24.07.2011

CITAT: „Om EU’s hjælp til Grækenland også skaber ro på den lange bane er meget svært at sige, da det helt kommer an på Grækenlands mulighed og villighed til at lave reformer. Det er nemlig vigtigt at huske på, at der stadig meget lang vej hjem for Grækenland; f.eks. estimerer Deutsche Bank, at den nye aftale vil betyde, at Grækenland skal køre med et overskud på den primære offentlige balance omkring 4% af BNP ml. 2015 og 2020 for at kunne bringe gælden ned på 120% af BNP, og 120% af BNP er stadig en meget høj gæld. Og selvom et krævet estimeret overskud på 4% af BNP er lavere end i den oprindelige plan, er det stadig meget ambitiøst. Det er således stadig spørgsmålet om Grækenland kan leve op til betingelserne i hjælpeprogrammerne; noget som de indtil nu har haft svært ved.‟

Er verden på vej mod en ny nedtur? RÆSON spørger økonomer og kommentatorer: Niels Lunde, Christen Sørensen, Torben M. Andersen, Jesper Jespersen og her, professor ved CBS Jesper Rangvid:

af RÆSONs CHEFREDAKTION

1. Ja eller nej: Får vi nu en ny decideret nedtur (anden halvdel af et „double dip‟) – eller er vi *kun* i en meget, meget, meget sløv vækstperiode?
RANGVID: I princippet bliver spørgsmålet om recession eller ej ofte oversolgt lidt, mener jeg. Det betyder jo ikke så voldsomt meget om økonomien lige kryber ned under nul-væksten eller holder sig lige på den anden positive side af nulvæksten; det centrale er, at forventningerne om en rimelig vækst i USA er aftaget kraftigt på det seneste, og at der nu diskuteres, at væksten kan risikere at blive alt for lav (om det så lige er lav positiv eller av negativ vækst). Det er det store problem.

2. I USA blev der i juni måned kun skabt 18.000 nye arbejdspladser – en iagttager konstaterer: “It is still as bad as it has ever been‟. Hvad er hovedproblemet i USA?
RANGVID: Hovedproblemet er, at vi kommer fra en situation (inden krisen), hvor økonomien var drevet af voldsom kreditgivning, dvs. der blev opbygget stor gæld. Der er således, pga. allerede stor gæld, meget lidt lyst til at optage ny gæld, men i stedet lyst til at afdrage på gæld, dvs. til at spare op. Og når opsparingen er høj, bliver efterspørgslen lav, og det lægger en dæmper på væksten.
Derudover er huspriserne stadig på vej ned mange steder, og arbejdsløsheden er stadig høj. Det lægger også en dæmper på folks forbrugslyst. Endelig har der været nogle dårlige temporære [midlertidige, red.] faktorer: jordskælvet i Japan og de høje oliepriser. De høje oliepriser udhuler husholdningernes realindkomst, og lægger derved en dæmper på forbruger. Forhåbningen er, at i hvert tilfælde disse midlertidige ting, netop vil være midlertidige, så der kommer (lidt) mere gang i økonomien i efteråret.

3. Obama agter tilsyneladende ikke at bruge staten til at sætte gang i væksten – tværtimod forhandler han og Republikanerne om en markant reduktion af de offentlige udgifter. Økonomen Paul Krugman angriber denne strategi og synes at opfordre Demokraterne i Kongressen til at gå imod. Har Krugman ret: Burde Obama foranstalte en ny saltvandsindsprøjtning til den amerikanske økonomi?
RANGVID: Det er rigtigt, at tilbagekøringen af stimuluspakkerne bidrager til den lavere vækst (gennem lavere offentlig efterspørgsel). Det er også rigtigt, at økonomien ikke har det godt. På den anden side har økonomien netop været ramt af nogle temporære negative choks (se ovenfor). Det virker derfor fornuftigt at vente lidt med yderligere voldsomme stimulanser til man ser om de temporære negative effekter fortager sig.

4. Ratingbureauet Moody’s har netop sænket deres vurdering af Portugal’s økonomi. Er vi vidner til en større sydeuropæisk krise – fra Grækenland over Spanien til Portugal – eller er disse landes problemer trods alt så forskellige, at man ikke kan tale om noget mønster?
RANGVID: Vi er bestemt vidne til en krise i Grækenland og Portugal. Spanien er trods alt en anden historie: landet har formået at få nedbragt sit offentlige underskud ganske markant gennem det seneste år, og gælden i Spanien er væsentlig lavere (ift. BNP) end i Grækenland og Portugal. Derfor ser Spanien bedre ud. På den anden side er det rigtigt, at Spanien har et stort problem på den lange bane med arbejdsløsheden. Denne skulle gerne bringes ned.

5. Nogle mener, at en græsk statsbankerot er uundgåelig. Er det rigtigt? Er der et alternativ? Må Grækenland – formelt eller uformelt – forlade Euroen for at redde valutaen?
RANGVID: Jeg mener, at det er nødvendigt at man får nedbragt Grækenlands gæld (om man ligefrem skal kalde det en bankerot kan diskuteres, men gælden skal ned). Der er flere måde dette kan gøres på, og det er det, der diskuteres så intenst i disse dage. Det er dog helt centralt, at det sker, da Grækenlands problem er fundamentalt et solvensproblem. Man løser derved ikke Grækenlands problemer ved at øge Grækenlands gæld (som den nuværende strategi går ud på). Jeg mener, at dette uden sammenligning er det vigtigste problem i Europa for tiden. Det går dårligt i Grækenland, men det vil gå endnu dårligere, hvis Grækenland træder ud af Euroen. Dette er således ikke en vej for Grækenland.

6. Efter uroen i denne uge er Italien blevet udråbt som det næste store problem, i modsætning til Grækenland og Portugal i besiddelse af en gæld så stor ‚at ikke engang Tyskland vil kunne betale den‛. Hvor slem er situationen for Europas tredjestørste økonomi?
RANGVID: Italien er det eneste andet Euroland, hvis gælds kvote er større end 100% af BNP. En stor forskel fra Grækenland, Irland, og Portugal er dog, at Italiens gæld på den anden side har været stor lige siden Euroens indførelse; gælden var 115% i 1999. Dvs. Italien har serviceret sin gæld fint, selvom den har været stor længe. Der er således ikke noget nyt i Italiens store gæld, og derfor har markederne også – indtil nu – været tilfredse med at låne Italien penge. Anderledes er situationen de 3 andre kriselande: Gælden er steget fra 105% af BNP til 143% (i 2010) i Grækenland, fra 49% til 96% i Irland, og fra 54% til 93% i Portugal. Denne voldsomme udvikling har gjort markederne i tvivl om disse landes tilbagebetalingsevne. Udviklingen gennem Euroens levetid har således været helt forskellig for de 3 lande. En yderligere faktor er, at underskuddet i Italien heller ikke er så stort som i de andre kriselande, hvorfor opstramningerne der skal til heller ikke er så voldsomme, som i de andre lande. Det kommer derfor heller ikke til at gå så hårdt ud over økonomien at stramme op i Italien, som i de andre lande. Endelig er underskuddet på betalingsbalancens løbende poster ikke så stort i Italien som i Grækenland og Portugal. Pointen i dette er, at det udenlandske lånebehov derfor heller ikke er så stort. Og da det oftest er de udenlandske investorer, der stopper långivningen til et land i problemer først, er Italien også på denne front i en bedre situation end de andre lande. Så, alt i alt, ser situationen i Italien ikke helt så forfærdelig ud som i de andre lande. Det store problem i Italien er, at de har haft meget, meget svært ved at skaffe økonomisk vækst gennem de senere år. Dette er således en akilleshæl for Italien, som det er vigtigt, at de får gjort noget ved – men det er jo lettere sagt end gjort… Og endelig er det svært at forudsige, hvad der sker med politikken i Eurozonen. Hvis det ”går galt” på det europæiske plan, vil Italien sandsynligvis også blive ramt. Så der er god grund til at holde øje med Italien, selvom de ser ud til at have fået et pusterum gennem de sidste par dage, hvor renterne er faldet igen.”

7. EU besluttede i denne uge at gennemføre en omfattende hjælpepakke til Grækenland. Er der noget overraskende ved pakken? Vurderer du, at pakken vil berolige markederne og sikre ny tillid til græsk økonomi? Hvilken præcedens skaber den for eventuel hjælp til andre trængte Eurolande?
RANGVID: At der kom en hjælpepakke var ikke overraskende, og at den involverer de private banker, mener jeg heller ikke var så voldsomt overraskende. Selvom der har været rigtig meget ballade om de private banker skulle involveres i betalingen af pakken, har Tyskland stået hårdt på at det skulle de, og Tyskland er jo i den sidste ende, det land der skal betale den største del af gildet. Derfor måtte det ende sådan, og jeg er faktisk meget tilfreds med at se, at bankerne er med i finansieringen af pakken, selvom det kun er for en mindre del. På den anden side var pakken positivt overraskende på andre – måske lidt tekniske – punkter. For det første tillader pakken, at EFSF [The European Financial Stability Facility (EFSF), som EURO-landene oprettede i Maj 2010: en redningsfond, der skal hjælpe EURO-lande i nød, red.] kan købe obligationer op på det sekundære marked, også fra lande der ikke er direkte i hjælpeprogrammer. Pointen her er, at EFSF kan købe f.eks. spanske eller italienske obligationer op på obligationsmarkederne, og på den måde holde hånden under obligationskurserne, så de ikke ”løber løbsk”, og vi ser voldsomme stigninger i renterne. Det vigtige her er, at EFSF kan træde til inden et land har indgået en aftale om en hjælpepakke, og derved kan medvirke til, at landet måske slet ikke behøver en pakke. Dvs. nu kan EFSF være på forkant med udviklingen, og ikke kun blive sat ind efter landet har indgået en pakke. På samme måde tillader pakken, at EFSF kan støtte banker, også i lande, der ikke har indgået formel aftale om en hjælpepakke.
Det er også vigtigt, at rentesænkningen overfor Grækenland til ca. 3,5%, og forlængelse af løbetiden på lånene helt op til 30 år, også kommer til at gælde Irland og Portugal, da det vil gøre situationen mindre byrdefyld for Irland og Portugal. Pakken vil berolige markederne på den korte bane, da der nu er skabt ro om Grækenland på den korte bane, og det så vi allerede fredag, hvor f.eks. de græske renter falder kraftigt. Om det også skaber ro på den lange bane er meget svært at sige, da det helt kommer an på Grækenlands mulighed og villighed til at lave reformer. Det er nemlig vigtigt at huske på, at der stadig meget langt vej hjem for Grækenland; f.eks. estimerer Deutsche Bank, at den nye aftale vil betyde, at Grækenland skal køre med et overskud på den primære offentlige balance omkring 4% af BNP ml. 2015 og 2020 for at kunne bringe gælden ned på 120% af BNP, og 120% af BNP er stadig en meget høj gæld. Og selvom et krævet estimeret overskud på 4% af BNP er lavere end i den oprindelige plan, er det stadig meget ambitiøst. Det er således stadig spørgsmålet om Grækenland kan leve op til betingelserne i hjælpeprogrammerne; noget som de indtil nu har haft svært ved. Og kommer der usikkerhed om det senere, vil det skabe uroligheder igen. Men på den korte bane kan vi ånde lettet op.

ILLUSTRATION: José Manuel Barroso, EU’s kommissionsformand, tog onsdag imod Grækelands premierminister George Papandreou. (Foto: EU)