18.04.2011

Næste års præsidentvalg i Rusland tegner til at blive et rituelt skuespil, som den af Medvedev og Putin, deres parti opstiller, vil vinde. 60 procent af stemmerne spås deres parti, som er uden rigtig stærke udfordrere. Men msåke den seneste tids løbske indenrigspolitisk uro kan true deres greb om magten. Uroen skyldes, at regeringen ikke har kunnet garantere borgernes sikkerhed mod terrorisme, racistisk vold og korruption.

Af Aleksandr Stepanyan, oversat af Jakob Mygind Korsby

Om den nuværende præsident Dmitrij Medvedev eller premierminister Vladimir Putin vinder præsidentvalget i Rusland næste år vil ikke have den store betydning for den almene russer. Det er ikke uden grund, at man omtaler koalitionen mellem de to hovedpersoner som et tandemstyre: Medvedev og Putin udgør i politisk forstand én og samme bevægelse.

Utilfredshed, uro og udvandring
Den bevægelses ukrænkelige styrke er blevet udfordret. Folk er nemlig utilfredse, fordi de ikke mener, det russiske styre ikke i stand til at garantere sine egne borgeres sikkerhed. Utilfredsheden er udløst af tre nylige sager: Tiltagende uroligheder i Nordkaukasus. En epidemi af højreekstremistiske overfald på kaukasiere i landets storbyer. Og ikke mindst: terrorbombningen af Moskvalufthavnen med efterfølgende 36 dødsofre og over 100 sårede.

Begivenhederne viser en regering i krise. Og de prikker til den i forvejen udbredte sociale utilfredshed i den russiske befolkning, som ses af de senere års mange anti-regeringsdemonstrationer og massive landeflugt. Ifølge oplysninger fra et russisk analyseinstitut udvandrer ca. 300.000 statsborgere årligt – fortrinsvist til vesteuropæiske lande. Udvandringen er foregået i dette omfang gennem det sidste tiår, og det til trods for økonomiske forbedringer i sammenligning med 1990’erne. Udvandringen udgør et alvorligt demografisk samfundsproblem, fordi langt de fleste udvandrere er unge og arbejdsdygtige.

Tandemstyrets hovedpine #1: Vrede unge kaukasiere
Den mest alvorlige hovedpine for Medvedev/Putin-konstellationen er den nordkaukasiske region. Regionen har længe huset en række separatistiske selvstændighedsgrupper, der kæmper for at løsrive områder fra moderlandet og senest har gjort sig bemærket i forbindelse med terrorbombningen af Domodedovo-lufthavnen 24. januar.

For nylig valgte præsident Medvedev foranlediget af den seneste tids kampe i området at afholde et møde med den Nationale Antiterrorkomité i hovedstaden Vladikavkaz. På mødet, som udover en række af landets ministre havde samlet lederne af de nordkaukasiske republikker, slog præsident Medvedev fast, at det ikke er via dialog og forhandling, at man ønsker at løse konflikter: ”Deres [terroristerne fra Nordkaukasus, red.] totale udslettelse må ske ufortrødent. Uden tøven,” meddelte Medvedev.

Emnet er betændt for regeringen, da de økonomisk tilbagestående nordkaukasiske republikker uden held er blevet overdynget med finansielle midler fra centralmagten i Kreml i håb om at fremme udviklingen. Det store problem har været en støt stigende korruption, hvilket på den ene side har ført til en berigelse af republikkernes ledende klaner, mens der på den anden side er sket en drastisk forarmelse af selve befolkningen.

Langt størstedelen af den unge befolkning har aldrig oplevet andet end krig og ustabilitet og har ingen uddannelse. Resultatet er mange tilslutter sig de mest radikaliserede grupper med henblik på at udføre terroraktioner mod magtens centrum, såsom i Domodedovo-lufthavnen i Moskva.

Tandemstyrets hovedpine #2: Racistisk vold
En anden udfordring for Putin og Medvedevs greb om magten er de ulmende xenofobiske strømninger i landet og en bølge af racistisk motiverede overfald på kaukasiere. Den anti-kaukasiske skyldes til dels de utallige krige i den kaukasiske knude, som Kreml har engageret sin befolkning i det sidste årti.

De racistiske strømninger er meget udbredte. Ifølge oplysninger fra det uafhængige menneskerettighedscenter Sova sker der overfald på farvede borgere i Rusland hver eneste uge. 37 personer blev dræbt i xenofobisk motiverede overfald i 2010, og 368 led fysisk skade.

Xenofobien i dagens Rusland har bred folkelig appel. 30 procent af russerne bebrejder, ifølge en rundspørge fra udgangen af 2010 fra sociologicenteret Levada-centret, de etniske mindretal for selv at fremprovokere omgivelsernes had mod dem. Racismen og overfaldene er en udfordring for tandemstyret, fordi de udstiller styrets manglende evne til at beskytte sine statsborgere.

Tandemstyrets hovedpine #3: Stigende korruption
Korruptionsniveauet har været uhyre højt siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Korruptionen foregår både på gaden og i centraladministrationen – til trods for, at korruptionen var et hovedpunkt i Medvedevs vision for Rusland ved indsættelsen i 2008.

Punktet stod også højt på Putins prioriteringsliste i år 2000. Ikke desto mindre har ingen af dem kunne dæmme op for det altædende korruptionsproblem.

De sidste år har tværtimod set en stigning i korruptionsniveauet. Det medvirker stærkt til den udbredte politikerlede i den russiske befolkning, og kan dermed true Medvedev og Putins greb om magten.

Tandemstyrets effektive reaktion: Omfavnelse af de højreekstreme
Hvordan tackler tandemstyret så de tre udfordringer. Én ting er klar: Hvor det er muligt at handle strategisk, gør man det.

Eksempelvis fordømmer regeringen ikke entydigt de højreekstremistiske kræfter, som på det seneste har ført an i de voldelige optøjer mod ikke-etniske russere. I stedet forsøger regeringen at udnytte disse ellers dybt udemokratiske grupper i politisk øjemed ved at inkludere dem.

For nylig mødtes Putin med repræsentanter for landets højrefløjshooligans og udtalte: ”Grunden til, at jeg vælger at mødes med jer, er, at jeg betragter jer som en magtfuld gruppe i vores samfund”. Denne type statements over for en voldelig og antidemokratisk gruppe tolkes af mange som stemmefiskeri.

Det ville være fejlagtigt at tro, at man i Kreml er tonedøv over for de alarmklokker, der ringer over landet. Retorikken over for styrets kritikere er blevet skærpet i et forsøg på at udnytte den indenrigspolitiske uro til levere den hårde linje, som altid har været regeringens varemærke.

De seneste prognoser for dette års parlamentsvalg antyder da også, at denne strategi giver pote. Valgprognoser fra februar i år spår en suveræn sejr til Putin og Medvedevs baglandsparti, Forenet Rusland, med ca. 60 procent af de samlede stemmer. Kommunistpartiet følger med 16 procent af stemmerne, og de socialliberale med 11 procent. Det andet pro-kremlske parti Retfærdigt Rusland står kun til 4 procent af stemmerne

Mest tyder på, at Medvedev stiller op
Den hårde kurs er en tilbagevenden til Putins hårde linje, hvor militær og fysisk magt er de foretrukne redskaber. Både over for terrorister og systemkritikere.

Men Medvedevs nyligt offentliggjorte valgprogram tyder på, at det er ham, der stiller op som partiets præsidentkandidat ved næste års præsidentvalg.

Medvedev deler dog fortsat vandene i den russiske befolkning.. Blandt liberale oppositionstilhængere er der fortsat store forhåbninger til, at han er den liberale nytænker, der kan sætte skub i landets økonomiske udvikling og bringe Rusland ind i de moderne demokratiers varme selskab. Andre derimod, ser ham som en uselvstændig, underordnet figur, der bare skal være demokratiets ansigt udadtil og et halvtomt symbol på liberalismens opblomstring i Rusland.

Håndteringen af den spændte indenrigspolitiske situation er under alle omstændigheder altafgørende for, hvorvidt Medvedev og Putin kan bevare grebet om magten. Befolkningens tro på deres politiske projekt snes at dale.

Men som den tidligere sovjetiske statsleder Mikhail Gorbachev for nylig udtalte, kan man frygte, at befolkningen ”simpelthen er underlagt den vrangforestilling, at dette uhåndterlige land har brug for et autoritært styre. Man betragter det som et nødvendigt onde.”

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er specialestuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Jacob har studeret politologi ved Sankt Petersborg Universitet.

Aleksandr Stepanyan (f. 1984) er Ph.D.-studerende i politologi ved Sankt Petersborg Universitet og ansat i den russiske menneskerettighedsorganisation ”Starovoytova-fonden”. Aleksandr er blevet begrænset i at publicere en række artikler i russiske medier, hvorfor han skriver for RÆSON.