09.09.2011

Retssagen mod den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak er først nu ved at starte for alvor. Egypterne er delte i forhold til, hvilket resultat de ønsker. Men der er enighed om, at retssagen er en historisk begivenhed ikke kun i Egypten, men i hele regionen.

Af Helen Hajjaj, CAIRO

De mange sten, der er blevet kastet foran retssalen, vidner om det. Det samme gør de mange håndgemæng mellem advokaterne indenfor. Egypterne er delte i sagen mod den væltede præsident Hosni Mubarak, der står tiltalt for at have givet ordren om at skyde mod demonstranter under den 18 dage lange revolution tidligere på året. Bliver han dømt, risikerer han i værste fald en dødsdom. Men selv om der uden tvivl er egyptere, der mener, at en sådan straf vil være den mest passende, så lægger de fleste af revolutionens forkæmpere vægt på, at retssagen bliver retfærdig – også selv om det betyder en frifindelse.

Retssagen bliver nemlig set som et afgørende element i genfødslen af et nyt og demokratisk Egypten. Synet af den tidligere så magtfulde enehersker bag tremmer skulle være med til at rense årtiers undertrykkelse af egypterne. Bevidstheden om at selv præsidenten kan blive stillet til ansvar for sine handlinger skulle overbevise de sidste tvivlere om, at revolutionen havde været en god ting.

Men det var ikke den store, stærke landsfader, der trådte ind i retssalen. Det var en syg 83-årig mand, der var så svagelig, at han ikke engang kunne sidde i en stol, men måtte trilles ind liggende på en hospitalsseng. På forhånd havde Mubaraks forsvarsadvokat flere gange omtalt, hvor svækket den tidligere præsident var, og mange så det som et tegn på, at han måske slet ikke ville møde op på første retsdag (et skridt, alle var enige om, ville have resulteret i voldelige optøjer på Tahrir pladsen). Men det var trods alt de færreste, der havde forventet det syn, der så mødte de tusinder og atter tusinder af folk over hele verden, der fulgte med i retssagen direkte på TV.

Igen sympati til Mubarak
Med et kom der en anden stemning over sagen. Mubaraks støtter harcelerede over, at man kunne behandle en højtelsket nationalhelt på den måde. De mange (måske endda flertallet), der var glade for, at han var væk, men som var i tvivl om formålet med en retssag, var forargede over synet og kunne mærke sympatien vælde op. Selv enkelte af de unge revolutionære måtte sige fra, da Twitter flød med flabede kommentarer om en næsepillende ekspræsident. Og både uden for og inden i retssalen virkede kaos fuldkomment, da Mubaraks støtter og modstandere kastede med sten, mens advokaterne brugte deres hævede stemmer som våben mod hinanden og dommeren. Faktisk virkede det i det øjeblik som om, det eneste alle egyptere kunne blive enige om, var, hvor pinligt landet tog sig ud.

Om landets ære var blandt grundene til, at dommeren efter to retsmøder besluttede at lukke af for tv-kameraerne er usikkert. Sikkert er det dog, at beslutningen i første omgang vakte et ramaskrig blandt de mange demonstranter, der via tv, computere og mobiltelefoner forsøgte at få så meget med af retssagen som muligt. De var tidligere blevet lovet, at retssagen mod Mubarak ville blive sendt direkte på nationalt tv som en slags forsikring om, at alting ville foregå efter reglerne. For selv om det egyptiske retssystem har været kendt for at være semi-autonomt i forhold til styret, så ville de mest afgørende vidner komme fra politiet og militæret – institutioner med høj loyalitet mod præsidenten. Ved at kunne se retssagen direkte på tv var der et håb om, at vidnerne ville tale sandt, og at dommerne ville være de første til at vække troen på, at i det mindste én statsinstitution er til at stole på.

I stedet blev de vidner til en dommer, der i ren og skær desperation flere gange på under en time måtte afbryde retssagen for at få folk i salen til at køle ned, og som til sidst meddelte, at det var slut med direkte sendinger fra retssalen. Argumentet lød, at det for, at senere vidner ikke fik mulighed for at høre, hvad der blev sagt i salen. Men både på gaden og i aviserne mente de fleste, at det nok nærmere var et forsøg på at lægge en dæmper på den ophidsede stemning, der truede med at forhindre en reel fremgang i sagen.

Overraskende vidneudsagn
Denne uge bød så på det første retsmøde uden kamera på, og med det første vidneafhøring. Over en måned skulle der gå, fra sagen gik i gang, til første mand blev afhørt. Men hvis dommeren havde håbet, at de manglende kameraer ville medføre en stille fremførelse, så tog han grueligt fejl. 21 personer blev anholdt efter uroligheder foran retssalen, mens der måtte kaldes til flere pauser indenfor. Værst stod det til, da det kom til deciderede håndgemæng mellem nogle af advokaterne, mens andre forsøgte at brænde billeder af Mubarak af.

Til sidst lykkedes det dog at få gennemført første vidneafhøring. En afhøring, som flere medier har beskrevet som en kold dukkert for alle dem, der ønsker at se Mubarak dømt. På vidnebænken sad general Hussein Saeed Mursi, der havde ansvaret for kommunikationen i sikkerhedsvæsenet. Og ifølge ham var det hverken Mubarak eller den daværende indenrigsminister Habib el Adly (der sidder tiltalt i samme sag), der afgav ordren om at skyde mod demonstranter. Fra vidnebænken fortalte han, at ordren var kommet fra en højerestående officer, der også sidder tiltalt for sin rolle i drabene på demonstranter. Adspurgt direkte af dommeren, om han vidste, om ordren kunne være kommet fra el Adly lød svaret klart: ”Det ved jeg ikke.”

Ifølge flere egyptiske medier var netop dette vidneudsagn en brat opvågning for de mange, der var overbeviste om at sagen ville ende med en dom. For første gang lå der en reel påmindelse om, at selv om der faktisk bliver gennemført en sag efter alle kunstens regler, så kan det ende med en frifindelse af Mubarak, hvis vidnerne ikke følger samme historie. Flere anklagere protesterede da også mod vidnet og sagde, at hans udsagn ikke stemte overens med de ting, han havde sagt under de første afhøringer.

Afhøringen af vidnet var samtidig en påmindelse om, at det kan blive mere end almindeligt svært at få Mubarak dømt. En ordre om at skyde på civile bliver ikke givet per email eller sms. Så en domfældelse vil kræve, at tilpas mange troværdige vidner vil stå frem og sige, at de har hørt ordren blive givet. Når første højtstående vidne gør præcis det modsatte, så kan det være svært at forestille sig, at andre vil gøre det. Og mens sagen nu kører for lukkede kameraer, så mister de revolutionære langsomt troen på en retfærdig og reel retssag, der hvor det drejer sig om folk højt nok oppe i systemet.

En symbolsk retssag for regionen
Men det er ikke kun egypterne, der følger sagen med højeste interesse. Opgøret mod Mubarak er nemlig blevet et symbol for hele regionen. For befolkningerne, der drømmer om at se deres ledere stå for en dommer. Og for lederne, der nu for alt i verden vil undgå at se en dømt eks-præsident.

Indtil videre er fem kuwaitiske forsvarsadvokater rejst til Egypten i håb om at hjælpe den hær af advokater, der i øjeblikket forsøger at overbevise dommeren om, at den væltede præsident ikke afgav ordre om at bruge rigtige kugler mod demonstranterne. De kuwaitiske advokater har selv udtalt, at det er en ”tak for sidst”-gestus for Mubaraks opbakning, da Kuwait i 1990 blev invaderet af Irak.

Selv om der ikke er beviser på det, så fremlægger egyptiske medier de fem advokater (og flere på vej) som en håndsrækning fra styret i Kuwait. De køber ikke udmeldingen om, at der er tale om en slags taknemmelighedsgæld. Synet af en væltet præsident stillet til regnskab foran en dommer er det mareridt, de fleste ledere i regionen har vågnet badet i sved af. Og nu hvor selv grænseløs kniben i armen ikke vil kunne vække dem, er deres bedste håb, at Mubarak i det mindste ikke vil blive dømt for de overtrædelser, som store dele af den egyptiske befolkning er sikre på, han har begået.

Så har det trods alt været lettere for dem at følge Tunesiens afsatte præsident Ben Ali, der godt nok er blevet idømt 35 års fængsel, men det in absentia. Både Ben Ali og hans kone sidder nu trygt i Saudi Arabien, der har nægtet at følge den nye tunesiske regerings anmodning om at få dem udleveret. I Mellemøsten findes flere vittigheder om antallet af afsatte præsidenter, der samles i det store golfland. Og flere havde da også ventet, at Mubarak ville forsøge sig med samme manøvre, da tingene spidsede til omkring ham.

Bliver Mubarak dømt, mens han selv er til stede i retssalen, vil det virke som en næsten lige så stor opmuntring til befolkningerne, som selve revolutionerne var. Selv om flere lande efterhånden har nået point of no return, så frygter andre landes ledere en genopblusning af revolutionsånden, hvis Mubarak får en dom. Derfor er det altafgørende for dem, at Mubarak i bedste fald bliver frikendt, og alternativt slet ikke når at få sin dom.

Afgørende vidne
Det er stadig for tidligt at spå om, hvor store chancerne er for, at Mubarak eller hans tidligere indenrigsminister bliver dømt. Både forsvars- og anklageadvokater regner med at fremlægge tusinder af siders dokumenter og afhøre flere hundrede vidner. For Mubarak sidder ikke kun tiltalt for at have givet ordren om at skyde på demonstranter. Han er sammen med sine to sønner også tiltalt for omfattende korruption, samt for at sælge gas til Israel til under markedsprisen. Der er udbredt enighed om, at familien Mubarak har hundrede af millioner af dollars stående rundt omkring i verden. Spørgsmålet er nu, hvor gode de har været til at slette sine spor.

Men i Egypten er interessen næsten allerede rykket videre fra Mubarak, hans sønner og el Adly. Mange venter nu i spænding på, om den tidligere forsvarsminister og nuværende leder af militærrådet, Muhammed Hussein Tantawi, skal på vidnebænken. Både forsvarere og anklagere har meldt ud, at de ønsker at afhøre ham. Tantawi selv er kommet med en principiel udtalelse om, at han gerne vil lade sig afhøre, hvis dommeren beder ham om det. Men pga. hans militære rolle vil en sådan afhøring næppe foregå i den almindelige retssal, men derimod ved den militærdomstol, egypterne så inderligt hader. Og så er det ikke sikkert, at offentligheden nogensinde får at vide, hvad han siger.

Netop fordi Tantawi stadig er aktiv (mange mener, at han er Egyptens mest magtfulde mand netop nu), vil egypterne gerne vide, hvilken rolle han har spillet, og hvad han har vidst under revolutionen. Blandt de revolutionære er der en udbredt holdning om, at man stadig sidder med det samme regime, men bare med en ny mand på toppen. Hvis det viser sig, at Tantawi har været medvidende til alt under revolutionens 18 vinterdage, så vil der uden tvivl komme en stærk reaktion fra befolkningen. Til den tid er spørgsmålet så, om militæret har sat sig så tungt på magten, at det ikke kan væltes.

Helen Hajjaj (f. 1981) er uddannet journalist fra SDU i 2005. Hun har siden arbejdet på bl.a. Nyhedsavisen og været vært på DR2. Var i foråret 2011 RÆSONs Mellemøstenredaktør. I øjeblikket arbejder hun for Dansk Egyptisk Dialog Institut i Cairo. Holdningerne udtrykt her er dog udelukkende hendes egne. ILLUSTRATION: Hosni Mubarak (til højre) og Vladimir Putin mens de begge var præsidenter. I dag er Mubarak afsat, og Putin er premierminister.