14.09.2011

Kristian Thulesen Dahl (DF) er træt af mediernes manglende bid. Personsagerne skal erstattes af en reel snak om politikkens indhold. For uden vagthunden får karrierepolitikerne for meget taletid på demokratiets bekostning.

PORTRÆTINTERVIEW af René Fredensborg

Han er et kvarter forsinket, folkepartiets kronprins. Det er klart, det er valgkamp, programmet er spækket med debat og duel, valgmøder og peptalks. I går aftes en stram økonomidebat i Vejle, i morgen tidlig en friskfyragtig cykeltur til Esbjerg iklædt DF-cykeltrøje og Dannebrogshjelm. Og således står det allerede klart, før dagens første morgenkaffeinterview med køen af pressefolk, at DF’ernes gruppeformand ikke har tænkt sig at ligge i baghjul frem til valgdag, men ved, at han personligt må knokle for at få budskabet i mål uden misforståelser.

Gider ikke mediehysteri
Har valgkampene ændret sig?
”Jeg synes det er blevet sådan, at tidligere, hvis nogen hoppede i elastikspring eller lignende for at få noget opmærksomhed, så diskuterede man altid, om det mon var for populistisk. Men nu er det blevet sådan, at medierne hele tiden efterspørger, om vi ikke godt vil gøre netop sådan noget. Alt bliver pakket ind i en ramme, der egentlig ikke har noget med det politiske at gøre. Det, synes jeg, er en kedelig udvikling. Det bliver historien om politikeren, i stedet for historien om det politiske.”
Hvad har du sagt nej til?
”Masser, men ikke nødvendigvis, fordi det var for poppet. Jeg er ikke meget for alt det mediehysteri, hvor man især i den her valgkamp følger partilederne og helst skal helt ind i privatsfæren og med hjem til natmad. Det private vil jeg gerne have for mig selv.”
Så du tænker ikke: ’Fed historie’ om Helle Thornings private skattesag?
”Nej, jeg tror både, at jeg og folk er blevet vaccinerede imod de her personsager. Vi har også snakket meget om, at vi ikke vil have en valgkamp præget af personsager.”
Siger du dermed, at DF ikke har en pressegruppe, der sidder og finder smuds på modstanderne?
”Ja, det har vi IKKE.”
Det har Venstre, forlyder det?
”Ja.”
Bekræfter du, at Venstres pressegruppe har folk ansat til at kaste med mudder?
”Jeg hører mange rygter. Jeg hører også rygter om, at 3F har ansat folk med det eneste formål at finde skidt på ministre og VK-regeringen. Jeg tror personligt, folk er trætte af personsager.”

Stammesolidaritet
Der er åbenbart lige så pænt og ryddeligt inde i Kristian Thulesen Dahls samvittighed som på hans folketingskontor. Pia pryder væggen bag ham. Han er dog fuldt enig i, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik ofte skygger for de andre budskaber. Men ham mener også, at den stramme linje i øvrigt har en bred folkelig opbakning.
Hvis jeg siger solidaritet, hvad tænker du så?
”At solidaritet tidligere var koncentreret om en økonomisk diskussion. Om at være solidarisk med dem, der havde mindre end én selv, materielt. Solidaritet i dag handler mere om, hvorvidt alle er med på den demokratiske vogn. Jeg ser en udfordring i, om der er en elite, som kører med klatten rent politisk, og en befolkning, der står af på at deltage i samfundsdiskussionen. Og hvis de endelig deltager, så er det netop i enkeltsager.”
Han glemmer helt at drikke sin kaffe.
”Vi danskere har jo lignet hinanden så meget, at Dronningen engang kaldte os et stammefolk. Vi bliver udfordret, når der ikke er den fællesskabsfornemmelse.”
Hvad udfordrer den? Indvandrerne?
”Nej, nej. Det handler jo ikke om indvandring eller ej. Det handler om, at de, der kommer her, bliver en del af vores fællesskab. Om ikke at nedbryde, men at løfte. At de, der kommer til vores land, bidrager positivt. Det er for mig den nye form for solidaritet.”
Han er stærkt overbevisende, ham Kristian. Eller Tulle, som der står bag på hans trøje på det lokale fodboldhold hjemme i Thyregod. Han er indbegrebet af jydefornuft, når han snakker om EU’s politiske elite, alle deres embedsmænd og lobbyister. Og om at menigmand ingen indflydelse har på lovmaskineriet.

Ingen 8 til 16
Sekretæren banker nu på for anden gang. Jyllands-Posten står udenfor og tripper. Jeg får et sidste spørgsmål skubbet ind.
Pia Kjærsgaard har sagt, at hun ikke nødvendigvis vil være minister? Gælder det også dig? Og hvordan skal jeg forstå det?
”Jeg har altid undret mig over de politikere, som giver indtryk af, at den eneste grund til, at de er her, er for at blive ministre. Som om, at Folketinget er noget sekundært. For mig er det at sidde som lovgiver i Folketinget noget primært, at sidde som minister er noget sekundært, et redskab for lovgiverne. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil være med i politik, hvis det ikke netop er demokratiet, der fylder for én. Det er også en refleksion i forhold til de mange unge, som vælger politik som en del af en karriere. At det ser godt ud på cv’et. Hva’ er det for noget?,” spørger han ud i luften.
Jeg trækker på skuldrene.
”Det at være i politik skal jo gerne være en livsgerning. Når jeg ser tv om aftenen, er jeg så på arbejde? Selvfølgelig! Politik er ikke 8 til 16. Vi kan jo ikke sidde midt i vigtige forhandlinger om samfundet, og så skal halvdelen af os hjem og lave mad. Se, jeg synes i virkeligheden, det degenererer politik til noget, det ikke skal være. Politik handler ikke bare om at komme i TV 2 News med en frisk historie, men om grundighed og et grundlæggende engagement i samfundsforhold. Det bliver fortrængt af den her nye politiker-type.”

Ukritisk journalistik
Jeg giver dig ret, men jeg får også dårlig samvittighed over mine kollegaer, som står og venter udenfor døren.
”Bare sluk for båndoptageren! Det er jo også i forhold til journalister. Engang var der journalister, der fulgte hele forhandlingsforløbet, fordi de havde den grundlæggende interesse. Og så kom de altså heller ikke hjem. De bliver nu afløst af en journalist, der ikke aner noget som helst, for der har lige været vagtskifte. Det vil sige, at så skal jeg som politiker til at briefe journalisten om, hvad vi egentlig sidder og forhandler om. Men journalisten skal jo være vores vagthund. Og mindst lige så grundig som os, fordi en journalist skal kunne gennemskue en politiker, der forsøger at løbe om hjørner med folk.”
Jeg har tidligere læst, at Kristian Thulesen Dahl er typen, der rent faktisk LÆSER finansloven. HELE finansloven. Han er selvfølgelig DF’s finansordfører, men alligevel?
”Ja, jeg nægtede engang at udtale mig om finansloven, før jeg havde læst. Der var ingen, der troede på, at jeg læste den. Men det gjorde, at jeg kunne gå til journalisterne og plante en historie. For DE havde i hvert fald ikke læst den.”
Nu går den ikke længere. Jyllands-Posten tikker. Sekretæren stikker mig et Pia-badge og siger farvel. Thulesen-Dahl vinker.
”Ja, der ser du,” siger sekretæren.
”Han er svær at få fat i, men er god til at være i nu’et.”

René Fredensborg (f. 1972) er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Han arbejder som freelanceskribent for blandt andre Information, Euroman og filmmagasinet Ekko. Tidligere har han været journalist på P3, Urban og Nyhedsavisen og vært på DR2’s satireprogrammer ”Den Halve Sandhed” og ”Langt Ude i Danmark”. Han har netop udgivet romanen Hønsehunde (Byens Forlag).