09.09.2011

Anklagerne mod fire Hizbollah-medlemmer for mordet på tidligere premierminister, Rafik Hariri, har fået de velkendte, sekteriske konflikter til at ulme igen i det borgerkrigsplagede land. Bliver fremtiden voldelig? RÆSON jagter svaret blandt Libanons førende eksperter.

Af Heini í Skorini, BEIRUT

“Ikke om tre år. Ikke om 30 år. Ikke om 300 år bliver vores brødre pågrebet!” Det er lørdag aften, og på libanesisk TV tordner den karismatiske, skæggede Hizbollah-leder, Sayyed Hassan Nasrallah, imod FNs særlige tribunal for Libanon, som siden 2007 har efterforsket drabet på tidligere premierminister, Rafik Hariri.

Efter mange års efterforskning fremlagde tribunalets canadiske chefanklager, Daniel Bellemare, tribunalets konklusioner i slutningen af juni. Anklagerne har fået de velkendte, sekteriske konflikter til at ulme igen i det skrøbelige og borgerkrigsplagede land, fordi de er rettet mod højtstående medlemmer af Hizbollah, den shiitiske milits og Libanons ubestridte militære magtfaktor, som med syrisk og iransk støtte kontrollerer hele Sydlibanon og dele af det østlige Libanon langs grænsen til Syrien.

Libanons statsadvokat, Saeed Mirza, fik 30 dage til at arrestere de fire mistænkte, men ingen er pågrebet af den simple årsag, at staten intet kan stille op med Hizbollahs magt. Et retsopgør in absentia er derfor sandsynligt.

Den populære sunnileder og multimilliardær, Rafik Hariri, blev dræbt af en massiv bilbombe i februar 2005 foran St. Georges Hotel i downtown Beirut, som kostede 22 mennesker livet. Mordet udløste de største folkelige demonstrationer i landets historie og medførte Syrisk tilbagetrækning efter 29 års militær besættelse, fordi den syriske overmagt fik skylden for drabet.

Retfærdighedens pris
Dr. Ahmad Moussalli, professor ved American University of Beirut og forfatter til flere bøger om mellemøstlig politik og historie, har fulgt efterforskningen siden 2005. Han havde til det seneste håbet på, at tribunalets konklusioner ville pege på gerningsmænd uden for Libanon.

“Det ville være meget nemmere, hvis de havde anklaget aktører i den syriske efterretningstjeneste, sådan som vi alle har troet siden 2005. Nu ser vi pludselig en optrapning af de gamle, sekteriske konflikter, og udsigterne for ny vold stiger,” siger Moussalli, da jeg møder ham på et stort kontor med flotte møbler i en grim og nedslidt bygning i Sydbeirut.

Moussalli forudser ikke en ny borgerkrig, men han frygter nye sammenstød og en destabilisering af Libanons sekteriske rivalisering mellem den nye, Hizbollah-støttede regering med den pro-syriske Najib Mikati i spidsen, og den Hariri-loyale opposition, som historisk er støttet af Saudi-Arabien og Vesten. Ikke mindst efter de ophedede debatter i parlamentet igennem juli og august, hvor oppositionsleder og søn af den afdøde premierminister, Saad Hariri, har spillet det “sekteriske kort” som aldrig før.

Den seneste militære voldseskalering var i maj 2008, da Hizbollah ydmygede de kristne og sunnitiske militser og besatte Vestbeirut i en lille uge – til skræk og rædsel for de kristne og sunnimuslimske befolkningsgrupper, som udgør omkring to tredjedele af Libanons befolkning.

Premierminister Mikati har gentagne gange forsikret om, at myndighederne vil gøre alt for at pågribe de anklagede, men han tilføjer hver gang, at sagen ikke skal få lov til at destabilisere landet. Et meget afgørende forbehold, som den tidligere premierminister, Saad Hariri, ikke ville høre tale om.

“Det er et meget svært dilemma mellem stabilitet og retfærdighed. På den ene side har de fleste libanesere et intuitivt ønske om, at Libanon lever op til internationale standarder, og at gerningsmændene bliver retsforfulgt i henhold til FNs krav. Men på den anden side ønsker ingen fornyet vold og sekteriske sammenstød mellem Libanons konfessionelle grupper”, siger Ahmad Moussalli.

På Det Amerikanske Universitets smukke campus i Vestbeirut er hans kollega, Hilal Khashan, dybt uenig. Professor Khashan er hyppig politisk kommentator på libanesisk TV, og ifølge ham er der ingen modsætning mellem stabilitet og retfærdighed.

“At opstille situationen som et valg mellem fred og retfærdighed er en falsk præmis. Hvorfor er de politiske myrderier nærmest blevet en norm her i landet? Fordi ingen bliver retsforfulgt og dømt! Det er på tide, at Libanons politi og efterretningstjeneste handler og for en gangs skyld giver os en følelse af, at vi rent faktisk lever i et retssamfund. De politisk motiverede mord får først en ende, når gerningsmændene bliver arresteret og stillet for en domstol”, siger Khashan, som tydeligvis ikke har meget til overs for Hizbollah.

Den syriske hånd
Mordet på den populære premierminister Rafik Hariri har været det mest opsigtsvækkende, men han er kun ét ud af mange ofre for politiske mord de senere år. Den kristne toppolitiker, Pierre Gemayel, blev skudt ned foran sin bil i januar 2006. Den antisyriske, libanesiske journalist og aktivist, Samir Kassir, blev dræbt af en bilbombe i juni 2005, og samme skæbne fik en anden Syrien-kritiker, journalist og politiker Gebran Tueni, i december 2005. Derfor har de fleste også mistænkt den syriske efterretningstjeneste for drabet på Hariri, indtil Der Spiegel i maj 2009 ifølge en anonym kilde i FN-tribunalet påstod, at FN ville pege på Hizbollah.

Den hæderskronede britiske mellemøstkorrespondent, Robert Fisk, havde et personligt kendskab til Rafik Hariri. Han var på stedet minutter efter eksplosionen og så Hariris forbrændte lig. Ifølge Fisk er det lykkedes Hizbollah at miskreditere tribunalets troværdighed blandt store dele af Libanons befolkning – også efter offentliggørelsen af tribunalets bevisførelse, som primært er baseret på en kæde af sporede mobiltelefonopkald.

“Jeg ved ikke, hvem der dræbte Hariri, men én ting er sikker: Det ville være totalt umuligt at gennemføre en så omfattende operation uden syrisk indblanding på et eller andet niveau. Syriske myndigheder var allestedsnærværende før tilbagetrækningen i 2005, og derfor er jeg sikker på, at højtstående personer i det syriske efterretningsapparat er medskyldige”, siger Robert Fisk på sin hvide altan ved strandpromenaden i Beirut, kun en kilometer fra St. Georges Hotel, hvor mordet fandt sted.

Krigshelten
Hassan Nasrallah har for længst gjort klart, at han ikke vil samarbejde med tribunalet, og han afviser anklagerne som et amerikansk-israelsk komplot imod den shiitiske modstandsbevægelse, som baserer sin eksistens på kampen mod den zionistiske fjende i syd.

Især én af de fire anklagede Hizbollah-medlemmer er iøjnefaldende: Mustafa Badreddine, en 50-årig krigshelt og chef for sikkerhedstjenesten, svigerbror og efterfølger til den legendariske general og Hizbollahs militære master mind, Imad Mughniyeh, som blev myrdet af en bilbombe i Damaskus i februar 2008, sandsynligvis af israelske Mossad-agenter. Badreddine er medlem af Hizbollahs såkaldte Øverste Vejledende Råd, og derfor er tribunalets anklager yderst sensitive.

“Hizbollah er en organisation med en stalinistisk disciplin og en fasttømret hierarkisk struktur, hvor ledelsen bestemmer suverænt. Derfor er anklagen mod Badreddine en anklage mod Nasrallah. Og derfor holder resten af Libanon vejret”, siger den britiske journalist, Patrick Gayle, som har dækket sagen for den engelsksprogede libanesiske avis, The Daily Star. Vi mødes på en lille café i det livlige Hamra område i Vestbeirut, og Gayle frygter, at anklagerne mod Hizbollah vil smadre ethvert forsøg på national forsoning.

“Libanons problem er grundlæggende, at de statslige institutioner aldrig har fungeret, fordi landet er delt op i konfessionelle grupper, også ifølge grundlovens magtfordeling. Det handler med andre ord om at styrke det nationale tilhørsforhold og svække det sekteriske, men denne begivenhed opildner til det præcis modsatte. Fjendtligheden mellem sunni- og shiamuslimer er stigende, og vi har før set, hvad det kan medføre”, siger den unge, velklædte journalist, mens han slubrer en lokal, libanesisk øl.

Status quo
De fleste analytikere er enige om, at de fire Hizbollah-medlemmer aldrig bliver arresteret, og mange har gættet, at de for længst er flygtet til deres ideologiske åndsfæller i Iran. Men i et opsigtsvækkende interview i TIME Magazine midt i august siger en af de mistænkte, at “libanesiske myndigheder ved, hvor jeg befinder mig, og hvis de ville arrestere mig, kunne de have gjort det for længst”.

Interviewet har medført voldsom kritik mod regeringens tilsyneladende passivitet, men Hizbollah afviser, at noget interview har fundet sted (hvilket TIME Magazine naturligvis igen har afvist). Tilbage står, at en seriøs jagt på de anklagede ville være en de facto-krigserklæring mod en organisation, hvis hær er stærkere end Libanons officielle statshær.

“Derfor er premierminister Mikatis strategi simpel: udadtil siger han, at Libanon gør alt, hvad der står i dens magt for at efterleve FNs krav og anholde de anklagede, men indadtil sker der intet. Ingen kan straffe regeringen for ikke at være i stand til at finde nogle mistænkte, som sandsynligvis befinder sig i Iran, og sådan slipper Libanon for internationale sanktioner uden at efterleve FNs krav,” siger Patrick Gayle.

Libanons regering finansierer 49 procent af tribunalets udgifter, men Hizbollah har længe presset på for et totalt stop for al finansiering. Samtidig har Libanon lige overtaget formandskabet i FNs Sikkerhedsråd, og premierminister Mikatis balancegang mellem internationalt og indenrigspolitisk pres bliver stadig mere vanskelig.

Heini í Skorini er freelancejournalist og har bl.a. skrevet for Weekendavisen fra Mellemøsten. MA i religionsvidenskab fra King’s College, University of London, og BA i statskundskab. Tidligere praktikant på den danske ambassade i Tel Aviv, Israel. ILLUSTRATION: Rafik Hariri, Libanons myrdede tidligere premierminister.