04.07.2011

Efter måneders vakuum står Libanon nu til at få en ny regering, med deltagelse af Hizbollah-bevægelsen. Men Hizbollah-lederen Nasrallah er presset af interne kritikere, der mener han burde tage tydelig afstand fra overgrebene begået af hans nære allierede, Syriens Assad.

Af Sune Haugbølle

Næsten et halvt år måtte libaneserne vente på at få en ny regering, og det er langtfra sikkert, om det nye ministerhold overhovedet får lov at indtage posterne. Finansmanden Najib Miqati [foto, ovenfor] fik samlet en regering 13. Juni – mere end fem måneder efter at den tidligere premierminister Saad Hariri blev tvunget til at træde tilbage. Miqatis tredive ministre vil blive godkendt så snart de kommer til enighed om en fælles politisk erklæring.
     Men det kan godt blive svært. Regeringen er dannet af ”8. marts-bevægelsen”, der består af de shiitiske partier Hizbollah og Amal, deres kristne allierede i Michel Aouns ”Frie Patriotiske” bevægelse, det nordlige maronitiske klanparti Marada, og de syriske håndlangere i det Syriske Socialistiske Nationalistparti. Ud over ”8. marts bevægelsen” indeholder regeringen Miqatis eget hold af sunni-ministre samt præsident Michel Sleimans gruppe af center-orienterede politikere og den drusiske leder Walid Jumblatts folk. Jumblatt var tidligere medlem af ”14. marts bevægelsen”, en koalition af drusiske, kristne og sunnimuslimske grupper, der blev dannet efter mordet på Rafiq Hariri i 2005. Hariris død førte til store demonstrationer og lagde grunden for de to nuværende fløje i libanesisk politik – ”8. marts” og ”14. marts” er datoerne for de to største demonstrationer for og imod Syrien i 2005.
     Hizbollah har siden da ledt 8. marts bevægelsens linie imod vestlig indblanding i Libanon og Mellemøsten. Det shiitiske parti, der råder over en stærk milits og et stort arsenal af raketter, kommer sandsynligvis til at dominere den nye regerings politiske linie. Selv om Libanon nu for første gang har en regering, der er domineret af ”8. marts-koalitionen”, og dermed af Hizbollahs politiske strategi, så inkluderer den også elementer, der ikke ønsker en absolut polarisering mellem grupperne ”8. marts” og ”14. marts”. Blandt stridsspørgsmålene er: Hizbollahs våben og det internationale tribunal for mordet på Rafiq Hariri, der blev dræbt af en bilbombe i februar 2005. Tribunalet (kaldet ”Special Tribunal for Lebanon”, STL) rejste den 30. juni tiltale på fire medlemmer af Hizbollah. Hizbollahs leder Hassan Nasrallah svarede prompte, at de mistænkte ikke vil blive udleveret, og at tribunalet er et israelsk og vestligt komplot mod den islamiske modstandsgruppe. Libanon har nu 30 dage til at udlevere de mistænkte, men det kommer næppe til at ske.
     Hizbollah ønsker ikke, at regeringens politiske erklæring indeholder indrømmelser overfor ”14. marts-koalitionen”, der både vil have Libanon til at støtte fuldt op om tribunalet, og til at arbejde hen imod en form for kontrol af Hizbollahs våbenarsenal i henhold til FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1701. Iagttagere anslår, at Hizbollah er i besiddelse af langt flere og langt mere slagkraftige våben end før 2006-krigen mod Israel.
     Præsidenten Sleiman og den nye premierminister Miqati har begge deres grunde til at føle sig utrygge ved den nye konstellation i libanesisk politik, som de hermed er indgået i. Sleiman har, siden han efterfulgte den stærkt pro-syriske Emile Lahoud i 2008, bygget sin position på at være en medierende faktor mellem Libanons to stridende koalitioner. Indtil januar i år var han præsident i et land med en samlingsregering, der ligesom de andre samlingsregeringer siden 2005 var splittet og ineffektiv, men dog alligevel sikrede en vis stabilitet. Bakket op af både Syrien og Saudi-Arabien, de to store kongemagere i libanesisk politik, og med en solid magtbase i den libanesiske hær, var Sleiman manden, der holdt sammen på det hele på trods af bitre stridigheder mellem landets to fløje. Ved at støtte en ”8. marts” ledet regering risikerer Sleiman nu at blive medvirkende til et kommunikationssammenbrud, der kan få store konsekvenser for landet.
     Najib Miqati repræsenterer et forretningsmiljø, der er interesseret i stabilitet. Han er en ustyrligt rig forretningsmand fra Tripoli – Libanons rigeste og verdens 374-rigeste mand ifølge Forbes Magazine. Selvom han formelt set er Hizbollahs allierede, har han ligesom Sleiman slået fast, at han ønsker dialog og samarbejde med ”14. Marts”. Samtidig må Miqati prøve at etablere sig som en konkurrent til Hariri, der i dag er den hovedsagelige repræsentant for Libanons sunnimuslimer. Særligt i forhold til STL kan det blive svært for Miqati at acceptere en linie, der modarbejder den internationale domstol, en linie som Hizbollah efter tiltalen på deres medlemmer har gjort klart at de vil følge. Langt størstedelen af Libanons sunnier, også dem, der ikke støtter den unge Hariri, ønsker at Rafiq Hariris mordere bliver dømt. Her vil Miqatis diplomatiske evner ganske givet blive stillet på en hård prøve.

Assad er et problem for Hizbollah
Miqati har imidlertid fået en endnu større hovedpine end STL, nemlig oprøret i Syrien, der med ét har rejst tvivl om Hizbollah’s fremtidige styrke. Det er nemlig ikke længere umuligt, at Syrien i en relativ nær fremtid får et sunni-domineret styre, der kan tænkes at stille sig kritisk overfor Hizbollah. Allerede nu har oprøret i Syrien udviklet sig til et enormt etisk problem for Hizbollahs leder Hassan Nasrallah, der har undladt at kritisere sin nære allierede Bashar al-Assads hårdhændede fremfærd. I januar og februar tordnede Nasrallah løs om at de arabiske oprør havde svækket USA’s akse i Mellemøsten. Nu, hvor Syriens befolkning gør oprør mod Assad-styret, omdrejningspunktet i modstandsaksen mod USA, klinger Nasrallahs oprindelige ord temmelig hult. Mange af Hizbollahs medlemmer er rystede over volden i Syrien, og oprøret ulmer internt i bevægelsen, hvilket Nasrallah før eller siden bliver nødt til at forholde sig til. Indtil videre har han lagt låg på kritikken. Dertil er alliancen med Syrien, og ikke mindst: med Iran, af alt for stor strategisk betydning. Men Nasrallahs stiltiende forsvar for Assad er dybt problematisk for Miqati som repræsentant for sunnierne i Libanon.
     Saad Hariri har hele foråret satset på at udnytte Sleimans og især Miqatis usikkerhed. Han arbejdede for, at der i regeringen ledet af ”8. Marts” skulle blive plads til ”14. Marts”, herunder hans egen bevægelse, Mustaqbal (Fremtid), og at Miqati skulle love at samarbejde med STL. Spørgsmålet er, om det har været klogt af ham at kræve så klare indrømmelser. Han vidste, at Hizbollah ikke ville acceptere disse garantier, og dermed udelukkede han sig selv fra starten. I stedet har Hariri og hans kolleger i ”14. Marts”, ikke mindst den kristne leder Samir Geagea, der har stået lige så stejlt på garantierne, reelt foræret ”8. Marts” den fulde regeringsmagt indtil det næste parlamentsvalg i 2013.
     Den nye regering markerer er et stort skifte i libanesisk politik. I både 2005 og 2009 blev parlamentsvalgene vundet af ”14. Marts”, der har ledet samlingsregeringer, først under premierminister Fuad Siniora fra Mustaqbal, og senest under Saad Hariri. Skiftet blev muliggjort da Walid Jumblatt, den evige vendekåbe i libanesisk politik, sidste sommer trådte ud af ”14. Marts”: da han i januar også trak sine ministre helt ud, mistede regeringen sit flertal og måtte gå af.
     Den detroniserede Saad Hariri satser øjensynligt på at den nye regering kan blive offer for samme form for internt oprør. Han regner måske med at den vil blive væltet som følge af oprøret i Syrien, eller hvis Hariri-tribunalet finder Hizbollah-medlemmer skyldige i mordet på den gamle Harirri, sådan som anklagerne tyder på at det vil. Han vil som oppositionsleder med al sin magt forsøge at underminere Hizbollahs legitimitet og isolere bevægelsen fra det internationale samfund.
     Da regeringen blev annonceret den 13. juni, kaldte Hariri den med det samme en ”Jisr al-Shughrour regering”, med henvisning til den syriske hærs brutale nedkæmpning af demonstranter på grænsen til Tyrkiet i byen Jisr al-Shughrour. Det var i et forsøg på at gøre den nye libanesiske regering medansvarlig for det syriske regimes voldshandlinger og samtidig understrege at regeringen er ”made in Syria”.
I Libanon taler man, lettere forbløffet, om Hariris transformation fra en vag og kompromissøgende ung leder, der til tider har lignet en mand uden synderlig lyst til at efterfølge sin far, til en mere aggressiv og indigneret leder. Ved årsdagen for den 14. marts i år rullede Hariri således bogstaveligt talt skjorteærmerne op og talte med store bogstaver mod Hizbollah.

Ny regional dagsorden
Set i et større regionalt perspektiv er Hariris nye kompromisløshed et resultat af, at Syrien og Saudi Arabien, og for den sags skyld Qatar, siden starten af de arabiske opstande i 2011 ikke længere spiller en medierende rolle i Libanon. Nu hvor Assad-regimet kæmper for sit liv gælder alle kneb. Det er således klart, at Assad tvang Miqati og især Sleiman til at forme en regering nu og her, sandsynligvis i det håb at en pro-syrisk regering i Beirut kan afbøde noget af det politiske pres på Syrien. Det var også en mulighed for den belejrede Assad til at vise, at han stadig har regional indflydelse.
     Man kan frygte for, præcis hvordan Assad vil bruge sin indflydelse i Libanon, efterhånden som han i de kommende måneder bliver tvunget længere op i et hjørne af den ustoppelige folkelige opstand. Internationale fordømmelser og sanktioner tager til. Selvom om USA stadig undlader at undsige sig Assad, fordi Obama-administrationen frygter et nyt Irak med sekterisk uro og generelt kaos i regionen hvis regimet falder, kan tingene ændre sig hurtigt.
     Syrien har før i historien, blandt andet i de tidlige 1980ere, brugt Libanon til at afbøde interne konflikter. Det væsentlige bliver at holde øje med Hizbollahs udmeldinger i de kommende uger og måneder.
     Nasrallah har, som den eneste i regionen, den militære muskel til for alvor at fjerne omverdenens fokus fra Syrien. Det er tvivlsomt om Nasrallah skulle være interesseret i at fremprovokere en konflikt med Israel i den nuværende situation, og også usandsynligt om Assad har tilstrækkelig indflydelse på Hizbollah til at påvirke så stor en beslutning. Men der er en risiko for, at presset på Assad på den eller anden måde vil føre til ustabilitet i Libanon.
     Den nye regerings politiske tiltrædelseserklæring kan blive et første pejlemærke for, hvor meget modstand mod en rent Hizbollah-domineret politik Miqati og Sleiman vil komme til at udgøre. Hizbollah selv har kun to ministre i regeringen, men gennem deres nære allierede Michel Aoun har de også kontrol over Telekommunikationsminsteriet og Justitsministeriet, der kommer til at få afgørende betydning i forbindelse med Hariri-tribunalet. Hvis Hizbollah får held til at dominere regeringen, er det sandsynligt at vi vil se en konfrontatorisk politik mellem regering og opposition. Situationen kan blive overordentlig farlig efterhånden som Assad-regimet kommer under endnu mere pres – og når Hariri-tribunalet begynder sine høringer senere i år eller næste år, med fire Hizbollah medlemmer på anklagebænken – højst sandsynligt in absentia, da Hizbollah ikke vil udlevere dem og Libanons regering ikke vil arrestere dem.
     Hvis det lykkes premierministeren og præsidenten at trække lidt i den anden retning, kan der stadig være kanaler åbne til at forhandle og finde løsninger på den sædvanlige langtrukne, byzantiske, libanesiske facon. Libanon sekteriske politiske system har siden osmannerriget været indrettet til at finde kompromiser gennem dialog. Til gengæld rummer Libanons historie også rigeligt med eksempler på, hvad der kan ske når dialogen for alvor bryder sammen.

Sune Haugbølle (f. 1976) er Phd, adjunkt i arabisk og Mellemøststudier ved Københavns Universitet. Hans seneste udgivelse er „War and Memory in Lebanon‟ (Cambridge University Press 2010).

Foto: Premierminister Mikati’s kontor