05.05.2011

EU-kommissionens formand José Manuel Barroso forslog i går onsdag, at EU-landene skal hjælpes med at behandle de mange asylansøgninger fra nordafrikanske flygtninge. Det forslag debatterede Martin Henriksen (DF) i Deadline 17 aftenen før – men ikke uden først at omdefinere debatten fra fælles asylbehandling til integration. RÆSON afslører hans trick og anviser journalistens modtricks.

Af Jonas Gabrielsen

I Deadline 3. maj kl. 17 er Lone Dybkjær og Martin Henriksen inviteret ind for at svare på, hvad de mener om Barrosos forslag. Der går dog ikke ret langt tid, før det står klart, at de to politikere ikke debatterer det samme, da Henriksen konsekvent trækker diskussionen i retning af den mere velkendte integrationsdebat – Dansk Folkepartis hjemmebane.

Aftenens vært Anja Bo spørger flere gang Henriksen, hvad han mener om det konkrete forslag. Men Henriksen bliver i stort set alle sine svar ved at dreje sagen til at handle om øget indvandring, integration og parallelsamfund. Han sætter lighedstegn mellem solidarisk administration i EU og øget integration Danmark: ”Hvis først sagerne kommer her, og vi dermed også risikerer, at personerne kommer herop, kan det meget vel føre til, at personerne ender med at blive i Danmark”. Forslaget vil, siger han, “betyde flere integrationsproblemer”, hvilket også gentages i hans næste svar: ”I forhold til det danske samfund, så tror jeg bare, at det vil betyde, at vi får større integrationsproblemer, fordi det vil betyde en udbygning af de parallelsamfund, vi har her.”

Henriksen omdefinerer således en i udgangspunktet teknisk, problemorienteret debat til være ideologisk og følelsesladet.

Resultatet er, at vi aldrig finder ud af, hvad Henriksen egentlig mener om det konkrete forslag, og ikke mindst hvorfor han mener, som han gør. Han svarer på noget – men ikke rigtig på det, han bliver spurgt om.

Henriksens trick: omdefinering
Henriksen trækker med sin omdefinering af debatten på gammel retorisk indsigt. Lige så længe, man har studeret retorik, har man vidst, at den samme sag kan diskuteres på mange måder, og at det derfor er vigtigt at overveje det perspektiv, man lægger ned over sagen. Tænk blot på den velkendte tvist om fri abort, som navnlig i USA bevidst adresseres forskelligt afhængigt af, om man er for eller imod: Hvor tilhængersiden konsekvent debatterer abort som et spørgsmål om kvindens ret til selvbestemmelse, debatterer modstandersiden sagen som et spørgsmål om retten til at slå liv ihjel – fordi disse to perspektiver åbenlyst gør det lettere at forsvare de respektive standpunkter.

Når man snakker uden om ved at omdefinere sagen, udnyttes dette forhold strategisk: Frem for at diskutere i tråd med den måde, spørgeren rejser debatten på, ændrer man i sit svar perspektivet og redefinerer sagens omdrejningspunkt til et andet, der bedre gavner ens sag.

Modtrick #1: Vær opmærksom på omdefineringsmarkører
Hvor det er relativt let at se, når en kilde ikke svarer, er omdefinering af debatten anderledes svær at udpege. En måde at gøre det på er at være opmærksom på omdefineringsmarkører. Altså alle de formuleringer, der indikerer, at der (muligvis) pågår en redefinering af debattens essens.

Typiske eksempler: ”Problemet er jo…” ”sagen er jo, at…”, ”sagens kerne er jo…” og ”det, den her sag handler om, er…”. Sådanne formuleringer lægger op til et svar på, hvad man mener, spørgsmålet burde have været – i stedet for på det faktisk stillede spørgsmålet.

Modtrick #2: Eksplicitér debatperspektivet i spørgsmålet
I den aktuelle debat ser Anja Bo kun alt for godt, hvordan Henriksen søger at omdefinere debatten. Som respons på Henriksens svar påpeger hun f.eks. eksplicit, at forslaget vel ikke går på, om der skal lukkes flere mennesker ind Danmark eller ej, men på om byrden skal deles landene imellem. På den måde synliggør hun, at Henriksen snakker udenom. Vigtigt og veludført. Endnu mere effektivt havde det imidlertid været, hvis hun havde formuleret dette i selve spørgsmålet – altså inden hun giver ordet til Henriksen.

Helt konkret: Frem for det åbne spørgsmål ”hvad er der galt med forslaget?” kunne man have modgået omdefinereringer ved at lukke spørgsmålet ved at eksplicitere perspektivet, fx sådan her: ”Hvad er der galt med forslaget, hvis vi for et øjeblik antager, at det kun indbefatter en deling af administrationsbyrden?”.

Foto: Still shot fra Deadline 17 3. maj: vært Anjo Bo og DF’s Martin Henriksen (DR).

Jonas Gabrielsen (f. 1970) er ph.d. og lektor i retorisk kommunikation ved Roskilde Universitet. Han forsker i politisk retorik, argumentation og topik (den retoriske pendant til framing), og har senest udgivet bogen Talens magt (Hans Reitzel 2010).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).