiske revolution var på alle mulige måder netop: egyptisk. En befolkning konkluderede med stor set fælles røst, at Mubarak måtte gå, men revolutionens momentum tog først for alvor fart, da det Muslimske Broderskab sluttede sig til protesterne.

Livlig politisk debatkultur
Yemen er anderledes. Folk, der ankommer til Yemen for første gang og kører en tur ud i de tæt befolkede bjerge uden for hovedstaden, Sana’a, vil højst sandsynligt stille følgende spørgsmål: Alle disse kridttegninger af stejlende heste og opstigende sole rundt omkring på klipper og huse – hvad er det? Det er politisk graffiti. Den stejlende hest repræsenterer regimets parti GPC (General Peoples Congress), og den opgående sol repræsenterer Islah. Denne graffiti har stor betydning for indbyggerne:

Der er nemlig tale om en ægte symbolsk kamp mellem de yemenitter, der stoler på regimet, og de yemenitter, som stoler mere på de politiske islamister. Det er en politisk debatkultur, der også udmærkede sig op gennem det spektakulære demokratieksperiment, som landet gennemgik op gennem 1990erne. Når yemenitterne tygger qat (et mildt opkvikkende narkotikum, der til forveksling ligner ruccolablade) – og det tygger de fleste yemenitter ganske ofte – så snakkes der politik, og stort set ikke andet end politik.

Når der er valg i Yemen, så kan dem, der har stemt, identificeres på den blå blæk, der sættes på deres tommelfinger. I forbindelse hermed trykker man hinanden i hånden med tomlen oppe for at demonstrere, at man har stemt – mest fordi der vanker sociale sanktioner, hvis man ikke har. Yemen er med andre ord et land, der i sammenligning med blandt andet Egypten har været forholdsvis – med vægt på forholdsvis – demokratiseret.

Demokratiets forfald
Men tiderne er også skiftet. Saleh har smøget ærmerne op, og viser sig i stigende grad fra sin despotiske side: Kritiske journalister fængsles i stigende grad, vestlige forskere formenes adgang til landet, og overgreb på modstandere af regimet – ikke mindst på separatisterne i syd – legitimeres som uskadeliggørelse af terrormistænkte (hvilket ofte viderekommunikeres som sådan af de internationale pressebureauer). Det er en udvikling, som dels hænger sammen med et stigende pres på Saleh, men det er også en udvikling, som mange iagttagere forbinder med Washingtons gavmilde militære donationer til regimet, der opfattes som en vigtig allieret i kampen mod den militante islamisme.

Hvor blev demokratiet af? Sagen var den, at efter foreningen af det socialistiske Sydyemen og det republikanske Nordyemen i 1990, husede det nye Yemen stadigvæk to suveræner, to hære og to forskellige politiske kulturer. Situationen var uholdbar, og rivaliseringen tog til.

Læg hertil, at en betydelig skare af militante islamister netop var vendt hjem til Yemen efter deres bidrag til krigen mod Sovjet i Afghanistan. Saleh slog flere fluer med ét smæk, inkluderede islamisterne i regimet, og vendte dem mod socialisterne, der blev italesat som ateistiske fjender af landets sammenhængskraft.

Udviklingen kulminerede i maj 1994, da Yemen blev kastet ud i en kort borgerkrig til eliten i nords fordel. Islamisterne og stammestøtterne indtog Aden – Sydyemens hovedstad – og socialisternes opposition blev en saga blot.

Tilbage var islamisterne – og Saleh havde ikke længere brug for dem. Derfor har Yemens politiske historie fra midten af 1990‘erne og frem til i dag på mange måder været en forfaldshistorie, hvor Saleh i højere og højere grad har ekskluderet de fleste islamister (undtagen de mest magtfulde) fra magten. En del af dem har sluttet sig til den demokratiske opposition, mens har grebet til våben og udviklet sig til den terrortrussel, der også er blevet Washingtons fjende.

Stormvejret har der været hele tiden
Yemen, som huser en af verdens mest tungt bevæbnede civilbefolkninger, har i det hele taget været et korthus i politisk stormvejr længe før den igangværende mellemøstlige opstand meldte sin ankomst. Landet er spændt ud i et net af kriser: Først og fremmest to borgerkrige – én mod en sammensat separatistbevægelse i syd og en anden mod en shia-islamistisk familie i nord.

Hertil kommer: et genfødt Al Qaeda, akut vandmangel (ikke mindst i Sana’a, der spås at blive den første hovedstad verden, som løber tør for vand), en eksplosiv befolkningsvækst og olieresurser, der udgør 75 procent af landets indtægt men løber tør inden 2020.

En anden krise, der gennem de sidste par års tid har bragt landet på glatis, er en stigende eliterivalisering. Denne har indtil for ganske nylig foregået bag kulisserne og uden for mediernes opmærksomhed, men nu tyder en del på, at alvoren er officiel, håndgribelig og allestedsnærværende.

Stammernes magt
Rivaliseringen er brudt ud i lys lue via stammerne, der holder nøglerne til den yemenitiske magt. De yemenitiske stammekonføderationer er sammensat af hundredvis af forskellige understammer, som gennem de sidste tusind år aldrig har været enige indbyrdes: en hyperkompleks gordisk knude af pagter, alliancer og gamle fjendskaber, som de færreste forstår – heller ikke yemenitterne selv (og så er vi ikke engang nået til alle de mange ægteskaber på kryds og tværs af elitefamilierne, inkonsistente loyaliteter og fælles efternavne for forskellige familier) Det, der foregår, lader imidlertid til at være som følger:

Den mest magtfulde (men ikke største) stammekonføderation hedder Hashiid, og indtil for relativt nyligt gik det meste af yemenitisk magtpolitik op i en højere enhed. Lederen af både Hashiid og det islamistiske Islah-parti var nemlig én og samme mand: Sheikh Abdullah al-Ahmar. Han var præsident Saleh’s tætteste allierede – og også tæt allieret med kongeriget Saudi Arabien; den mest magtfulde eksterne aktør i Yemen.

Kamp om magten over stammerne
Generelt kan den yemenitiske magt sammenlignes med et anpartsselskab. Saleh, der er én af Mellemøstens mest pragmatiske statsledere, sidder på magten, fordi han med en usædvanlig høj grad af politisk tæft i vidt omfang har formået at undgå simpel magtanvendelse. Han har i stedet spillet sine modstandere ud mod hinanden eller inkluderet dem i anpartsselskabet. Han har delt og hersket.

Men i 2007 skete der noget skelsættende: Sheikh Abdullah døde, og efterlod sig 10 sønner med forskellige ambitioner. Med Abdullah’s død mistede Saleh altså sin vigtigste støtte.

Officielt gik lederskabet af stammekonføderationen til en vis Sadiq al-Ahmar, der er medlem af regimets parti. Man forbigik hans yngre bror Hamid, som overtog Islah-partiet. I kølvandet på den bredere arabiske opstand øjner de forskellige elitefaktioner nu deres gyldne øjeblik. Hamid al-Ahmar er sprunget ud som klokkeklar tilhænger af demonstranternes krav. Andre blandt hans 9 brødre er begyndt at melde sig ud af regimets parti til fordel for oppositionen. Ahmar og resten af toppen i stammekonføderationen Hashiid synes at skærpe tonen over for Saleh, der tilhører en anden understamme af Hashiid-konføderationen.

Rygterne her og nu går på, at Hamid al-Ahmar i højere og højere grad fremstår som den nye de facto-leder af Hashiid. Hvis det er sandt, så pågår der sandsynligvis en dødsens farlig kamp mellem Saleh og Hamid om stammernes loyalitet. En kamp, der slet ikke er i demonstranternes hænder, og en kamp, som ikke i sit udgangspunkt har det store demokratisigte. Det er et åbent spørgsmål om Salehs modstandere vil lade sig forpligte af, at de i øjeblikket har valgt at støtte demonstranternes krav.

Skrøbeligt håb for en fredelig løsning
Saleh har allerede annonceret, at han, i tråd med forfatningen, går af i 2013. Det kan tyde på, at magtkampen kan få et fredeligt resultat. Men der er mange usikkerhedsmomenter.

Der er de mange uløste konflikter – med separatistbevægelsen i syd og oprøret i nord. Der er stammernes indbyrdes uenigheder. Der er våbnene, vandmanglen, fattigdommen og ikke mindst landets geostrategiske placering. Yemen er nabo til Saudi-Arabien, verdens største olie-eksportør og genbo til Somalia. Rederiernes hyr med de somaliske pirater kan ikke blive lettere, hvis det også går galt på styrbord side.

I år er det 250 år siden, at Carsten Niebuhr-ekspeditionen drog mod Yemen, som gik under navnet ‘Det Lykkelige Arabien’. Det er et mærkat, som i dag skal tages med forbehold.

Foto: Sydyemens hovedstad Aden (commons.wikimedia.org)

Martin Ledstrup er stud.cand.mag i Mellemøststudier og BA i filosofi med tilvalgsfag i Islam og politik. Han har studeret mellemøststudier og læst arabisk ved Yemen College of Middle Eastern studies samt været i forskningspraktik ved det franske institut i Sana’a. Han er endvidere stifter af bloggen ‚Det (u)lykkelige Arabien‛ om yemenitiske forhold.