05.08.2011

”Det er klart, at de nye store fald på aktiemarkederne har flere årsager, men de bunder næppe så meget i en frygt for udviklingen i den føderale regerings gæld, som i en forventning om, at nye offentlige besparelser vil kvæle det i forvejen spæde opsving. Ifølge det amerikanske handelsministerium vil den netop indgåede aftale koste 325.000 offentlige jobs og resultere i et yderligere fald i væksten på 0,3 procent. Timingen kunne næppe være meget dårligere”, siger Niels Bjerre-Poulsen til RÆSON.


Af Frederik Vitting Hermann, medlem af RÆSONs chefredaktion

I den sidste uge har verden været vidne til et politisk spil, der har været nok så nervepirrende, men efterhånden ikke et ukendt fænomen i amerikansk politik. Debatten op til forhøjelsen af det amerikanske gældsloft har fået kommentatorer såvel som politikere ud på det yderste af stolekanten, da en amerikansk betalingsstandsning ville have haft massive konsekvenser. Med Obama’s forlængelse af Bush-skattelettelserne i januar og budgetudskydelsen, der næsten endte i et shutdown i april, er gældsloftsforhøjelsen tredje gang siden midtvejsvalget, hvor Republikanerne spiller højt, og får udnyttet kompromisløshed og trusler om økonomisk pinsel til deres fordel. Er dette en blivende tilstand i amerikansk politik?
      Normalt er forhøjelsen af gældsloftet en formalitet, og PIMCO’s (amerikansk bank) adm. dir. Muhammed El-Erian hævder også, som ekspert på CNN, at vi har været vidne til et politisk problem, der skabte sin egen spænding og egen forløsning, snarere end et egentlig økonomisk problem, der blev klaret af politikerne. Det er lykkedes Republikanere (og Tea Party-delen af kongressen) at presse en diskussion om nogle af USA’s mellem- og langsigtede problemer (låneomkostninger og dermed budgetunderskudsreduktion) ind i et stykke lovgivningsarbejde, der handler om kortsigtede problemer (gælden skulle kunne øges, så regningerne kunne betales).
      ”[Tea Party-bevægelsen] giver helt klart Republikanerne en masse energi og ideologi” siger Marcus Rubin til RÆSON. Hvis det brede medieparnas har med at pensle Tea Party-folkene som ekstremistiske politikere både med hensyn til holdninger og metoder, bør man ifølge Martin Ågerup, direktør i CEPOS, se det brede perspektiv: ”Siden 2000 er de offentlige udgifter vokset fra 33,9 pct. af BNP til nu over 42 pct. – det højeste niveau nogensinde i USA. Tea Party-bevægelsen er en reaktion på denne eksplosive vækst og set i dette perspektiv, vurderer jeg deres krav i forbindelse med forhandlingerne om gældsloftet som moderate.”
     Torsdag og fredag har aktiemarkedet i USA tilsyneladende reageret på aftalen ved at kaste sig ud i frit fald. ”Det er klart, at de nye store fald på aktiemarkederne har flere årsager, men de bunder næppe så meget i en frygt for udviklingen i den føderale regerings gæld, som de bunder i en forventning om, at nye offentlige besparelser vil kvæle det i forvejen spæde opsving. Ifølge det amerikanske handelsministerium vil den netop indgåede aftale koste 325.000 offentlige jobs og resultere i et yderligere fald i væksten på 0,3 procent. Timingen kunne næppe være meget dårligere.” siger Niels-Bjerre Poulsen til RÆSON.
     I hele den vestlige verden vakler man nu mellem behovet for at staten skal skabe vækst (som Demokraterne gerne ville) og problemerne ved at øge statens gæld (som Republikanerne fokuserer på). Washington har i det store hele accepteret præmissen om gældsnedsættelse, men højrefløjen har fået skatteforhøjelser af bordet, så pt. indeholder aftalen (der dog indeholder videre forhandlinger til november) kun nedskæringer på offentlige ydelser.

En ny måde at føre politik på
Det er rimeligt at udlægge aftalen som en Republikansk sejr på substansen. Den hårde stil virker fortsat for højrefløjen i USA. ” Republikanerne har fået en stor del af det de ønskede, undgået skattestigninger og generelt udstillet Obama som svag. Selvom de kun kontrollerer ét af Kongressens to kamre og ikke Det Hvide Hus, er det dem, som sætter tonen og rammerne for den politiske debat i USA for tiden og det blev atter udstillet i forbindelse med gældsloftet,” siger Marcus Rubin til RÆSON. Niels-Bjerre Poulsen kalder det ”en slags ”good cop/bad cop”-rutine, hvor de nye ”tea party”-medlemmer i Repræsentanternes Hus fik kravene fra John Boehner og Mitch McConnell til at fremstå som næsten moderate.”
     Er der tale om en ny måde at føre politik på?
      ”Det er der i al fald mange, der mener. Republikanerne er blevet sammenlignet med selvmordsterrorrister, netop fordi de er villige til at gå så langt, og det er en udvikling der bekymrer mange amerikanere. Det store flertal af amerikanerne synes debatten om gældsloftet var uværdig” mener Rubin. Glen Browder, som er pensioneret amerikansk politiker, siger til NYTimes.com, at ”dette askiller sig fra de seneste års demokrater vs Republikaner-kampe.”
      ”Det amerikanske politiske system, med ”divided government”, forudsætter politiske kompromisser. Alligevel opførte ”tea party”-medlemmerne i Repræsentanternes Hus sig, med Senator John McCain og Wall Street Journals ord sig som om de var ”hobbitter opsat på at tilintetgøre Mordor” [de gode mod de onde i J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre”, red.]. En del af forklaringen skal findes i den løbende omlægning af kongresdistrikter, som gør distrikterne mere og mere ”sikre” for partierne [ved at distrikterne tegnes op, så de flugter med vælgernes fordeling: Republikanske kredse bliver mere Republikanske, Demokratiske mere Demokratiske, red.] og dermed også baner vejen for mere ideologiske motiverede og kompromisløse kandidater.” siger Niels-Bjerre Poulsen (SDU) til RÆSON og forsætter, at Republikanerne nu kan ses som vindere, men: ”Det kan dog hurtigt ændre sig. Hvis markederne nu reagerer negativt på den usikkerhed Republikanerne i Repræsentanternes Hus – ganske uprovokeret – har skabt med deres politiske gidseltagning, så er det ikke sikkert de stadig vil fremstå som vindere. Eller måske snarere: så vil der ikke være nogen vindere.”

2012
Hvordan kan Republikanerne udnytte deres sejre ved valgene i 2012?
Rubin: ”Det afgørende for Republikanerne bliver, om de kan udnytte energien og opbakningen [fra The Tea Party], men stadig forblive attraktive for den mere generelle amerikanske befolkning. Særligt i forbindelse med primærvalgene bliver det en udfordring for kandidaterne at balancere mellem Tea Party-holdningerne og den mere traditionelle konservativisme.”
     Hvad med Demokraterne og Obama?
     ”Obama tror i hvert fald selv, at han skal mod midten/højre. Kalkulen er formentlig, at venstrefløjen er så dødsensangst for Republikanerne, at han ikke kan miste dem – og at de nok skal dukke op til stemmeurnerne, næsten uanset hvor meget han skuffer og det derfor gælder om at vinde de uafhængige og lidt mere konservative vælgere”, siger Rubin.
     Niels-Bjerre: ”Der er dog (mange) andre faktorer som vil spille ind. Ikke mindst er den demografiske sammensætning af vælgerkorpset ganske anderledes, når der også er en præsident på valg, end den er ved et midtvejsvalg. Demokraterne vil alt andet lige stå stærkere i 2012 end ved midtvejsvalget i 2010, men næppe så stærkt som ved præsidentvalget i 2008. I senatsvalgene skal langt flere Demokrater end Republikanere forsvare deres sæde i 2012, så alene det vil give Republikanerne gode muligheder for at erobre flertallet.”
     Bliver 2012 det store slag om big vs. small governmet?
     Niels-Bjerre: ”Det tror jeg ikke, for du kan ikke få mange demokrater – heller ikke Barack Obama – til at argumentere for en ”New Deal”, et ”Great Society” eller en andet større liberal/socialdemokratisk vision. Du kunne ikke engang få ham til at argumentere for offentlig sygesikring (single payer). Derimod kan det meget vel blive et valg om, hvad man i USA forstår ved grundlæggende social retfærdighed, og hvordan byrden med at genoprette den amerikanske økonomi og nedbringe underskuddet skal fordeles. Her har Demokraternes krav om en ”balanceret” løsning, som både indeholder offentlige nedskæringer og øgede føderale indtægter fra de højeste indkomster, samt fra lukning af skattehuller, opbakning fra tæt på to tredjedele af de amerikanske vælgere. Alligevel vidner ”Tea Party”-bevægelsens succes ved sidste midtvejsvalg om, at udfaldet af en sådan diskussion helt afhænger af, hvordan den bliver sat i tale. Obama kan føre valgkamp ved at kritisere Republikanerne for politisk gidseltagning, men nogle vil nok hævde, at han selv gjorde den mulig ved ikke at få forhøjet gældsloftet noget før.”