03.03.2011

Tysklands mest troværdige politiker var alligevel ikke troværdig. Den vandkæmmede politiske superstjerne, forsvarsminister Karl-Theodor Freiherr zu Guttenberg er trådt tilbage, beskyldt for plagiering i sin doktorafhandling. Det ryster Tyskland. For hvis han ikke er til at stole på, hvem er så? Han var landets mest populære politiker. Angela Merkels regering er i moralsk og politisk krise.

Af Kim B. Olsen, RÆSONs Tysklandsredaktør

Tirsdag kl. 11.15 annoncerer Guttenberg foran en hastigt forsamlet hovedstadspresse i forsvarsministeriets Bendlerblock sin afsked med alle politiske embeder. Forud er gået tyske internetmediers afsløring af, at Guttenberg systematisk har plagieret i sin juridiske doktorafhandling, som han afleverede i 2006 ved Universität Bayreuth.

Levede ikke op til egne moralske dyder
Mistanken opstod 16. februar. En juraprofessor fra Bremen angreb i en artikel i centrum-venstre-avisen Süddeutsche Zeitung Guttenberg for ”dristig snyd” i sin afhandling om sammenligningen mellem forfatningsprocesserne i USA og Europa, som bedømmelsesudvalget ved Bayreuth Universität ellers havde honoreret med topkarakteren ”summa cum laude”.

I dagene efter kastede brugerne af den hurtigt oprettede wiki-side GuttenPlag (en sammenskrivning af Guttenberg og ordet plagiat) sig over at sammenligne tekststykker fra afhandlingen med kilder fra fortrinsvis internettet. De beskyldte ham for systematisk afskrivning fra akademiske tidsskrifter, massemedier, den amerikanske ambassades hjemmeside og den videnskabelige tjeneste i Forbundsdagen.

Forsvarsministeren affejede i første omgang alle beskyldninger som absurde. Imens arbejdede GuttenPlag dag og nat på at finde nye tekststykker, som kunne vække mistanke. På dagen for Guttenbergs afgang annoncerede GuttenPlag at have fundet tegn på plagiering på 324 ud af afhandlingens i alt 393 sider. Altså over 82 procent.

Det gør særlig ondt på Guttenberg, fordi doktortitlen i Tyskland først og fremmest udstråler ansvarsbevidsthed, arbejdsmoral og præcision – værdier, som han konsekvent har målt andre på, men ikke selv har levet op til. Det erkendte Guttenberg i sin afskedsbegæring.

Fænomenet Guttenberg
For at forstå sagens betydning, må man forstå ”fænomenet Guttenberg”. Som adelig friherre fra det sydtyske Franken og medlem af det bayerske CSU scorede han ved seneste forbundsdagsvalg i september 2009 det nationalt bedste personlige resultat og blev valgt med 68,1% af stemmerne i sin valgkreds.

Kun otte måneder forinden var han som 37-årig overraskende blevet forfremmet fra menigt forbundsdagsmedlem og en post som CSU’s generalsekretær til tysk erhvervsminister, og fik derved del i ansvaret for at styre Europas største økonomi gennem finanskrisen.

Han fik sit ultimative gennembrud som Tysklands nye politiske komet efter intense natteforhandlinger om mulig statsstøtte til den skrantende amerikanske bilkoncern General Motors. Kansler Merkel og daværende SPD-finansminister Steinbrück argumenterede for denne løsning. Det skulle redde GM’s tyske datterselskab Opel og tusinder af faglærte tyske arbejdspladser. Men den unge Guttenberg holdt fast på sin konservative frimarkedsideologi. Han afviste statsstøtte. Han erklærede samtidig, at han ville træde af som minister, hvis GM skulle få statsstøtte. Han havde på det tidspunkt siddet som minister i tre måneder.

Mødets detaljer blev lækket til tyske medier. Så Guttenberg fremstod med ét som symbolet på det konservative Tysklands kamp mod Merkels midtsøgende kurs. Han blev en af CDU/CSU’s afgørende trækheste til forbundsvalget i september samme år. Grunden: Hans velartikulere, høflige og moralbevidste stil.

70 procent af befolkningen mener, at Guttenberg udfylder sin opgave godt. Det er mange, når kun 33,8 procent stemte på CDU/CSU til 2009-valget. Han var regeringens stjerne – moralsk og politisk.

Han var usårlig
Efter valget overtog Guttenberg den tunge arv i forsvarsministeriet, og havnede straks i en krise: En tysk oberst havde i starten af september 2009 beordret et bombeangreb på to tankbiler i det afghanske Kunduz. Det brød med NATO’s retningslinjer og kostede 100 civile livet.

Da medierne og oppositionen i månederne efter påviste, hvordan det tyske forsvarsministerium forsøgte at kaste røg ud over opklaringen af sagen, reagerede Guttenberg konsekvent på den manglende oprigtighed i sit embedsværk. Han fyrede en statssekretær og hærens generalinspektør.

Selv overlevede Guttenberg krisen uden videre skrammer. Tværtimod blev den en sejr. Hans kontante krisehåndtering grundet i idealer om principfasthed og anstændighed har skaffet ham sin fænomenale opbakning i en tysk befolkning. Tyskerne havde længe savnet hans oprigtighed, ærlighed og anstændighed i tysk politik.

Siden da har Guttenberg vist sig nærmest immun over for kritik. Han er sjældent i defensiven. Han har udnyttet sin popularitet til at iværksætte en omfattende reform af det tyske forsvar Bundeswehr. Dette indebar at fjerne værnepligten, en konservativ mærkesag, der ikke var til diskussion – før Guttenberg tog diskussion op.

Derudover har han ved enhver lejlighed utvetydigt bakket op om de udsendte soldater jævnligt besøgt dem i Afghanistan – med dertilhørende mediedækning, naturligvis. Selv i sin afskedserklæring forsøgte Guttenberg at fremstå som ansvarsbevidst og loyal over for sine soldater, da han begrundede sin sene afsked med, at han ikke ville forlade sit hverv, inden han kunne bringe de tre tyske soldater til graven, der i sidste uge blev dræbt i Afghanistan.

Merkel mangler stærke mænd
Det, mange tyskere elskede Guttenberg for, var, principfasthed og handlekraft. Noget de savner ved kansler Merkel (CDU), udenrigsminister Westerwelle (FDP) og oppositionsleder Gabriel (SPD). De tre bedømmes af mange som svage ledere. Guttenberg var den stærke.

Hans afgang efterlader regeringen uden en stærk lederskikkelse og den tyske befolkning med en dyb politikerlede. Devisen er klar: Hvis selv Guttenberg er en bedrager, hvem kan vi så stole på?

Kansler Merkel reagerede fattet og hurtigt på Guttenbergs exit. Den hidtidige indenrigsminister og tidligere chef for kanslerens departement Thomas de Maizière overtager forsvarsministeriet. Guttenbergs partifælle fra CSU, den relativt uprøvede og anonyme Hans-Peter Friedrich, får tildelt det vigtige indenrigsministerium.

Effektivt og handlekraftigt, ja. Men rokaden udstiller samtidig, at Merkel ikke kan kompensere Guttenbergs konservative gennemslagskraft. Problemet forstørres samtidig af historikken. Merkel har de seneste år mistet flere konservative spydspidser: forbundspræsident Horst Köhler, delstaten Hessens ministerpræsident Roland Koch, Hamborgs overborgmester Ole von Beust og den tyske nationalbanks chef Axel Weber.

Merkel er nu efterladt uden stærke mænd. Det er dårlig timing. 2011 byder nemlig på 11 delstats- og lokalvalg. Årets første delstatsvalg i Hamborg resulterede i en syngende vælgerlussing til CDU. Nu frygter de, at Guttenberg-sagen har kostet dem folkets tillid, og at tendensen fortsætter i de næste måneders afgørende valg.

Kim B. Olsen (f. 1986) er RÆSON’s Tysklandsredaktør og kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet. Han har studeret international og tysk politik ved Freie Universität i Berlin og er tidligere ansat i Udenrigsministeriet og den Danske Ambassade i Berlin. Studerer nu ved UC Berkeley, hvor han på Institute for German and European Studies forsker i mulighederne for tysk udenrigspolitik i det 21. århundrede.