06.06.2011

Sydafrika er BRICS-gruppens nye sære lillebror, og som den eneste af de fem meget engageret i Libyen-konflikten. Først krævede præsident Jacob Zuma, at der ikke blev brugt militære midler, så støttede han alligevel flyveforbuddet i FNs Sikkerhedsråd – og fem dage senere kaldte han aktionen for vestlig kolonialisme. Skizofrent? Måske. Men Zuma forsøger bare, at pleje alle sine interesser, og dem er der – med ambitioner om både at repræsentere Afrika, være en vægtig international spiller og holde ro på den stadig mere urolige hjemmefront – nok af.

Af Esben Larsen Mikkelsen, RÆSONs Afrikaredaktør, Kampala

LÆS OM TEMAET ‚BRICS-LANDENE OG DET ARABISKE FORÅR‛ HER

I april blev Sydafrika det femte medlem af BRIC-gruppen. Det økonomiske firkløver – Kina, Rusland, Brasilien og Indien – fik en sær lillebror og blev samtidig til BRICS. Nyheden om Sydafrikas medlemskab fik flere undrende og kritiske kommentarer med på vejen. Jim O’neill, som står bag akronymet BRIC, skrev blandt andet i en kommentar, at han ikke mener, Sydafrika er berettiget til en plads i BRICS-gruppen.

Det er da også svært at sammenligne Sydafrika med nogen af de andre BRICS-medlemmer. Sydafrikas økonomi er kun omkring en fjerdedel af Ruslands, som indtil udvidelsen havde bundplaceringen. I Jim O’neills oprindelige definition er kriteriet blandt andet, at et BRIC-land har mindst tre procent af verdens BNP. Sydafrika står for omkring 0,5 procent, og med kun 50 millioner indbyggere er det ikke særlig realistisk, at det nogensinde kommer op på siden af de andre BRICS-lande.

På papiret er mange andre lande da også mere oplagte BRIC-kandidater. Sydkorea, Tyrkiet, Mexico og Indonesien har alle langt større økonomier, befolkninger og politisk indflydelse end Sydafrika

Vejen ind i Afrika for BRIC-landene
Men Kina, Rusland, Brasilien og Indien ser ikke Sydafrika som et enkeltstående land. De senere år har Indiens og især Kina investeringslyst i Afrika taget fart. Kinas handel med Afrika forventes i år at overstige 110 milliarder dollars. Det er blevet et vigtig marked for kæmpeøkonomierne, og de har derfor brug for en partner, der kan sikre dem en politisk og økonomisk vej ind på kontinentet. Det kan Sydafrika tilbyde.

Landet bliver sammen med Nigeria set som en økonomisk og politisk stormagt i Afrika. Men i forhold til Nigeria er Sydafrikas økonomi og politiske situation stabil. Det giver gode vilkår for virksomheder og investorer, der ofte vælger at basere deres afrikanske investeringer i Sydafrika. Det betyder, at Sydafrika har 64 af de 100 største virksomheder i Afrika.

En skizofren statsmand
Sydafrika har fået et gevaldigt skulderklap ved at blive nyt BRICS-medlem. De er ikke mindst blevet en endnu vigtigere brik i den fremtidige handel i Afrika, de er også kommet i en eksklusiv klub med nogle af verdens stærkeste lande. Det har styrket Zumas tro på, at han og Sydafrika kan spille en vigtig rolle på den international scene.

Men Sydafrika har mange modstridende interesser at tage hensyn til både internationalt, regionalt og nationalt. Konflikten i Libyen udstiller tydeligt Zumas svære balancegang for ikke at træde nogen over tæerne.

Zuma støttede Den Afrikanske Union, da den i starten af marts krævede, at der ikke blev indledt militære aktioner mod Gaddafi. Syv dage senere stemte han for FNs resolution 1973, som gav mandat til at beskytte civilbefolkningen i Libyen med militære midler, men allerede fem dage efter, fordømte han NATOs militære indsats og har senere sagt, at det minder Afrika om kolonialismen.

For at forstå Zumas skizofreni er man nødt til at se på de kræfter, som trækker ham i forskellige retninger. Overordnet kan der nævnes tre interesser, han tager hensyn til:

1. Zuma vil gerne fremstå som en seriøs statsmand og vise, at Sydafrika er parat til at være en spiller på den internationale politiske scene.

2. Sydafrika ser med god grund sig selv som en stormagt i Afrika og har ambitioner om at blive endnu større. Men Sydafrika er ikke særlig populær blandt de afrikanske lande, og Zuma er derfor nødt til at pleje forholdet til Den Afrikanske Union.

3. Zumas politiske magtalliance i Sydafrika har længe været under stort pres, og hans støtte til flyveforbuddet over Libyen har kun gjort problemerne værre. Han er derfor nødt til at genskabe tilliden til sine støtter for ikke at miste magten, når hans parti ANC skal vælge ny formand i 2012.

1. Zuma vil gøre Sydafrika til en international spiller
Sydafrika har længe haft ambitioner om at være Afrikas politiske og økonomiske repræsentant. Derfor vil Zuma vise, at han er en statsmand, der kan begå sig i international politik, og samtidig fortælle Vesten, at Sydafrika skal behandles som en vigtig politisk allieret.

Konflikten i Libyen har været Zumas største og vigtigste test. Hvis Zuma stemte nej til flyveforbuddet over Libyen, ville de to andre afrikanske medlemmer af Sikkerhedsrådet, Nigeria og Gabon, formentlig følge trop. Sydafrika var på den måde stemmen på vægtskålen, da et nej fra Zuma ville betyde, at flyveforbuddet ikke kunne vedtages. Den fransk-britisk-amerikanske alliance havde altså brug for Sydafrikas støtte, og med sit ja viste Zuma, at Sydafrika er en ansvarlig global spiller, der tør tage de svære beslutninger.

Samtidig med at Zuma styrkede de politiske forhold til de vestlige lande, undgik han at komme på koalitionskurs med nogen af sine nye venner i BRICS. Da de hverken stemte for eller lavede en samlet opposition mod resolutionen i Sikkerhedsrådet, kunne Zuma gratis vælge side.

2. Zuma vil gøre Sydafrika til en stormagt i Afrika
Selvom Zuma stemte for mandatet til en militær indsats i Libyen, har han senere vist sig som en af Afrikas største kritikere af aktionen. Han har sagt, at de vestlige stormagter misbruger resolutionen til at lave luftangreb, og at de minder Afrika om kolonialismen. Det er hårde ord, som godt kan klinge hult, da det fra starten stod klart, også for Zuma, at resolutionen formentlig ville blive brugt til mere end blot et flyveforbud.

Det kan give grund til at tro, at Zuma fra starten havde i sinde at vende sig imod resolutionen, hvilket har været nemt for ham, fordi den er svagt formuleret og kan tolkes bredt. På den måde har Zuma haft mulighed for at kritisere brugen af resolutionen på en hel række punkter og sige, at han kun stemte for et flyveforbud. Zumas nuværende opbakning til AUs linje er vigtig for at pleje forholdet til de andre afrikanske lande.

Sydafrika har brug for deres opbakning og tillid for, med BRICS-landene i ryggen, at være en endnu større magt på kontinentet. Og det kan give problemer. Mange eksperter tvivler endda på, at BRIC-landene har satset rigtigt ved at vælge Sydafrika som partnerland. Mange afrikanske lande ser stadig Sydafrika som en imperialistisk magt på grund af landets historie med Apartheidstyre. Og hvis de kunne vælge, ville Sydafrika formentlig ikke være favorit som økonomisk og politisk repræsentant.

3. Zuma forsvarer sin trængte hjemlige magt
På hjemmefronten er Zuma nødt til at tage sig af store politiske problemer. Han har længe haft svært ved at holde sammen på sin enormt brede ANC-regering, som spænder fra den respekterede forretningsmand Trevor Manuel til lederen af det kommunistiske parti Blade Nzimande.

Da Zuma i 2007 havde held med at vinde formandskabet i ANC over den siddende præsident Thado Mbeki, skyldtes det i høj grad støtte fra partiet venstrefløj, ANCs ungdomsliga, kommunistpartiet og landets største fagforening COSATU. Og da Zuma som forventet vandt præsidentvalget i 2009, dannede ANC en trepartsalliance med kommunistpartiet og COSATU. Men begge støttepartier er siden blevet mere og mere kritiske over for Zumas regering.

Generalsekretæren i COSATU Zwelinzima Vavi har luftet muligheden for at droppe støtten til Zuma ved ANCs næste partikongres. Samtidig er Zuma kommet under hård beskydning fra både kommunistpartiet og ANCs ungdomsliga på grund af hans støtte til flyveforbuddet i Libyen.

Zumas kritik af den internationale aktion i Libyen skal derfor også ses som svar på den hjemlige kritik. Hvis Zuma mister støtten fra enten ANCs ungdomsliga, kommunistpartiet eller COSATU, vil det være en stor trussel mod hans præsidentpost og magt i ANC-partiet. Zuma er derfor nødt til at få genopbygget tilliden fra især Zwelinzima Vavi og Blade Nzimande.

Zumas farlige spil
Ingen ved endnu, om Zumas forhandlinger med Gaddafi i Tripoli for en uge siden ligger på linje med den plan, AU har fremlagt. Zuma var også en af hovedpersonerne, da AU i april fremlagde deres fredsplan, men den faldt til jorden, fordi oprørerne ikke ville lade Gaddafi blive ved magten.

Men det er lige meget om Zuma følger AUs linje, hvis han overbeviser Gadaffi om at forlade landet og gå i eksil. I så fald vil han fremstå som en international leder, som alle de afrikanske magthavere og AU er nødt til at samarbejde med. AU har hverken støtte, prestige eller troværdighed nok til at protestere eller handle imod en succesfuld Zuma.

Hvis forhandlingerne med Gadaffi omvendt ikke går godt, kan han stadig gemme sig bag AUs forslag om en fredsaftale med Gaddafi og vende tilbage til sin kritik af Vestens intervention. Det er en position som ikke skader nogen interesser, og de afrikanske lande vil måske stadig være taknemmelige for Zumas støtte.

Dybt at falde
Præsident Zuma spiller et farligt spil. Det kan gå frygtelig galt for ham. Hvis han mister tilliden fra de afrikanske lande, kan det gå ud over Sydafrikas ambitioner om at blive en endnu større magt i Afrika og i sidste ende skade BRICS-landenes investeringsplaner.

Men som det ser ud nu, har både Sydafrika og præsident Zuma mere at vinde end at tabe ved at involvere sig i konflikten.

Foto: Sydafrikas præsident Jacob Zuma (commons.wikimedia.org).

Esben Larsen Mikkelsen (f. 1985) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han studerer journalistik på Danmarks Journalisthøjskole. Esben har besøgt Afrika fire gange og bor siden februar 2011 i Kampala, Uganda. Han har været praktikant hos CARE Danmark og har skrevet til Aarhusvest.dk.