12.11.2011

SF’s daværende udenrigsordfører Holger K. Nielsen svarede 18. september til RÆSON “ja” til, at Danmark skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat, uanset hvad EU gør (“Ja, hvis det ikke lykkes at nå til enighed internt i EU, skal Danmark forsøge at gå sammen med nogle andre lande, for eksempel Norge og Spanien.”) 31. oktober stemte udenrigsminister Villy Søvndal (SF) på Danmarks vegne blankt, da palæstinenserne søgte optagelse i FN-organet UNESCO. RÆSON spørger Søvndal og SF’s nye udenrigsordfører Steen Gade: Hvorfor stemte I ikke ja?

Læs også
– Ræson til udenrigsordførerne: Skal vi anerkende Palæstina, uanset hvad EU gør?
– OVERBLIK: Palæstinensisk selvstændighed?

Palæstinensernes har også søgt FN om at anerkendelse som selvstændig stat. Datoen for afstemningen herom i FNs sikkerhedsråd kendes ikke endnu, men USA har klart sagt, at de vil nedlægge veto, så det gør resultatet. Med det begrunde palæstinenserne deres ansøgning til FN-organet UNESCO. De vandt afstemning og er nu medlem. Norge, Finland og Island stemte for, Sverige, imod, og Danmark blankt.

RÆSON: SF har henvist til ’dårlig timing’, og at palæstinenserne skal ’ind af fordøren i FN’, som begrundelse for Danmarks blanke stemme, da Palæstina søgte optagelse i UNESCO. Du er jeres udenrigsordfører. Kan du uddybe, hvad I menes med det?
Steen Gade: Nu ved jeg jo ikke hvordan de præcise forhandlinger, møder og samtaler er foregået, og hvis jeg vidste det, måtte jeg ikke sige det. Så hvis du vil have svar på det spørgsmål, må du strengt taget spørge Villy Søvndal. Min – eller vores – holdning er, at vi skal følge det spor, der var, og det er altså inden for rammerne af Kvartetten og fredprocessen. Vi har meldt ud, at vi støtter palæstinensernes ansøgning om at blive medlem at FN, og det er det, vi gå efter. Det er jo ikke sådan, at dem der valgte at stemme for har gjort noget forkert.
RÆSON: Vi taler med Villy bagefter. USA har klart sagt, at de vil nedlægge veto i Sikkerhedsrådet, så det, I kalder ’fordøren’, er en lukket dør. Det er vel derfor, palæstinenserne søger alternative veje ind. Hvorfor ikke bakke op om det – det udelukker vel ikke, at man fortsat kan støtte den anden ansøgning?
Gade: Nej, det gør det vel ikke nødvendigvis. Men nu mener vi bare, at man skal gå efter at blive medlem af FN først, og så underorganerne, bl.a. UNESCO, bagefter. Hvis man først er medlem og anerkendt af FN, så får man jo adgang til alle de øvrige FN-institutioner.
RÆSON: Herbert Pundik kalder Søvndals blanke stemme ’et svigt’ og siger, at det ville klæde Danmark at støtte palæstinenserne i denne sag. Gør det slet ikke indtryk når man fra den kant, indirekte, kritiserer SF for at gå USA og Israels ærinde?
Gade: Jo, indtryk gør det da. Men vi mener altså i SF, at det er vigtigst at få så mange med som muligt i en aftale. Det er derfor, vi foretrækker at støtte palæstinensisk medlemskab af FN, og forhandlinger mellem parterne på et andet niveau. Det betyder så, at vi må se om ikke en løsning inden for den eksisterende ramme er mulig, på en eller anden måde. Men det kan da godt diskuteres, om det er det eneste rigtige; det kan det da.
RÆSON: Hvad er det helt konkret, som får SF til at tro på Kvartetten og ’fredforhandlingerne’, som de fleste iagttagere anser for stendøde?
Gade: Jamen nu vil vi gerne have så mange med som muligt, og så må vi følge det spor, der er lagt. Det er den vej, vi ønsker at gå. Det betyder ikke, at de, der gør noget andet, nødvendigvis gør noget forkert. Men det er altså den linje, der er udstukket i regeringsgrundlaget, og som vi så arbejder for.
RÆSON: Men palæstinenserne tager vel netop dette skridt, fordi Kvartetten og andre initiativer intet har leveret, og som et forsøg på at bryde en fastlåst situation?
Gade: Jeg kan bare sige, at hvis det kommer til en afstemning om palæstinensernes medlemskab af FN, så har vi nu en regering, der støtter det. Det synes jeg faktisk, vi skal være glade for. Det er nyt. Sådan var det ikke for bare få måneder siden.
RÆSON: USA har nu trukket deres økonomisk støtte til UNESCO – skal man forstå Danmarks position sådan, at I støtter denne beslutning fra amerikansk side?
Gade: Overhovedet ikke. Vi koncentrerer os om, hvad Danmark vil, og så har vi ikke rigtigt nogen holdning til, hvad andre gør eller ikke gør.
RÆSON: Der har været mange kompromiser siden SF blev regeringsparti. Så sent som 8. november har to SF kommunalpolitikere meldt sig ud af partiet i protest. Der er også undren over den UNESCO-sag, vi diskuterer her: Flere i SF’s bagland kalder det ’i klar strid med tidligere udmeldinger’. Afviser du fuldstændigt, at I har fejlvurderet situationen i partitoppen?
Gade: Altså, jeg siger jo ikke, at det ikke kunne have været anderledes. Det, vi hele tiden har sagt, og som vi stadig mener, er, at vi støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Der vil altid være uenighed. Jeg mener, at SF har fået sat tydelige aftryk på regeringsgrundlaget; på det sociale område, klima, miljø, det grønne område; udlændinge.
RÆSON: Siger du ikke også dermed, at det måske ikke ligefrem er på det udenrigspolitiske område, at SF har gjort sig bemærket?
Gade: Nej, det er jeg slet ikke enig i. Jeg mener, at også på det område har SF sat pæne aftryk.

Det var kun muligt at få skriftlige svar fra Villy Søvndal. De følger her i deres fulde længde.

RÆSON: Dit hovedargument for beslutninge er, at palæstinenserne skal ind af fordøren, og at Kvartetten og ’fredforhandlingerne’ skal have en chance. Stort set alle andre iagttagere kalder den vej stendød, hvis den nogensinde har været i live. Hvad er det helt konkret, du mener, har ændret sig de sidste 20 år, som giver grund til at tro på den mulighed?
Villy Søvndal: Regeringen er bevidst om, at mange kommentatorer ikke har meget til overs for de aktuelle bestræbelser på at genoplive fredsforhandlingerne under Kvartetten. Det er forståeligt, at folk er skeptiske over for denne mulighed. Men vi er nødt til at give det en chance. På Kvartettens møde med parterne sidst i oktober blev det aftalt, at parterne skal fremkomme med seriøse udspil vedrørende grænser og sikkerhed inden årets udgang. Resultatet af disse bestræbelser vil ikke mindst give et vigtigt fingerpeg om israelernes reelle forhandlingsvilje. Regeringen er helt klar over, at forhandlingsvejen er lang og besværlig. Men hvis vi skal nå målet om en to-statsløsning er forhandlinger mellem parterne i sidste ende en nødvendighed. Kvartetten er det centrale forum for det spor, og Danmark støtter ikke mindst op om EU’s udenrigsrepræsentant Ashtons store engagement i Kvartetsporet. Samtidig har jeg også gjort det helt klart, at Danmark – ligesom i øvrigt EU – ikke vil acceptere de fortsatte ulovlige og konfliktoptrappende udvidelser af bosættelserne, der undergraver muligheden for en to-statsløsning.
RÆSON: Der har været mange kompromiser siden SF blev regeringsparti. Så sent som 8. november har to SF kommunalpolitikere meldt sig ud af partiet i protest. Der er også undren over den UNESCO-sag, vi diskuterer her: Flere i SF’s bagland kalder det ’i klar strid med tidligere udmeldinger’. Afviser du fuldstændigt, at I har fejlvurderet situationen i partitoppen?
Søvndal: Når tre partier skal arbejde tæt sammen i en regering, så kræver det viljen til at gå på kompromis – det har alle tre partier forstået, og vi har nu fundet sammen om et progressivt grundlag, som alle tre partier kan stå inde for og være stolte af. Det afgørende for mig er, at vi har fået en regering, som bygger på nogle andre værdier end VKO. Det ser vi i synet på ulighed, hvor regeringen vil arbejde for at mindske uligheden, vi ser det i klima- og miljøpolitikken, hvor Danmark nu har den grønneste regering i verden og vi ser det i forhold til omverdenen, hvor grænsebomme er blevet afløst af globalt udsyn. SF’s bagland er meget stolte af vores regeringsdeltagelse og af de resultater, som er opnået, men der vil selvfølgelig altid være nogle, som synes det går for langsomt. Omkring Unesco-afstemningen kan der sikkert være flere opfattelser i SF. Vi er dog helt enige om, at Danmark skal arbejde for en anerkendelse af en palæstinensisk stat, at Palæstina skal kunne blive medlem af FN, og at al kraft skal sættes ind på at stoppe de ulovlige og konfliktoptrappende bosættelser, som undergraver mulighederne for en to-statsløsning.
RÆSON: USA har klart sagt, at de vil nedlægge veto i Sikkerhedsrådet, så det, I kalder ’fordøren’, er en lukket dør. Det er vel derfor, palæstinenserne søger alternative veje ind, og derfor Israel og USA er så meget imod UNESCO-medlemskabet. Hvorfor ikke bakke op om UNESCO-ansøgningen – det udelukker vel ikke, at man fortsat kan støtte den anden ansøgning?
Søvndal: Når Danmark stemte blankt i spørgsmålet om Palæstinas optagelse i UNESCO, gjorde vi det ikke, fordi regeringen er i tvivl om, at palæstinenserne har krav på en plads i UNESCO. Det har de. Men vi frygtede, at en afstemning lige nu ville gøre mere skade end gavn for den palæstinensiske sag. Og Danmark var jo ikke de eneste, der stod i dette dilemma. Det viser ikke mindst splittelsen blandt de nordiske lande – Norge stemte ja, mens Sverige stemte nej – selv om vi er helt enige om målet om en palæstinensisk stat, så snart det er realistisk muligt. Hvis ’fordøren’ forstås som Palæstinas ansøgning om FN-medlemskab gennem Sikkerhedsrådet, er det rigtigt, at den synes lukket. Men det er ikke den eneste mulighed. Strander sikkerhedsrådssporet har palæstinenserne mulighed for at forfølge ønsket om en opgradering af deres status i FN’s Sikkerhedsråd. Det vil bringe Palæstina et vigtigt skridt nærmere international anerkendelse og vil være et klart signal til de helt nødvendige forhandlinger mellem parterne om varig fred. En sådan opgradering vil også kunne styrke palæstinensernes position ved forhandlingsbordet. Regeringen har gjort det klart, at Danmark vil være at finde i det forventede store flertal af lande, der vil støtte et palæstinensisk ønske om opgradering i FN.

BRIAN ESBENSEN er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han er desuden fagbogsforfatter og fast tilknyttet Ræson som skribent af analyser og kommentarer. ILLUSTRATION: Villy Søvndal (pressefoto).