08.11.2011

Da MetroXpress forsøgte at få uddybet Joachim B. Olsens (LA) syn på Danmarks fattige, fik de i stedet en række underforståetheder og spekulationer i venstrefløjens motiver. RÆSON afslører Olsens tre tricks og anviser journalisten tre konkrete modtricks.

ARTIKELOVERBLIK
– Udenomssnak: Sådan gør politikerne

Af Christian Kock

Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen kom i fokus for nylig, da han udtalte, at det er en hån mod verdens fattige at tale om fattigdom i Danmark, at enhver har ansvar for at forsørge sig selv, og at det er selvforskyldt, hvis man i Danmark ikke har råd til at holde jul. I MetroXpress 4. november bliver han udspurgt om emnet af journalisterne Jeppe Findal og Lasse Spang Hansen.

Olsens trick #1: Non sequitur
Første spørgsmål fra journalisterne lyder: “Hvad mener du om, at Røde Kors siger, at der er blevet flere fattige i Danmark?” Olsen: ”Det er vel et udtryk for, at de, der er blevet spurgt, oplever stigende fattigdom. Det er hele ordet ‘fattigdom’, jeg har sat spørgsmålstegn ved. Den nuværende regering har i lang tid talt om, at fattigdom er et stort problem i Danmark. Diskussionen er absurd, fordi Danmark er et af verdens rigeste lande, og overførselsindkomsterne er blandt de højeste i verden. Der er social nød – folk kan være syge eller have psykiske problemer eller misbrug. Men det har efter min mening ikke noget med fattigdom at gøre.”

Olsen kan have en fornuftig pointe i at sætte spørgsmål ved selve begrebet fattigdom. Det gjorde den tidligere regering også: Den nægtede at definere fattigdom ud fra en indkomstgrænse, fordi fattigdom ikke kun er et spørgsmål om indkomst. Det er et rimeligt argument. Men deraf følger selvfølgelig ikke, at fattigdom slet ikke handler om indkomst. Det følger heller ikke, at en indkomst ikke kan være så lav, at den i sig selv kan bringe en person ind i kategorien ‘fattigdom’. Og det følger slet ikke, at man ikke skal interessere sig for, hvor lave de laveste indkomster er.

Når en konklusion ikke følger med sikkerhed af argumenterne, selv om den fremføres, som om den gør det, så siger gammeldags logikere, at der foreligger en non sequitur (latin for ‘det følger ikke’). Det ser vi tit i den politiske debat. Der fremføres argumenter, som for så vidt er rigtige og relevante – men det tages typisk for givet, at de så afgør sagen, og det gør de ikke. Det sker også her hos Olsen: “Danmark er et af verdens rigeste lande, og overførselsindkomsterne er blandt de højeste i verden” – de to præmisser kan de fleste nok anerkende, selvom de er ret udflydende formuleret. Men det følger ikke deraf, at der ikke kan være fattigdom i Danmark. F.eks. kan den samlede rigdom i et land være uhyre skævt fordelt, så at nogle alligevel er fattige, skønt landet er rigt; det gælder f.eks. i USA, der er Olsens forbillede. Der kan også være nogle i landet, der slet ikke får overførselsindkomster, eller nogle af disse kan være ekstremt små, selvom den samlede mængde overførselsindkomster er stor; eller det kan være at fattigdommen blot er endnu større i de andre lande.

Olsens trick #2: Spekulation i modpartens motiver
Andet spørgsmål er: “Hvad mener du om ideen om en fattigdomsgrænse?” Olsen: ”Det er en dårlig idé, fordi man tager 50 procent af medianindkomsten. Venstrefløjen har interesse i at sætte sådan en grænse, for så vil vi altid tale om fattigdom. Men vi bliver rigere og rigere, så en grænse vil ikke være retvisende.”

Igen har Olsen fat i noget rigtigt og relevant. At definere fattigdom som det at have under 50 % af medianindkomsten er rigtig nok problematisk, fordi man alene definerer en persons fattigdom ud fra, hvad andre har, og ikke ud fra personens egne behov. Man kunne jo sagtens have et meget rigt land, hvor en hel del borgere ligger under denne grænse, men alligevel er rimelig godt forsørget.

Efter det relevante argument synker Olsen ned i en af dansk politisk debats faste uskikke: at tillægge modparten skjulte, useriøse motiver. Venstrefløjen har “interesse” i at tale om fattigdom. Jamen hvis de nu mener, at fattigdom er et problem, er det så ikke rimeligt, hvis de har denne interesse? Eller siger Olsen mellem linjerne, at deres “interesse” alene bunder i et useriøst motiv, nemlig at snakken om fattigdom blot skal styrke deres politiske opbakning/popularitet? Og at de måske slet ikke tror på denne fattigdom? Igen en halvkvædet vise, som burde synges rent ud – så kunne man lettere vurdere dens lødighed.

Olsens trick #3: Underforståethed
Sidste spørgsmål fra avisen er: “Hvad mener du om, at flere enlige mødre fortæller Røde Kors, at de har 1.500 kroner, når huslejen og de faste udgifter er betalt, til at forsørge en hel familie?” Olsen: ”Det kan sagtens være, men man er nødt til at forholde sig til, hvad der bliver udbetalt. Der er folk, der tjener mange penge, og når de har betalt deres udgifter, har de ikke mange penge tilbage, så er det deres eget valg.”

Nu bliver Olsens argumentation helt sort. Han lægger ud med en hypotetisk indrømmelse (“Det kan sagtens være”) – som altså rejser tvivl om det faktuelle i spørgsmålet: Det med de 1.500 kr. om måneden. Olsen fortsætter i næste sætning med at formørke sagen yderligere med vage begreber: Hvem er “man”? Indbefatter det familierne med de 1.500 kr.? Og især: Hvad mener han med at “forholde sig til”? Mener han “nøjes med”? Så burde han sige dét. Men selv da har udsagnet intet indhold. De pågældende familier véd godt, at de må nøjes med de 1.500. Udsagnet kan kun have mening, hvis man underforstår, at de godt kan nøjes med 1500 kr. Så det må være dét, Olsen mener – men ikke siger. Journalisten kunne her have formuleret Olsens underforståethed og bedt om konkrete bud på, hvordan det kan lade sig gøre.

Spørgsmålene til Olsen er sådan set gode. Men svarene er en blanding af relevant stof, anti-logik og sort snak, hvorfor opfølgende og afklarende spørgsmål flere steder kunne have gavnet (men måske har dialogen udspillet sig som mailsvar på forud tilsendte spørgsmål?). Her er tre konkrete modtricks.

Modtrick #1: Slå ned på uklarheder og halvkvædede viser
Uklarheder og halvkvædede viser er der flere af hos Olsen. En del begreber er helt vage; et angreb af Olsen på en præmis i journalistens spørgsmål fremføres på en halvkvædet måde; modparters motiver mistænkeliggøres også i halvkvædet form; og hvad de rige har med sagen at gøre, er ikke bare uklart, men sort. Det er journalistens opgave at slå ned på den slags udenomssnak, eksplicitere, når den foregår og bede om klare svar.

Modtrick #2: Formulér det underforståede
– og spørg debattøren, om han kan vedkende sig det. Undertiden er det konklusionen, der er underforstået (som den med at ‘så kan de fattige også få råd’). Andre gange er det ‘hjemmelen’ – dvs. den almene sætning, der skal gælde, for at et argument kan medføre sin konklusion (som det med, at hvad der gælder for de rige, også gælder for de fattige). Ved at formulere disse underforståede elementer kan man ofte gøre det tydeligt, at argumentationen ikke holder. Og så er det op til politikeren at tage til genmæle.

Modtrick #3: Anfægt non sequitur
Det kan dels være argumenter, der i sig selv er relevante, men hvor den påståede eller underforståede konklusion alligevel ikke følger som en given ting; den slags argumenter skal vi holde ekstra øje med i den politiske debat, for de udgør store dele af den. Her skal debattører tvinges til at vedgå, at selvom deres argument kan være relevant nok (og det bør man anerkende), så kan der være andre relevante argumenter på den anden side, hvorfor konklusionen ikke er givet. Dels kan der – som vi så – være noget lodret fornuftsstridigt eller meningsløst, som måske blot får lov at passere, fordi det er pakket ind i sort.

Christian Kock (f. 1946) er professor i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk debat, argumentation og troværdighed. Han optræder ofte som kommentator i medierne og har senest udgivet De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal, 2011). ILLUSTRATION: Joachim B. Olsen (foto af Liberal Alliance).

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. I denne serie har RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak siden april udpeget politikere, der snakker udenom, afsløret deres tricks og anvist journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Cecilie Valentin (RÆSONs medieredaktør), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør).