01.08.2011

[Denne artikel kræver abonnement eller køb af bogen „Arabisk Forår‟] Den sårede Præsident Saleh sidder stadig i sit saudiske eksil, og Yemen-ekspert Martin Ledstrup levner ham ikke mange chancer for at bevare magten. Hans regime står overfor en række udfordrere – fra Al-Qaeda til landets stærke stammer – og landet mangler alt: penge, vand og olie.

Interview af RÆSONs stab

RÆSON: Hvordan ser den nærmeste fremtid ud for Yemen?
LEDSTRUP: Nu har der faktisk været protester i 250 dage. Præsidenten opholder sig stadig i Saudi-Arabien, efter at han blev såret af en 5-6 cm lang granatsplint, og siden da har situationen egentlig været det man kunne kalde for ’kritisk men stabil’. Mere stabil nu end den var indtil han blev fløjet til behandling i Saudi-Arabien. Lige nu står Ramadanen for døren – og et væld af økonomiske problemer. De fleste arabiske landes økonomi er påvirket af Ramadanen, men det er i særdeleshed tilfældet i Yemen. Så der er et bjerg af økonomiske og strukturelle udfordringer, og det er som om at de lige nu træder lidt i forgrunden for de store politiske begivenheder. Landet er ved at løbe tør for olie, som er deres primære indtægtskilde; der mangler benzin – prisen på den, der er, er mangedoblet – og derfor er den offentlige transport noget nær gået i stå. Biler holder i benzinkøer i helt op til tre dage. For hospitaler betyder hyppige strømafbrydelser og mangel på benzin til generatorer, at patienter dør. Landet er også ved at løbe tør for den mest primære ressource af dem alle: vand. Så der er et bjerg af økonomiske udfordringer, der lige nu synes at være det mest afgørende.

RÆSON: Er det disse problemer, der vil motivere protesterne – snarere end politiske mål?
LEDSTRUP: Det er et godt spørgsmål. Begge dele er i spil og af og til svære at adskille fra hinanden, fordi den mere overordnede Yemenitiske politiske forfaldshistorie hænger netop sammen med at præsident Ali Abd Allah Saleh har haft mindre og mindre muligheder for at opretholde det økonomiske mulighedsrum, han har inkluderet forskellige aktører i. Saleh har bestukket forskellige ledende stammemedlemmer og andre magtfulde aktører i Yemen til at være en del af hans politiske anpartsselskab, men i takt med at økonomien er blevet værre og værre har han altså haft mindre mulighed for det. Derfor har han fremmedgjort en masse væsentlige aktører. På den anden side er der selvfølgelig også ude i den brede befolkning et stort socioøkonomisk nag overfor regimet i Sana’a. Det gør sig gældende ikke mindst i Sydyemen, hvor vi i øjeblikket ser en separatistbevægelse som er motiveret, ikke af nationalisme men netop af, at de er blevet økonomisk udnyttet af det nordlige Yemen (de har dog sat deres separatistiske motivationer lidt på pause her under det lidt bredere oprør). Ligeledes kan vi se at Al-Qaeda på den Arabiske Halvø også taler til det her økonomiske nag. Ayman al-Zawahiri, den nye leder af Al-Qaeda, adresserer nemlig de yemenitiske stammer ved at prøve at overbevise dem om at de ikke får de oliegevinster som de burde have. Økonomi er måske den mest afgørende faktor pt.

RÆSON: Især i Sydyemen støder regeringshæren og militante grupper sammen: Hvem ser ud til at have overtaget og hvorfor?
LEDSTRUP: Det er et meget dunkelt at afgøre hvem, der regerer Sydyemen lige nu. Der er ikke mange journalister, der har mulighed for at rapportere derfra. Fra folk, der er flygtet til den sydyemenitiske hovedstad Aden, ved vi, at folk, der kalder sig selv for Mujahideen – ’dem, der udfører jihad’, jihadister – er begyndt at indtage byer i Sydyemen. Om det betyder, at de er Al-Qaeda det er et andet spørgsmål –ikke alle militante islamister er en del af Al-Qaeda og de fleste yemenitter vil argumentere for at der er forskellige politiske agendaer, der er i hel fuld overensstemmelse med Islam; de vil bruge islamisk retorik og så videre. Det yemenitiske regime har en meget stærk tradition for at italesætte dets modstandere som militante islamister for netop dermed at legitimere voldelige overgreb og øget militærstøtte fra USA. Når en eller anden officiel talsmand for regimet rapporterer, at man nu har pågrebet eller angrebet militante islamister i Sydyemen, bliver dét ofte viderekommunikeret sådan af de internationale pressebureauer – men rent faktisk ved vi det ikke med sikkerhed.

RÆSON: Så det er svært for omverden at vide hvordan vi skal forholde os til Sydyemen?
LEDSTRUP: Nemlig. Det er enormt svært at sige lige nu. Der er ingen tvivl om at Al-Qaeda på den Arabiske Halvø er en væsentlig trussel. Men jeg vil nok argumentere for at den er lidt længere nede i hierarkiet i forhold til andre trusler – så som økonomien og separatistbevægelsen (som ikke identificerer sig med Al-Qaeda). Der er også en Nordyemenitisk shiaislamistisk bevægels;, man har Ali Mushin-familien, som nærmest har udviklet sig til at være en stat i staten – og jeg vil vove at påstå at disse stadigvæk udgør mere alvorlige trusler mod regimets stabilitet end Al-Qaeda.

RÆSON: Hvilken rolle spiller USA og Saudi-Arabien?
LEDSTRUP: Når det gælder USA, er det på en del områder halen, der logrer med hunden. Saleh har brugt USA’s antiterror-fortælling til at forsyne sig med våben og militærstøtte osv.. Den støtte er så reduceret nu og USA virker, som det ser ud lige nu, ikke specielt potente i Yemen-situationen. Selvom alle oppositionsmedlemmer og alle dem, der vil af med Saleh, har tilkendegivet at de nok skal fortsætte kampen mod terror. Saudi-Arabien er nok den mest magtfulde eksterne aktør i Yemen – det er aldeles afgørende hvad de vil, eller nærmere bestemt hvad de ikke vil. Saudi Arabien er bannerførende indenfor en mere status quo-orienteret alliance af arabiske monarkier, som ikke vil ind i demokratiseringsprocessen. De vil formentlig forsøge at modarbejde en demokratiseringsproces i Yemen, men hvis det fører til yderligere ustabilitet, ja, så skyder de jo så sig selv i foden.

RÆSON: Kan Yemen ende som Somalia?
LEDSTRUP: Godt spørgsmål. Selvom den yemenitiske stat skulle kollapse, er det jo ikke ensbetydende med at der ikke kan være orden. De yemenitiske stammer er vældige stærke; staten har sådan set aldrig rigtigt haft monopolet på voldsudøvelse i landet – og det er sådan, man normalt definerer en stat. Der var borgerkrig i Yemen fra 1962-1970 og det kan der komme igen: landet har verdens næst-bedst-bevæbnede befolkning (efter den amerikanske). Potentialet er der – men det er for tidligt at sige om det bliver et Somalia-lignende anarki.

RÆSON: Det startede jo så fint som et slag for demokratiet, men det er vel naivt stadig at snakke om demokrati i Yemen – især hvis Saudi-Arabien får indflydelse i den politiske udvikling?
LEDSTRUP: To ting:
For det første har Yemen en ret så demokratiseret fortid. Op igennem 1990erne var det faktisk det afgjort mest demokratiserede land på den Arabiske Halvø med valg, som på alle måder blev anset for at være demokratiske også af internationale observatører. Det vil sige at mange af de yemenitter, der idag står ude på Yemens Tahrir-plads og råber på demokratiet ved, hvad de snakker om. Så der er kilder til optimisme, selvom der også er stigende grund til skepsis. Jeg mener overordnet, at hele den her snak om det ’Arabiske Forår’ er problematisk. Dels fordi det generaliserer – de arabiske lande er vældigt forskellige – og dels fordi det måske i flertallet af de arabiske lande slet ikke ligner et forår, men som i tilfældet med Yemen, mere et efterår. Det vil være formålstjenligt med en lidt mere realistisk tilgang til demokratiseringsbestræbelserne i Mellemøsten.

RÆSON: Du fortæller, at USA trækker mere og mere støtte tilbage, men vil der være andre demokratiske stater, der er klar til at støtte Yemen i en demokratiseringsproces?
LEDSTRUP: Ja. Selvfølgelig Egypten, der er ved at udvikle sig til at være et rigtigt demokrati, og en del andre arabiske lande, der i hvert fald rent retorisk støtter op om at Saleh skal forlade embedet. I Golfens Samarbejdsråd (GCC) er man faktisk enige om at Saleh skal gå af – hvorvidt de så også er med på en demokratisering af Yemen er et andet spørgsmål. Vi ser ofte en splittelse – mellem, på den ene side, de politiske eliter, der gerne vil af med Saleh men beholde det politiske status quo, altså selve regimet, og, på den anden, de veluddannede demokratiserede demonstranter, der vil have tavlen visket fuldstændig ren. Det er et clash mellem forskellige agendaer.

RÆSON: Hvordan ser du Salehs chancer?
LEDSTRUP: Ikke særligt gode. For nogle uger siden viste han sig på TV for første gang siden han blev såret – stærkt svækket, stærkt forbrændt, i saudiske klæder. Han har fremmedgjort stort set samtlige aktører, som er væsentlige for hans magtbevarelse i Yemen, så jeg tror ikke at det er muligt for ham at bevare magten. Hæren er delt i to – dem, som støtter ham og dem, som ikke gør det. Og så er der alle de ikke-statslige kræfter, han har imod sig – stammerne, Ali Mushin i nord, separatistbevægelsen i syd og Al-Qaeda. Jeg tror simpelthen ikke det er en mulighed for ham at fortsætte.

ILLUSTRATION: Landsbyen Al Hajjara, Yemen [arkivfoto]