06.12.2011

Gårsdagens pressemøde med Lars Løkke om hans rolle i sagen om Troels Lund Poulsen er et studie i desperat udenomssnak. En usædvanlig trængt oppositionsleder undlod helt systematisk at svare på klare, vigtige og konkrete spørgsmål ved hjælp af banal sagsfremstilling, tidsforskydning og påtaget tykhovedhed. RÆSON afslører hans tricks og anviser journalisterne det bedste modtrick. TV2’s Henrik Qvortrup viste dygtigt, hvordan man bør gøre.

Af Heidi Jønch-Clausen

Læs også
– Udenomssnak: Sådan gør Helle Thorning-Schmidt
– OVERBLIK: Udenomssnak: Sådan gør politikerne

Et stigende pres fra offentligheden om at få kendskab til hvorvidt Troels Lund Poulsen har deltaget i at offentliggøre Helle Thornings skatteoplysninger til dagspressen, fik Lars Løkke til at afholde et pressemøde i går 5. december. Men i stedet for at gøre borgerne klogere, blev pressemødet en skueplads for massiv udenomssnak.

Løkkes trick #1: Banal sagsfremstilling
Journalister og borgere har behov for at vide, hvem der reelt har været involveret i at lække skattesagen og i hvilken grad, de har været involveret. Men det er ikke, hvad Løkke svarer på. Allerede ved det allerførste spørgsmål fremgår hans retoriske grundstrategi. Med en indledning, der lyder ”Og måske kunne det være rimeligt nok lige at hæfte os ved, hvad det egentlig er for nogle sager, vi taler om” bruger han tiden på at definere sagen med et langstrakt og øjensynligt indøvet referat af skattesagen – i stedet for at svare på spørgsmål i sagen.

Hele seks gange forklarer han på pædagogisk vis, at sagen i virkeligheden består af to forskellige sager: Dels at der ”har fundet en udlevering af personfølsomme oplysninger sted“, dels “selve sagsbehandlingen af den pågældende skatteyders skattemæssige spørgsmål i skattevæsnet”.

Journalisterne kunne ikke være mere ligeglade med den banale opridsning af velkendte fakta. De er kommet for at få konkrete svar på vigtige spørgsmål – primært om Løkke og Venstretoppens kendskab til de ulovligheder, Troels Lund Poulsens spindoktor anklages for at have begået. Men mens de tripper og forsøger at afbryde den kedsommelige historiefortælling, hægter Løkke sig krampagtigt fast i sagsfremstillingen som sin redningsring i det frådende hav af nærgående spørgsmål.

Løkkes trick #2: Tidsforskydning
Et af Løkkes hyppigst brugte tricks til ikke at svare på de mange kritiske spørgsmål er at fralægge sig ansvaret ved at pege frem eller tilbage i tiden – et trick jeg tidligere, sammen med Jonas Gabrielsen og Christina Pontoppidan, har defineret som tidsforskydninger. Det Løkke gør er at svare på noget, der minder om, men ikke er, spørgsmålet ved at ændre tidsperspektivet i sine svar.

Det gør han fra nutid til fortid, når der spørges til situationen netop nu, ved gentagne gange at understrege, at han tog afstand fra lækagen under valgkampen: ”Jeg er glad for, at da den første lækage fandt sted under valgkampen, der gik jeg ud samme formiddag og sagde, at det tager jeg skarpt afstand fra.” At han har taget en snak med Troels Lund Poulsen om forløbet, forsømmer han heller ikke at gøre opmærksom på. Han fortæller således hele ni gange, hvordan ”den tidligere skatteminister” (en belejligt distancerende formulering) har forsikret ham, at ”han 100 % kan stå bag sin ageren i sagen”.

Og det gør han også fra fortid og nutid til fremtid, når der spørges til situationen nu og til Løkkes genskab undervejs i forløbet. Hele 14 gange (!) skyder han sine svar frem mod den undersøgelseskommission, der skal etableres:

Eksempel 1
“Det er jo alvorlige ting, og de skal selvfølgelig afdækkes. Den rigtige måde at afdække den sag på er at få en undersøgelseskommission.”

Eksempel 2
“Og derfor er der nu brug for, at vi får nedsat denne undersøgelseskommission så hurtigt som muligt for at få afdækket denne sag. Og tag det roligt: Alle sten bliver vendt.”

Eksempel 3
Jamen, du kan spørge igen. Du bliver nødt til at respektere, at der nu kommer en undersøgelseskommission.”

Ved at skyde sine svar henholdsvis tilbage til sin gode gerning – at tage skarp afstand fra lækagen samt hans (intetsigende) samtale med Troels Lund Poulsen – og frem mod den kommission, der vil udrede alting, forsøger Lars Løkke at undgå at forholde sig til den ubehagelige virkelighed nu og her og til hvad han kan huske at have sagt, gjort og vidst.

Løkkes trick #3: Påtaget tykhovedhed
Når journalisternes kritiske spørgsmål bliver tilpas uundvigelige og direkte, kan Løkke hverken benytte den banale sagsfremstilling eller tidsforskydninger. I disse tilspidsede situationer er han tvunget til at komme med noget, der minder om reelle svar. Det er tydeligvis hér, han er allermest presset og dermed falder allermest igennem. Hans noget underlige undvigelsesstrategi i disse situationer går ud på at lade som om, han ikke forstår spørgsmålet ved at beskylde dem for enten at være ”åbne”, “upræcise” eller ”tomme”. Det er meget bemærkelsesværdigt og næsten helt barnligt. Her ses i svarene på TV2’s Henrik Qvortrups gode og vedholdende spørgsmål:

Eksempel 1
Qvortrup:”Har du deltaget i et møde, hvor det [skattesagen, red.] har været på dagsordnen? Ja eller nej?”
Løkke: ”Jamen, det er jo et tomt spørgsmål, du stiller. Ja, det bliver jeg nødt til at sige.”

Eksempel 2
Qvortrup: ”Har du deltaget i møder om Helle Thornings skattesag i Venstre-regi?”
Løkke: “Du spørger, og du får svar som du… øh… spørger”.
Qvortrup: ”Jeg spørger meget præcist, gør jeg ikke det?”
Løkke: ”Det, synes jeg faktisk ikke, at du gør”.
Qvortrup: ”Har du deltaget i møder i Venstre-regi om Helle Thornings skattesag?”
Qvortrup: ”Jamen, det er ikke noget præcist spørgsmål, du stiller. Jeg beklager meget.”

Det bemærkelsesværdige i Løkkes strategi er, at det spørgsmål, han stilles (har han, eller har han ikke deltaget i møder om skattesagen?) er så lukket og præcist, som det overhovedet kan være. Det ved Løkke. At spille dum ved at lade som om han ikke forstår spørgsmålet, harmonerer slet ikke med hans vanlige professionalisme over for journalisterne og må dermed siges at være et meget eksplicit udtryk for desperat træden i vande.

Modtrick: Stop ham!
Journalisterne er glubske og forsøger ihærdigt at få Løkke til at svare på deres kritiske spørgsmål med udsagn som ”Det har du jo sagt” og ”Undskyld mig Lars Løkke, men du svarer ikke på mit spørgsmål.” Det er rigtig godt. Særligt Henrik Qvortrup gør sit til at få den tidligere statsminister til at give et klart svar ved blandt andet at afbryde. Netop det at afbryde er et anvendeligt modtrick – især når udenomssnakken er så grel som her. Allerede under Løkkes banale sagsfremstilling og gentagne tidsforskydninger er det eneste rigtige at afbryde, som det flere steder gøres rigtig godt.

Løkkes sidste trick – den påtagede tykhovedhed – er svær at stille noget op imod. Journalisterne gør tydeligvis, hvad de kan – både i forhold til at stresse Løkke ved at gentage spørgsmålet i et væk, men også ved at omformulere spørgsmålet på alle tænkelige måder. Stadig med samme effekt. Man kan dog argumentere for, at Løkkes besynderlige ”ikke forstået”-svar er svar nok i sig selv – og at journalisterne har gjort deres pligt ved at gøre hans retoriske strategi så synlig som tilfældet er. Hele Danmark kunne – takket være de insisterende spørgsmål – se, at Lars Løkke ikke ville svare. Og det gjorde prisen dyr for Løkke, fordi det fik ham til at ligne én, der skjulte noget.

Heidi Jønch-Clausen (f.1976) er cand.mag i retorik og ph.d.-stipendiat ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Hun forsker i nyhedsmediernes fremstilling af politikere og beskæftiger sig herudover med mediesprog, politisk retorik og spin. Illustration: Lars Løkke til sit pressemøde i går – det er Qvortrups nakke (stillshot fra DR Update).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. I denne serie har RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak siden april udpeget politikere, der snakker udenom, afsløret deres tricks og anvist journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Cecilie Valentin (RÆSONs medieredaktør), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør).