07.02.2011

RÆSONs redaktører udpeger hver mandag den mest interessante politiske og økonomiske historie. I denne uge: Den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke er et ekko af Torben M. Andersen – Bernanke gentog torsdag i en tale den advarsel, Torben M. Andersen for et par uger siden gav i et interview med RÆSON; vækst er ikke løsningen på alt. Og så kigger vi over sundet for at se, hvordan den borgerlige blok kan hente inspiration hos svenskerne.

UGENS ØKONOMISKE HISTORIE:
Bernanke er et ekko af Torben M. Andersen

Af Kenneth Praefke, daglig redaktør, RÆSON

Man kan ikke vækste sig ud af finanspolitiske holdbarhedsproblemer, sagde Bernanke i sidste uge, da han holdt tale for en gruppe økonomijournalister i Washington, DC. Hov, har vi ikke hørt noget lignende før? Jo. ”Stigende produktivitet vil øge den materielle velstand i samfundet, men ikke løse det grundlæggende finansieringsproblem”, sagde Torben M. Andersen til RÆSON i artiklen vækst er ikke løsningen på alt. Budskabet var det samme fra Bernanke; politikerne kan ikke bare forvente at vækst løser de langsigtede udfordringer for den offentlige økonomi – enten må der skæres i udgifterne ellers må skatterne hæves, sagde den amerikanske centralbankchef.

Bernanke brugte også taletiden på at advare republikanerne mod ikke at hæve gældsloftet eller bruge afstemningen om gældsloftet politisk til at kræve nedskæringer. Dermed har Bernanke valgt at gøre sig selv til en del af cirkusset omkring gældsloftet. Som Niels Bjerre Poulsen i januar sagde i et interview med RÆSON, så ved republikanerne godt at gældsloftet selvfølgelig skal hæves, men de bruger den voksende gæld til at udstille præsident Obama som uansvarlighed og fremme deres egen modstand mod en voksende stat. For republikanerne er gældsloftet altså primært politik, men det er en farlig kurs advarer Bernanke. Hvis ikke gældsloftet hæves risikerer politikerne at skræmme markedet, så renterne eksploderer og USA kastes ud i en gældskrise af europæiske dimensioner.

Noget helt andet. En af de mest levende økonomi-skribenter Michael Lewis, forfatter til Liar’s Poker og senest the Big Short om finanskrisen, har skrevet sig gennem den irske bankkrise. Lewis er altid værd at læse, så meget, at han alene har fået flere økonomer til at abonnere på Vanity Fair – selvom det ikke giver så meget respekt at have liggende på kontorbordet som The Economist. Jeg nøjes endnu med at følge med online.

**

UGENS POLITISKE HISTORIE:
At komme på fode

Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Det bliver skelet til Sverige i disse dage. Først kom de Konservatives nyslåede politiske ordfører Carina Christensen med forslaget om at sænke den danske beskatning fra 47 % til 45 % efter svensk forbillede. Og senest er det VU-formand Jakob Engel-Schmidt, der mener, at hele den borgerlige blok bør samle sig efter svensk forskrift: de fire borgerlige partier bør, ligesom Moderaterna, Centerpartiet, Kristdemokraterna og Folkpartiet, samle sig i en fælles alliance for det borgerlige Danmark.

At kigge mod Sverige er ikke helt dumt. Det er lykkedes den svenske ’Alliansför Sverige’, bestående af de fire borgerlige partier, at sikre en markant fremgang i den svenske vækst. Sverige oplevede i 2010 en 3 gange så stor vækst som Danmark; herunder fremgang i det private forbrug, eksporten, og det generelle investeringsniveau. Den borgerlige alliance i Sverige har formået at gøre det, som den borgerlige blok i Danmark kun kan drømme om på nuværende tidspunkt; forankret den svenske økonomi og samlet sig i fælles front. Med et kommende folketingsvalg i sigte – et folketingsvalg, der næsten udelukkende synes at komme til at dreje sig om hvem der kan sikre den danske økonomi – er det borgerlig ønsketænkning blot at nærme sig de svenske kollegaer.

Spørgsmålet er så, om det kun kan blive ved ønsketænkningen? Det er der noget der tyder på. Det borgelige Danmark synes tæt på et reelt breakdown. Analyseinstituttet Greens måling fra 4/2/11 viser en markant Socialdemokratisk fremgang og samtidig en generel fremgang til rød blok. Var der valg i morgen ville rød blok få 98 mandater mod 81 til blå blok. Luften synes således umiddelbart at være gået ud af den ellers hårdt oppustede ballon, der svævede let over den borgerlig lejr efter Løkkes nytårstale om radikal reformation af efterlønnen, og før Espersens bratte exit fra den konservative trone.

Samtidig er den borgerligt blok i åben konfrontation. Anders Samuelsen kører hvad der opfattes som direkte smædekampagner mod regeringen og DF. Ud af 50 helsides LA-annoncer i landets aviser er 24 rettet mod regeringen og kun 2 mod oppositionen. Man er således langt fra den svenske alliance-model og langt fra den borgerlige forsoning som VU-formanden plæderer for.

Endelig er de Konservative i åben kamp med sig selv, kernevælgerne og egen overlevelse. Carina Christensens forslag om markante skattelettelser på 35. mia. kroner over de næste 9 år, der efter svensk forbillede skal styrke væksten i det danske samfund, synes malplaceret. Mens regeringen snakker om behovet for ændringer af efterlønnen og generelt stiller offentlig smalkost i udsigt, vælger de Konservative at spille et af de sidste kort på hånden. Det kan virke utroværdigt på borgerlige vælgere, men det kan tænkes – og det er Christensens kongstanke – at vende vælgerflugten fra de Konservativ til Liberal Alliance. Dette synes dog tvivlsomt.

Spørgsmålet bliver så, om skattelettelserne reelt vil virke på samme måde i Danmark, som de har gjort i Sverige? Svarene er flere, men det kan her påpeges, at den svenske vækst ikke primært er drevet af finanspolitiske lempelser af skatten, men nærmere af mere strukturelt betingende vilkår, som ikke umiddelbart er at genfinde i Danmark. Det er således usikkert, om skattelettelser overhovedet har den tilsigtede effekt, som de Konservative ønsker.

Det kan være effektfuldt at skue mod det svenske. Noget i lykkedes i Sverige, og noget skal ske den borgerlige lejr i Danmark, hvis ikke den borgerlige skude skal synke. Noget skal gøres. Spørgsmålet er så bare, om det bliver gjort ordentlig på nuværende tidspunkt.