01.03.2011

Den falmende amerikanske fagbevægelse er under pres i flere stater, hvor retten til fælles forhandling er på huggeblokken. Men kan fagforeningernes kamp være præcis, hvad der skal til for sparke noget liv i de græsrødder på venstrefløjen, som har siddet stille, siden de sendte Barack Obama i det Hvide Hus?

Af Rasmus Damkjær Christensen

I Wisconsin flyder det demokratiske hjerteblod. Tusindevis af demonstranter har i næsten to uger belejret parlamentsbygningen i hovedstaden Madison, og til trods for trusler om anholdelse nægter hundredevis af dem stadig at rømme bygningen.

Årsagen til de omfattende protester er, at midtveststatens republikanske guvernør Scott Walker har rettet sigtkornet mod de offentlige fagforeninger. Han har fremsat et lovforslag, der vil begrænse fagforeningernes muligheder for fælles forhandling. Kun løn vil stadig kunne forhandles samlet for Wisconsins statsansatte, men lønforhøjelser, der overstiger den almindelige inflation, vil fremover kræve en folkeafstemning.

Lovforslaget blev fredag stemt igennem statsforsamlingen i Madison under voldsomme protester fra tilhørende demonstranter. Forslaget mangler dog stadig at blive godkendt af Wisconsins senat. Men om det overhovedet kommer til at lade sige gøre er uvist. Senatets 14 demokratiske medlemmer har nemlig valgt at tage hånd i hånd til nabostaten Illinois. Det efterlader de resterende 19 republikanske statssenatorer med det problem, at der skal minimum 20 medlemmer til for at gennemføre en lovlig afstemning om forslaget i Wisconsins senat. Guvernøren har på det kraftigste opfordret de demokratiske senatorer til at vende tilbage og stemme på tirsdag, når senatet igen forsamles. Om de følger den opfordring er dog ganske tvivlsomt.

Walker fastholder, at Wisconsin som stat er på fallittens rand, og at indgrebet mod fagforeningernes forhandlingsmuligheder er fuldstændig nødvendigt, hvis den økonomiske afgrund skal undviges. Den lektie mener han at have lært igennem de otte år, hvor han var amtsdirektør i Wisconsins største by Milwaukee, inden han i januar satte sig i guvernørsædet. Walker påstår, at fagforeningerne systematisk bruger deres fælles forhandlingsret til at underminere selv de mindste besparelser.

Fagforeninger: Det er guvernøren, som ikke vil forhandle
Wisconsins fagforeninger afviser ikke overaskende guvernør Walkers påstande. Ifølge formanden for den amerikanske lærerforening Randi Weingarten er de offentlige ansatte ganske klar til at imødekomme guvernørens ønske om at flytte ca. 7 procent af deres bruttoløn over i pensioner og sygeforsikringer. Hun hævder, at det er Walker, som nægter at mødes til forhandlinger, fordi han dybest set gerne vil svække fagforeningerne. Den amerikanske fagbevægelse AFL-CIO’s formand Richard Trumka har fremsat de samme anklager.

Fagbevægelsen påstande har fået ekstra kraft, efter Walker lod sig snøre af en liberal blogger ved navn Ian Murphy. Over telefonen lykkedes det Murphy at overbevise Walker om, at han faktisk talte med den konservative milliardær David Koch. Herefter talte guvernøren frit om, blandt andet hvordan han så kampen om lovgivningen som ”vores chance for at ændre historiens gang”. Den bemærkning har flere tolket som en bekræftelse af fagforeningernes mistanker om, hvad Walkers faktiske motiver er med det kontroversielle lovforslag. Walker indrømmede også overfor Murphy, at man havde overvejet at placere falske uromagere blandt demonstranterne.

Uafhængigt af om der er hold i fagforeningernes anklager mod Walker, så har han på nogle måder allerede vundet første slag i krigen ved overhovedet at bringe den fælles forhandlingsret i spil. De indrømmelser, som fagforeningerne nu er klar til at give, ville ikke have været på bordet for en måneds tid siden. Med trusselen mod den forhandlingsret, fagforeningerne opfattede som urørlig, har guvernøren rykket forhandlingerne betydeligt i eget favør.

Fagbevægelsen under pres i flere stater
Det er ikke kun i Wisconsin, at den amerikanske fagbevægelse er under pres for tiden. I en anden midtveststat, Indiana, har den republikanske guvernør Mitch Daniels også sat hårdt ind over for den. Daniels slog allerede ned på den fælles forhandlingsret, da han kom til i 2005. Hans nye forslag vil begrænse den yderligere for statens skolelærere, og det har ganske som i Wisconsin sendt de demokratiske statssenator på fællesudflugt over statsgrænsen for at forhindre en lovlig afstemning om forslaget.

Ligeledes har republikaneren Chris Christie, der er guvernør i staten New Jersey, gjort det til en af sine mærkesager at føre krig mod statens stærke fagforeninger. Han er dog ikke gået til angreb på den fælles forhandlingsret, men har i stedet insisteret på samme omstruktureringer i lønnen til statens lærere, som Scott Walker ønsker gennemført i Wisconsin. Omkring 10 yderligere stater overvejer at sætte ind overfor fagforeningerne i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Det er ikke tilfældigt, at det republikanske angreb på fagforeningerne kommer nu. Fagbevægelsen har haft dalende opbakning i den brede offentlighed igennem de seneste fire år. Meningsmålinger fra det uafhængige forskningscenter Pew Research viser, at den generelle opbakning til fagforeningerne er faldet fra 58 procent i januar 2007 til 45 procent i den seneste måling. Det er især de ældre, som har vendt sig mod fagforeningerne. Blandt personer over 65 år er opbakningen faldet fra 60 procent til nu blot 37 procent. Og blandt republikanske vælgere er det kun 30 procent, som bakker op om fagforeningerne.

Med den stadigt svindende støtte til fagbevægelsen har de republikanske guvernører set muligheden for at slå to fluer med et smæk. En sjælden chance for at forene pragmatisk politik med et ideologisk opgør. På den ene side kan de forsvare indgrebene med, at der skal spares et sted og den økonomiske situation ikke tillader særlige forhold for de 36 procent af offentlige ansatte, som er organiserede i fagforeninger. Et budskab, som klinger fint med mange af vælgerne i den private sektor, hvor kun 7 procent er organiserede. Samtidig får de mulighed for at uddele et hårdt slag til den fagbevægelse, som har været Demokraternes faste, urokkelige støtte siden 1930’erne.

Slag eller saltvandsindsprøjtning til Demokraterne?
Ved første blik ligner republikanernes opgør med den amerikanske fagbevægelse en rigtig skidt sag for Demokraterne og præsident Barack Obama. Den offentlige sektor er det eneste sted, hvor fagforeningerne stadig er en stor magtfaktor. Hvis de falder der, på samme måde som de er faldet i den private sektor, risikerer Demokraterne at miste deres vigtigste samarbejdspartner. Fagforeningerne leverer penge, stemmer og politisk fodarbejde til Demokraterne, som vil være ilde stedt uden den vigtige støtte.

Men til trods for, at udsigterne synes mørke har præsident Obama begrænset sig til at udtale sin støtte til fagforeningens kamp. I 2007 sagde den fremtidige præsident ellers, at hvis den fælles forhandlingsret var truet, ville han personligt møde op og protestere. Det har han undladt, men måske er det også det mest fornuftige. For selvom statistikken siger, at amerikanernes støtte til fagbevægelsen smuldrer, så har kampen i Wisconsin trukket 70.000 demonstranter på gaden, og over hele landet kan man finde støttedemonstrationer til fordel for fagforeningerne. Det er arbejderne selv, ikke deres politikere, som tegner disse dages protester. Hvis man skal finde et lyspunkt for Demokraterne, er det her.

Demonstrationerne mod Scott Walker og hans planer er et kærkomment eksempel på græsrodspolitik fra den amerikanske venstrefløj. Igennem de seneste to år er Demokraternes politik blevet tegnet ene og alene af Obama og hans partifæller i Washington. Den folkelige bølge, som bar Obama ind i det Hvide Hus var borte ved midtvejsvalgene i november, og imens har Tea Party-bevægelsen været den eneste relevante græsrodsbevægelse i USA’s nye politiske virkelighed. Det kan protesterne mod guvernør Walker måske være første skridt på vejen til at ændre.

Hvordan spillet om fagforeningernes forhandlingsret ender, ligger stadig hen i det uvisse. Men hvis de republikanske angreb har ramt en nerve blandt den del af amerikanerne, som ikke ønsker at se fagbevægelsen syne helt hen, så kan sagen måske alligevel føre til noget positivt for Demokraterne.

Rasmus Damkjær Christensen (f.1982) er kandidat i amerikanske studier fra Syddansk Universitet. Han har desuden studeret ved amerikanske studier ved Ludwig Maximillian Universitetet i München. Han skrev speciale om amerikanske præsidentvalgkampe og var fra 2008 til 2011 ansat som programmedarbejder i DR Nyheder.