12.05.2011

P1 Morgen stiller Sophie Løhde (V) det samme spørgsmål syv gange i en sag om, at ti gange flere ikke kan gå direkte fra gymnasiet til universitet på grund af regeringens politik. Det er godt gjort. Ikke fordi de får svar (det gør de ikke). Men fordi de tydeliggør, at SU-ordføreren ikke vil svare. Og fordi de forskellige udgaver af spørgsmålet viser forskellige mulige grunde til hvorfor. RÆSON afslører Løhdes trick og hylder P1’s modtricks.

Af Magnus Boding Hansen, RÆSONs ansvarshavende chefredaktør

Ti gange flere unge må tage suppleringskurser for at komme ind på universitet. Det forlænger de unges studietid – stik mod regeringens ambition. Men det skyldes regerings egne tiltag: en gymnasiereform med flere linjer kombineret med flere specifikke fagkrav ved optagelse til universitetet.

Amalie fra Paradise Hotel kalder den slags ”at skyde sig selv i hovedet”.

”Kan det være rigtig, at så mange må tage suppleringskurser for at komme ind på videregående uddannelser?”, spørger P1 Morgen 12/5 2011 (fra 2:12:00) på syv måder. Spørgsmålet giver to muligheder: 1. Sige ja. 2. Sige nej og argumentere for det.

Løhde gør ingen af delene.

Løhdes trick: Hun giver svar – men ikke på tiltale
Løhde spørges konkret til én effekt af gymnasiereformen: at færre kan komme direkte på universitetet. Hun forsvarer reformen generelt. Svar 1: ”Det gode er, at så mange får en videregående uddannelse […]”. Svar 3: ”Der hvor gymnasiereformen har gjort en afgørende forskel […]”

Løhde spørges, hvordan regeringen har forstærket den uheldige tendens. Hun svarer på, hvordan eleverne har forstærket den uheldige tendens. Svar 2: ”Mange unge har svært ved at vælge, hvad de vil om 30 år.”. Svar 6: ”Det er unægtelig hammer svært at vælge, når man er 16 år.”

Løhde spørges til de uheldige effekter af den nuværende regerings politik. Hun svarer på de uheldige effekter af den foregående regerings politik. Svar 4: ”Flere kommer i dag ud med niveau i matematik.” Svar 5: ”Tidligere hvis du var sproglig, havde du nul-niveau i matematik. Det synes jeg da, var dybt problematisk.”

Løhde spørges, hvorfor det går så skidt. Hun svarer på, hvorfor det ikke går endnu værre. Svar 7: ”Vi har sørget for at suppleringskurser i dag i vidt omfang foregår i sommerferien, så de ikke forlænger studietiden.”

Modtrick #1: Gentag spørgsmålet
Da Løhde besvarer spørgsmålet til den dårlige effekt af gymnasiereformen med den gode effekt, siger han: ”Ja, dét er jo rigtig godt. Men hvor godt er det, at ti gange så mange må tage et suppleringskursus?”

Spørgsmålet vender tilbage i forskellige varianter: ”Man kunne sige, at gymnasiereformen ikke fungerer, hvis de unge kan gå på gymnasiet og så ikke være klar til at komme ind på det studie, de vil?” og ”Det her kan jo betyde, at man kommer senere ud af uddannelsessystemet. Hvordan hænger det sammen med jeres ambition om at få de unge hurtigere igennem?”

Flere af gentagelserne tilfører nye underangreb, som her: ”Lad os lige høre hvad formanden for DGS siger: ’Der er dårlig vejledning og nogle studieretninger passer ikke til at søge videre på universitetet.’ Hvorfor er vejledningen ikke god nok?”

Modtrick #2: Eksplicitér, at der ikke svares, og afbryd
Gentagelser giver Løhde mulighed for at svare. Og udstiller, at hun ikke vil.

Når en politiker konsekvent ikke svarer, bryder det en uudtalt interviewkontrakt. Det er uhøfligt. Det giver journalisten lov til at være det samme ved at: 1. Eksplicitere, at der ikke svares. 2. Afbryde lystigt. P1 gør begge dele: ”Du svarer ikke på, at man kommer ud af gymnasiet uden at have de kvalifikationer, der skal bruges for at komme ind på en videregående uddannelse.” Da hun stadig ikke svarer, afbrydes efter den halve sætning her: ”Jo, for det viser jo, at flere i dag kommer ud med niveau i matematik…”.

Sådan! Hvis man er ligeglad med svaret, skal man ikke stille spørgsmålet, og stiller man spørgsmålet, skal man gøre alt for at få et svar. Får man ikke det, skal man gøre alt for at udstille, at det får man ikke. Det første er en pligt. Det andet er opdragelse: Det mindsker politikerens incitament til at snakke udenom en anden gang.

Foto: Venstres Sophie Løhde (pressefoto).

Magnus Boding Hansen (f.1986) er RÆSONs daglige redaktør og redaktør for krig og fred. Han er kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Magnus har skrevet en artikel fra jordskælvet i Haiti til Information og været praktikant på DR2 Udland.

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).