19.04.2011

Den 2. maj skal de canadiske vælgere til stemmeurnerne igen. Det bliver fjerde gang på syv år, at der skal vælges nye politikere til parlamentet, og den hyppige frekvens tærer efterhånden grundigt på vælgernes tålmodighed. Det kan i værste fald betyde, at vælgerfremmødet reduceres ganske betragteligt i forhold til tidligere. Øverst på den politiske dagsorden optræder emner som økonomisk ansvarlighed, budgetoverskridelser og regeringens ønske om en strammere kurs over for de kriminelle.

Af Thomas Christensen

Når man færdes i Toronto og andre canadiske storbyer, er sikkerhedsopbuddet alle steder slående stort. I de fleste mindre indkøbscentre og i de såkaldte LCBO’s (forretninger som har bevilling til at sælge vin og spiritus) våger vagternes falkeblikke konstant over kunderne, og uniformerede vagter huserer i mange mellemstore boligkomplekser. Det kan virke paradoksalt, at dette enorme opbud af sikkerhedsvagter i højere grad giver næring til frygt end til tryghed.

I slutningen af marts tabte den canadiske regering, med den konservative Stephen Harper i spidsen, en mistillidsafstemning i parlamentet. Derfor skal canadierne til stemmeurnerne 2. maj, og netop sikkerhed er blevet et af hovedtemaerne i valgkampen.

Selv om statistikerne taler deres eget tydelige sprog og vidner om en klar nedgang i kriminaliteten på landsplan, har den siddende regering gjort det til et kardinalpunkt, at der skal ske stramninger af den eksisterende lovgivning. Ifølge de officielle statistikker er kriminaliteten på nationalt niveau faldet med tre procent det seneste år, og set over en længere tidshorisont er tallet faktisk faldet endnu mere markant. Over en 10-årig periode er den samlede kriminalitet i Canada således reduceret med hele 17 procent. Den siddende regering ønsker i forlængelse af valget at få vedtaget en samlet kriminalitetspakke i det nye parlamentet. Men valget skal lige vindes først.

Udtalt politikerlede
Valget 2. maj bliver fjerde gang på syv år, at de canadiske vælgere skal sammensætte et nyt parlament. De mange utidige valg har ifølge Nelson Wiseman, professor i Statskundskab ved Toronto Universitet, favoriseret det nuværende konservative regeringsparti. ”Harper har held med at angribe oppositionen for at tvinge regeringen til at udskrive valg på et tidspunkt, hvor truslen fra den økonomiske krise på ingen måde er overstået, og i en tid hvor nationen hellere burde stå sammen og udvise ansvarlighed,” forklarer Wiseman til RÆSON. Mistillidsdagordenen mod Stephen Harpers mindretalsregering skete netop på foranledning af de Liberales nyudnævnte leder, Michael Ignatieff, der beskylder Harpers regering for at have rod i økonomien og for generelt at have udvist ”politisk slendrian” – bl.a. ved at skjule de reelle udgifter i forbindelse med en foreløbig kriminalitetspakke. Mistillidsdagsordenen blev vedtaget med stemmerne 156 for og 145 imod, og Harper var derfor meget mod sin vilje tvunget til at udskrive valg. Mange canadiere kan imidlertid ikke se nødvendigheden af atter at skulle til stemmeurnerne, da det hverken har været folkelige protester eller massive demonstrationer foran parlamentet i Ottowa, som har bragt regeringen til fald.

Politikerleden blandt befolkningen er udtalt, og eksemplificeres bedst ved at den fransksprogede tv-debat blev fremskudt en dag, fordi den oprindeligt var programsat til at finde sted samtidig med at ishockeyholdet Montreal Canadians skulle spille deres første kamp i slutspillet. Som nogle politiske kommentatorer tørt konstaterede, lykkedes det for en sjælden gangs skyld politikerne fra de to fløje at opnå et kompromis og blive enige om noget.

Konservativt forspring i meningsmålingerne
Den første af to nationale tv-debatter blev afholdt midt i april. I Canada har man ikke, som vi kender det fra Danmark, direkte dueller mellem de to førende kandidater. I stedet var der tale om en drøftelse blandt lederne fra landets fire største partier – den siddende konservative premierminister Stephen Harper, De Liberales nyudnævnte leder, Michael Ignatieff, den ”socialdemokratiske” NDP-formand, Jack Layton, og endelig frontfiguren for Quebec-blokken, Gilles Duceppe. Sidstnævntes langsigtede mål er uafhængighed fra Canada.

Lederen af Canadas femtestørste parti, Elizabeth May som står i spidsen for de Grønne, var imidlertid ikke inviteret til at deltage i partilederdebatterne. Det er en kontroversiel beslutning, som har affødt en del kritik i den offentlige debat, og det er ikke kun, fordi hun var den eneste seriøse kvindelige kandidat i førerfeltet. May har forgæves forsøgt at få omgjort beslutningen via domstolene, men fik kort før den første af de to debatter endeligt afslag på sin klage.

I meningsmålinger spiller hun og de Grønne kun en marginal rolle med opbakning fra omkring 4 procent af vælgerne. Selve tv-debatten foregik som ventet i nogenlunde fordragelighed og har næppe flyttet mange stemmer. Mange canadiere mener, at valgkampen hidtil har været småkedelig og uden den store dramatik. En af Canadas bedst kendte politiske kommentatorer, Rex Murphy, mener ligefrem, at valgkampen indtil videre har været domineret af trivialiteter som debatform og de enkelte politikeres fremtoning i stedet for substantielt indhold som for eksempel den internationale økonomiske fremtid og landets militære engagement i Libyen.

Takket været en velreguleret banksektor og en udtalt rigdom på naturressourcer er Canada dog kommet forbløffende helskindet og let igennem den økonomiske krise, hvilket kan være en af forklaringerne på, at politikerne har nedtonet emnet. Arbejdsløsheden er dog fortsat relativt høj på lige under 8 procent så til trods for politikerne undvigelsesmanøvrer fylder økonomien alligevel en del spalteplads.

Det er især den siddende regerings håndtering af økonomien, som har været til diskussion, og årsagen til at den i marts tabte mistillidsafstemningen, der udløste valget. Harper’s kabinet beskyldes for manglende gennemsigtighed i forbindelse med flere store projekter, herunder indkøbet af 65 kampfly fra USA. Også budgettet for afholdelse af sidste års G20-møde i Toronto er blevet underkastet en nærmere granskning, da en endnu ikke offentliggjort rapport angiveligt har afsløret, at seancen var noget dyrere end oprindeligt oplyst. Mens de konservative fremadrettet har varslet besparelser for at få budgettet til at gå op, er de Liberales tilgang noget anderledes. De Liberale mener ikke, at økonomien i de Konservatives plan hænger sammen. En øget selskabsskat skal ifølge De Liberale være med til at finansiere de øgede udgifter til at opretholde velfærden.

De Liberale havde håbet på, at Ignatieff ville være et frisk pust i valgkampen, men han har ikke kunnet leve op til forventningerne endnu. Ignatieffs svaghed er, at han er relativ ny i gamet. Han blev valgt til parlamentet for første gang i 2006 og har kun været leder for de Liberale siden 2008. Forinden har han fungeret som forfatter, journalist og har undervist i menneskerettigheder ved Harvard Universitet. Mange ser ham som en lært elitist, som ikke har den fornødne folkelige appel.

Hidtil har De Konservative konsekvent ført i meningsmålingerne med lige omkring 40 procent af stemmerne. De Liberale følger umiddelbart efter med 31 procent, og der skal således ske små mirakler, hvis Harper skal væltes fra tronen. Lige godt en fjerdedel af vælgerne har imidlertid endnu ikke besluttet sig, og det er disse potentielle vælgere, som de Liberales Ignatieff håber at kunne appellere til i slutspurten.

Risiko for ny mindretalsregering
Udenrigspolitik fylder overraskende nok meget lidt i den canadiske valgkamp. Ifølge professor Wiseman skyldes det, at der stort set er politisk konsensus blandt de dominerende partier om det canadiske engagement i forskellige udenlandske konflikter. Patriotisme spiller i den forbindelse også en stor rolle, og kun de færreste ønsker at lægge sig ud med militæret og de soldater, som gør tjeneste ”overseas”. De Konservative har netop beskyldt Ignatieff for manglende patriotisme, fordi han i store perioder af sit liv har arbejdet og opholdt sig i udlandet. De Konservative har på den baggrund antydet, at den Liberale leder har diskvalificeret sig selv til embedet som premierminister.

Quebec-partiet er den store outsider. Det har aldrig været på tale at inddrage partiet i selve regeringen, men for to år siden var det på tale, at blokken kunne udgøre det parlamentariske grundlag for en mindretalsregering bestående af NDP og de Liberale. I sidste ende var der dog alligevel flere ting, som skilte partierne end samlede dem. Det er i øvrigt heller ikke partiets eget ønske at blive en del af regeringen. Faktisk foretrækker mange af indbyggerne i den fransksprogede delstat at løsrive sig helt fra Canada. Det kan dog ikke helt afvises, at de tre ”småpartier” tilsammen kan opnå flertal og på ny prøve at få etableret et samarbejde, som vil kunne bryde med den konservative dominans.

Under parolen ”Here for Canada” fremstår Stephen Harper som garant for kontinuitet og stabilitet. Hans største problem er en åbenlys mangel på karisma og folkelig charme. Ifølge flere canadiske medier fremstår han mest af alt som en halvkedelig teknokrat. Omvendt kan det netop være denne knastørre facon som indgyder respekt og troværdighed i en tid præget af international økonomisk usikkerhed. Meningsmålinger har i hvert fald givet ham et solidt forspring i forhold til modstanderne. Det står endnu hen i det uvisse, om hans reformerede konservative parti alene kan få flertal, eller om det fortsat bliver nødt til at indgå i en koalition med et eller flere af de mindre partier. Harpers nuværende regering er i øvrigt den længst siddende mindretalsregering i Canadas historie, hvorfor han altså ikke er uvant med at navigere politisk, hvis en sådan situation på ny skulle blive udfaldet af vælgernes dom.

Foto: Torontos silhuet mod himlen klokken 07:26 en dag i marts (commons.wikimedia.org).

Thomas Christensen (f. 1972) arbejder som freelancejournalist og rejser hvert år i Canada. Han har læst historie og statskundskab ved Københavns Universitet, hvorfra han også har en uddannelse i kriminologi.