15.12.2011

Bashar Al-Assad forsøger at gøre Syriens folkelige oprør mod sit styre til et opgør mellem etniske grupperinger. De seneste uroligheder i Homs peger på, at det muligvis vil lykkes. En borgerkrig kan blive Assads redning.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Jonas Sølberg Hansen

Læs også
– Derfor hjælper ingen syrerne: Mandatet overstrakt i Libyen
– Lars Erslev om Den Arabiske Ligas sanktioner mod Syrien: Historisk
– Uddrag af RÆSON10: Lasse Ellegaard om Syrien: Optegnelser fra revoltens udkant
– Syrien suspenderet fra Den Arabiske Liga: Risiko for borgerkrig stiger
– Radikale: Danmark skal bidrage militært, hvis en international koalition med et FN-mandat intervenerer i Syrien
– Skovgaard-Petersen: Syrerne råber på beskyttelse – nogle på våben og en no-fly-zone

SIDEN KONFLIKTENS START i Deraa i midten af marts, har der været blandede meninger om, hvor stor betydning man skulle tilskrive sekterisk og etnisk splid. I første ombæring, var mange eksperter enige om, at Syrien aldrig ville få et oprør af den slags, som man så i Egypten og Tunesien. Syrerne var relativt glade for deres præsident, forlød det, og ikke mindst for den dominerende nationalistiske ideologi, som fritog dem fra problematiske debatter om religion og etnicitet. Men så kom urolighederne alligevel, dog uden de sekteriske og etniske problemer. Der opstod hurtigt et bred konsensus om, at den føromtalte skepsis nok havde været lidt overdreven, for nu demonstrerede hele Syriens middelklasse og nedefter – kristen, kurd, alawit, drus og sunni – i skøn forening i mod regimet.

UROLIGHEDERNES FORELØBIGE KULMINATION fandt sted i sidste uge i landets tredjestørste by, Homs, hvor der ifølge Al-Jazeera var op mod 80 dræbte. Mordene i Homs, og de mange kidnapninger, var ikke business as usual: Det var IKKE kun den syriske sikkerhedstjeneste og militæret, der gik i kødet på sin egen befolkning. Denne gang var der også tale om en konflikt der havde spredt sig til de civile alawitter og sunnier. De to grupper bekrigede hinanden fra bydel til bydel, fra familie til familie og fra dør til dør.

DET ER I REGIMETS FAVØR, AT konflikten bliver mere og mere etnisk. For det kan skygge for det folkelige oprør mod en diktator. Begivenhederne i Homs er den første markante indikator på, at regimets hårde arbejde siden oprørets start for at splitte landet og dets befolkning ser ud til at virke. Regimet står bag en massiv sponsorering af sekterisk vold. En sponsorering, der har fundet sted gennem statslige sikkerhedsapparater og statslig retorik. Bland andet berettede Al Jazeera’s mellemøstrapporter Nisreen El-Shamayleh fra sidste uges blodbad i Homs hvordan regimets shabiha-militser (som ofte operer i civil i strategisk øjemed) havde udført op mod 35 af de 80 mord i Homs. Det gjorde de uden tvivl i det håb, at de myrdedes efterladt skulle hævne sig på den alawittiske sekts civile befolkning i byen. Så kunne situationen eskalere yderligere. De statslige medier udgiver samtidig en strøm af nationalistisk propaganda, hvilket de har gjort siden Bashars far Hafez al-Assad tog magten ved et kup i 1970. Meget statspropaganda beskriver det som uundgåeligt, at et Syrien uden en stærk stat vil ende i kaos. Andet beskriver, hvordan alle alawitter og kristne, qua deres status som historisk privilegerede minoriteter under regimet, vil blive jordet af hævngerrige sunnier, der blot venter på chancen til at tage magten og cementere den. Et nyt kapitel ser altså ud til at være indledt i historien om Syriens revolter. Et kapitel som, hvis alt går galt, kan fortsætte den moderne arabiske historie om borgerkrig og sekteriske stridigheder fra Libanon og siden Irak.

MEN HELDIGVIS nægter store dele af den syriske befolkning, fra kristne og alawitter til sunnier, blankt at stille sig side om side med ”deres” grupperinger eller trosfæller. De vil ikke internalisere en sekterisk konflikt, som de mener, bliver påduttet dem. Det er det syriske oprørers første otte måneder uden sekteriske konflikter et klart vidnesbyrd om. Spørgsmålet er bare, om ikke de sekteriske konflikter begynder at blive ægte, uanset at de fundet på i regentpaladset. De sekteriske markører ses i stigende grad som altafgørende forskellige gruppers loyalitet. Den virkelige fare er, at når først det får karakter af en borgerkrig, er hver handling selvforstærkende.

RETFÆRDIGVIS SKAL DET SIGES, at Bahsar al-Assads regime naturligvis ikke har hele skylden for den seneste tids voksende splittelse blandt Syriens forskellige grupperinger. Som Bjørn Meidell skrev i en analyse i RÆSON i august, så ER der i Syrien en historisk funderet mistro imellem den regerende nationalistiske alawit-elite, som udgør 12 % af befolkningen, den priviligerede kristne minoritet (10 %) og den fattige sunnibefolkning (74 %). Fra dag ét efter at Hafez al-Assads jernnæve tog kontrollen over Syrien, har alawitterne ikke set sig tilbage. Hæren og alle de vigtige sikkerhedstjenester (også kaldet for mukhabarat), blev gjort til alawittiske bastioner. Gamle venner og stærke allierede indtog mange vigtige poster i det nye regime. Især familiemedlemmer hentet fra Hafez al-Assads egen Numaylatillah-klan og Matawirah-stamme satte sig på de tungeste poster. En af de mest famøse familiemedlemmer i den inderste cirkel af betroede folk er Hafez lillebror Rifaat al-Assad, også kaldet ”Slagteren fra Hama”. I 1982 dræbte han med uhørt voldsomhed op mod 25.000 syrere i byen Hama i et forsøg på at slå et oprør startet af De Muslimske Brødre ned. Assad-klanens hjemby, Latakiya, blev gjort til Syriens ferieparadis nummer ét og millioner og atter millioner blev investeret i byen, imens andre egne led under ekstrem fattigdom – hvad de stadig gør i dag. Endvidere sørgede Hafez al-Assad i 80’erne for at holde Damaskus’ elite af især rige sunnier nær sig i profilerede og magtfulde positioner. Også udvalgte minoriteter som druserne, ismailerne (en anden Shia-gren) og de kristne fik fremtrædende hverv.

ALT ER IKKE TABT. At det tog hele ni måneder og 5000 dræbte, før de sekteriske sprækker er begyndt at vise sig i den syriske revolution, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Men som det ser ud nu, er Bashar al-Assads strategi ved at lykkes; konflikten i Syrien er ved at ændre karakter fra et oprør mod en grum diktatur til et komplekst sekterisk puslespil. Assad har bevist, at han ingen midler skyr for at splitte sit folk da det er hans sidste chance for at bibeholde magten. Syrerne må holde sammen, hvis ikke revolutionen skal slå fejl.

Jonas Sølberg Hansen (f. 1985) studerer Arabisk på Københavns Universitet. I efteråret og vinteren 2010 læste han på Damaskus Universitet i Syrien. Har tidligere skrevet artikler for RÆSON om den politiske situation i Syrien og Libyen. ILLUSTRATION: Trompetmusik til Bashar al-Assads ære (foto af PanARMENIAN_Photo via FlickR).