04.07.2011

Knap 10 år efter invasionen vil Obama indlede tilbagetrækningen af de amerikanske soldater og lade Afghanistan klare sig selv fra 2014. RÆSON spørger en række danske eksperter: Hvad er fremtiden for landet? (NB: Svarene tilføjes løbende)

1. Tilbagetrækning I: „We are starting this drawdown from a position of strength‟, erklærede Obama, da han lancerede tilbagetrækningen af de første 10.000 soldater (33,000 skal være hjemme inden næste sommer, nogenlunde det antal, Obama selv indsatte i sin afghanske ‚surge‛ – omend USA med 68.000 mand næste sommer fortsat vil have dobbelt så mange soldater i landet som da Obama kom til magten). Hvor langt er Afghanistans hær, politi og regering nu, i forhold til at kunne overtage kampen mod Taliban?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: Obama-regeringens interesse er først og fremmest at bekæmpe Talibans og al-Qaidas muligheder for at stå bag international terrorisme. Der har strategien med målrettet jagt på lederne fra navnlig al-Qaida og pakistansk Taliban vist effektiv (omend med det store civile omkostninger i Pakistan). Set i dette perspektiv står USA stærkere end nogensinde siden al-Qaidas dannelse. Med hensyn til bekæmpelse af afghansk Taliban og opnåelse af stabilitet i Afghanistan er situationen yderst kritisk. Det er helt uvist om Afghanistans hær, politi og regering kan bekæmpe afghansk Taliban, men ikke meget taler for det.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Rent kvantitativt ser det godt ud, der er trænet mange. Kvalitativt er det mere problematisk og der er stor forskel fra område til område og enhed til enhed – også fordi sikkerhedsstyrkerne forhold til lokale krigsherrer og etniske sammensætning betyder meget for hvor effektive de vil være. Sikkerhedsstyrkerne er så gode, at Taliban ikke uden videre vil kunne besejre dem militært. Da sikkerhedsstyrkerne heller ikke vil kunne besejre Taliban militært, er det centrale derfor det forhandlingsspil der går i gang i takt med at USA og de øvrige lande i koalitionen trækker deres styrker ud.

2. Tilbagetrækning II: Kan Obama være sikker på at fortsætte tilbagetrækningen i samme tempo? Vil USA i 2014 (hvor afghanerne formelt skal have overtaget krigen) stadig have soldater-i-kamp i landet, eller vil en amerikansk tilstedeværelse være reduceret til fx træning og counter-terrorism?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: USA vil formentlig fortsætte tilbagetrækningen – det er først og fremmest et politisk spørgsmål og Obama-regeringen prioriterer en tilbagetrækning. Den fortsætter. Forskydningen fra konventionel kamp til hemmelige operationer vil samtidig fortsætte. Derfor vil der fortsat være tropper i Afghanistan, men i højere grad til træning samt special operations.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Ja, for tilbagetrækningen er bestemt af indenrigspolitiske overvejelser. Uanset hvordan det kommer til at gå hvis tilbagetrækningstempoet ikke bliver sat ned. Hvordan det ser ud i 2014 afhænger mest af hvordan det gået i de interne forhandlinger mellem de afghanske fraktioner der vil tegne Afghanistan, når de vestlige soldater er væk. USA vil stadig støtte de afghanske sikkerhedsstyrker og overgangen mellem rådgiving og kampstøtte er flydende. USA vil stadig bruge droner, specialstyrker o.lignende til kampopgaver og de amerikanske trænere er jo sammen de de soldater, de træner i felten hvorfor de også vil komme i kamp, hvis deres enheder gør det. Så derfor vil USA også have soldater i kamp i Afghanistan efter 2014.

3. Tilbagetrækning II: Ville nogen begivenhed i Afghanistan (Taliban-angreb jf. dem vi har set de sidste måneder, nye udmeldinger fra Karzai, udviklinger ift. Pakistan, andet?) kunne få Obama til at stoppe tilbagetrækningen og re-eskalere krigen?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: Intet kan jo udelukkes, men det mest sandsynlige er, at USA fortsætter tilbagetrækning og optrapper hemmelige operationer – fordi det tjener USA’s interesser.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Nej, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig fordi Obama vil have fokus på sit genvalg og fordi en geneskalering vil være umulig at sælge indenrigspolitisk.

4. Taliban: USA forhandler fred med Taliban, fortalte Karzai 17/6 (jf. Time). I hvilken udstrækning har Obama og Karzai reelt accepteret en magtdeling i landet, hvor mere eller mindre Taliban-sympatiserende lokale magthavere er fri til at køre deres områder, som de ønsker – fx ift. ligestilling?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: Jeg tvivler på, der er reelle forhandlinger igang. USA og Nato forsøger at facilitere og måske er der reelle forsøg på at købe Talibanledere. Men forhandlinger om fred, tror jeg ikke finder sted. USA vil prioritere kampen mod al-Qaida og pakistansk Taliban og i stigende grad overlade resten til afghanerne.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Alle har erkendt at en form for magtdeling er uundgåelig. Det der stadig er uklart er under hvilke betingelser det kommer til at ske.

5. Bin Laden: Hvor meget lettere har likvideringen af Osama Bin Laden gjort det for Obama at indlede en afvikling af Afghanistankrigen?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: Meget lettere – fordi fokus i dag er på al-Qaida og terrorisme og ikke på nationsbygning i Afghanistan
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Det har lettet det meget, fordi hovedformålet med den amerikanske tilstedeværelse er at nedkæmpe og neutralisere Al Qaida. Men beslutningen var blevet taget uanset om OBL var blevet dræbt eller ej. Var han ikke død, ville argumentet blot have været at Al Qaida nu var så svækket at det ikke var noget problem at begynde at trække styrker hjem, og at den fortsatte kamp ville kunne klares med droner og specialstyrker og afghanske sikkerhedsstyrker.

6. NATO: Har Afghanistankrigen styrket eller svækket NATO? Den netop afgåede forsvarsminister Robert Gates angreb i sine sidste uger på posten igen de europæiske NATO-lande for at svigte alliancen: Viser den fransk-engelske indsats overfor Libyen, at disse nationer er ved at påtage sig et større ansvar?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: NATO er bestemt ikke mit område, men såvel Afghanistan som Libyen viser mig et NATO, der synes stadig mere irrelevant og ude af stand til at løse konflikter.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: Afghanistan har skabt irritation i Washington fordi amerikanerne ikke mener at NATO gør nok. Men det vil være den europæiske vilje fremadrettet til at opstille og indsætte relevante militære styrker til støtte for amerikanske interesser, der vil være afgørende for NATOs fremtid. Libyen viser først og fremmest at europæerne ikke kan noget som helst uden amerikansk støtte. England og Frankrig kunne jo ikke lave denne lille operation mod en svag modstander uden flyvevåben og moderne luftforsvar alene. Så det vil være vigtigt for NATOs fremtid om Libyen får europæerne til at gøre mere for at udvikle de kapaciteter, der skal til for at europæerne fremover kan udkæmpe krige a la Libyen på egen hånd, eller om europæerne fortsat vil sidde på hænderne og håbe på at USA leverer det, de ikke selv kan. Det er her vigtigt at sige, at det ikke nødvendigvis er et spørgsmål om flere penge, men om vilje til at købe de rigtige ting fremover og så omstille de eksisterende styrker så de kan bruges langt væk hjemmefra. I denne proces er Danmark længere end de fleste – og det er ikke noget tilfælde at de danske fly har kastet uforholdsmæssigt mange bomber og leveret en uforholdsmæssig stor indsats. Målt pr. indsat fly er Danmark nok den europæiske nation, der har gjort mest – og det til UG, kryds og slange set fra et militært operativt synspunkt. Så Flyvevåbenet og danskerne kan godt være stolte af den indsats som Danmark har leveret.

7. Pakistan: “When we think about Al Qaeda and we talk about them within Afghanistan, we say it is about 50 or 75 folks who are actually in there as fighters‟, siger en amerikansk topembedsmand, der i stedet peger på truslen i Pakistan. En anden udtalte samstemmende efter Obamas tale: “We don’t see a transnational threat coming out of Afghanistan […] The threat has come from Pakistan‟. Har USA med sine drone-angreb og likvideringen af Bin Laden indledt en strategi der prøver at fungere udenom landets ledelse – eller er håbet, at man hermed kan provokere den pakistanske regering til at imødekomme USA’s krav om bekæmpelse af terroristerne?
     LARS ERSLEV ANDERSEN: USA har indledt en effektiv strategi (siden 2007 og især siden 2009), når vi taler om bekæmpelse af al-Qaida samt affilierede grupper i Pakistan. Prisen er civile tab samt øget anti-amerikanisme i Pakistan. En fortsat tilbagetrækning fra Afghanistan vil styrke USA’s muligheder for et bedre samarbejde med Pakistan, men det er svært – også fordi den pakistanske stat er presset fra mange sider.
     PETER VIGGO JAKOBSEN: USA har hele tiden kørt en strategi med to ben. Der lægges maksimalt pres på Pakistan for at få regeringen og hæren til at gøre mere. Samtidig gør USA selv det, der anses for nødvendigt og muligt med droner i håb om at det kan få Pakistan til at tage skeen i den anden hånd. Den strategi er ikke ny og den vil heller ikke blive lavet om.

ILLUSTRATION: KABUL – Soldater i Afghanistans nationale hær til en forevisning af dokumentar-tv-serien, „En hær genfødes‟, 6. juni 2011. Foto: US Dept. of State/S.K. Vemmer