10.08.2011

[DENNE ARTIKEL FORUDSÆTTER ABONNEMENT ELLER KØB AF „ARABISK FORÅR‟] Efter fem måneders folkelig opstand har Assad-regimets nådesløse gengældelse kostet mere end 1600 livet. Tusinder er fængslet. Men magtopgøret er uafgjort: Det er ikke lykkedes hverken Assad eller demonstranterne at vinde sejr. Dermed er der lagt op til en langvarig kamp. For Assad selv er alawit, og hans trosfæller ønsker tilsyneladende at forsvare regimet til sidste blodsdråbe.


Af Bjørn Meidell

I opgøret mellem magthavere og afmægtige er knap to millioner menige alawitter i klemme, men centrale for udfaldet. Selv om titusinder er forarmede, forbinder flertallet i Syrien disse mennesker med den alawittiske magtklikes rigdom og korruption – og skånselsløse undertrykkelse. Mange alawitter nærer en dyb frygt for konsekvenserne af en samfundsomvæltning: repressalier fra sunniflertallet og risiko for at miste det, de har kært, liv og ejendom. Frygten er de i øvrigt langt fra er alene om. Skrækscenariet om et land i krig med sig selv er dybt rodfæstet i Syrien. Også hos oppositionen. I landet opholder sig flere hundrede tusinde flygtninge fra Irak – deres tilstedeværelse minder syrerne om de mulige konsekvenser af en længerevarende konflikt. De irakiske flygtninge bidrager til at forklare, at flertallet af syrerne (endnu?) ikke har undsagt Assad-regimet. I forlængelse heraf har Syriens to millioner kristne set, hvordan Iraks kristne samfund er blevet decimeret efter de sekteriske opgør. Her er majoriteten med den græsk-ortodokse patriark i spidsen tilbøjelig til at bakke om præsident Assad.

Selv om den alawittiske magtklike har siddet ved roret siden 1970, føler utallige alawitter sig som potentielle ofre for den sunnimuslimske majoritet. Minoritetsbevidstheden har rødder i deres status som kættere – set med både sunni- og shiaøjne. Alawitter havde således før Første Verdenskrig forbud mod at aflægge vidnesbyrd i retssystemet i det osmanniske imperium, som Syrien var en del af. Og i 1930´erne resulterede en arvestrid mellem brødre i en favorisering af dem med en sunnimuslimsk mor, mens dem med en alawittisk mor ingenting fik. Den fælles far var sunni. Denne konflikt havde en vidtrækkende principiel og symbolsk betydning for alawitternes selvforståelse som ”underdogs”.
      Med Frankrigs overtagelse af rollen som kolonimagt i 1920´erne fik alawitterne mulighed for at indtræde som soldater i besættelseshæren, hvilket løftede deres samfundsmæssige indflydelse. Samtidig splittede Frankrig Syrien op, så bl.a. alawitterne og druserne fik formelt set deres egen stat under fransk overhøjhed, og Libanon blev udskilt som en enhed for sig. Klassisk del-og-hersk, men på længere sigt – dvs. efter Syriens uafhængighed i 1946 – medvirkede erfaringerne i de franske styrker til at skabe en magtbasis for alawitter i det uafhængige Syriens hær.
      Platformen blev til fuldkommenhed udnyttet efter Hafez Assads militærkup i 1970. 41 år senere kontrollerer hans arvinger, Bashar Assad og hans familie, ubestridt hæren (400.000-500.000), utallige sikkerhedstjenester (65.000) og republikanergarden, som er præsidentens personlige hird (20.000). Hærens skånselsløse fjerde division er under lillebror Maher Assads ledelse. Dertil kommer familiens dominerende indflydelse på økonomien med fætteren Rami Makhlouf i rollen som store stygge ulv – en position, der ikke er ændret ved, selv om han på papiret har frasagt sig en del af sin ejendom for at mildne protesterne.

Den alawittiske analytiker, Khudr, er nødt til at udtrykke sig under dække. Ifølge hans analyse er den syriske stats voldsapparat struktureret strengt hierarkisk. Formålet er at forhindre kupforsøg: horisontal kommunikation mellem hærens enheder er udelukket. Ingen instans fungerer autonomt. Khudr konkluderer, at de ufleksible kommandoveje gør militæret uegnet til at bekæmpe ydre fjender, men har gjort det effektivt til at kontrollere indre fjender. Ligeså vigtigt påpeger han, at alawitternes kulturelle identitet gennem årene er blevet udvisket til fordel for statens panarabiske ideologi, som indebærer, at man først og fremmest er araber, hverken muslim, kristen eller alawit. I den syriske hær fik det – ifølge Khudr – som konsekvens, at ”vi ikke engang kunne tillade os åbent at nævne navnet på vores (alawittiske) lokalområde”. Til gengæld har tusindvis af alawitter opnået identitet og fællesskab gennem opstigning og deltagelse i ”sikkerhedsstaten”: militæret, den republikanske garde og efterretningsapparatet.
      Efter Hafez Assads kup i 1970 fik ludfattige alawittiske landarbejdere tildelt jord, som blev frataget velhavende sunnimuslimske jordejere. Alligevel frister utallige alawitter stadig en tilværelse i elendighed på linje med kurdere i nordøst, sunnioprørerne i syd, samt tilflytterne til Aleppo og Damaskus` slumkvarterer. Khudr beklager, at alawitterne i dagens Syrien lider under ”en ødelæggende mangel på institutionelle kulturelle eller sociale organer. Vi kender ikke engang videre til vores religion. Alawitterne har i de sidste 40 år defineret sig som Syriens herskere og ikke meget andet”.
      Selv de, der førhen har forstået sig selv som modstandere af Assad-regimet fremstår under den nuværende protestbølge, hvor hele systemet er under angreb, som tilhængere af præsidenten: ”En ubevidst følelse af at miste den identitet, som sikkerhedsstaten og Assadstyret har tilbudt, æder os og får forrang for rationel tankegang,” mener altså alawitten Kudr, som vurderer, at hans fæller på linje med japanere og tyskere under Anden Verdenskrig vil kæmpe til den bitre ende, hvilket forklarer den brutalitet, som det syriske oprør er blevet mødt med.

I lyset af denne analyse er det af væsentlig betydning, hvordan oppositionen i Syrien forholder sig til alawitterne i særdeleshed og den øvrige vifte af etniske og religiøse minoriteter i almindelighed. Selv om 74 % er sunnimuslimer, er det syriske samfund i høj grad multireligiøst og multietnisk med 10 % kristne, 12 % alawitter, og resten drusere, ismailier og mange andre.
      Sluterklæringen fra oppositionens møde i Antalya i Tyrkiet taler med utvetydig røst om, at ”den syriske revolution” ikke vender sig imod ”nogen bestemt gruppe i Syrien,” læs alawitterne. I forlængelse heraf understreges det, at ”det syriske folk består af mange etniske grupper: arabere, kurdere, kaldæere, assyrere, syriakere, turkmenere, tjetjenere, armeniere”. Alle skal have lige rettigheder i en ny syrisk forfatning ”baseret på national enhed, en civil stat og et pluralistisk, parlamentarisk og demokratisk regime”.
      Med vendingerne tilslutter oppositionen sig et sekulært samfund og afviser Det muslimske Broderskabs ønske om, at islam skal være statsreligion. Det syriske flag med to stjerner: den ene for kristendommen, den anden for islam, vil ikke blive ændret. Men oppositionens løfter om en sekulær stat med frihed for såvel alawitter som kristne og muslimer er næppe nok til at berolige bekymrede alawitter uden for regimets inderkreds. Indtil videre er det stort set lykkedes demonstranterne at holde sammen på mangfoldigheden af interessenter i det syriske oprør.
      Èn fredag i juni mindedes demonstrationerne – som et signal om enhed på tværs – klogeligt en alawittisk frihedshelt fra kampen mod den franske besættelse. Men det er næppe nok til at splitte Assadregimets alawittiske front. Som landet ligger i dag, tyder alt på, at regimet med vil kæmpe til den bitre ende og med kun få alawitter i oppositionens rækker.
      For den fremtidige udvikling i Syrien er det nok så vigtigt, om protestbølgen vil finde fodfæste i millionbyerne Aleppo og Damaskus, som er hjemsted for halvdelen af landets befolkning. Det er bemærkelsesværdigt, at oppositionen ikke for alvor har haft tag i større befolkningsgrupper i disse megacentre, som er spækket med hemmeligt politi. Uden opbakning til revolutionen herfra kan Baathregimet formentlig ikke væltes, men som landet ligger i dag kan demonstranterne heller ikke besejres. Dermed øges risikoen for en langvarig borgerkrig. ■

Bjørn Meidell (f.1950) er lektor i samfundsfag og historie. Han har for nylig udgivet ”Frygt og fryd i Damaskus – Mennesker, politik og religion” på forlaget Tiderne Skifter. llustration: Syrere demonstrerer mod Assad i Istanbul, 13. maj 2011 (foto: homeros / Shutterstock.com)