22.09.2011

Sana’as gader farves igen blodrøde, og den primære årsag er hverken Det Arabiske Forår eller terrortruslen. Yemen er en konstellation af simultant sammenfaldende kriser, der knytter sig til politik, geografi, økonomi og manglende resurser. Landet er ikke i sit forår, men i sit efterår: staten såvel som yemenitterne er bankerot, og aldrig før har det forenede Yemen været så fragmenteret som nu.

Af Martin Ledstrup

Yemens præsident, Ali Abd Allah Saleh, blev i juni ramt i brystet af en granatsplint. Han flygtede dengang til Riyadh, men hans regime er stadig i Sana’a. Det samme er regimets opponenter fra det islamistiske Islah-parti, den magtfulde general Ali Mohsen al-Ahmar samt spidsen af landets mest magtfulde stammekonføderation (Hashid-konføderationen). Alle parterne udnytter de demokratiske protester i Sana’a som et retorisk springbræt til den rå og brutale magtkamp mod resterne af Saleh-regimet: Sana’a er blevet til en mosaik af forskellige territorier, som bevogtes af forskellige elitefaktioner.

Siden præsidenten forlod Sana’a, har Yemen befundet sig i et kritisk, men stabilt tomrum. Nu er situationen dog spidset til igen, efter at Saleh delegerede forhandlingsmagten til vicepræsident Abd Rabu Mansour Hadi, som fik grønt lys til at forhandle det fredsinitiativ, som Golfens Samarbejdsråd (GCC) foreslog i foråret: dannelsen af en national samlingsregering efterfulgt af valg.

Magtoverdragelseen fandt sted sidste søndag, og en uge efter er hovedstaden eksploderet i vold i et omfang, hvis lige ikke er set siden marts. Paradoksalt? Nej: for alle Salehs opponenter er kørt ud på et sidespor. Hashid-konføderationen og general Ali Mohsen er ikke en central del af fredsforhandlingerne gennem Golfens Samarbejdsråd. Mange demokratihungrende yemenitter finder langt fra fredsinitiativet omfattende nok. De ser det som en overfladisk omstrukturering. Tavlen bliver ikke visket tilstrækkeligt ren, lyder ungdommens protester: fortidens politiske skrift er stadig alt for tydelig. For de unge veluddannede vil ikke bare noget andet end Saleh, der har siddet på magten siden 1978 – de vil noget andet end status quo. Og hertil regnes ikke bare Saleh, men også Ali Mohsen, Hashid og de traditionelle oppositionspartier. Derfor marcherede yemenitterne i søndags mod præsidentpaladset i trods mod det, de betragtede som storpolitisk umyndiggørelse. Og derfor rettede regimetro sikkerhedsstyrker sigtekornet mod demonstranterne og trykkede på aftrækkeren. General Ali Mohsen, der har gjort det til sin politiske kardinaldyd at beskytte demonstranterne, reagerede prompte og besvarede ild med ild. De fornyede protester var kun dråben, der fik bægeret til at flyde over med blod i hovedstadens gader.

Fremtiden ser sort ud
Op mod hundrede civile er blevet dræbt de seneste dage. Alle vidste, at det var et spørgsmål om tid. Og tiden? Den er ved at løbe ud: Yemen er en konstellation af simultant sammenfaldende politiske, geografiske og humanitære kriser. Med udgangspunkt i historien er de fleste Yemen-kendere enige i yemenitternes bemærkelsesværdige evne til at sno sig gennem selv de hårdeste strabadser. Men landets fremtid har aldrig set mere sort ud end nu. Landet, som Alexander den Store engang kaldte for ”Det Lykkelige Arabien”, har kun rykket sig én vej det sidste årti: tættere kanten til politisk kaos og økonomisk forarmelse.

Denne historie overses i de to sædvanlige fortællinger om landet: terrortruslen og de arabiske opstande. Al Qaeda-offensiven i Sydyemen udgør kun et udsnit af den igangværende krise, som har været på vej længe før Ben Ali og Mubarak blev kastet fra magten. De verserende kampe i hovedstaden har ikke det fjerneste at gøre med militante islamister, men udspringer af en eliterivalisering, som har været undervejs det sidste årti.

Størstedelen af verdensmediernes opmærksomhed har således flyttet sig mod hovedstaden, der har været begivenhedernes centrum, men også det fokus er forenklet – eller blot symptomatisk for en traditionel vestlig forståelse af politik. For i modsætning til politik i Vesten er de politiske magtkampe nemlig ikke kun centreret omkring hovedstaden. I Yemen er de politiske aktører langt mere fragmenterede – også geografisk. En stat defineres generelt som den aktør, der har monopol på vold og administration. Ud fra den definition har Yemen aldrig været en egentlig stat. Ingen af de fortidige yemenitiske magtudøvere (det osmanniske rige, imamerne, marxisterne og republikanerne) har nogensinde monopoliseret det yemenitiske territorium.

I yemenitisk politik er et fokus på periferien derfor mindst lige så vigtigt som et fokus på centrum. Fra 2004 har en shia-islamistisk milits (anført af al-Houthi-familien) etableret et de facto selvstændigt territorium i Sa’ada-provinsen i det nordlige Yemen. I Sydyemen forsætter en løst forbundet separatistbevægelse ufortrødent deres kamp for at stille tiden tilbage til dengang før 1990, da Yemen var opdelt i et Nord- og et Sydyemen.

Elitefaktioner med blod på hænderne
Problemet med et enøjet fokus på begivenhederne i centrum er, at samtlige af spydspidserne i den nuværende magtkamp i Sana’a har en fortid i periferien: Både Saleh-regimet, Hashid-konføderationen og General Ali Mohsen har siden foreningen af landet i 1990 været involveret i voldsomme kampe mod separatistbevægelsen i syd og i særdeleshed mod al-Houthi-familien i nord.

Det politiske hykleri er blandt andet, at general Ali Mohsen påstår at beskytte de demokratiske demonstranter – alt i mens han selv har stået i spidsen for en brutal militær kampagne i Nordyemen, som får Saleh-regimets seneste fremfærd over for civile yemenitter til at blegne. Tusinder er døde i Nordyemen, og mindst en halv million er blevet internt fordrevet; civile, kvinder, børn.

Også Hashid-konføderationen har blod på hænderne. Elitefaktionerne har et troværdighedsproblem. Netop derfor nedtonede al-Houthi-familien og sydyemenitterne også deres sekteriske retorik, da udsigten til en mere retfærdig og helt ny politisk orden syntes at være inden for rækkevidde i foråret. Yemenitterne vil ikke bare reformere – de vil revolutionere.

Derfor er de ulmende sekteriske dagsordner blevet revitaliseret siden demokratiprotesterne blevet kapret af anti-Saleh-grupperinger, der dybest set hører til den gamle orden: General Ali Mohsen og Hashid-konføderationen har begge været en del af Saleh-regimet indtil for ganske nylig, og Islah-partiet har for det meste fungeret som en loyal opposition. I kraft af deres militære råstyrke har Yemens forskellige magtcirkler alle vetoret: alle kan obstruere muligheden for fred – men ingen af dem kan forene landet.

Som før – bare værre
Yemen har før været i borgerkrig (1962-70 og i 1994). Men aldrig før har dens potentielle konsekvenser været så alvorlige som nu. Alle de politiske og geografiske konflikter er nemlig fortøjret i en humanitær og økonomisk katastrofe: en tredjedel af yemenitterne står ifølge den internationale NGO-sammenslutning Oxfam på randen af hungersnød. Landet er ved at løbe tør for både vand og olie (dets største indtægtskilde). Hovedstaden rammes af blackouts flere gange om dagen, hvilket blandt andet går ud over hospitalerne, der under normale omstændigheder fungerer via nødhjælpsgeneratorer. Men nødhjælpsgeneratorerne er benzindrevne, og så er vi tilbage ved manglen på olie. Bilerne holder i kø i dagevis for benzin.

Mindst halvdelen af løsningen på et givent problem ligger i at forstå, hvad problemet går ud på. Derfor er det godt, at de traditionelle vestlige antagelser om Yemen nu er ved at falde fra hinanden. Det er ikke al-Qaeda, som er den største trussel mod landets stabilitet. Og de kræfter, som i skrivende stund skaber tumult er hverken specielt arabiske eller videre forårsagtige. Yemen er Yemen. Og så alligevel ikke, for det bliver aldrig det samme igen: i 1980‘erne var staten konfronteret med et økonomisk stærkt civilsamfund, der fandt beskæftigelse som gæstearbejdere i det olierige Saudi Arabien – indtil sauderne smækkede døren for yemenitterne, og i stedet ansatte asiatere. I 1990erne fandt den yemenitiske stat olie, og et fattigt civilsamfund var konfronteret med en rigere stat. Fra 2000 og frem er alle parter imidlertid bankerot: det er nyt – alt i mens det forenede Yemen har aldrig været så geografisk og politisk fragmenteret som nu.

Martin Ledstrup (1983) er cand.mag i Mellemøststudier og BA i filosofi med tilvalgsfag i islam og politik. Han har studeret mellemøststudier og læst arabisk ved Yemen College of Middle Eastern Studies samt været i forskningspraktik ved det franske institut i Sana’a. Han er stifter af bloggen „Det (u)lykkelige Arabien“ om yemenitiske forhold. ILLUSTRATION: Demonstranter på Midan Tahrir i Yemens hovedstad Sana’a 11. februar i år.