24.10.2011

Zenia Stampe (R) og Politikens lederskribent Kristian Madsen diskuterede i P1 Debat i mandags en revision af grundloven. Begge afsporede debatten med personangreb, og flere steder blev journalistens spørgsmål fordrejet. RÆSON afslører unoderne og anviser journalisten et modsvar.

Af Christiane Hector

ARTIKELOVERBLIK
– Udenomssnak: Sådan gør politikerne

P1 Debat bruger alle hverdage godt 20 minutter på debat mellem politiske aktører om aktuelle emner i tråd med public service-kravet om demokratisk oplysning. Men debatten trues af en velkendt politisk unode: mistænkeliggørelse af modpartens motiver. Vi ser her på det seneste eksempel fra 17. oktober mellem Radikales grundlovsordfører Zenia Stampe og Politikens Kristian Madsen om en revision af Grundloven.

Stampes unode #1: Hånlig framing
Sagens substans var argumenter for og imod en revision af Grundloven. Zenia Stampe argumenterer bl.a. for at revidere punkter vedrørende grundlaget for krigsdeltagelse og kongens position og for en tilføjelse af basale menneskerettigheder. Kristian Madsen argumenterer for, at en revision er overflødig og irrelevant i krisetid, hvor den politiske energi burde bruges andre steder. Det er relevante argumenter. Men desværre risikerer de at drukne, fordi de får lov at blive fremført på en hånlig og ringeagtende måde.

Stampe kalder det f.eks. flere gange ”arrogant” ikke at ville tage grundloven op til revision og kalder ligeledes Madsens synspunkter ”arrogante”. Det leder til afsporing af debatten og udvander sagens kerne, og derfor bør ordstyreren, journalist Mette Frisk, afbryde.

Stampes unode #2: Gå efter manden i stedet for bolden
Et retorisk kneb til at fordreje samtalen er at tillægge modparten lurvede motiver. På den måde forskydes samtalens indhold fra at dreje sig om sagens kerne til motiverne bag sagen. Man går med andre ord efter manden m/k frem for bolden.

Dette ses f.eks., når Madsen anklager Stampe for at luske en unødvendig dagsorden igennem med det formål at holde sig selv terapeutisk beskæftiget. Stampe svarer igen med: ”Hvis jeg skulle følge Kristians logik, så skulle jeg (…) sidde på min flade røv (…) de næste par år, indtil krisen er drevet over”, ”det er uværdigt, at folk prøver at afspore debatten”, Madsen skulle ”gå tilbage til LO og sidde med sin lommeregner og skabe jobs”, ”for dig betyder det måske ikke noget, men for mig betyder det rigtig meget at have en diskussion af demokratiet”, og ”dybest set så anerkender han (Madsen) ikke, hvor (…) stor betydning det her har for folk.”

Ifølge Stampe er Madsen altså en lommeregnerteoretiker, hvis motiv er at ignorere andre folks ønsker og være ligeglad med at diskutere demokratiet. En sådan anklage opfordrer til skænderi og sænker debatniveauet i stedet for at gøre lytteren klogere på sagens kerne. Derfor bør journalisten afbryde og dreje debatten tilbage på sporet.

Stampes unode #3: Fordrejning af spørgsmålet
De to ovenstående unoder umuliggør nogle steder, at journalisten får svar på sine spørgsmål. Det virker ikke som om, at dette er en bevidst kommunikativ strategi for at undlade at svare, men snarere som om, at debattøren i ophidselse over at blive angrebet bruger journalistens spørgsmål som afsæt til irettesættelse og modangreb frem for at svare på spørgsmålene. Om det er med vilje eller ej, ændrer dog ikke på, at det er uhensigtsmæssigt og bør sanktioneres.

At svaret umuliggøres ses bl.a. i dette eksempel: ”Der er jo ingen i dagens Danmark, der vil plædere for dødsstraf (…), så hvorfor bruge så meget krudt på det?”, har journalisten spurgt Zenia Stampe, som i stedet for at svare går til modangreb: ”Jeg vil godt sige til Kristian Madsen, at det er ham med flere, der afsporer debatten (…)”. Dét svarer ikke på spørgsmålet, men Frisk gentager det og får i anden omgang svar. Imidlertid er hele svartiden i første runde gået på et hånende angreb på Madsen, som Frisk med rette kunne have afbrudt.

Journalistens modsvar: Sæt ord på unoderne
Journalist Mette Frisk formår som ordstyrer i overvejende grad at holde parterne til en dagsorden, som sikrer fremdrift og udfoldelse af flere typer argumenter trods de omtalte unoder. Og det er en kernesag i et godt debatprogram.

Frisk formulerer flere steder, at hun ikke har fået svar på sine spørgsmål og gentager dem. Det er en eksemplarisk og effektiv journalistisk måde at gøre lytterne opmærksomme på udenomssnakken.

Hvor tonen i debatten bliver for hånlig, bør journalisten med samme diplomati og myndighed henstille til, at parterne holder sig til sagen frem for at kritisere modparten. Det bidrager til, at lytterne bliver opmærksomme på politikernes unoder, og det kan forhåbentlig tilskynde til en debat på et vist niveau om sagens substans. Måske kan det endda presse debattørerne til at tale ordentligt, fordi det bliver gjort klart for lytterne, at de ikke følger spillereglerne for god debatkultur. I sidste ende kan en hånlig tone medføre så megen lede over en udvandet debat, at folk slukker for radioen. Og dermed deres adgang til oplysende, demokratisk debat i public service-regi.

Christiane Hector (f. 1981) er cand. mag. i medievidenskab og retorik. Hun er ekstern lektor i politisk kommunikation ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Afdeling For Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Her underviser hun bl.a. i politikeres og journalisters indbyrdes argumentation, samt journalisters evne – og mangel på samme – til at opstille hensigtsmæssige rammer for den demokratiske politiske debat. ILLUSTRATION: Zenia Stampe (foto af Kira Ursem).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. I denne serie har RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak siden april udpeget politikere, der snakker udenom, afsløret deres tricks og anvist journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Cecilie Valentin (RÆSONs medieredaktør), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør).