22.09.2011

RÆSON var med, da palæstinenserne gik på gaden for at demonstrere deres støtte til Mahmoud Abbas. De ved godt, at de ikke får en stat. Men symbolik er heller ikke at fornægte.

REPORTAGE af Jakob Jessen, RAMALLAH

Den britiske samfundsforsker og historiker Benedict Anderson burde have været en tur i Ramallah i dag, onsdag. For er der noget sted bedre end disse bestredne områder at efterprøve den tanke, der har gjort Anderson til fælles referenceramme for historikere, sprogfolk og politologer: tanken om det forestillede fællesskab. Tanken om, at nationalstaten, som vi kender den i dag, er et historisk produkt, skabt og genskabt gennem skrift, kort, sprog og billeder, formet af tegn, der har sat den mærkværdige tanke i vores hoveder, at en ålborgenser og en københavner deler et særligt fællesskab.

På fredag beder et forestillet fællesskab – palæstinenserne – det internationale samfund om en forestillet stat. Det kan kun være guf for den gamle brite. Allerede onsdag mødtes tusindvis for at manifestere deres forestillede fællesskab socialt – i kød og blod i Ramallah og flere andre steder på den besatte Vestbred. Og der var alt det, en samtidsforsker af Andersons type kunne bede om.

Tidligt på formiddagen møder hundrede af mennesker op foran den afdøde palæstinensiske leder, Yasir Arafats, grav – som for at forankre dagens demonstraion og de aktuelle bestræbelser på at opnå selvstændig i den lange og ganske uproduktive, palæstinensiske kamp for selvstændighed.

Derfra vandrer forsamlingen ind mod Ramallahs centrum – med sange om frihed og selvstændighed – og forbi al-Manara-pladsen, hvor de ikoniske betonløver skuer ud over folkemængden, og hvor en gigantisk blå stol står og symboliserer den stol i FN’s generalforsamling, som palæstinenserne ikke får foreløbigt.

Få hundrede meter fra al-Manara-pladsen stopper folkemængden op, hvor tre krydsende veje danner en plads. Her er opstillet en meget stor, pæn og moderne scene. Og her er stuvende fyldt med mennesker. I de tilstødende huse er balkoner og vinduer stoppet med ansigter, tagtoppene er overtaget af kameramænd og journalister, der ævler løs i larmen.

På scenen står en kvinde og råber en tale ud over højtaleranlægget. Folk klapper og hujer og flager med det palæstinensiske flag. Pladsen er pyntet i palæstinensiske farver, ja hele den indre by er klistret ind i guirlander og bannere med billeder Mahmoud Abbas, eller Abu Mazen – far til Mazen – som han konsekvent omtales. Det ligner Strøget lige før jul.

Det er Benedict Andersons udgangspunkt, at de nationale fællesskaber ikke er noget, der en dag faldt ned fra himlen (som et Danebrog i Estland), men er en sproglig konstruktion, der er under konstant renovation. Det handler om at indgrænse og afgrænse fællesskabet, og det handler om at samle magten om sig selv. Fællesskabets forestillede karakter er en kampplads. Det handler om magt. Og det er åbenlyst, at Mahmoud Abbas godt ved, hvordan man spiller det spil. Men køber den palæstinensiske befolkning Abu Mazens forsøg på at generobre en central plads i det palæstinensiske fællesskab?

Abdel arbejder som tegner – eller kunstner, som han kalder sig – i det centrale Ramallah. Han laver portrætter af forbipasserende turister og bestillingsarbejde. Og selvom han ikke selv har nogen planer om deltage i de demonstrationer, der er planlagt de kommende dage, så støtter han Abbas FN-strategi: ”Folk heromkring har det hårdt. Der er en masse problemer, også hvis man ser bort fra problemerne med den israelske stat og bosætterne,” fortæller han. ”Folk har brug for at høre Mahmoud Abbas snakke om det store problem.”

Det store problem er, at Palæstinenserne ikke har en stat, og fredag taler Mahmoud Abbas om netop det foran FN’s generalforsamling i New York. Og det lader til, at det ikke kun er Abdel, der synes, at dét er en god ide. En frisk meningsmåling fra det uafhængige, palæstinensiske analysecenter PCPSR, fortaget i samarbejde med Hebrew Univeristy i Jerusalem, viser, at 83 procent af palæstinensere mener, at Abbas skal gå hele vejen og bede FN om en stat.

Det samme synes Sameh, en ung studerende fra Ramallah: ”Det er en fin ide. Jeg tror, det er det er det bedste, vi kan gøre. Du ved, situationen her på Vestbredden er ikke god. Vi har ikke penge til at leve for; vi har kun en smule.”

Abbas synes altså at være i stand til at skrive sig lidt længere ind i det forestillede, palæstinensiske fællesskab. En anden meningsmåling fra PCPSR viste i går, at Abbas og hans politiske bevægelse Fatah stiger i popularitet. Fatah er steget 3 procentpoint de sidste tre måneder. Abbas ser ud til at vinde popularitet på sit håbløse togt. På den korte bane i al fald.

Men selvom demonstrationen onsdag var en opvisning i nationalromantisk symbolik, så er der ingen vej uden om realiteterne: Der er måske to forestillede fællesskaber i Israel og på Vestbredden, men der er kun én stat, og den hedder Israel. Alligevel fejrer palæstinenserne Abbas tur til New York; de fejrer den symbolske værdi – selvom de godt ved, at de ikke får nogen stat foræret af FN.

Muhammad er computeringeniør i Ramallah, og er lidt mere optimistisk end mange andre her: ”Måske vil det gøre en forskel, og måske vil det ikke gøre en forskel,” siger han og tilføjer et argument, man hører igen og igen: ”Men hvis det ikke ændrer på noget som helst, vil det heller ikke ændre noget til det værre.”

Det er en fremherskende holdning blandt palæstinenserne, at forhandlinger ikke fører nogen vegne. Men hvorfor så fejre symbolikken og tvinge det internationale samfund til at vise sine kort? 74 procent af palæstinenserne, der støtter strategien, fordi ”der er ikke mening i at vende tilbage til forhandlingerne”. Samtidig mener 77 procent af palæstinenserne, at USA vil lægge deres drøm ned med et veto i Sikkerhedsrådet.

Tegneren Abdel aner ikke om Abbas’ tur til FN vil ændre noget som helst. Men tilføjer tørt, at han ”har mistet alt – det palæstinensiske folk har mistet alt. Deres land, deres byer – alt!”

Men selvom Abdel – ligesom en stor del af den palæstinensiske befolkning – står bag Abbas beslutning, så findes der også kritiske stemmer – ikke mindst blandt de unge aktivister.

Shahid er aktivist og studerende og i færd med at rive nogle plakater af en betonmur. De skjuler hans grafittiværk – et flerfarvet krav om palæstinensisk enhed. Han mener, det er den palæstinensiske ledelse, der har hængt plakaterne op. Han er bestemt ikke begejstret for Mahmoud Abbas’ politik: ”Hvis man ser bort fra det faktum, at det ikke var alle de palæstinensiske politiske partier, der støttede op omkring det, så står det jo klart, at det palæstinensiske folk ikke blev spurgt, hvad de mente om Mahmoud Abbas’ beslutning om at tage til New York.”

Shahid vil den palæstinensiske stat – ligesom Abbas vil det – men han vil en anden stat: ”Nej! Vi vil ikke have et land uden grænser, uden nogen våben. Der er høj arbejdsløshed her, der er korruption. Den palæstinensiske regering påstår, at de er klar til at styre en stat – det er de ikke. Vi vil ikke have den her stat – det er virtuel stat, snarere end en reel stat.”

Men selvom Shahid ikke er meget for Mahmoud Abbas, så deler de dog den grundlæggende forestilling om et palæstinensiske fællesskab, der har sin geografiske forankring på Vestbredden og i Gaza. Og den forestilling deler de med et helt andet fællesskab: de israelske bosættere, der – som palæstinensere – har deres egne fortællinger og forestillinger om deres fællesskab og dets geografiske forret til det land, hvor palæstinensere nu håber at få en stat.

Tirsdag vandrede omtrent 200 bosættere i fælles flok fra Itamar-bosættelsen ved Nablus og ned mod hovedvejen mellem de palæstinensiske byer Nablus og Ramallah. De spærrede vejen og dansede og sang og vejrede med det israelske flag. Ikke langt derfra angreb bosættere en palæstinensisk landsby. Det kom til sammenstød mellem bosættere og palæstinensere, og der er reporter om affyring af skud og et ukendt antal sårede.

På fredag går palæstinenserne på gaden for endnu engang at manifestere deres fællesskab. Imens forlyder det, at bosætterne planlægger flere anti-demonstrationer. Striden mellem de forestillede fællesskaber fortsætter.

Jakob Jessen (f. 1986) er kandidatstuderende på Dansk på Københavns Universitet og har tidligere studeret journalistik og mellemøststudier på American University i Washington, D.C. Tidligere praktikant på DR P1′s Orientering og Altinget.dk’s Christiansborgredaktion. Har boet og arbejdet som journalist i Jordan, freelancet for Information i Syrien og produceret radioreportage fra Herning for P1 Reportage. ILLUSTRATION: Palæstinensisk demonstrant (foto af Jakob Jessen).