08.12.2011

En global klimaaftale i 2020 er en uambitiøs udmelding fra EU’s side, og deres egne forpligtigelser er for lave. ”Klimaforhandlingerne bliver ved med at fremstå som en multilateral selskabsleg, hvis ikke der lægges politisk pres på USA,” siger Danmarks tidligere klimachefforhandler, Thomas Becker, til RÆSON. Han forudser, at Kina snart vil gå med til en bindende aftale.

INTERVIEW af Esben Alslund-Lanthén, RÆSONs klimaredaktør

Læs også
– RÆSON i Durban: Godt og skidt før COP-slutspurt (GRATIS)
– Klima: Der kommer ikke en global aftale – men masser af handling (GRATIS)
– COP17: De 5 største sten på vejen mod en aftale
– COP17: Derfor vil Kina ikke være med – og ja, det er ligegyldigt uden dem (GRATIS)

RÆSON: Kan COP’en føre til en retsligt bindende global klimaaftale, som både indeholder forpligtigelser for I- og Ulande?
THOMAS BECKER: Ja, det, mener jeg, er muligt. Men der mangler politisk mod fra især USA og EU. EU har indtaget den position, at man gerne vil, men ikke kan gøre det alene. I virkeligheden er EU’s selvpålagte forpligtigelser, ifølge videnskaben, betydeligt under, hvad de burde have været. EU har brandet sig som det eneste sted i verden, der handler, men i realiteten gør man ikke nok. Forpligtigelserne er mangelfulde og burde følges op af et betydeligt større politisk engagement og pres på andre verdensdele og deres ledere. Det er betænkeligt at acceptere den præmis, at den amerikanske præsident ikke kan handle på grund af Kongressen, og at EU-kommissionens formand ikke kan gå længere pga. Polen. Hvis de virkelig vil, så må de sætte noget af deres politiske liv på spil for sagen. Og gjorde de det, ville de fremstå som vindere i sidste ende. De lande, der omstiller nu og fremelsker metoder til at få mere ud af mindre, bliver fremtidens vindere.

RÆSON: EU har lagt op til, at en global aftale først kan komme på plads i 2020. Er det realistisk eller uambitiøst?
BECKER: Den udmelding er efter min opfattelse uambitiøs. Klimaforhandlingerne bliver ved med at fremstå som en multilateral selskabsleg, hvis ikke der lægges politisk pres på USA. EU og USA er nære allierede, og med venner skal man kunne tale ærligt – ikke tale dem efter munden. EU burde lægge et vedholdende og meget betydeligt pres på USA, så de ikke skjuler sig bag undskyldninger om manglende flertal i kongressen, frygten for tab af arbejdspladser og klimafjendske sydstater. Det drejer sig om politisk mod, og EU burde lægge et større pres på den amerikanske præsident. Hvis USA og EU virkelig ønskede, at gøre noget ved den globale opvarmning, så blev de nødvendige politiske skridt taget – også selv om det kunne koste et genvalg. Tag finanskrisen som anskuelsesundervisning i den påstand: Her handler man politisk – i hvert fald i et vist omfang – fordi man finder det nødvendigt og alvoren i finanskrisen sætter den politiske kontoopgørelse ud af spil.

RÆSON: Du peger på, at EU og USA burde tage mere fat, men når man følger debatten herhjemme er meget fokus på Kina. Har de store udviklingslande ikke også et ansvar for klimaet?
BECKER: Man skal være varsom med udsagn om, at Kina er skurken i klimaforhandlingerne. Tidligere afviste ulandene aldeles tanken om nationale reduktionsforpligtelser, men middelklassen i Kina, Indien og Brasilien er nu forøget betydeligt, og med middelklassen kommer krav om velfærd og ordnede miljøforhold, hvilket bl.a. gør, at Kina nu står knapt så stejlt i dette spørgsmål. Den kinesiske miljøminister har i denne uge udtalt, at Kina på visse betingelser er klar til en forpligtende aftale. Jeg mener, at man skal tro på den tilkendegivelse. Der hersker i Vesten et billede af, at især Kina, men også Indien og Brasilien, er de store klimasyndere. Men faktisk er det Vesteuropa og USA, som historisk har udledt de mængder drivhusgasser, som nu gør, at vi står i en situation, hvor verden formentlig ikke kan overholde togradersmålsætningen. Netop derfor kan ulandene med en vis ret sige, at Vesten skal betale størstedelen af omkostningerne – den, der forurener, betaler. Det er et princip, som de gamle OECD-økonomier har hyldet siden starten af 1970-erne.

RÆSON: Når man ser på fremskrivninger af udledninger, så virker en aftale uden Kina og resten af de store udviklingsøkonomier fuldstændig ligegyldig. Hvad kendetegner Kina i klimaforhandlingerne?
BECKER: For det første er Kina et land, som er meget optaget af at håndhæve sin suverænitet. Det er – i denne sammenhæng – en forholdsvis ung nation, der blev behandlet dårligt af kolonimagterne, besat af Japan osv., og først under Mao fik de igen samlet det kinesiske rige. Enhver diskussion om noget overnationalt er derfor følsomt – mere i Kina end i andre lande. For det andet er Kinas selvforståelse ved at ændre sig. Kina er på vej til at blive en meget stor global spiller med en stærk økonomi, hvilket tydeligt afspejles i det kinesiske kropssprog i internationale organisationer som WTO og FN, og det stemmer efterhånden dårligt overens med at spille fattigt uland i klimaforhandlingerne. Kineserne vil derfor inden al for længe gå med på at sætte dato på en bindende aftale om mængden af drivhusgasser, som de må udlede. Det vil kræve kompensation, men de er på vej, tror jeg. For det tredje har Kina fundet ud af, at den grønne industri er en rigtig god forretning og mulig eksportvare. Der sker i øjeblikket en eksplosion i markedet for bl.a. vedvarende energi i Kina. Når alt dette er sagt, er der ingen tvivl om, at en global klimaaftale uden Kina, Indien og Brasiliens deltagelse, naturligvis er meningsløs.

RÆSON: Efter de meget begrænsede resultater ved COP15 og i Cancun, skal fremtidens klimapolitik så skabes i andre internationale arenaer end COP’en?
BECKER: Både virksomheder verden over og rigtig mange store byer rykker kraftigt på klimaområdet. De har ikke tid til at sidde og vente på beslutningerne i UNFCCC. Men nej, der findes ikke andre fora, som politisk kan måle sig med COP-processen. FN er – med alle dets fejl og mangler – ”the only show in town”. En stor andel af de ca. 192 medlemslande i FN er så fattige, at de betragter FN som det eneste sted, der hersker en vis retfærdig transparens. Det eneste forum, hvor der er spilleregler, som er ens for alle. Hvis man kender spillereglerne og opfører sig fornuftigt, så kan man stemme og har mulighed for at blive hørt. I talrige andre fora bliver ulandene løbet om hjørner med af de stærkere rige lande, men i FN-systemet kan små og fattige lande også få deres stemme hørt. Jeg er bestemt ikke blind for at FN-systemet til tider er ulideligt trægt og udsat for et kedeligt misbrug af delegerede med dubiøse personlige motiver, men grundlæggende er mellemfolkelig dialog inden for aftalte spilleregler en god ting. Problemet er, at når ulandene så gør brug af deres rettigheder i FN-systemet, så forarges Vesten. Der er en forståelse af, at ulandene skylder os at opføre sig pænt, fordi de får lov at være med. Det er en fejltolkning. Man forstår ikke, at ulandene ser Vesten som både bøddel og velgører. Først skaber Vesten klimaforandringer, og nu vil de forhandle om, hvem der skal betale for problemerne! Forhandling drejer sig grundlæggende om at forstå den anden parts motiver. Hvis man gør sig den ulejlighed, bliver forhandlinger nemmere. Gør man det ikke, så står man dårligt i forhandlingen. Det er ofte, hvad der er sket i klimaforhandlingerne, og fejlfortolkningen gjorde sig også gældende ved forhandlingerne i København, hvor man eksempelvis ikke forstod, og ikke respekterede, at Dr. Lumumba (G-77’s forhandler ved COP15, red.) langt fra var tilfreds med bare at være med.

RÆSON: Var fejlfortolkningen af ulandene i virkeligheden essensen af problemet i forhandlingerne under COP15?
BECKER: Jeg bebrejder ingen danske politikere for, at det gik, som det gjorde på COP15. Tværtimod vil jeg sige, at de gjorde, hvad de kunne – ikke mindst statsministeren. Hvad kunne han egentlig stille op? Men der var i månederne op til og under selve COP15 visse indslag af manglende respekt for FN-systemets væsen, og det kostede, efter min opfattelse, Danmark mange mulige sejre.

ESBEN ALSLUND-LANTHÉN (f. 1985) er RÆSONs klimaredaktør. Han skriver speciale på statskundskab ved Københavns Universitet, har studeret international klimapolitik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Esben har under sine studier arbejdet på Politiken og Mandag Morgen og været i praktik på DR2 Deadline. ILLUSTRATION: Et kraftværk i Brandenburg, Tyskland (foto af Tobias Mandt).