06.06.2011

”Lad mig sige det ligeud.” Til trods for at ville netop dette, er Helle Thorning-Schmidt ofte blev beskyldt for at være form uden indhold. For at gøre sig fri af sit mekaniske udtryk er hun nu i gang med at sætte sin professionelle retoriske stil i en mere konkret sags tjeneste. Håbet: at fremstå mere oprigtig. Det har hendes skattesag paradoksalt nok hjulpet hende med.

Af Sine Nørholm Just

Læs også ‚RETORISK PORTRÆT AF LØKKE: DEN USTRATEGISKE STRATEG‛

”Du er blevet lidt rødere, og jeg er blevet lidt mere velklædt,” sagde Villy Søvndal henvendt til Helle Thorning-Schmidt, da han i september 2010 som den første SF-formand nogensinde holdt tale ved Socialdemokraternes kongres. Kommentaren bygger mere eller mindre direkte på forestillingen om, at Socialdemokraternes formand er mere form end indhold. En forestilling, som har fulgt Thorning-Schmidt, siden hun først gjorde sig bemærket og fik tilnavnet Gucci-Helle. Thorning-Schmidts politik er så gennemført og professionelt stylet, at holdninger og principper underordnes eller måske endda bliver helt væk i formen.

Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, har analyseret sammenhængen mellem Helle Thorning-Schmidts retoriske form og hendes politiske indhold under overskriften ”Hvem er inden i Helle?” Kocks konklusion er, at Thorning-Schmidt virker overdrevent professionel, nærmest styret som en robot. Den stramme styring af den glatte facade, siger Kock, er modelleret efter Anders Fogh Rasmussens forbillede, hvilket får Thorning-Schmidt til at fremstå som en kopi. Retorikprofessoren mener, at forsøg på at vise mere af mennesket Helle Thorning er mislykkedes. I stedet for billedet af et helstøbt menneske, ser vi på den ene side den professionelle politiker, der udtaler sig i formfuldendte helsætninger og med rationelle argumenter, og på den anden side privatpersonen, der ikke rigtigt udtaler sig om noget som helst, men til gengæld tager hårnet på, når hun går i køkkenet. Analysen er på mange måder besnærende, men er den korrekt? Er der ingen gennemgående personlighed, ingen stabile træk, der tegner Helle Thorning-Schmidts retoriske portræt?

”Jeg kan slå Anders Fogh”
Da Helle Thorning-Schmidt i første halvår af 2005 først skiftede taburet fra Europa-Parlamentet til Folketinget og dernæst rykkede fra de nyvalgte MF’eres rækker op i Socialdemokraternes formandsstol, syntes ambition og vilje til magt i mange henseender at være dækkende beskrivelser. Vindermottoet fra kampen om formandsposten siger det meste: ”Jeg kan slå Anders Fogh.” Den direkte modstander hed jo ellers på det tidspunkt Frank Jensen, men blikket var rettet længere frem, og det gav pote i en socialdemokratisk kontekst, hvor vindermentalitet og slagfærdighed ellers var knappe ressourcer.

Selvom Helle Thorning-Schmidt som bekendt ikke lykkedes med sit forehavende i første omgang, og den oprindelige modstander i anden omgang har overladt ringhjørnet til en anden, har hun næppe fortrudt sit motto et sekund. Det sikrede den socialdemokratiske formandspost, og er derfor et retorisk interessant udsagn. Det siger noget om Socialdemokraternes selvfølelse, at de valgte en leder ud fra hendes utvetydige efterstræbelse af statsministerposten. Udsagnet viser Helle Thorning-Schmidts slagkraftige stil; hun går til stålet i sin retorik og er stålsat i kampen for sine mål. Men nok så interessant er, hvad udsagnet ikke siger noget om: Hvordan vil hun slå Anders Fogh? Og hvad er det, hun vil erstatte ham med?

Man kan indvende, at det jo kun er et slogan og som sådan ikke kan forventes at rumme noget detaljeret budskab om Thorning-Schmidts politik. Barack Obamas ”change” var jo også et noget diffust løfte, men dog et løfte om noget andet i forhold til det bestående. Thorning-Schmidt lovede at erstatte Fogh, men det kunne i princippet være med mere af det samme.

I Thornings tale ved socialdemokraternes ekstraordinære kongres i marts 2005, hvor mottoet om at kunne slå Fogh fandt sit mest effektive udtryk, er der imidlertid masser af politik: Referencer til Olof Palme og pil mod Tony Blair; en tredje vej uden revolutionære tendenser. Eller som Helle Thorning-Schmidt udtrykker det:

”Lad mig sige det ligeud: Det handler ikke om klassekamp. Det handler ikke om at nogle tvinges til at sælge deres arbejdskraft, til andre der ejer produktionsmidlerne. De marxistiske paroler kan vi ligeså godt lægge væk, for de slører, hvad de nye uligheder i vores samfund i virkeligheden handler om.”

I sin optakt markerer udsagnet åbenhed og ærlighed, men efterfølgende leveres ikke andet end en negativ definition af Thorning-Schmidts syn på det politiske projekt. Det handler ikke om klassekamp; men hvad handler det så om? Senere i talen gives et svar: ”Den nye ulighed handler om, at de fleste i vores samfund har muligheder for at vælge uddannelse, job og bolig, mens en mindre del ikke har nogen valgmuligheder, og heller intet håb om en bedre fremtid.” Den positive præsentation af projektet er abstrakt form og skaber derfor ikke nærvær og viser ikke et konkret engagement.

I denne tidlige programerklæring er der politisk indhold i Thorning-Schmidts projekt. Indholdet er blot pakket ind i en kompleks retorisk form: 1) tilsyneladende slagfærdighed og direkte tale, 2) en betegnelse af indholdet ud fra, hvad det ikke er, og 3) en meget abstrakt tilkendegivelse af, hvad det kunne være. Det er den professionelle politikers ambition, snarere end det personlige engagement, der står tilbage som det blivende indtryk.

Forskellig fra Lars Løkke
En ting er programerklæringer i valgtaler, men hvad med det retoriske arbejde, der følger med politiske udspil og tiltag? Bliver Helle Thorning-Schmidt her mere konkret og nærværende? Pressemødet for relancering af S og SF’s Fair løsning 2020 16. maj indledes af Helle Thorning med disse ord:

”I dag fremlægger SF og Socialdemokraterne det mest gennemarbejdede økonomiske udspil, der nogensinde er fremlagt fra en opposition. Det er en helhedsplan for dansk økonomi, og det handler ikke kun om at lukke hullet. Vi er selvfølgelig stolte af vores plan, og vi glæder os meget til at diskutere denne her plan med danskerne. Med den her plan er forskellene i politik trukket helt klart op. Frem mod 2020 så vil regeringen sikre balance ved at spare. Socialdemokraterne og SF vil sikre balance ved at skabe vækst, øge indtægterne, investere rigtigt og ved at effektivisere i den offentlige sektor. Og punkt for punkt, der er vores plan mere ansvarlig end regeringens plan er det.”

Udtalelsen peger eksplicit på politiske forskelle mellem oppositionens og regeringens positioner. Dermed modgår Helle Thorning-Schmidt også implicit kritikken for at være ren form uden indhold. Hun peger på, at hun/Socialdemokraterne – i samarbejde med Villy Søvndal/SF – udgør et reelt alternativ til den siddende regering. Et alternativ, der ikke blot går ud på at erstatte en glat politiker med en anden, men udstikker en helt anden overordnet kurs, og følger den op med helt andre konkrete handlinger.

Budskabet leveres imidlertid i den samme professionelt aggressive form, som oprindeligt var årsag til, at Helle Thorning-Schmidt blev kritiseret for at være ren form eller facade. ”For det første ved at den overordnede modsætning mellem regering og opposition ikke kun er et spørgsmål om mavefornemmelse eller almindelige sund fornuft, men kan understøttes og bevises ”punkt for punkt.” For det andet i den mundtlige fremførelse. Godt nok har der indsneget sig en del øh’er i denne konkrete ytring, men helhedsindtrykket af den klare diktion og det faste blik er målrettet alvor. Nu anvendes stilen i bestræbelserne på at fremstå som et reelt alternativ til regeringen; det er ikke bare ”jeg kan slå Anders Fogh”, men ”min politik er forskellig fra Lars Løkkes på disse punkter”. Det handler, som Helle Thorning-Schmidt i januar 2011 gjorde klart i en duel med Lars Løkke, ikke længere kun om at vinde, men om at gøre en forskel: ”Min største ambition er at bringe Danmark sikkert gennem krisen. Det Danmark, der skal være på den anden side, det skal være et Danmark, hvor man stadig har vores identitet og vores fællesskab, hvor vi stadig er solidariske med hinanden,” sagde hun. Den professionelle stil sættes her i en mere konkret sags tjeneste. Men kan det lykkes Helle Thorning-Schmidt at overbevise om, at hun har et politisk projekt, når hun ikke ændrer sin retoriske stil?

Professionel eller mekanisk
Selvom Helle Thorning-Schmidt nu sætter alle retoriske og politiske sejl ind på at vise, at ’rød blok’ udgør et reelt – og reelt anderledes – alternativ til ’blå blok’, diskuteres det fortsat, hvor stor den politiske forskel egentlig er. Hvad angår den retoriske form, er forskellene mellem den nuværende statsminister og oppositionens statsministerkandidat imidlertid ikke til at tage fejl af; især når det drejer sig om selvfremstillingen. Over for den joviale Lars Løkke står den professionelle Helle Thorning. Det er denne professionalisme, som Christian Kock anholder, når han taler om, at Thorning-Schmidt er ren facade – men hvad nu hvis professionalisme simpelthen er et af hendes centrale karaktertræk?

Ser man på Helle Thorning-Schmidts biografi, er der meget, som tyder på, at det kunne være tilfældet. Fra opvæksten i Ishøj, hvor ”mange timer bag disken i Bilkas Grillbar” til sidst gav bonus i en rygsækrejse til Indien, som det hed i talen fra 2005, til studierne i statskundskab og europæiske studier, der også har båret frugt i form af en imponerende politisk karriere. I alle forhold synes Helle Thorning-Schmidt at være gået benhårdt efter sine mål – og at have nået dem. At være ambitiøs, kompetent og velforberedt kommer til udtryk i en formel og gennemarbejdet retorik; en retorik, der i værste fald virker mekanisk. Den er ikke mere forarbejdet eller mindre autentisk end så mange andre retoriske udtryk. Men den stiller sin strategi til skue.

Hvis Helle Thorning-Schmidt er så professionel, kan man imidlertid spørge, hvordan det i 2010 kunne lykkes hende at få den famøse skattesag på halsen? Arne Hardis giver en mulig forklaring, når han i Weekendavisen 27/8 2010 argumenterer for, at Helle Thorning-Schmidt er en eksamenspige, og at skattesagen var uden for pensum. Dette er givetvis kun en del af forklaringen, men den harmonerer godt med det billede af ambition og kompetence, som udgør Thorning-Schmidts retoriske portræt.

Skattesagen kom i første omgang bag på Helle Thorning-Schmidt, hvilket skabte nogen forvirring i de tidlige udmeldinger, men da hun 30. juli 2010 afbrød sin sommerferie for at rejse hjem og møde den forsamlede danske presse, der havde taget opstilling i lufthavnen, havde hun tydeligvis haft lejlighed til at læse op på stoffet og kastede sig ud i krisehåndteringens vanskelige kunst. ”Det er en sag, der nager mig meget. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har gjort det for at snyde nogen. Det er en sjuskefejl, og nu er det op til danskerne, hvordan det skal vurderes,” lød hendes beklagelse. Denne klassiske appel til folkets dom kan – i samspil med Skats efterfølgende frikendelse af hende og manden – øge dybden i Helle Thornings retoriske profil. Hun har nu været gennem en krise og klaret den med skindet på næsen; hun har vist, at hun kan fejle og angre det – og at hun ikke er en skurk. Det giver professionalismen det skær af oprigtighed, som man kan argumentere for hidtil har været en mangelvare i Thorning-Schmidts retoriske persontegning. Når Helle Thorning-Schmidt i dag taler om sin største ambition eller om at være stolt af en plan, er der et tydeligere personligt og politisk engagement; der er indhold i formen.

Sine Nørholm Just (f. 1976) er lektor, ph.d. ved Copenhagen Business School. Hun forsker og underviser i retorik og politisk kommunikation og har blandt andet skrevet om debatten om EU’s fremtid og den retoriske konstruktion af boligmarkedet. Hun skriver retoriske portrætter og analyser af aktuelle politiske begivenheder.