16.12.2011

”Politikerne sidder fast i tanker fra år 1920.” Det siger USA’s førende uddannelseshistoriker Diane Ravitch til RÆSON om det regime af test og kontrol, som rammer verdens skolesystemer – og især USA.

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer

RÆSON: I hvilket retning bevæger uddannelsesdebatten i USA sig i disse år? Og er USA på rette spor?
Ravitch: USA’s uddannelsespolitik på vej i den forkerte retning. Vores toppolitikere i begge partier er alle blevet forblændede af test and regnskaber. De tror, at målet med uddannelse er at få højere testresultater. De kan ikke se, at bedre resultater er biproduktet af god og fornuftig undervisning og et sundt samfund. Vi har et skandaløst omfang af børnefattigdom (20 % i USA), hvilket trækker testresultaterne ned i de områder, hvor koncentrationen af fattige børn er høj. Men vores politikere tror, at de kan ’løse’ problemerne bare at forlange bedre resultater – og så ellers true med at fyre personalet og lukke skolerne, hvis de ikke lever op til kravene. Det er ulogisk, tankeløst og voldsomt ødelæggende. Vores politiske tænkere forstår ikke uddannelse – de ser det gennem økonomernes øjne, og kun gennem de meget konservative økonomers. De ignorerer al den viden, vi har fra kognitive psykologer om, hvordan børn lærer og fra sociologer om indflydelsen fra den sociale arv, familierne og nabolaget.

Ræson: Hvad skal forandres, hvis de vestlige uddannelsessystemer skal kunne konkurrere med de asiatiske?
Ravitch: Det kan lyde polemisk, men jeg mener ikke, vi skal tænke på asiaterne eller nogle andre, som konkurrenter. Konkurrence er fin i nogle sammenhænge – som på fodboldbanen – men når vi snakker uddannelse, kommer konkurrence altid kun til at handle om testresultater – hvilket i sig selv på ingen måde er et tilstrækkeligt udtryk for, hvor godt eller dårligt et uddannelsessystem er. Vi bør fokusere vores indsats på at uddanne vores børn og unge til den fremtid, som vil møde dem – uanset hvordan den kommer til at se ud. Det betyder, at de skal lære at handle empatisk og generøst, at have en stærk lyst til at lære og at de har tiden til at lege og drømme. Dette er vores udfordring – ikke en abstrakt konkurrent fra Asien.

Ræson: Test løser problemerne. Det er tanken bag Bush-administrationens skolereform ’No Child Left Behind’ såvel som mange andre uddannelsesreformer i verden, også her i Danmark, gennem de sidste årtier. Har de ret i det?
Ravitch: Test har en rolle at spille i uddannelsessystemet – men som et diagnostisk værktøj, der kan bruges til at se, om eleverne har lært det, de er blevet undervist i. Testene skal altså hjælpe de studerende og lærerne. Uheldigvis er test blevet målet og ikke midlet – en målestok for alting og en pind, som bliver brugt til at slå på lærere, skoleledere og skoler. Testresultater er ikke målet med uddannelse. Ved at give testene så meget opmærksomhed, underminerer vi alt det, som ikke bliver testet – så som kunstneriske færdigheder, frivilligt arbejde, idræt, sundhed og – især i USA – fremmedsprog og historisk viden. Man kunne så selvfølgelig sige: ”Så lad os bare teste alt!”. Men vi vil komme til et punkt, hvor vi vil opdage, at vi bruger mere tid på testene end på at undervise. Det ville være vanvid. Og skjult i tågen fra testene er de mest vitale resultater af uddannelse – dem, som ikke kan blive testet: Kærligheden til læring, karakterdannelse, anstændighed, ihærdighed og evnen til at bruge de ting, man har lært, i ukendte situationer.

Ræson: Nogle iagttagere siger, at uddannelsessystemet grundlæggende ikke har forandret sig siden industrialiseringen – det er aldrig kommet ind i det 21. århundrede og passer hverken til nutidens unge eller samfundet. Er du enig?
Ravitch: Ja, jeg er helt enig i. Vores uddannelsessystemer sidder fast i starten af det 20. århundrede – specielt når det kommer til vores omfavnelse af test, pisk og gulerod. Det er redskaber fra mellem 1900 og 1920 – en tid, hvor de sociale ingeniører troede, at enhver aktivitet og enhver person kunne måles konstant og dermed præstere bedre. De troede også, at folk blev motivet bedst af incitament og sanktioner – af pisk og gulerod. Det ved vi i dag, er ineffektivt. Vores nuværende uddannelsesregime af test, regnskaber og privatisering er simpelthen 100 år bagud.

Ræson: Hvilken slags uddannelse – personlig såvel som akademisk – er nødvendig for at vi kan møde udfordringerne og muligheder i det 21. århundrede?
Ravitch: Børn og voksne har brug for en uddannelse, der udvikler deres indre motivation – en uddannelse, der giver dem lyst til at lære mere og mere. Undervisere må overveje at bruge fantasifuld teknologi – ikke til at erstatte lærere, men til at bringe essentiel viden til live foran øjnene på os. For eksempel til at vise kampen for nye videnskabelige landvindinger, vise de historiske kontroverser, der har formet vores samfund og de politiske diskussioner, der bliver ved med at give genlyd i vores daglige liv. Uddannelsesverdenen må berige sig med den store viden og fordybelse, der er hos kunsterne og den kraft, som findes i selvudfoldelse – i muligheden for at skabe. Barndommen er en værdifuld tid og skal ikke begrænses af fabriksagtige metoder og mekanisk indlæring.

Ræson: Men politikerne i Europa, såvel som i USA, snakker jo stolpe op og stolpe ned om, at uddannelse er en af de mest vitale opgave for samfundet. Hvorfor har de så ikke løst problemerne endnu? Er det politiske system ikke klar til at reformere uddannelserne?
Ravitch: Uddannelse er i den grad DEN vigtigste opgave for samfundet. Uddannelse former fremtiden. Politikerne kan ikke bare ’fixe’ problemerne, fordi de ikke forstår, hvad god uddannelse er, og hvordan det opstår. Jeg kender ikke nogen lovgivende forsamling, der ved, hvordan man leder en skole, forbedrer læring eller reformerer et skolesystem – og alligevel bliver de ved med at lave love som ’No Child Left Behind’, der er direkte skadelige. Offentligheden forstår, at ’No Child Left Behind’ efter 10 år har været en fiasko. Alligevel bliver vores kongres ved med at lappe hulerne og er ikke villige til at indrømme, at de vedtog en katastrofal lov. Prøv at forestille dig en lov, der stemplede alle skoler i alle verdens mest succesfulde nationer som fiaskoer. Der er, hvad der er sket i USA, men vores politikere vil ikke acceptere deres fejl og tage et ansvar. De kan ikke forstå, at lærere og skoleledere ved mere om uddannelse end dem. Vi sidder fast i et tragisk politisk kaos, hvor dem, der skabte kaosset – kongressen og lovgiverne i staterne – nægter at indse, at de har skrevet under på en forfejlet politik.

Se et interview med Diane Ravtich i The Daily Show HER.

DIANE RAVITCH er professor i uddannelseshistorie ved New York University og har udgivet et utal af bøger om uddannelse. Hun er tidligere rådgiver for både Bush og Clinton-administrationen. Hun var tidligere stor tilhænger af test og ’accountability’ i skolesystemer, men tog et opgør med sine egne holdninger og ’No Child Left Behind’-programmet i best seller-bogen ’The Life and Death of the Great American Schoolsystem’. TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er fast skribent og interviewer hos RÆSON. Han er tidligere formand for interesseorganisationen Danske Skoleelever, har skrevet for Jyllands-Posten og studerer til daglig på Rysensteen Gymnasium. Ofte benyttet debattør i medierne, bl.a. i TVAvisen, TV2 News, Debatten og Deadline. ILLUSTRATION: Misvilligeholdt skolebus (foto af ~ MSD ~ via FlickR).