09.03.2011

Derfor røg hun ud: Selvom sag efter sag klæbede sig til Birthe Rønn Hornbech og gav hende et mere og mere blakket ry som minister, stod hun kompromisløst ved sine holdninger og handlinger. Dermed opstod en kløft mellem retorisk strategi og politisk realitet. De to sider var for politikeren Birthe Rønn Hornbech forenede i retorisk kompromisløshed og politisk principfasthed. Men for ministeren med samme navn opstod der konflikt mellem den hårde retoriske stil, hun ikke kunne eller ville fralægge sig, og den politiske pragmatisme, hun blev tvunget til at antage.

Af Sine Nørholm Just

Den 1. marts startede en af mine kollegaer et væddemål: Hvem ville holde længst på sin post – Muammar Gaddafi eller Birthe Rønn Hornbech? En uges tid senere kunne vinderen så kåres; Danmark har fået ny integrationsminister, mens Libyen fortsat trækkes med den samme leder. Om forklaringen på dette skal findes i, at demokrati trods alt er en bedre styreform, eller der er andre og mere komplicerede kræfter i spil, vil jeg her lade stå hen i det uvisse. I stedet vil jeg koncentrere mig om, hvordan den før så respekterede danske politiker kunne synke så dybt, at hendes afgang som minister ikke blot blev uundgåelig, men at hun også – hvor overfladisk og spøgefuld sammenligningen end var – kunne blive sat i bås med en diktator, der hårdnakket nægter at se realiteterne i øjnene og fastholder sin position hinsides al rimelighed.

Et rigtigt mandfolk
Da Birthe Rønn Hornbech 23. november 2007 – af pligtfølelse og for ikke at svigte Anders Fogh Rasmussen – valgte at påtage sig posten som integrations- og kirkeminister, stod der stor respekt om hendes politiske og retoriske linje. Rønn Hornbech blev skildret som en kompromisløst ærlig politiker, der altid fremsatte sine synspunkter råt for usødet – og turde stå ved dem. Dengang blev Birthe Rønn beundrende beskrevet som et rigtigt ’mandfolk’. Der var store forhåbninger til, at hun, om nogen, kunne sætte den danske integrationspolitik på ret kurs.

Siden er tonen i den offentlige vurdering blevet en helt anden, men interessant nok skal årsagen til dette netop findes i, at Birthe Rønn har FASTHOLDT sin tone og retoriske stil. Som minister har hun fortsat sin kontante linje, der er kendetegnet ved, at hun ikke bøjer af og ikke har andet end foragt til overs for sine kritikere.

Dette ser man for eksempel i den kronik, der blev startskuddet til den såkaldte tørklædesag, hvor Rønn Hornbech især lagde sig ud med Dansk Folkeparti, men også mødte kritik fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og andre medlemmer af regeringen. I kronikken, der blev bragt i Politiken 14. maj 2008, tages der afstand fra at lovgive om kvindelige dommeres hovedbeklædning med begrundelsen: ”man skal nemlig gøre sig klart, at i det øjeblik, der gives efter for kravet om lovgivning, vil kravet om flere forbud omgående lyde endnu højere.”

En kontant melding, der politisk baserer sig på princippet om at mindre lovgivning er bedre lovgivning, og retorisk er baseret på det såkaldte glidebaneargument, som viser at ethvert kompromis eller den mindste indrømmelse i forhold til afsenders synspunkt vil være forkert.

Det politiske princip måtte Birthe Rønn Hornbech senere afvige for i stedet at støtte op om regeringens linje i sagen, men den retoriske stil fastholdt hun. Hun nægtede at udtale sig om sit holdningsskifte, og i stedet var det Anders Fogh, der måtte slå fast, at ”ministre per definition bakker op om regeringens linje.” Rønn Hornbech selv ville hellere fotografere de pressefolk, der efterspurgte en kommentar fra hende, end svare på deres spørgsmål.

Lukkede ører og mund
Den kontante og kompromisløse linje kan ofte være hensigtsmæssig og vække respekt, når det drejer sig om indlæg i den offentlige debat. Det gjaldt især, da folketingsmedlemmet Birthe Rønn Hornbech kunne optræde som regeringens samvittighed, der konsekvent tog den principielt rigtige position og hverken var bange for at kritisere oppositionen eller regeringen, når hun mente, at de ikke holdt sig til principperne. Og det gælder delvist i tilfælde som tørklædesagen, hvor der faktisk var røster, som støttede op om Rønn Hornbech og udtrykte beundring for, at hun også som minister havde sine meningers mod.

Men den hårde retoriske stil er mere end problematisk, når den anvendes af ministeren i forsvar for tvetydige og ømtålelige politiske sager, der ligger inden for hendes eget ressortområde. Sager som Metock-dommen, tuneserloven, pointsystemet og nu de statsløse palæstinensere. I alle disse sager har Rønn Hornbech holdt alt for længe og alt for stejlt på sit; hun har nægtet at anlægge den pragmatiske politiske linje, som ville have kunnet løse sagerne, og som hun typisk til slut er blevet tvunget til at indtage.

Hun har ikke lyttet til de forskellige argumenter i sagerne eller undersøgt deres forskellige sider. Og hun har med en farceagtig håndtering af mediernes såvel som oppositionens kritik kun udstillet misforholdet mellem de politiske krav og den retoriske håndtering yderligere. At holde 47 sekunders stilhed for åben mikrofon eller simpelthen at slukke for mikrofonen viser nok, at man ikke har mere at sige om den sag, men medvirker ikke på nogen måde til at begrunde, endsige retfærdiggøre, den position, man forfægter.

I sagen om de statsløse palæstinensere kom det så vidt, at Birthe Rønn Hornbech forblev tavs om bruddet på FN-konventionerne i mere end et år. Hun har, i det omfang hun har villet udtale sig om sagen, begrundet sin tøven med manglen på klare procedurer: ”Det oprindelige problem var, at der ikke blev udarbejdet retningslinjer for behandling af de her sager. Derfor skal vi nu fortolke konventionerne, udarbejde retningslinjer og sikre, at reglerne er krystalklare.”

Stod ved sin retoriske strategi, men ikke sine principper
Da først problemet kom frem i lyset, stillede Birthe Rønn sig til sidst på FN-konventionernes side, talte om at rette op på skaderne og sagde på sin vanlige kontante facon, at den slags ikke måtte ske igen. Alligevel kan det forekomme uforståeligt, at der skulle gå et år fra indsigt til handling for en politiker, der ellers er kendt for at være en urokkelig forsvarer af retssikkerheden. En forklaring kan være, at hun simpelthen ikke ville ændre synspunkt, før hun var helt sikker på, hvilke principper, der skulle ligge til grund. Men i stedet for at udtrykke sin tvivl fastholdt hun den håndfaste og utvetydige retoriske stil.

At Rønn Hornbech tilsyneladende er mere forpligtet på sin retoriske strategi end på politisk pragmatisme er en væsentlig årsag til, at hendes afskedigelse blev uundgåelig. Hun var uforanderlig i sin insisteren på at have ret, selv i sagen om de statsløse palæstinensere, hvor hun ellers har indrømmet, at fejlen er ”fatal.”

Denne urokkelighed kan også forklare, at kvinden, der slet ikke ville være minister, til sidst måtte smides ud af kontoret. Hvad der tidligere var Birthe Rønn Hornbechs adelsmærke som politisk debattør, er endt som en grim plet på hendes politiske og retoriske eftermægle.

Som politiker havde Rønn Hornbech især to dyder – en retorisk og en politisk, stædig kompromisløshed og solid principfasthed. De to var forenet i billedet af juristen med kagerullen. Birthe – der med Foghs berømte ord – ”er Birthe”. Madame No Bullshit. Den stædige kompromisløshed var oprindeligt hendes største retoriske dyd. Men da principperne måtte vige for ministerens pragmatiske virkelighed, opstod den kløft mellem tale og handling, der blev hendes politiske død.

Sine Nørholm Just (f. 1976) er lektor og ph.d. ved Copenhagen Business School. Hun forsker og underviser i retorik og interkulturel kommunikation og har blandt andet skrevet om debatten om EU’s fremtid og den retoriske konstruktion af boligmarkedet. Hun skriver retoriske portrætter og analyser af aktuelle politiske begivenheder.