26.09.2011

Det lignede til forveksling en fejring af en nationaldag. Mahmouds Abbas’ tale til FN’s Generalforsamling gav palæstinenserne håb om at blive anerkendt som en selvstændig stat. Men i Nablus ved man, at intet bliver foræret uden kamp.

REPORTAGE af Jakob Jessen, NABLUS

Det er først på eftermiddagen, og kun få butikker er åbne i byens gamle souk. Kinakopier blander sig med dadler. Det er fredag; ugens helligste dag. På byens centrale plads står en gruppe politimænd og spejder i de øde gader. Der er svært ikke at forfalde til klicheerne, når Nablus faktisk ligner stilhed før stormen.

Om få timer vil tusindvis af mennesker strømme til Ash-Shuhada-pladsen i det centrale Nablus for at se det, alle har snakket om de seneste uger: Præsidenten Mahmoud Abbas skal tale for et palæstinensisk medlemskab af FN foran FN’s Generalforsamling. Det kan betyde anerkendelsen af en palæstinensisk stat.

De sidste dage er spændingerne på Vestbredden mellem jødiske bosættere og palæstinensere steget. Det gælder også i Nablus. Bosættere har spærret vejene ud af byen i et forsøg på at provokere den palæstinensiske befolkning. Tirsdag blev en palæstinenser dræbt, da bosættere og palæstinensere stødte sammen uden for Nablus. Flere israelske soldater står klar ved ’ne ind mod byen. Samtidig har de palæstinensiske sikkerhedsstykker gjort et massivt rykind.

Hos den lokale boghandler knokler man. Også om fredagen. Tre unge mænd er i gang med at fylde bøger på hylden, og bagerst i lokalet sidder en ældre herre ved et skrivebord. Bag ham står koranen, Che Guevarra og det brasilianske flag. Den gråhårede hedder Muhammad og er glad: ”I dag er en festdag for palæstinenserne. Det handler om at vise, at hele verden står bag det palæstinensiske folk.”

Men ikke hele verden støtter palæstinenserne. Israel har advaret palæstinenserne om mere uro i Mellemøsten, hvis de søger medlemskab af FN. Og Israels faste støtte USA har truet med at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet. Så ansøgningen om medlemskab er ikke det samme som at få en anerkendelse af staten Palæstina foræret. Men Muhammed har tiltro til Mahmoud Abbas – eller Abu Mazen som han kaldes: ”Abu Mazen er en intelligent mand. Yasir Arafat var en kriger. Abu Mazen er en politiker.”

I et hjørne af pladsen står et langbord foran en bagerbutik. Rundt om sidder en række jakkesæt og spiser kunafeh. Den sukrede gedeost er en klistret delikattese og nydes her af den lokale Fatah-elite. De tæller både borgmesteren, regionsformanden og universitetsdirektøren. En af de underordnede, viceborgmester Anan al-Durrah, har været ansvarlig for at organisere dagens begivenheder. Hun forklarer, at “målet er at bringe alle palæstinenserne sammen for at sende en besked til det internationale samfund: At vi står sammen om vores præsident, vores PLO-lederskab og deres holdninger.”

Al-Durrah har samlet civilsamfundsgrupper, ungdomsorganisationer, universitetet, det lokale erhvervsliv, rådhuset og en række forskellige PLO-partier. Hamas og et par andre islamiske organisationer takkede nej. Men ellers er hele Nablus’ befolkning med. Ikke fordi de tror, at Abbas tager en stat med hjem. Men fordi det at sende ham af sted er et vigtigt signal:

”Vi er meget realistiske. Vi ved udmærket godt, at det her kommer til at tage tid. Men vores lederskab har holdt sine løfter og er gået det rette sted hen på det rette tidspunkt. Og nu skal de sige til amerikanerne – og nogle af araberne – at det er tid til at indfri deres løfter.”

Mens solen langsomt falder ned bag bjergene mod vest, begynder strømmen af mennesker at tage til. Busser fra de omkringliggende landsbyer oser ind mod Ash-Shuhada-pladsen og læsser hundredvis af støjende, unge palæstinensere af. De er klædt i de klassiske palæstinensiske kefiyeh – partisantørklæder – med flag og vimpler i grøn, rød, sort og hvid.

Klokken er 18. Pladsen er blevet trang, og det er mørkt. Oppe på scenen er de sidste forberedelser i gang. Borgmesteren er den første på scenen. Han bekræfter rygterne. En palæstinenser er blevet dræbt lige uden for Nabulus. Det er det israelske militær. Men dagens stemning overlever uden at krænge over i aggression. En palæstinensisk dansegruppe fra en flygtningelejr nær Damaskus i Syrien er akkompagneret af et orkester fra en anden flygtningelejr i Libanon. Diasporaens stjerner er fløjet hjem for at fejre hjemlandets forsøg på at bevæge sig ud af besættelsen.

Pludselige hastes danserne hastes af scenen. Tusindvis af ansigter vender sig fra scenen og mod en mur, hvor Abbas kommer til syne. Dybe brøl udstødes. Så lyttes der intenst. Jubles. Og så lyttes der igen. Indtil lyden forsvinder. Let forvirring. Stilhed. Og så begynder råbene at rulle hen over pladsen: ”Abu Mazen, Abu Mazen, Abu Mazen”.

Håbets stemme er tilbage. Abbas taler om Arafat og apartheid og frihed. Det blandes med tårer, kram og rastløse børn. Og så er det forbi. Folkedanserne er tilbage på scenen for et sidste show. Borgmesteren takker farvel, og folk trækker sløvt og langsomt væk fra Ash-Shuhada-pladsen.

Bilerne dytter i jubel på vejen ud af Nablus, og unge mænd hænger ud af soltag og vinduer og flager med deres farver. Men længere uden for byen, på hovedvejen fra Nablus til Ramallah holdes alle biler til side. En israelsk soldat lyser ind. Kigger mistænksomt og går videre. Dagen lignede det, den ikke var. Den lignede en nationaldag.

Jakob Jessen (f. 1986) er kandidatstuderende på Dansk på Københavns Universitet og har tidligere studeret journalistik og mellemøststudier på American University i Washington, D.C. Tidligere praktikant på DR P1′s Orientering og Altinget.dk’s Christiansborgredaktion. Har boet og arbejdet som journalist i Jordan, freelancet for Information i Syrien og produceret radioreportage fra Herning for P1 Reportage. ILLUSTRATION: En dreng i Nablus (foto af Jakob Jessen).