01.06.2011

”Med mig får man ærlig snak. Man får ærlig snak, åben snak. Man får måske ikke så mange superlativer og tillægsord og lange sætninger, men man får én, der siger, hvad det er for nogle problemer, Danmark har.” Lars Løkke Rasmussens joviale og folkelige image er blevet opfattet som en af hans politiske svagheder. Men rent retorisk er Lars Løkkes selvfremstilling et af hans stærkeste kort. Han fremstår oprigtig og umiddelbar – som om der ikke lå nogen retorisk strategi bag (selvom der gør).

Af Sine Nørholm Just

Læs også ‚RETORISK PORTRÆT AF HELLE: DEN OPRIGTIGT PROFESSIONELLE‛

Op til statsministerens tirsdagspressemøde 17. maj var der gang i valgtrommerne. Ville Lars Løkke Rasmussen udskrive valg, nu hvor reformpakke 2020 var i hus? Dét ville alle vide. Det Lars Løkke, svarede, da han blev konfronteret med spørgsmålet, er eksemplarisk for hans retoriske profil:

„I Danmark har vi jo fireårige valgperioder, og jeg tror, at den valgperiode, vi er i gang med, den udløber i november. Det, der er det afgørende for mig, det er, at vi får truffet de beslutninger, der gør, at Danmark, som succesrigt er kommet gennem krisen, ikke styrer ind i en ny. Det har vi sikret med den aftale, vi nu har indgået, som helt kontant skaber sikkerhed for, at vi kan afholde alle faste udgifter til vores kernevelfærd de kommende år. Men så skal vi også have gang i væksten. Og derfor er vores arbejde slet, slet ikke færdigt, og det er derfor, at forhandlingerne genoptages i dag klokken 14.‟

Med en lille humoristisk kommentar får Lars Løkke her omgået det egentlige spørgsmål, hvorefter han selv kan sætte dagsordenen og tale om reformarbejdet som en succesfuld, men endnu ikke afsluttet proces. Stilen er jævn, nærmest snusfornuftig med understregningen af, at der skal være sikkerhed for, at alle udgifter er dækket. Desuden skinner det personlige engagement igennem, både i den direkte henvisning til ”det afgørende for mig” og i understregningen af, at arbejdet ”slet, slet ikke [er] færdigt.”

Svært at være uenig
Når strategien lykkes i forbindelse med politiske udspil, det vil sige når Løkke Rasmussens selvfremstilling sættes i sagens tjeneste og ikke overtager scenen, er den et særdeles stærkt retorisk kort. Det så man på pressemødet 17. maj, og det er også en vigtig del af forklaringen på, at Lars Løkkes åbningstale til Folketinget i 2010 blev overvejende positivt modtaget. Her satte Løkke Rasmussen den dagsorden, der kulminerede med 2020-planens vedtagelse – og dét primært gennem appeller til almindelig sund fornuft:

„Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet? Nej, det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet. Finanskrisen bør om noget have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Vi skal prioritere knivskarpt. Vi skal sikre sunde offentlige finanser. De, der ikke kan se, at tiderne er skiftet. De, der stadig tror på lette løsninger. De risikerer at bortødsle den fremgang, som generationer har skabt før os. Regeringen ser nøgternt og realistisk på Danmarks situation. Vi vil genoprette, ikke gældsætte. Vi vil ikke betale gæld med gæld.‟

Korte, fyndige sætninger, sætter deres stilistisk præg på denne passage. De skaber en modsætning mellem regeringens realisme og den urealistiske ødselhed, andre opererer med. Selvom der er sprogligt spil i glidningen fra krævementalitet til gavementalitet og i modstillingen af at genoprette og at gældsætte, så er indtrykket, at der bliver talt lige ud af posen. At Lars Løkke fremsætter sin personlige overbevisning. Løkkes position er måske ikke den mest sofistikerede i verden, men til gengæld er den indlysende rigtig – for hvem vil dog betale gæld med gæld? Den samme retoriske strategi blev brugt i lanceringen af debatten om afskaffelse af efterlønnen i Lars Løkke Rasmussens nytårstale 2011. Her var budskabet, at ”vi har brug for både sygeplejersken, håndværkeren, gymnasielæreren og jord- og betonarbejderen. Vi har brug for, at alle fortsætter det gode arbejde et par år til. Vi er nødt til at kræve mere af hinanden.” Der er altså ikke noget alternativ, men derimod handler det om, at alle skal bidrage mere, at alle skal vise ansvar.

Argumentationen baserer sig sjældent på lange og komplicerede redegørelser; han forsøger at etablere sine påstande som almindelig sund fornuft, snarere end som synspunkter, man reelt kan være uenig i. Denne balanceakt, hvor det personlige engagement og appellen til alment accepterede sandheder understøtter de politiske tiltag uden at tippe over og blive privat eller banal, er Løkkes retoriske adelsmærke.

Hverdagsretorik
Lars Løkke Rasmussens stil kan betegnes som hverdagsretorik. Han taler som folk flest, og giver i det hele taget indtryk af at være en hyggelig fyr, som det nok kunne være interessant at få til bords til en familiemiddag. Det retoriske potentiale i denne stil handler primært om identifikation; Løkke fremstiller sig i og med sin retorik som ’en af os’; ikke som en fjern og ufolkelig politiker. Stilen er jævn og ofte bygget op om faste vendinger og dagligdags udtryk; en stil, som Søren Overgaard Nielsen i Weekendavisen har kaldt for en ”ikke-strategisk strategi”. Et forsøg på at fremstå så ærlig og naturlig, så umedieret, som muligt.

Det personlige tilstedeværd er det træk, der adskiller Lars Løkke Rasmussen mest markant fra forgængeren, Anders Fogh Rasmussen. At Løkke er mere imødekommende og jovial end Fogh er en af hans største retoriske styrker, men også potentielt en svaghed. Man kan nemlig spørge, om vi virkelig vil have politikere, der er helt almindelige mennesker som os selv, eller om toppolitikere hellere skal udstråle en mere kølig professionalisme og kompetence. Lars Løkke Rasmussens virkelige kunstgreb er at sætte den almindelig mands retorik i politikerens tjeneste. Altså at bruge den jævne stil til at udvise kompetence. Løkkes retoriske håndtering af den økonomiske krise er et godt eksempel på dette. Han viser, at han har forstået, hvad problemet er, og kan forklare det for os, så vi indser, at det slet ikke behøver at være så kompliceret. Vi skal, som det hed i åbningstalen 2010, bare lade være med at ”betale gæld med gæld,” og i stedet ”gøre det nødvendige” og udvise ”personlig ansvarlighed.”

Samfundsøkonomi og privatøkonomi sættes implicit lig hinanden, hvilket ikke bare giver Løkke mulighed for at forklare krisen, så den er til at forstå, men også gør det muligt for ham at fremstå kompetent og handlekraftig. Og endelig får han iscenesat sit eget løsningsforslag som den eneste udvej, det nødvendige valg. Den personlige stil anvendes i den pragmatiske politikers tjeneste og understøtter statsmandens politiske handlekraft.

Følsom landsfader
I Løkkes nytårstale fra i år tages strategien et skridt videre, så han ikke blot sidestiller sig med den almindelige dansker, men også påtager sig at tale for danskerne. Konkret markeres det i skiftet fra en udstrakt brug af ”jeg” til her at tale om, hvad ”vi” har brug for. Den almindelige mands retorik kan altså ikke blot bruges som underlæg for konstruktionen af den kompetente politiker, men også være med til at etablere Lars Løkke i rollen som landsfader.

Et foreløbigt højdepunkt i denne anvendelse af hverdagsretorikken kom, da Løkke i nytårstalen omtalte de danske soldaters indsats i Afghanistan. ”Danske soldater har mistet livet i Afghanistan eller er kommet hjem med ar på krop og sjæl. I er i mine tanker. Jeres nære er i mine tanker. Og i aften vil jeg sende en særlig hilsen til de danske soldater i Afghanistan. I yder en fremragende indsats. I gør Danmark ære” (se talen her). Det interessante her er ikke ordene, men selve den mundtlige fremstilling: Statsministeren sænkede tempoet, talte lavere, holdt længere pauser og foldede endda hænderne og lænede sig en smule ind over bordet, idet han udtalte de fem ovenstående sætninger. Denne fremførelse var markant forskellig fra resten af talens mere nøgterne og forklarende tonefald. Der var ikke tale om et stort følelsesudbrud, men snarere en underspillet alvor, et udtryk for hvor dybt engageret Lars Løkke Rasmussen er i soldaternes ve og vel, og hvor godt han er i stand til at kontrollere sine følelser.

Her ser vi den ustrategiske strategi fuldt udfoldet; den tilsyneladende spontane og tilbageholdte følsomhed er efter al sandsynlighed indstuderet og fremelsket i mindste detalje. Eksemplet viser også, at selvom Lars Løkke Rasmussen ind i mellem kritiseres for ikke at have nogen særlig tæft for værdipolitik, der typisk finder mere højtravende retoriske udtryk, end Løkke mestrer, så kan den ordinære, naturlige stil også virke som en dybtfølt og indtrængende følelsesappel.

Værn mod fadbamser og privathospitaler
Den ustrategiske strategi har også vist sit potentiale i den krisehåndtering, som Lars Løkke Rasmussen har foretaget i sin tid som statsminister. Især har Løkke haft succes med ikke at svare på kritik men i mange tilfælde virke som om, han har svaret. Eller i hvert fald som om, det ikke er af ond vilje, at han ikke svarer. Statsministeren møder ikke politiske modstandere og journalister med tavshed eller vrede, men taler i stedet uden om kritiske spørgsmål ved for eksempel at flytte fokus i forhold til tid, person eller niveau (se Jønch-Clausen, Pontoppidan og Gabrielsen, 2010). Det er citatet fra pressemødet 17. maj også et eksempel på: skal der være valg nu? spørges der. Lars Løkke svarer, at valgperioden udløber til november, men det er faktisk ikke direkte svar på spørgsmålet.

Selvom der har været en del kritik af Løkkes afledningsmanøvrer, har de foreløbig virket som et værn mod den noget hårdere kritik som for eksempel sagerne om bilagsfusk og overbetaling til privathospitalerne ellers kunne afstedkomme. Også her er det personlige og umiddelbare indtryk nøglen til succes. Og igen er der en klar strategi bag de tilsyneladende ustrategiske udtalelser.

Ærlig snak
Den person, som retorikken tilsyneladende så oprigtigt giver adgang til, er nemlig ikke helt i overensstemmelse med den person, som folk, der kender Lars Løkke på nærmere hold, beskriver. Hvor den retoriske selvfremstilling som umiddelbar og folkelig, ikke overraskende af oppositionen ofte beskrives som magtfuldkommen og arrogant, er det mere bemærkelsesværdigt, at også Løkkes politiske allierede ser ham som kold og beregnende. ”Man tæller sine fingre, når man har givet ham hånden,” siges det i konservative kredse. Og ”kynisk,” ”beregnende,” ja ligefrem ”brutal” er nogle af de tillægsord, han får hæftet på sig i diverse portrætartikler.

Under pres sker det, at de andre sider af Løkke viser sig, og han bryder med det normale fokus på enkle og forståelige forklaringer for i stedet at kaste sig ud i mere komplicerede udredninger. Det så man for eksempel i Folketingets afslutningsdebat 2010, hvor Løkke fremlagde en detaljeret kritik af ”Fair Løsning,” Socialdemokraterne og SF’s alternativ til regeringens reformplan:

„Hvis vi bare gjorde som oppositionen, ville statsgælden vokse med ekstra 70 mia. kr. i 2014. Og alene renterne ville løbe op i 3 mia. kr. ekstra årligt. Det svarer til halvdelen af prisen på det nye supersygehus i Århus. Eller 10.000 ekstra praktikpladser. Eller det samlede budget for kriminalforsorgen.‟

Selvom der følges op med tre konkretiseringer, virker argumentet abstrakt og teknisk; den slags argumentation kan – udover at være svært tilgængelig – give indtryk af, at taleren er aggressiv og pedantisk. Da efterårets politiske sæson blev skudt i gang med en duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, havde han imidlertid skiftet taktik. Duellen fandt sted umiddelbart efter Folketingets åbningstale, og Løkke Rasmussen gentog nu roligt sine paroler om ikke at betale gæld med gæld og fastholdt, at der var huller i oppositionens økonomiske plan uden at uddybe nogle af synspunkterne.

Strategien blev endnu tydeligere, da starten på valgåret 2011 blev markeret med endnu en duel. Her blev Lars Løkke Rasmussen helt eksplicit i sin karakteristik af sig selv som en ærlig og jævn type: ”Med mig får man ærlig snak. Man får ærlig snak, åben snak. Man får måske ikke så mange superlativer og tillægsord og lange sætninger, men man får én, der siger, hvad det er for nogle problemer, Danmark har.”

Der er langt fra billedet af den joviale fyr – der måske ikke altid har alt under kontrol, men til gengæld både er i besiddelse af almindelig sund fornuft og altid handler i den bedste mening – til forestillingen om et magtmenneske, der har gjort det nødvendige for at komme til tops og altid kan finde fejl hos modstanderen. Selvom det første billede har sine svagheder, er det et bedre udgangspunkt for kommunikationen med borgerne. Og det folkelige præg er faktisk ikke uforeneligt med hverken rollen som statsmand eller landsfader. Den strategiske stilisering af Lars Løkke Rasmussen som en umiddelbar og ukompliceret person, der går ind i politik med hele sin personlighed og ikke spiller en rolle, er derfor hans mest effektive retoriske redskab.

Sine Nørholm Just (f. 1976) er lektor, ph.d. ved Copenhagen Business School. Hun forsker og underviser i retorik og politisk kommunikation og har blandt andet skrevet om debatten om EU’s fremtid og den retoriske konstruktion af boligmarkedet. Hun skriver retoriske portrætter og analyser af aktuelle politiske begivenheder.