31.01.2011

RÆSONs redaktører udpeger hver mandag den mest interessante politiske og økonomiske historie. I denne uge handler det om Henriette Kjær, medierne og hvad der sker, når der går jagthund i vagthunden. Og om en ny amerikansk kommissionsrapport, der fastslår, at finanskrisen kunne være undgået, hvis ikke en række tilsynsmyndigheder havde svigtet, og hvis Wall Street ikke havde været så grådige.

UGENS POLITISKE HISTORIE:
Vagthunden bjæffer. Jagthunden gjalder

Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Henriette Kjær er ude af dansk politik. Ikke blot som politisk ordfører og gruppeformand for de Konservative, men også som folketingsmedlem, når den indeværende valgperiode slutter. Det meddelte hun torsdag i sidste uge.

Årsagen til bruddet med dansk politik er klart: Der har været rod i privatøkonomien. I første omgang måtte Henriette Kjær gå som familie- og forbrugerminister tilbage i 2005 pga. hendes mands manglende betaling for en markise og to sofaer. I denne omgang har dagbladet BT så gravet en række sager frem om flere manglende betalinger og en svigermor, der har meldt Kjær og hendes mand Erik Skov Pedersen til politiet for dokumentfalsk.

Ifølge Kjær selv forlader hun dansk politik for at komme ud af den negative mediespiral; for at sikre sit privatliv.

Sagen er interessant af flere årsager. Men særligt interessant er mediernes meget markante rolle i Kjærs exit. Der synes at være gået jagthund i vagthunden; medierne, primært anført af BT, har egenhændigt lagt planen for Kjærs exit, fremlagt bevisførelsen og eksekveret dommen. Kjær kunne i midten af sidste uge reelt ikke gøre andet end at gå. Hun skadede ikke blot partiet og Lars Barfods svindende muligheder for at samle resterne af det konservative regiment, men også sig selv, sin familie og sine fortsatte karrieremuligheder.

Men er sagen om Kjærs privatøkonomiske forhold i virkeligheden en sag, der bør stå så højt på mediernes dagsorden? Man kunne argumentere for, at Kjærs økonomiske forhold er og bliver en privat sag eller om ikke andet en politisk sag mellem Kjær og de Konservative eller mellem Kjær og hendes vælgere. Men det er det ikke! Sagen er i et par dage forside stof for tabloidaviserne og underlægges intense analyser i de øvrige medier. Hvorfor? Fordi personsager er det nye sort i den politiske nyhedsdækning.

I Maiken Piils artikel i RÆSON i november sidste år påpegede Studieleder i journalistik på RUC, Mark Ørsten, at skellet mellem det offentlige og private er under pres i mediernes dækning af politiske personsag. Medierne har ikke blot en tendens til at gå i selvsving over enkelte politikers manøvre – herunder Thorning-Schmidts skattesag; Ole Sohns tidligere position som formand for Danmarks Kommunistiske Parti; og Lene Espersens feriesag – men har også en klar tendens til at overskride grænsen mellem hvad der er i offentlighedens interesse og hvad der trods alt hører privatlivet til. I sagen om Kjær fortæller rodet i privatøkonomien naturligvis noget om Kjær som privatperson, men det er spørgsmålet, om det fortæller noget substantielt om Kjær som politiker. I mediernes optik kan der imidlertid ikke skelnes mellem den private og den offentlige sfære. Er man i politik er man, på alle fronter, en offentlig person. Man står ikke kun til ansvar overfor sine vælgere og sit parti, men også over for mediernes og befolkningens moralske fordringer.

Men selv medierne kan måske gå for langt. Selv medierne som vagthund, kan i visse tilfælde overskride private den sfære. Som Maiken Piil skriver i sin artikel: ”Medierne er gået i selvsving i jagten på politiske personsager. Substansen bliver tilsidesat for reality dækning og gak gak-journalistik. Hvis medierne ikke vil miste rollen som vagthund er det på tide at slippe blodsporet og få snuden på rette spor.”

**

UGENS ØKONOMISKE HISTORIE:
Finanskrisen kunne være undgået

Af Kenneth Praefke, økonomisk redaktør, RÆSON

Skurkene er mange og konklusionen simpel i den rapport som the Financial Crisis Inquiry Commission – en kommission nedsat af den amerikanske kongres til at undersøge finanskrisens årsager – lagde frem i sidste uge efter 18 måneders undersøgelser, 19 dages offentlige høringer og 700 vidneinterview om årsagerne til finanskrisen.

Bundlinjen; krisen kunne være undgået. Men svigt hos tilsynsmyndighederne og for svag finansiel regulering, inkompetente ledelser i flere af de største finansielle institutioner og Wall Street, der løb for store risici, kastede i stedet USA og verden ud i finansiel turbulens og en dyb økonomisk krise.

Kommissionen finder en lang række skurke; den amerikanske centralbankdirektør Ben Bernanke og den tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan skyld, Bush-administrationens skyld, tidligere finansminister Henry Paulson, Clinton-administrationen, Timothy Geithner nuværende finansminister og tidligere direktør i den regionale centralbank i New York, ledelserne i bankerne Citigroup og Merrill Lynch og forsikringsgiganten AIG.

”Krisen var et resultat af menneskelig handlinger og mangel på handling, ikke naturens gang eller computermodeller, der gik amok,” skriver kommissionen i sin rapport. ”Finanslederne og de offentlige kontrollanter i det finansielle system ignorerede advarslerne og formåede ikke at forstå og håndtere de fremvoksende risici inden for et system, der er essentielt for det amerikanske samfund.”

Rapporten bliver dog mudret af, at kommissionens seks demokratiske og fire republikanere medlemmer er uenige om konklusionerne på tværs af partiskel. Demokraterne lægger vægt på Wall Streets grådighed, den store gruppe republikanere mener, at fejlen skal findes hos tilsynet og i mindre grad Wall Street, mens en enkelt republikaner mener, at det er politikernes skyld.

Og lærestregen: ”Den største tragedie vil være, hvis vi accepter den forklaring, at ingen kunne se det komme, og der derfor ikke var nogen, der kunne have gjort noget. Hvis vi accepterer det, sker det igen.”