10.09.2011

Partierne er blevet mere topstyrede. Det er et problem, fordi det fjerner politik fra borgerne, mener mange eksperter – men borgerne selv, hvad mener de? Det vil jeg vide. Derfor må jeg først finde gennemsnitsdanskerne. Og tale længe med dem. Jeg har god tid.

Af Lasse Marker, HOLBÆK

Gennemsnittet af danskernes holdninger er repræsenteret ved mandatfordelingen i folketingssalen, så den mest gennemsnitlige by er den, hvor stemmefordelingen mellem partierne ved sidste folketingsvalg afviger mindst fra stemmefordelingen på landsplan. Hvis de ikke føler sig repræsenteret af de folkevalgte politikere på Christiansborg, så udgør den øgede partitopstyring et demokratisk problem.

Gennemsnitsdanskeren bor i Holbæk
Jeg sætter mig med min MacBook og gennemlæser Indenrigs- og Socialministeriets data over folketingsvalget 2007. Mange timers statistik og stærk kaffe senere har jeg svaret: Holbæk! Med en afvigelse på kun 5,2 procentpoint fra stemmefordelingen på landsplan er Holbæk den suveræne vinder med et stykke ned til de nærmeste konkurrenter Hesselager og Frederikssund. Sorø, Roskilde og Svendborg kommer ind på 4.-, 5.- og 6.-pladsen. Stemmefordelingen i Holbæk er så tæt på fordelingen på landsplan, at et folketingsvalg holdt i Holbæk ville give stort samme valgresultat. Var det en spareidé?

I regionaltoget på vej mod Holbæk læser jeg i en bog om politik i Holbæk skrevet af en tidligere lokalpolitiker, Søren Wolstrup. Holbæk er en middelstor nordvestsjællandsk by med ca. 27.000 indbyggere og har tidligere været en radikal højborg sammen med Middelfart og Skive – men blev til Folketingsvalget 2007 altså den mest gennemsnitlige by. Over for mig sidder en mand og en kvinde ved siden af hinanden. De læser Adler-Olsens Fasendræberen og Folletts Jordens Søjler. Jeg er på vej mod Gennemsnitsdanmark.

De er trætte af mudderkastning
Fra Holbæk Banegård finder jeg med besvær ned til stadion, hvor gangklubben har et lille klubhus. 50 medlemmer er mødt op for at gå en formiddagstur på fem kilometer. De er mange. De fleste kritiserer, at vi er holdt op med at stille krav til os selv og til hinanden. Det er dét, den franske filosof Moïsi Dominique kalder den farligste tendens i Europa overhovedet. ”Det er en holdningsændring i samfundet, der skal til”, siger en pensioneret tandplejer. Hun foreslår politiske tiltag som den norske SU-model, hvor lånet er højere end stipendiet, men bliver eftergivet, hvis man bliver færdig på normeret tid. ”Det vil få de studerende til at stille højere krav til sig selv og hinanden”, siger hun.

Generelt i gangklubben er man optaget af politikernes kontraktpolitik og de negative kampagner, som mange oplever som ”mudderkastning”. Med kontraktpolitikken, som Fogh indførte i 2001, kom kampen om medianvælgeren. Det indskrænkede partiernes mulighed for at konkurrere på forskelige politikker, og valgkampen er derfor i højere grad blevet en kamp om vælgernes tillid. ”Debatten bliver uigennemsigtigt, når det kun handler om at svine hinanden til”, beklager en 80-årig kvinde sig. Hun har været besøgsven i 20 år og svømmer flere gange om ugen i den lokale svømmehal. ”I tv-dueller anklager oppositionen ofte regeringen for at have skåret ned på et område, mens regeringen siger, at de har tilføjet penge. Her kunne journalisten godt blive dygtigere til at hjælpe vælgerne med at forstå tallene. For ellers er det jo bare den, der ser bedst ud på tv, der vinder.”

Et berømt eksempel på, hvor meget tv-tække betyder, er duellen mellem Nixon og Kennedy i 1960, hvor radiolytterne mente, at Nixon havde vundet duellen, mens tv-seerne, der så den svedende Nixon og den charmerende Kennedy, mente, at Kennedy havde vundet. Medierne favoriserer politikere med medietække. Det betyder mindre gennemsigtighed, lavere repræsentativitet og ringere informationskvalitet. ”Konkurrencen på tillid gør debatten uigennemsigtig, og man ved faktisk ikke, om ens holdninger er repræsenteret”, siger den 80-årige besøgsven.

Efter gåturen i det skønne vejr er der kaffe og småkager i klubhuset. En kvinde taler om nedlæggelsen af regionerne og påpeger, at beslutningsprocesserne herved fjernes fra folkevalgte politikere og overlades til embedsmænd. ”Det bliver mere uigennemsigtigt, hvem der skal stilles til ansvar for hvad. Det er skidt.”

Jeg spiser frokost på café Miller’s. ”Best food in town”, står der, og jeg bestiller det mest gennemsnitlige fra menukortet. When in Holbæk… Mit næste besøg er i bankoforeningen, nogle hundrede meter fra gangklubben. Vi synger fællessang, spiser hjemmelavet æblekage og drikker kaffe. Ikke mange her går op i politik. Men de stemmer alligevel. ”Fordi det er min pligt som borger”, siger dem ved mit bord. Jeg fortæller dem om politologen Ronald Ingleharts studie i valgdeltagelse, der viser, at et skifte fra pligt- til engagementsnormer forklarer, hvorfor hver ny generation af førstegangsvælgere har lavere valgdeltagelse end den foregående. Masseloyaliteten til gamle hierarkiske politiske partier er eroderet, og der er sket et skifte fra ’at stemme’ til en mere aktiv og emneorienteret form for massedeltagelse. Selvom valgdeltagelsen i gennemsnit er faldet med otte procentpoint i OECD-landene siden 1970’erne, er vi ifølge Inglehart ikke blevet mindre interesseret i politik. Vi deltager bare på nye måder.

Jeg får hurtigt banko og vinder en flaske hvidvin. På vej ud ad døren siger en kvinde til mig, at hun tror, at ”Thorning bliver borgerlig, i det øjeblik hun er valgt”.

De kender ikke landspolitikerne
Holbæk er en by med ikke færre end 440 foreninger, og om aftenen har jeg fået lov at synge med i studiekoret. De er ved at forberede sig til en stor forårskoncert. Vi synger et svært stykke skrevet af Rossini: ”Petite Messe Solennelle”. I pausen går vi ned i kælderen til et glas vin eller en øl. ”Min største bekymring er, at ideologierne er døde. Politikerne interesserer sig kun for magt. Det er jeg træt af,” siger en af altstemmerne. Det bekræfter Colin Hays teori Why we hate politics: Det gør vi på grund af kontraktpolitikken og de negative kampagner. En tidligere engageret socialdemokrat siger, at han for første gang overvejer at stemme blankt: ”Jeg har simpelthen fået nok.”

I fægteklubben, som jeg besøger dagen efter, møder jeg den samme kritik. En tidligere ungdomspolitiker fortæller, at hun et stoppet med at interessere sig for politik: ”Politik er blevet for populistisk til, at jeg gider følge med.” Ifølge professor emeritus ved Yale University, Robert Dahl, er demokrati og oplysning forbundet, da borgerne må have en vis oplysning for at vide, hvad de vil, og hvad der er bedst for dem. Valget om, hvor krydset skal sættes, bliver for mange truffet under meget ringe informationsniveau. Det er derfor ikke sikkert, at man stemmer på det parti, som man faktisk er mest enig med, og som man ville stemme på under fuld information. Det er et demokratisk problem.

Næste formiddag går jeg op og ned ad hovedgaden. Flere går op i, hvem der ser bedst ud på tv-skærmen, end i, hvem der kan sit politiske håndværk. ”Det kan være svært at gennemskue, hvem af politikerne, der har ret, så jeg stemmer på den, der virker mest tillidsfuld,” siger én. Debatten gør det vanskeligt for den almindelige dansker at gennemskue, hvem der kan sit politiske håndværk, men gør det tydeligt, hvem der ser godt ud, og hvem der er veltalende. Derfor har Henrik Qvortrup en pointe, når han i Helle eller Løkke? skriver, at ”politik er personer.” I et interview med RÆSON 29/7 taler også Hans Engell om, at valget 2011 bliver det første i Danmark, hvor alle partiledere har deres ansigter på valgplakater. Jeg laver et eksperiment på gaden i Holbæk og spørger, om folk kan nævne blot to politikere fra hvert parti. Næsten ingen består testen – en fin indikation af, at politik er blevet mere topstyret. Vi ser kun partilederen og ganske få andre fra hvert parti.

Om eftermiddagen mødes jeg til en snak med skolelederen på en af byens folkeskoler. ”Når nu alle politikerne taler uddannelse, må det være en god tid at være skoleleder i?”, spørger jeg. ”Nej,” lyder svaret. ”Der er for langt fra de fine målsætninger, som at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, og så til handling.” Med indførelsen af New Public Management (NPM) i 1990’erne er der blevet mere kontrol og mindre repræsentativitet. Med NPM mistænkeliggøres folkeskolelederen og –læreren ved den resultatorienterede kontrol, og samtidig har skolelederen og –læreren fået mindre at skulle have sagt. Skolelederen minder om tidligere undervisningsminister Tina Nedergaards brud med den danske neo-korporative model, da hun satte lærerforeningen uden for forhandlingerne: ”Mistænkeliggørelsen og den manglende repræsentativitet afføder disengagement hos de ansatte.”

De har oplevet køer for at komme til byrådsmøde
Før aftenens byrådsmøde viser borgmester Søren Kjærsgaard (V) mig rundt på det gamle rådhus, som i dag bruges til byrådsmøder, retssal og politi. Administrationen af kommunen er rykket i nye lokaler på havnen.

Jeg sidder på en af tilhørerpladserne ved siden af en lokal fra Klapstrup, der hører til Holbæk Kommune. Ved kommunesammenlægningen stiftede borgerne i Klapstrup et lokalforum og aftalte at møde op og være repræsenteret ved alle byrådsmøder i den nye Holbæk Kommune. Alle byrådsmedlemmerne kender ham. De fleste giver ham hånden inden mødet. ”Der er udmærket mulighed for at blive hørt enten i spørgetiden eller ved uformel samtale i baglokalet, hvor der serveres øl og snacks efter mødet,” fortæller han. Der er mødt fem-seks stykker op som tilhørere, men den lokale fra Klapstrup fortæller, at der til tidligere møder om skolestrukturen har stået folk i kø for at komme ind. Spørgsmålet om sammenlægning af folkeskolerne er højt på den politiske dagsorden i Holbæk.

Byrådsmødet begynder med en fællessang: ”Marken er mejet, og kornet er høstet.” Holbæk har en Venstre-borgmester. På dagsordenen er revidering af pejlemærker for sund økonomi i Holbæk og behandling af budget 2012-15. Borgmesteren er vellidt blandt byrådsmedlemmerne og får stor ros fra samtlige partier for, at der i dag gives tal, der kan stoles på, hvilket tidligere har været et problem i kommunen. ”Når man kan være sikker på, at de økonomiske tal, der forelægges en, er rigtige og ikke fyldt med fejl, kan man bedre lave fornuftig politik,” siger en af byrådsmedlemmerne. ”Holbæk er på rette vej og har fået styr på økonomien, men der er stadig kun en vandret smiley og ikke en fuld én endnu,” tilføjer de Konservative. Byrådsmødet er hurtigt afsluttet, og vi går ind i baglokalet. Byrådsmedlemmerne roser borgmesteren for den fine samtalekultur. Det kunne landspolitikerne lære noget af, mener de. Holbæk har en flad og inddragende struktur, hvor borgmesteren og de øvrige er optaget af at sikre repræsentativitet.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 er Holbæk blevet landskendt for sin særlige model, der sikrer, at lokalområderne fortsat er repræsenteret. Med sammenlægningen af de fem tidligere kommuner svandt antallet af byrådsmedlemmer ind fra 77 til 31, men i samarbejde med RUC udviklede Holbæk en særlig dialogmodel, der sikrer, at lokalområderne fortsat bliver hørt. Den nye Holbæk Kommune er inddelt i Holbæk by samt 17 lokalområder. Der er fem dialogudvalg med seks medlemmer i hver. Alle byrådsmedlemmer er medlem af et dialogudvalg, og hvert dialogudvalg har fire lokalområder, som de besøger to gange om året – i marts og september. Det sikrer, at lokalområderne fortsat er repræsenteret, og til mit møde med borgmesteren dagen efter, viser han mig stolt, at hver lokalområde har sin egen hjemmeside med stor aktivitet.

Flere af byrådspolitikerne føler sig ilde imødekommet af deres partifæller på Christiansborg. Et medlem af Det Radikale Venstre taler om, at et folketingsmedlem fra Holbæk kreds ikke længere repræsenterer Holbæk, men tilføjer, at det heller ikke er ønskværdigt. ”Folketingsmedlemmet skal repræsentere partiets holdninger og værdier,” siger han. Alligevel savner han at blive taget med på råd af partitoppen: ”De sender standardinformation ud til os. Men de spørger aldrig om vores holdning til aktuelle politiske spørgsmål.”

Jon Harpøth fra DF er formand for klima- og miljøudvalget. De øvrige udvalgsmedlemmer roser ham for sin åbenhed og vilje til at lytte. ”Aldrig har man fornemmelsen af, at Harpøth og flertallet allerede har truffet beslutning, når man møder til udvalgsmøde”, siger en socialdemokrat. Harpøth kritiserer sit partis top på Christiansborg for at ”ignorere DF-medlemmerne, når de kommer med forslag.” ”Lokalpolitikerne og det menige partimedlem er dem, der skaber fundamentet for partiet, og som skaffer stemmer, når der er folketingsvalg. Derfor skal partitoppen også lytte til os,” argumenterer han.

Da jeg går hjem fra byrådsmødet om aftenen tænker jeg på, om dialogmodellen mon kunne kopieres og bruges på landsplan, så folketingspolitikerne tvungent besøgte kommunalpolitikerne to gange om året.

“Man ved faktisk ikke, om ens holdning er repræsenteret”
Dagen efter mødes jeg med borgmester Søren Kjærsgaard på hans kontor. Han ønsker at være borgmester for hele Holbæk Kommune, og i sit arbejde i byrådet har han lånt Habermas’ forestilling om deliberativt demokrati: ”Jeg ønsker en åben dialog, hvor alle har mulighed for at blive hørt, og hvor det bedste argument vinder,” siger han. ”Derfor har vi også en god debat i byrådet.” Kjærsgaard roses af byrådsmedlemmerne for en god samtalekultur. ”Det er vigtigt for mig, at borgerne bliver hørt, for det er gennem involvering, at følelsen af ejerskab og ansvar skabes”, siger han og tilføjer, at han tror på, at dét giver det bedste samfund.

Om eftermiddagen har jeg fået engageret tre ungdomspolitikere til en paneldebat på café Oline på hovedgaden i Holbæk. Casper Larsen fra SUF (Enhedslisten), Morten Nielsen fra RU og Andreas Kjøller fra VU. Det er kun få af deres klassekammerater, der interesserer sig for politik, og vi taler om, hvordan den lave valgdeltagelse blandt unge førstegangsvælgere skaber et demokratisk underskud, fordi de yngre generationer bliver underrepræsenteret og marginaliseret. Morten fra RU tror, at ”mere demokrati i klasseværelset vil få flere unge til at stemme.” Samme tanke findes i Almond og Verbas teori om valgdeltagelse fra 1963, hvor de foreslår at engagere flere unge førstegangsvælgere ved øget formel deliberativ diskussion i klasseværelset, fordi det øger følelsen af at kunne påvirke regeringen, hvilket de finder, er afgørende for, om man stemmer. Morten fra RU påpeger et interessant paradoks: ”Vi går i krig i Libyen for at udbrede demokrati, men samtidig gider vi ikke at stemme.”

Mit sidste møde i Holbæk er med Christina Hansen fra DSU, som stiller op til næste kommunalvalg. Hun var den eneste ungdomspolitiker, der var mødt op til byrådsmødet om onsdagen. ”Pressen har ikke meget interesse i de politiske ungdomspartier. Og det er svært at få sine holdninger i lokalavisen,” siger hun. Det tvinger ungdomspartierne til ekstreme holdninger og happenings for at blive hørt, og ungdomspolitikerne risikerer så at blive taget endnu mindre seriøst, end de gør i forvejen. De fleste – også politikere og bureaukrater – er enige om, at det er et demokratisk problem, at hver ny generation har lavere valgdeltagelse end den forrige. Man må forsøge at engagere flere unge i politik, mener Christina, og det gør man ikke ved at ignorere ungdomspolitikere.

Ugen er omme, og jeg sidder i regionaltoget mod København. Mit besøg i Holbæk har vist, at det repræsentative demokrati er i begyndende krise. Byrådsmedlemmerne føler sig ignoreret af partitoppene. Gennemsnitsdanskeren er træt af politikerne, blandt andet på grund af kontraktpolitikken og de negative kampagner. Mange er holdt op med at interessere sig for politik. Mange følger ikke med og ved for lidt. Og det skaber problemer. For som den 80-årige besøgsven fra gangklubben sagde: ”Man ved faktisk ikke, om ens holdninger er repræsenteret.”

Lasse Marker skriver og arbejder fast for RÆSON. Han har to bachelorgrader fra KU– en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Arkivfoto