21.10.2011

Det Arabiske Forår har efterladt Tyrkiets ambitiøse udenrigspolitiske strategi i stumper og stykker, først og fremmest fordi den var baseret på den hidtidige magtbalance og på de diktatorer, der i dag kæmper en indædt kamp for egen overlevelse. Landets rivaler er begyndt at notere sig dets svagheder, og det gør det sårbart for pres.

ANALYSE af Pola Rojan

Læs også
– Det arabiske forår kan gøre Tyrkiet til stormagt

Skjorten er blevet for lille til kroppen, lyder en tyrkisk talemåde, der i befolkningen er yndet at bruge om landets nuværende tilstand. Den illustrerer en nutidig tyrkisk selvforståelse som en nation hastigt på vej frem, og den er samtidig med til at forklare tankesættet bag en regering, der på det seneste har vakt undren på den internationale scene. Ikke siden den tyrkisk-osmanniske sultans sabelsvingende styrker omringede Wiens porte i det 17. århundrede har verden set en mere stridslysten tyrkisk regering.

Tyrkiets højtråbende premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har inden for det seneste års tid formået at rage uklar med en række vigtige vestlige lande og traditionelle partnere. Det er endda senest kommet så vidt, at Tyrkiets islamisk-konservative regering i utvetydige vendinger truer Israel og Cypern med militæraktioner, beskylder Tyskland for direkte terrorstøtte, og Frankrig og Storbritannien for at føre oliekrig i Libyen.

Men især i den mellemøstlige baghave vækker Tyrkiets udenrigspolitiske aktivisme bekymring. Ganske vist af helt andre årsager. I den arabiske gade har man blandt andet noteret sig den tyrkiske støtte til Nato-krigen i Libyen, det tyrkisk-amerikanske parløb mod det syriske regime samt det tætte samarbejde med USA og Europa om et missilskjold rettet mod Iran.

De seneste knap ti år i tyrkisk politik har været kendetegnet ved en historisk stærk regering, en stigende selvtillid udadtil og voksende ambitioner for, hvilken rolle Tyrkiet bør spille i sit nærområde og i international politik i almindelighed. På kort tid er dele af de udenrigspolitiske ambitioner blevet indfriet. Tyrkiet regnes i dag for at være en afgørende brik i det mellemøstlige puslespil, som netop i disse år er ved at blive lagt på ny. Men det er langt fra ufarligt at være magtfuld i Mellemøsten. For bedre at få øje på de mange risici, landets nye position bringer med sig for Tyrkiet, er det nødvendigt at forstå, hvordan Tyrkiets omstridte regeringsparti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), betragter sin egen historiske og politiske mission.

Sultanens genkomst
Indtil for nylig var tyrkernes over 500 år lange osmannisk-imperiale æra et kapitel, man i Tyrkiet var vant til at bladre hastigt forbi. Republikken har i snart 90 år opdraget sine børn til at glemme sultanen og den kendsgerning, at tyrkerne regerede hele Mellemøsten. Kort sagt glemme tyrkernes guldalder. Den var nemlig centreret omkring de samme elementer, der ved Første Verdenskrig førte til dens fald, lød den statssanktionerede parole: en primitiv religion, en feudal samfundsorden og en grundlæggende tilbagestående civilisation. Med andre ord: intet at være stolt af for en ung og vestenvendt tyrkisk nation.

Men dette er i dag under synlig forandring. AKP har målrettet forsøgt at genrejse samfundets følelse af stolthed ved at være osmannernes historiske arvinger. I dag kan man i Tyrkiet finde et hav af offentligt støttede sprogkurser i klassisk osmannisk-tyrkisk, dyrt anlagte tv-serier med sultanen portrætteret som blid og eftertænksom førsteelsker samt årlige og kommunalt sponsorerede fejringer af osmannernes erobring af Konstantinopel fra de kristne Byzantiner i 1453.

Intet af dette er udtryk for en spontan, folkelig tørst efter at vide mere om den nære tyrkiske fortid. Det er tværtimod en politisk orkestreret strategi iværksat fra oven af landets ældste islamisk-politiske bevægelse, der i 2002 vandt regeringsmagten ved et jordskredsvalg og samlede knap 35 procent af vælgerne bag sig. I juni kunne AKP udbygge sin vælgertilslutning for anden gang og genbesætte regeringskontorerne samt to tredjedele af parlamentssæderne. Denne gang med hele 49,9 procent af stemmerne. Det gør indiskutabelt AKP til den stærkeste regering i Tyrkiets historie. Og et kraftigt svækket militær, et begyndende moralsk opgør med de tidligere så magtfulde generaler samt en relativt sund økonomisk vækst stiller kun AKP endnu stærkere.

Det baner igen vejen for, at regeringen kan investere den anselige mængde politisk kapital, den har rejst på det hjemlige marked, ude i den store verden. Og det begyndte godt for AKP. Umiddelbart i kølvandet på regeringens første internationale bedrift, indledningen af optagelsesforhandlingerne med EU i 2005, iværksatte regeringen en storstilet charmeoffensiv i den muslimske verden. Få år efter kunne Tyrkiet indtage positionen som det naturlige tyngdepunkt i et tæt, tværnationalt og økonomisk samarbejde med lande som Libyen, Syrien, Sudan, Iran, Jordan, Irak samt en række Golf-stater. Og ambitionerne var høje. Tyrkiet ophævede visumforpligtelser til sine nye partnerlande, der modtog massive investeringer og ligeså omfattende handelsaftaler. Der var sågar tale om at danne en formel union indledningsvist bestående af en fælles frihandelszone som startskuddet til gradvis større integration landene i mellem.

Tyrkiets rolle i det nye netværk kunne straks omsættes til direkte politisk indflydelse i nogle af regionens vanskeligste konflikter. I 2008 var den tyrkiske regering få dage fra at få Israel og Syrien til ved hemmelige forhandlinger at indgå en historisk fredsaftale om de israelsk-besatte Golan-højder. Men en israelsk storoffensiv mod Hamas-bevægelsen i Gaza samme år forpurrede den chance. Ligeledes var Tyrkiet det eneste land i stand til at mægle mellem Iran og Vesten i spørgsmålet om landets omstridte atomprogram. Samme udenrigspolitiske vægt har den tyrkiske regering kunnet mønstre i forhold til dialogen med Libyens nu afsatte og tilfangetagne leder Moammar Gaddafi, Syriens for tiden pressede ditto, Sudans krigsforbrydersigtede Omar al-Bashir og den militante Hamas-bevægelse i Gaza blot for at nævne nogle få eksempler inden for de seneste år.

U-svinget
Set med AKP-briller er mæglerrollen netop nøglen til regional indflydelse. Bedst herigennem kan Tyrkiet udnytte sin unikke position som politisk, geostrategisk og civilisatorisk brohoved mellem øst og vest, lød kalkulen fra Ankara. Men siden er alt ramlet ned om ørerne på tyrkerne. Regeringens udenrigspolitiske masterplan er under et kolossalt pres i sin region og på den internationale scene.

Det Arabiske Forår har efterladt AKP’s strategi i stumper og stykker, og det skyldes først og fremmest, at den var baseret på den hidtidige magtbalance og på de samme diktatorer, der i dag kæmper en indædt kamp for deres egen overlevelse.

Det tyrkiske korthus begyndte først at ryste, da libyske sikkerhedsstyrker i slutningen af februar begyndte at myrde løs på civile demonstranter. Forinden var Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten gået af som følge af et lignende folkeligt pres. Men hverken Tunesien eller Egypten havde tætte forbindelse til Tyrkiet. Egyptens Mubarak var oven i købet fjendtligt indstillet over for det tyrkiske regeringsparti, dets regionale aspirationer og varme relationer til shia-rivalen Iran. Derfor havde Tyrkiets premierminister Erdogan ingen skrupler ved offentligt at erklære sin ubetingede støtte til demonstranterne på Tahrir-pladsen i Kairo.

Men da Libyens Moammar Gaddafi satte sig voldeligt imod sin befolknings ønsker om reformer, var tonen fra Ankara en helt anden. De franske og britiske krav om en flyveforbudszone over Benghazi blev af den tyrkiske regering mødt med skarp modstand. Premierminister Erdogan beskyldte offentligt og i aggressive vendinger sine Nato-allierede for at være mere interesseret i de libyske oliereserver end i befolkningens ve og vel. To uger efter måtte Erdogan under pres æde sine ord, og han sendte krigsskibe under Nato-flag til Libyens kyster sammen med humanitær bistand.

Men de libyske oprørere havde ikke glemt Tyrkiets partnerskab med Gaddafi. Adskillige gange nægtede oprørerene efterfølgende at modtage tyrkisk nødhjælp i Benghazi havn, og et voldeligt angreb på det tyrkiske konsulat samme sted var de første konkrete eksempler på, at Tyrkiets udenrigspolitiske linie ikke passede til regionens nye virkelighed.

Det tyrkiske u-sving varslede en nødtvungen og grundlæggende kursændring. I dag kæmper regeringen for at samle stumperne og bevise, at dens initiativdygtighed og evne til at lægge en selvstændig udenrigspolitisk kurs ikke har lidt skade. Der er således en lang række af eksempler, hvor den tyrkiske AKP-regering forsøger at gennemtvinge sin indflydelse og gøre sin magt gældende. De er imidlertid med til at fremstille Tyrkiet som en særdeles offensiv og direkte aggressiv udenrigspolitisk aktør. De giver indtrykket af, at den bløde, økonomiorienterede, pragmatiske diplomacy first-tilgang er blevet erstattet af store muskler og et højt toneleje. Og det er opskriften på, hvordan man får fjender.

Paradoks
Hvad mellemøstlige anliggender angår har Tyrkiets nye kurs resulteret i et definitivt brud med Syrien og et særdeles anstrengt forhold til Iran. To nabolande, som Tyrkiet havde kultiveret tætte forbindelser til, og som samtidig udgør en farlig konfliktakse i regionen. I stedet for som hidtil at holde hånden over Syriens magthavere og pleje sine økonomiske interesser, mens sikkerhedsstyrkerne driver klapjagt på civile demonstranter, er Tyrkiet i dag i tæt koordination med Washington om diplomatisk pres og økonomiske sanktioner mod Bashir al-Assad og kredsen omkring ham.

Det bekymrer især Iran, for hvem Syrien er en vigtig strategisk allieret. Og de iranske bekymringer blev kun forstærket i september, da den tyrkiske regering gav sit afgørende og længe ventede samtykke til Natos planer om et missilskjold. Tyrkiet vil lægge jord til radarsystemer og affyringsramper, som ifølge Teheran er rettet mod netop iranerne til forsvar for Israel. Syrien og Iran udgør i dag til sammen den største trussel mod Tyrkiets interesser. Iranerne har altid været en farlig rival og en magtfuld konkurrent til de tyrkiske ambitioner, selv da de to lande underskrev store energiaftaler. Men i dag er alt kommet op til overfladen og gennemsyrer både retorik og handling. Syrien beskylder Tyrkiet for at forsyne de syriske demonstranter med våben, og Iran beskylder tyrkerne for at føre zionistisk politik med amerikanske imperialister i ryggen.

Beskyldningerne om at gå Israels ærinde er et forsøg på fremstille Tyrkiets diplomatiske uoverensstemmelser med Israel som et spil for galleriet. Siden 2008 har Tyrkiet målrettet lukreret politisk på at føre internationalt forsvar for palæstinenserne og anklage Israel for ulovlig besættelse, forbrydelser mod menneskeheden og statsterrorisme. Det har naturligvis bragt de to tidligere allierede på kollisionskurs, og situationen blev kun forværret, da en tyrkiskledet privat skibskonvoj på vej til Gaza med nødhjælp blev bordet af israelske sikkerhedsstyrker i maj 2010. Ni tyrkiske aktivister ombord blev dræbt. Tyrkernes krav om en undskyldning samt økonomisk kompensation til de efterladte er endnu ikke blevet indfriet, idet de hemmelige forhandlinger mellem israelerne og tyrkerne brød sammen i slutningen af september. Det har fået AKP til at skrue op for den anti-israelske retorik og true med militær konfrontation, hvis israelske flådefartøjer i fremtiden skulle nærme sig tyrkiske nødhjælpsskibe på vej til Gaza.

Men når man spiller højt spil, stiger risikoen i takt med indsatsen. Og Tyrkiet kan langt fra tillade sig at være så selvsikker, som landet fremstår. De to største og potentielt farligste akilleshæle er: 1) Tyrkiets egen årelange krig mod væbnede kurdiske oprørere, der hører til landets egne statsborgere, og 2) det stigende politiske pres på retssikkerhed og ytringsfrihed i Tyrkiet.

Set fra Damaskus, Teheran og Jerusalem er de højlydte tyrkiske krav om demokratiske reformer og større respekt for civilbefolkningen himmelråbende selvmodsigende. Ifølge EU-kommissionen og internationale menneskerettighedsorganisationer er næsten 4.000 journalister blevet retsforfulgt for deres arbejde de seneste fem år. Halvdelen af dem er i dag fortsat varetægtsfængslede, mens godt 70 journalister har modtaget domme i samme periode. Rekordstraffen på 166 års fængsel tilhører en tidligere chefredaktør for et kurdisk dagblad. Herudover er anslået 10.000 græsrodsaktivister og andre funktionærer i landets eneste pro-kurdiske parti, BDP, der er repræsenteret i det tyrkiske parlament, blevet sat bag tremmer for civilt partiarbejde også over de seneste fem år.

Kampen mod den selvstyrekrævende kurdiske oprørsbevægelse, PKK, har varet i snart 30 år og kostet i omegnen af 50.000 mennesker livet på begge sider. Og i denne sammenhæng er den tyrkiske regerings militære sprogbrug og sikkerhedsmelodi skræmmende tæt på tonerne fra blandt andre Syrien og Iran. I disse uger gør AKP klar til at indsætte landtropper på irakisk jord efter ugelange luftbombardementer af PKK-lejre i bjergene.

Intet af dette er nyt, og der skal meget mere til at forarge Syrien, Iran og Israel. De har tidligere aktivt assisteret Tyrkiet i netop kampen mod kurdere, der enten med våben eller ad fredelig vej forsøgte at råbe for højt op om borgerrettigheder og selvstyre for landets tyve millioner kurdere.

Men i politik er hukommelsen ligeså lang som interesserne rækker til, og alle tre lande er begyndt at sætte sig imod et tiltagende tyrkisk pres. Og blandt et af de mest effektfulde våben mod Tyrkiet har alle dage været det kurdiske kort. Den israelske udenrigsminister Avigdor Liebermann fik tyrkerne op af stolene i september, da han truede med direkte at støtte PKK, hvis Tyrkiet fortsat støttede den militante Hamas-bevægelse, der i lighed med PKK er på vestlige terrorlister. AKP betragter imidlertid ikke Hamas som terrorister, men som frihedskæmpere.

Det er netop paradokser som disse, der gør Tyrkiet sårbart for pression. Ganske vist ville en israelsk regering tænke sig om en ekstra gang, før den støttede PKK, og Liebermann dementerede da også efterfølgende udtalelserne. Men ikke desto mindre var det politiske signal til tyrkerne helt utvetydigt: Der er grænser for, hvor længe Israel vil finde sig i at være boksebold for AKP.

Samme melding er i månedsvis kommet fra den amerikanske kongres, der også er en magtfuld mellemøstlig aktør. Her er den udtalte Tyrkiet-modstand ved at nå nye højder hos begge partier. Det binder blandt andet præsident Obama på begge hænder i forbindelse med salg af avanceret militærteknologi til tyrkerne. Her trækker et kongresflertal i nødbremsen af hensynet til Israel.

Men intet scenarie er mere rædselsvækkende i det tyrkiske udenrigsministerium, end hvis også det syriske regime vælger for alvor at kaste det kurdiske kort på bordet. Den syriske leders afdøde far og forgænger på posten, Hafez al Assad, gav i årevis husly og logistisk bistand til PKK-krigerne. Lige indtil det tyrkiske militær tvang ham til at genoverveje støtten i 1998. Det syriske sikkerhedsapparat har et indgående kendskab til landets store kurdiske mindretal og til PKK. Lige nu venter myndighederne blot på en anledning til at sætte kurderne i bevægelse og således trække den tyrkiske regering ind i et nært forestående sikkerhedsmorads i Syrien. Når det ikke er sket endnu, er det fordi, Assad ikke føler sig tilstrækkeligt truet på sin magt.

Iran, som selv har en stor kurdisk befolkningsgruppe og døjer med et væbnet oprør, kan i denne forbindelse være afgørende for Syriens dispositioner. De to lande kører et tæt sikkerhedsparløb, idet begge lande har en strategisk fællesinteresse og begge kæmper for deres overlevelse. Hvis det PKK-anførte oprør i Tyrkiet skulle sprede sig til Syrien, ligesom det allerede har spredt sig til Iran, vil den tyrkiske regering med sikkerhed sende militæret ind i Syrien. Det vil yderligere kaste grus i det tyrkiske maskineri i forhold til at varetage rollen som den rationelle mægler, der kan se med fra sidelinien. Tyrkiet vil i givet fald blive en invasionsmagt på muslimsk jord.

Det demokratiske underskud i Tyrkiet, af hvilket det kurdiske spørgsmål blot er et resultat, er landets største strukturelle svaghed. Den truer i dag med at trække tæppet væk under den mest ambitiøse udenrigspolitik i Tyrkiets historie og udstille regeringens selverklærede demokratikampagne i den arabiske verden som et indholdsløst udslag af gammeldags realpolitik.

Pola Rojan er journalist og uddanet cand.comm. Indtil starten af oktober Jyllands-Postens Tyrkietkorrespondent. Forfatter til „Ergenekon – Tyrkiet Bag Facaden‟ (2010) og foredragsholder. ILLUSTRATION: Tyrkiets premierminister siden 2003, Recep Tayyip Erdoğan.