13.02.2011

Samlingsregeringens fald i Libanon i januar kan i værste fald være optakten til en ny borgerkrig i det hårdt plagede land. De sekteriske og religiøse spændinger er til at få øje på, nu hvor Najib Mikati – støttet af Hizbollah – forsøger at danne et nyt regeringskabinet. Samtidig truer international isolation, fordi Mikati måske afbryder samarbejdet med det særlige FN-tribunal, der undersøger mordet på hans forgænger. Det sker netop som anklageskriftet er på vej.

Af Thomas Christensen

Den politiske situation i Beirut er højspændt. Tidligere allierede skifter alliancer og reaktionen fra det internationale samfund lader indtil videre vente på sig. Allierede som USA og Saudi Arabien lurepasser, og venter på at det nye politiske landskab skal bundfælde sig, så der atter skabes udsyn. Selv om Libanon traditionelt har mere demokratiske skikke end eksempelvis nordafrikanske lande som Tunesien og Egypten, kan de politiske ledere heller ikke her føle sig sikker på at gå fri af de folkelige protestbevægelser, som netop nu skyller hen over resten af regionen. Store dele af den palæstinensiske befolkning i landet har kun meget begrænsede borgerrettigheder og er stærkt utilfredse med den politiske situation og den armod som omgiver dem.
Fra 1975 til 1990 var Libanon martret af en blodig borgerkrig mellem forskellige sekteriske grupperinger, der kostede mellem 100.000 og 200.000 mennesker livet. Her blev landet brugt som kampplads for en lang række af naboerne i regionen. Syrien, som blandede sig voldsomt i striden, har siden da haft et stærkt fodfæste i landet. Siden 2005 har Syriens indflydelse været stærkt aftagende, men med den seneste politiske udvikling, kan Damaskus meget vel tænkes atter at få tilkæmpet sig en mere fremtrædende rolle.
Ifølge en aftale fra 1943, hvor alle ledende partier deltog, skal den libanesiske præsident altid være kristen maronit, mens premierministeren skal være Sunni-muslim og parlamentsformanden shiit. Aftalen skulle sikre en fair fordeling af magten i det brogede religiøse landskab og garantere, at alle parter i det bjergrige land ville blive hørt. Efter borgerkrigens ophør i 1990 bevarede man i store træk magtdelingen fra aftalen i 1943, men der skete alligevel en forskydning i magtbalancen, idet den kristne præsidents indflydelse blev indskrænket på bekostning af mere magt til den sunni-muslimske premierminister.
Baggrunden for den nuværende situation er mordet – endnu uopklaret – på landets daværende premierminister i 2005. Okxx? Rafik Hariri og 22 andre blev dræbt 14. februar – Valentines Day – da en voldsom bombe detonerede ved havnefronten i Beirut, netop som hans bilkortege kørte forbi. I 2009 blev hans søn, Saad, premierminister. Men i starten af januar fik han tæppet trukket væk under sig af Walid Jumblatt, lederen af en lille muslimsk sekt kaldet druserne. Jumblatt mistede i øvrigt som Saad også sin far i et attentat – Kamal Jumblatt blev i 1977 myrdet af af syriske soldater under landets blodige borgerkrig.
Jumblatt og Hariri junior havde ellers længe delt en fælles modstand mod den shia-dominerede Hizbollah- bevægelse. Alligevel droppede Jumblatt i januar Hariri til fordel for den Hizbollah-støttede kandidat Najib Mikati. I historisk perspektiv er Jumblatt’s åbning overfor Hizbollah ikke så overraskende – druserne var således oprindeligt en sekt inden for den shiitiske gren af islam, som helt tilbage omkring år 1000 blev grundlagt af kaliffen al-Hakim. Og Saad Hariris fald begyndte, da han nægtede at lægge afstand til det FN-tribunal, som med overvejende sandsynlighed vil lægge skylden for hans far død på: Hizbollah. Den beslutning kostede ham støtten fra Hizbollah-bevægelsens medlemmer i parlamentet.

Vil Libanon udskifte USA med Iran?
USA har i meget klare vendinger lagt afstand til Hizbollah, også selv om bevægelsen i dele af den arabiske verden nu blåstemples som en ansvarlig spiller, man må regne med. Hizbollah støtter officielt demokratiske principper og normer, men det er samtidig organisationens mål at skabe et samfund, der er i overensstemmelse med islams regelsæt. I Washington anklages partiet for at have tiltvunget sig adgang til regeringsmagten i Libanon. At Mikati skulle have kuppet sig til magten giver adjunkt i Arabisk ved Københavns Universitet Sune Haugbølle dog ikke meget for. ”Selve den demokratiske proces eller forløb kan man ikke umiddelbart sætte en finger på. I dele af den libanesiske presse spekuleres der i, om Jumblatt på mere eller mindre korporlig vis er blevet overbevist om at et fløjskifte kunne være hensigtsmæssigt, uden at der dog kan fremlægges belæg eller entydige beviser for sådanne påstande. Faktisk har den drusiske leder længe antydet at han ville trække sine medlemmer ud af regeringen”, forklarer Haugbølle.
Præsident Obamas embedsfolk har utvetydigt tilkendegivet, at det særlige FN-tribunal, som skal forsøge at klarlægge omstændighederne omkring drabet på tidligere premierminister Rafik Hariri, ufortrødent vil fortsætte sit arbejde, også selv om Hizbollah nu har fået held med at fraviste den dræbte mands søn magten. Hizbollah, der i USA’s optik nyder opbakning fra ’paria’-staterne Iran og Syrien, optræder som bekendt på USA’s liste over terrororganisationer. USA, der altså holder tæt øje med udviklingen, genovervejer allerede nu om man fortsat vil yde økonomisk støtte til landet. Siden den syriske tilbagetrækning i 2005, har USA givet den libanesiske hær omkring 700 millioner dollar i støtte – penge, der hovedsageligt er gået til indkøb af reservedele, ammunition, og forskellige våben. Den libanesiske hær er for en stor dels vedkommende udrustet med amerikansk isenkram og uddannes også i stort omfang af USA. Også i andre dele af det internationale samfund følger udviklingen med stor bekymring, og Libanon kan risikere international isolation hvis Hizbollah-indflydelsen bliver for udtalt.
”Den økonomiske støtte fra Saudi Arabien er langt vigtigere end støtten fra USA” forklarer Sune Haugbølle. ”Libanon har en udtalt afhængighed af økonomiske investeringer i især banksektoren og bygningssektoren, noget som alt sammen kanaliseres via saudiske entreprenører”. Hvis Saudi Arabien først føler at deres mand er blevet kuppet, og som konsekvens heraf trækker dets investeringer hjem, vil Beirut for alvor lide økonomisk afsavn. Qatar, som længe har været mægler i striden, kan meget vel tænkes at gå samme vej. Midt i spekulationer om den fremtidige amerikanske støtte til Libanon, har den iranske forsvarsminister Ahmad Vahidi meldt ud, at Iran står på spring til at tage over efter USA, hvis Obama altså beslutter at stoppe de amerikanske tilskud. ”Den libanesiske regering skal blot sende os en forespørgsel når den er klar til at påbegynde et udvidet forsvarssamarbejde”, siger han ifølge det statslige nyhedsbureau IRNA. I forlængelse af den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad’s besøg i Libanon i efteråret 2010, besøgte Saad Hariri så sent som november Iran, bl.a. for at diskutere militært samarbejde med de iranske myndigheder. Det er ikke utænkeligt at Mikati vil realisere og konkretisere disse indledende forhandlinger.

Venter på FN-tribunalets afgørelse
De to store blokke i libanesisk politisk står stejlt overfor hinanden. 8. marts-bevægelsen, som pegede på Mikati og altså i øjeblikket har det politiske momentum, består foruden Hizbollah og nu som nævnt det drusiske parti, tillige af kristne maronitter og endelig Amal, som er et pro-syrisk shia-domineret parti under ledelse af parlamentsformand Nabih Berri og enkelte frafaldne sunnier, her iblandt Mikati. Tilsammen kan 8. marts-bevægelsen nu mønstre opbakning fra 68 af parlamentets 128 medlemmer.
Selvom om Mikati altså har flertal alene med 8. Marts-bevægelsens stemmer, forsøgte han officielt længe at bygge bro til den anden store koalitionsblok, 14. marts-bevægelsen. Men forsøget på at danne en ny bred koalitionsregering har lidt skibbrud.
14. marts-bevægelsen har sit navn efter den demonstration, som fandt sted præcis en måned efter mordet på Hariri for seks år siden. Her samledes over en million libanesere fra en bred vifte af partier i centrum af Beirut, for at kræve en betingelsesløs syrisk tilbagetrækning fra Libanon. Allerede dengang svirrede det med rygter om at mordet på Hariri var bestillingsarbejde igangsat af den syriske hovedstad Damaskus.
Det er et kludetæppe af partier, der udgør 14. marts-bevægelsen. Foruden den Hariri-ledede Fremtids-bevægelse består koalitionen bl.a. af Det National Liberale Parti og Kataeb-partiet, hvis leder Amin Gemayel i den forgange uge havde vanskelige drøftelser med Najib Mikati om betingelserne for at indgå i en eventuel bred samlingsregering med deltagelse af 14. marts-blokken. FN-tribunalet og Hizbollah’s våbenlagre var de største stridspunkter i forhandlingerne, der sidst på ugen brød sammen uden at parterne var nået til enighed.
Ifølge Sune Haugbølle ser drejebogen for det næste halve år nok ud som følger: Tribunalets endelige afgørelse kommer tidligst engang i september. Her vil 3-4 Hizbollah-medlemmer blive gjort medansvarlige for attentatet og der vil blive udskrevet en international arrestordre. Mikati vil på vegne af regeringen nægte at samarbejde med tribunalet, men det vil i praksis ikke betyde noget for den juridiske proces. De anklagede Hizbollah-medlemmer kan dømmes in absentia, med efterfølgende sanktioner til følge for Libanon, hvis regeringen fortsat vælger ikke vil samarbejde med FN.
Den potentielle konflikt med USA kan måske afbødes, hvis Hizbollah afstår fra at kræve for stor indflydelse i den nye regering, fx ved at partiet frasiger sig ministertaburetter.
Isoleret set er Najib Mikati ikke nogen voldsom kontroversiel person, heller ikke i amerikansk optik. Den 55-årige milliardær, som regnes for at være er en af landets mest velhavende personer, har tidligere fungeret kortvarigt som premierminister i en overgangsregering. Det var kort efter den syriske tilbagetrækning i 2005. Sin formue har han skabt via investeringer i telebranchen.
Han betragtes som en moderat sunni-muslim med relativt gode relationer til både Saudi Arabien og USA – og er i øvrigt bl.a. uddannet på Harvard Universitetet. Spørgsmålet er imidlertid om han har format til at gyde olie på de oprørte vande, og sikre en afbalanceret regering som kan godtages af omverdenen.
I slutningen af januar blev han af præsidenten Michel Suleiman udpeget som den nye premierminister i regeringen. Kort efter, i et interview med den amerikanske tv-station CNN, distancerede han sig selv mærkbart fra Hizbollah. Mikati, skal det understreges, er hverken medlem eller erklæret tilhænger af Hizbollah. Alligevel har han tidligere været meget klar i sine støtte-erklæringer til Hizbollah. Det skete bl.a. da israelske kampfly i 1999, mens Najib Mikati fungerede som transportminister, bombede et libanesisk el-kraftværk tæt ved præsident paladset. Dengang fordømte Mikati den israelske aggression, og gav i samme åndedrag sin og regeringens fulde opbakning til den Hizbollah-ledede modstandsbevægelse mod den daværende israelske besættelse i syd.
Indtil videre har Mikati derimod været mere uklar i mælet omkring sin opbakning eller mangel på samme til det særlige FN-tribunal. Når Hizbollah i januar foreslog ham til posten som premierminister, skal det sandsynligvis ses som et forsøg på at kaste grus i maskineriet og trække undersøgelsen af mordet på Hariri i langdrag. Hizbollah ventes at ville gøre alt for at stikke en kæp i hjulet tribunalets arbejde. Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah har offentligt karakteriseret tribunalet som et ”israelsk-amerikansk plot”, der ikke har nogen berettiget gang på jorden. Det er som nævnt mordtribunalet, som er årsagen til hele den nuværende konflikt, og hindrer dannelsen af en bred samlingsregering.

Hizbollah’s 60.000 raketter
I Israel følger man også udviklingen i nabolandet med stor bekymring. Israel og Libanon udkæmpede i 2006 en blodig krig, efter at libanesiske styrker havde bortført 2 israelske soldater. Den efterfølgende våbenhvile er i det store hele blevet overholdt. I Israel frygter man at den relativt stabile periode efter krigen kan blive afløst af en ny krig, hvis Hizbollah får magt som de har agt. Den israelske hær hævder, at Hizbollah hyppigt krænker den indgåede fredsaftale mens de udstationerede fredsbevarende FN-styrker blot ser magtesløse til.
Nogle politikere i Jerusalem er bange for at disse hyppige brud på våbenhvilen skal eskalere yderligere og fremtvinge en militær israelsk respons. FN resolution 1701, som blev underskrevet af parterne i 2006, har gjort det ulovligt for Hizbollah at have våbenlagre i Sydlibanon – fordi alle våben skal være under regeringens kontrol. Men Israel frygter, at Hizbollah de seneste par år har opbygget et større lager af avancerede og langtrækkende våben, som for broderparten er smuglet ind fra Iran via Syrien. I Jerusalem anslår militære kilder, at Hizbollah har opbygget et våbenarsenal bestående af mere end 60.000 raketter alene i det sydlige Libanon, hvoraf flere vil være i stand til at nå mål i centrale israelske byer.
I Israel er man ikke i tvivl om, at man kan besejre Libanon og Hizbollah militært hvis det skulle komme dertil, men det vil ikke ske uden svære tab på begge sider. Samtidig frygter man for situationen i Egypten, hvor et magtskifte meget vel kan være ugunstigt for den fred som har hersket de seneste mange år. Israels vicepremierminister Silvan Shalom beskyldte i den forgangne uge Hizbollah for at forbryde sig mod international lovgivning, netop ved at udbygge sine formodede våbenlagre i Libanon. Så sent som august 2010 opstod der en konflikt ved den såkaldte ”blå zone”, som truede med at kaste Israel og Libanon ud i en ny militær konflikt. Under en skudveksling, blev en israelsk officer, en libanesisk journalist samt to libanesiske soldater dræbt. Parterne besindede sig inden konflikten nåede at eskalere yderlige, men episoden er en påmindelse om hvor skrøbelig freden er.
Det har været begrænset med Hizbollah-leder Hassan Nasrallahs reelle magt i den hidtidige samlingsregering. Alligevel formåede han sidste år at cementere sin ledende position hos den shia-muslimske del af befolkningen. Det skete, da Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad besøgte det sydlige Libanon. Her kom Ahmadinejad med en perlerække af kontroversielle udtalelser, der alle havde til formål at demonstrere Irans og Hizbollah-bevægelsen indflydelse i regionen.
Et Libanon, som i store dele vil være kontrolleret og domineret af Hizbollah, vil markant øge risikoen for en fremtidig militær konfrontation med Israel. Alligevel vurderer Sune Haugbølle dog ikke at nogen af parterne på den korte bane har interesse i en ny væbnet konflikt. Hizbollah er bevidste om, at man er nødt til at sikre udenlandske investeringer, hvorfor der ikke er råd til at stikke næsen for langt frem. ”På det internationale niveau må man [med et mere indflydelsesrigt Hizbollah] forvente en mere konfrontatorisk retorik rettet mod Israel og USA, men en ny krig med Israel står næppe højest på ønskelisten hos Nasrallah og ’Guds parti’”.

Risiko for nye sammenstød
Hizbollah er meget mere end en politisk bevægelse. Partiet har således både eget flag, tv-station og hær, ligesom den driver en række sundhedsklinikker og skoler. I takt med at Hizbollahs indflydelse i Libanon stiger, kan også den syriske indflydelse i landet tænkes at få en renæssance. Den syriske leder, Bashar al-Assad, som under den såkaldte ’cedertræsrevolutionen’ i al hast måtte trække sine tropper ud af Libanon, genvandt allerede året efter en stor del af respekten hos den libanesiske befolkning, også i den ellers skeptiske nordlige del af landet, da han under Libanons krig med Israel i 2006 fremstod som en af landets fremmeste allierede. Og Al-Assad-familien har nære relationer til Mikati
Samlingsregeringen under ledelse af Hariri junior nåede kun at overleve i 14 måneder. Når Hizbollah-lederen Nasrallah netop nu valgte at trække sine ministre fra regering, skyldes det at en foreløbig afgørelse fra det omdiskuterede FN-tribunal er nært forestående. Et hidtil hemmeligholdt anklageskrift er netop blevet afleveret til tribunalets forberedende dommer Daniel Fransen i Haag. Det fortrolige dokument forventes at gemme på en række foruroligende anklager mod ledende medlemmer af Hizbollah-bevægelsen, der udpeges som ophavsmænd til attentatet på Rafik Hariri. Iagttagerne mener, at sigtelserne, som offentliggøres inden for ganske få uger, vil medføre sekterisk splittelse og opstand, og at afsløringerne vil give næring til fornyet uro i Beiruts gader. Sammenholdes dette med en ny regering, som ikke hviler på noget bredt fundament, kan den libanesiske krudttønde eksplorere på ny.
I kølvandet på samlingsregeringens fald i januar, gik adskillige tusinde libanesere på gaden i protest. Sporadiske afbrændinger af bildæk og containere fik stor opmærksomhed i medierne, om end antallet af aktivt deltagende demonstranter i den voldelige del af optøjerne næppe oversteg nogle få hundrede. Alligevel kan det blive svært for den nye regerings at inddæmme uroen hvis den først for alvor slår rod. Iagttagere tæt på processen udelukker ikke at det i nær fremtid meget vel kan komme til væbnede sammenstød mellem Hizbollah og Hariris overvejende sunnimuslimske støtter. Man skal kun tilbage til 2008 for at finde det seneste tilfælde af sekteriske uroligheder: Her indtog Hizbollah-ledede oprørere det vestlige Beiruts gader og udkæmpede blodige slag med Hariri-supportere. Og siden den 25. januar i år, da hvor Mikati blev udråbt som forhandlingsleder for den kommende regering, har tilhængere af 14. marts-bevægelsen dagligt samles på Martyrpladsen, tæt ved det sted hvor den myrdede Rafik Hariris er stedt til hvile. Der er allerede nu annonceret en stor mindehøjtidelighed på årsdagen for hans død. Mikati holder vejret i spænding for at se om begivenhederne forløber fredeligt. Han har opfordret til samarbejde over en bred front, og også hans forgænger Hariri har manet til besindelse.
Men hvis der skal bringes stabilitet til Libanon, synes en bredtfavnende regering med inkludering af repræsentanter fra 14. marts-bevægelsen at være en afgørende forudsætning. Det kan lige nu synes meget vanskeligt at realisere.

Illustration: Markeringen af 5-års-dagen for drabet på Hariri, 14/2 2010. Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen
…