03.11.2011

Libyen er erklæret frit, og Gadaffi er død. Men succesen er langt fra sikker. Libyen flyder med våben, og ”det er et stort problem, fordi det reelt set betyder, at man i forsøget på at afvæbne folk spiller grupper ud imod hinanden,” siger Stefan Wolff, professor ved Birmingham Universitet og en af verdens førende eksperter i etniske konflikter.

INTERVIEW af Sofie Loumann Nielsen

ARTIKELOVERBLIK
– Fremtiden for Libyen

RÆSON: De sidste kampe er ophørt, Muammar Gadaffi er død, og Libyen er erklæret frit. Hvad bør Overgangsrådets (NTC) næste skridt være?
Stefan Wolff: Den første udfordring, de skal håndtere, er sikkerhedssituationen. Lige nu er situationen den, at mange libyere er i besiddelse af våben, og umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der er en central styring eller kontrol heraf. Det skyldes primært NTCs sammensætning, og det er blevet tydeligere i takt med, at flere og flere lokale og regionale ledere tilsluttede sig oprøret mod Muammar Gadaffi. I en sådan konstellation er det forventeligt, at loyaliteten hos de mange oprørere ligger hos deres lokale stammeledere i højere grad end hos NTC. Det farlige ved det er, at der kan opstå uklarhed omkring, hvilken retning landet skal gå, og der er en risiko for, at grupperne begynder at fokusere på, hvordan de kan udnytte den nuværende situation til egenhændigt at tage kontrol over områder og på den måde skabe en magtkamp inden for NTC. Betragter man situationen i henholdsvis Afghanistan og Irak – uden at lave en direkte sammenligning – ses netop dette problem udfolde sig. I Irak har vi Badr-militsen i og omkring Baghdad og i den centrale del af Irak, som var dybt involveret i den sekteriske vold i 2004 til 2006. I Afghanistan har man krigere, som har eksisteret siden Sovjets tilstedeværelse i landet og siden under Taliban. I begge tilfælde har det været begrænset, hvad de centrale regeringer har kunnet stille op i forhold til at afvæbne disse grupper og reintegrere dem i samfundet.
RÆSON: Hvilke muligheder har NTC for at afvæbne de mange oprørere?
Wolff: Reelt set har NTC ingen muligheder, da man ikke råder over en national hær til at gøre det. Man er altså afhængig af, at oprørerne og deres lokale ledere ønsker at samarbejde om det. Det et stort problem, fordi det reelt set betyder, at man i forsøget på at afvæbne folk spiller grupper ud imod hinanden. Der er tegn på dannelsen af en sikkerhedsstyrke med centraliseret styring, men soldaterne vil stadig have specifikke tilhørsforhold enten til deres region, by eller stamme, som de sandsynligvis i højere grad end NTC vil være lydhøre overfor. Det smarteste ville være, at NTC udsteder et dekret, hvori man beder om, at alle våben afleveres på indsamlingssteder. Det vil både vise de lokale lederes villighed til at tage del i den politiske proces, men også være lakmustesten på, om lov og orden respekteres. Indtil videre er der ingen klare indikationer på, om dette vil ske. Det afhænger i høj grad af dynamikken inden for NTC, og af i hvor grad de formår at overbevise libyerne om, at de kan føle sig sikre ved at opgive deres våben og i stedet tage del i den politiske proces, hvor man repræsenteres af folkevalgte politikere frem for af en bevæbnet milits.
RÆSON: Var det en fejltagelse, at Frankrig og Qatar forsynede oprørerne med våben i kampen mod Gadaffi?
Wolff: Det var klart i modstrid med Sikkerhedsrådets resolution 1970, hvori det utvetydigt var formuleret, at forsyning af våben til nogen af parterne ikke måtte finde sted. Det er altid let at se tilbage og sige, “hvad sagde jeg”, når man nu har folk gående rundt med AK47’ere i hånden og ingen myndighed til at kontrollere dem. Set i det perspektiv var udleveringen problematisk, da man hermed risikerede at understøtte en forestilling om, at våbenbesiddelse giver magt. Ligeledes skal man huske på, at våben er en potentiel salgsvare, og vi har stadigvæk til overs at se, om våbnene fra Libyen ender i hænderne på oprørere i omkringliggende lande. Det var klart en risiko, som Qatar og Frankrig løb, men på den anden side må vi også erkende, at de våben muligvis har spillet en afgørende rolle for oprørets udfald. Min vurdering er, at vi bør give NTC yderligere et par uger til at vise, at de kan tage hånd om indsamlingen af våbnene.

RÆSON: Udover at Gadaffi-regimet er fjernet, hvilke andre forhold i Libyen kan muliggøre en succesfuld overgang til demokrati?
Wolff: For det første er Libyen et rigt land med de største gas- og oliereserver i Afrika – de er den niendestørste producent i verden. Under Muammar Gadaffi kom to procent af verdens samlede olieproduktion fra Libyen. En stærk økonomi giver som udgangspunkt en forudsætning, som kan medvirke til en succesfuld overgang fra magtcentralisering til demokrati. Men hvis vi ser på Irak, som er endnu rigere på olie og gas, så har den velstand ikke just bidraget til fred og stabilitet. Selv to, tre år efter at amerikanernes selvproklamerede sejr i Irak [1. maj 2003, red.], kæmpede man fortsat med sunnioprørere og Al Qaeda. Disse problemer har man siden delvist løst, men det understreger blot, at det er svært at spå om udfordringerne forude. Dernæst er det positivt, at man i de store byer og deres omkringliggende områder finder en relativt veluddannet befolkning. Dertil kommer et stabiliseret forhold til Vesten i de senere år, tilstedeværelsen af udenlandske investeringer og generelt en fornuftig forretningsaktivitet. Alt I alt er det et godt fundament for Libyen at bygge videre på.

RÆSON: Hvordan skal NTC forholde sig til rapporterne om tortur og henrettelser fra oprørernes side?
Wolff: NTC bør hurtigst muligt få klarlagt, hvordan disse fanger skal behandles. Hermed ikke sagt, at de tilfangetagne skal undsiges straf. Men vi har nogle fundamentale retsprincipper, som skal følges i forhold til krigsfanger. Man kan ikke have en lynchbande gående rundt, som dræber eller torturerer formodede Muammar Gadaffi-loyalister. Netop en fair rettergang af disse mennesker bør være det første bevis på, at Libyen vil demokratiet. Hvis NTC ikke formår at rette op på problemet, vil det også skabe spændinger mellem Libyen og dets internationale partnere.
RÆSON: Er rapporterne om tortur og henrettelser et tegn på, at NTC reelt set ikke har kontrol på oprørerne?
Wolff: Det kan man håbe på – at NTC faktisk har de rette intentioner, men at der i kampens hede er oprørere, som har overtrådt deres retningslinjer. På det stadie, som Libyen befinder sig i lige nu, handler det ikke blot om, at ”justice is being done” men i lige så høj grad om, at ”justice is being seen done”.

RÆSON: I forhold til ikke blot at tale om demokrati, men reelt praktisere det, havde det da været bedre for Libyen, at Muammar Gadaffi var blevet stillet for Den Internationale Forbryderdomstol?
Wolff: Både ja og nej. Der er mange problemer forbundet med at retsforfølge tidligere diktatorer. Det har vi set under retssagerne i eks-Jugoslavien og ligeledes i Irak med Saddam Hussein. Hvis det viser sig, at Muammar Gadaffi blev tortureret og henrettet, så er det uden tvivl langt værre end at stille ham over for en dommer. Men hvis han, som de seneste ugers videoklip desværre ikke indikerer, blev dræbt i krydsild, så vil jeg umiddelbart vurdere det som bedst. Set fra et juridisk perspektiv kan en sådan død bedre forsvares, og det sparer libyerne for en potentiel langtrukket retssag enten i Libyen eller Haag.

RÆSON: Adskillelige af NTC’s topfolk havde høj rang under Gadaffi. I hvor grad vil de forestående retsforfølgelser af Gadaffi-loyalister svække NTCs troværdighed?
Wolff: Den store udfordring ligger i at afgøre, hvad skal betragtes som en forbrydelse, hvad skal retsforfølges, og hvad der bør være straffrit. Man kan ikke retsforfølge alle, som har haft en eller anden tilknytning til det tidligere regime. Noget af det første, amerikanerne gjorde i Irak, var at kriminalisere Baath-partiet og ved den lejlighed afskedige et højt antal militærfolk. Det bidrog ikke til landets stabilitet, og det blev sværere for landet at opretholde offentlige services. Der er tværtimod brug for en forsigtig balancegang.
RÆSON: I forhold til den langsigtede stabilitet i Libyen, i hvor høj grad udgør Saif Al-Islam og de resterende Gadaffi-tilhængere så en fortsat trussel?
Wolff: Lige nu er der forlydender om, at Saif Al-Islam vil indgive sig selv og derfor forsøge at forhandle sig til en aftale med Den Internationale Forbryderdomstol. Det er positivt, hvis Saif Al-Islam indleverer sig selv til Haag, da man dermed fjerner en karismatisk leder. I forhold til rapporterne om tortur af Gadaffi-loyalister, så er der en reel risiko for, at overgreb som disse vil skabe et billede af, at loyalisterne står over for en kamp om overlevelse. Hvis overgivelse er lig med tortur, vil man nok foretrække at dø i kamp. Risikoen er, at dette nærer de resterende loyalisters motivation til at fortsætte kampen fra baser i Niger eller Chad. Dermed har det også betydning, hvordan de omkringliggende lande forholder sig til magtskiftet. Historisk set er stort set alle kup i Nordafrika blevet støttet udefra. Sudan støttede kuppet i Chad. Chad støttede et tidligere kup i Libyen, og Libyen har støttet oprør i Niger. Der er altså en lang tradition for, at oprørere både støttes og får lov at nyde skjul i nabolande. Så igen, den videre udvikling og stabilitet i landet afhænger i høj grad af, hvordan NTC håndterer den nuværende overgangsfase.

RÆSON: Indtil videre har oprørerne delt ønsket om at fjerne Muammar Gadaffi fra magten, men har de en fælles vision for Libyen?
Wolff: Det har jeg meget svært ved at se for mig. Libyen er inddelt mellem sekulærister og islamister, mellem stammesamfund og urbaniserede områder på den nordlige kyst, mellem øst og vest. Selv store byer som Benghazi, Misrata og Tripoli har alle forskellige visioner for, i hvilken retning man ønsker, at Libyen skal gå – for ikke at tale om, hvem der skal lede landet. Det handler altså ikke alene om, hvorvidt Libyen skal være en islamisk republik eller skoleeksemplet på vestlig demokrati, men i ligeså høj grad om, om libyerne er klar til at dele magten med andre, som ikke nødvendigvis deler den samme vision. Som det ser ud nu, står det stadigvæk uklart.

Sofie Loumann Nielsen (f. 1984) Hun studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har tidligere været i praktik på avisen The Reporter i Addis Ababa, Etiopien, og Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika. Har lavet freelance-arbejde for Ulandsnyt og skrevet til Information fra Niger. ILLUSTRATION: Libyske oprørere, dengang de stadig var oprørere.