24.01.2011

RÆSONs redaktører udpeger hver mandag den mest interessante politiske og økonomiske historie. I denne uge handler det om euroen, hvor flere og flere nu peger på, at de kriseramte lande på et tidspunkt må gå i betalingsstandsning og restrukturere deres gæld. Og så handler det om, hvorvidt Vesten skal opfatte Rusland som ethvert andet mellemindkomstland – eller som et helt særligt dyr.


UGENS ØKONOMISKE HISTORIE:
De kriseramte euro-lande undgår ikke betalingsstandsning

Af Kenneth Praefke, daglig redaktør, RÆSON

Der er rigtig mange bud på, hvad der kommer til at ske i euro-zonen og om euroen overlever. Det er som regel bud i kategorien jeg-føler-i-min-mave, at euroen nok skal overleve, eller jeg-føler-i-min-mave, at euroen kollapser. Men indimellem kommer der også kvalificerede bud på euroens skæbne. Og blandt de bud tegner der sig et billede af en uundgåelig udvikling; de kriseramte euro-lande må gå i betalingsstandsning og restrukturere sin gæld.
     Den nobelprisvindende økonom og New York Times-blogger Paul Krugman har selvfølgelig en mening om euroen. Men i modsætning til mange andre emner, som Krugman mener noget om, er der faktisk god grund til at lytte til Krugman, når det gælder eurozonen. Økonomisk integration og monetær økonomi – de fagøkonomiske termer for det, der ligger bag en konstruktion som euroen – er nemlig blandt de ting Krugman studerede inden han blev mere meningsdanner end økonom.
     Hans bud: Europa – og særligt de kriseramte lande Grækenland, Irland, Portugal og Spanien – har fire muligheder. Et; at stå det igennem – at spare sig ud af krisen med al den smerte og folkelig modstand det medfører. To; at restrukturere sin gæld – at smide rudekuverterne i skuffen og bede om tilgivelse hos sine låntagere. Tre; at gå ”fuld Argentina” – den argentinske økonomi kollapsede i 2003 under vægten af en stor gæld, landet gik i betalingsstandsning og nedskrev sin valuta markant i forhold til USA. Fire; fornyet europæisk gejst – at euro-landene rykker tættere sammen, de stærke hjælper de svage og integrationen fortsætter. Tre barske muligheder og én overdreven optimistisk – Krugman tror ikke på, at den nuværende spare-strategi holder, ligesom fornyet euro-sammenhold virker usandsynligt. Og med en ”fuld Argentina”, som den værste løsning, rykker en restrukturering af gælden tættere på.
     Også tidsskriftet The Economist ser pessimistisk på muligheden for at euro-landene står det igennem og ad den vej overlever krisen. Det helt fundamentale problem er, at den paniske krise i Grækenland i foråret 2010 blev løst ved at give det gældsplagede land et nyt lån. Og det bremsede rigtig nok panikken, men løste ikke problemet. Derfor er der ikke andre muligheder end at søge til plan B, mener The Economist; det er tid for de kriseramte lande at restrukturere sin gæld. Plan A med at komme de kriseramte lande til undsætning med nye lån har købt mere tid, men ikke løst problemet.
     MEN, nok vil en restrukturering af gælden gøre livet lettere for de kriseramte lande og gøre udsigterne for, at euroen klarer sig på sigt mere positive. Men det vil ryste finansmarkederne på kort sigt og konsekvenserne af, at nogle euro-lande må omlægge deres gæld synes stadig uoverskuelig. Ikke mindst for de europæiske banker, der ejer en stor del af de kriseramte landes gæld. Alligevel lader det til at være den vej pilen peger.

UGENS POLITISKE HISTORIE:
Når Bjørnen Brummer

Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Der er – udtaler bogaktuelle, UCLA-professor Daniel Treisman, der i sidste uge gav interview til RÆSON – to misforståede opfattelser af Rusland i den vestlige verden. Rusland er hverken en potentiel fjende eller et eksotisk land, ladet med paradokser, som den vestlige samfundsvidenskab ikke kan begribe. Rusland er – ifølge Treisman – et land i en udviklingsproces, der minder om Tyrkiets, Mexicos eller Argentinas.
     Treismans argumenterer for, at Rusland skal betragtes som et hvilket som helst andet udviklingsland med samme politisk problemstillinger som andre lignende udviklingslande på samme stadie: herunder problemer med korruption, pressefrihed, uregelmæssige valg etc. Spørgsmålet er imidlertid om dette komparative argument holder? International redaktør for The Economist og anmelder for Wall Street Journal, Edward Lucas, fremhæver i stærke vendinger, at Rusland ikke blot er det misforståede udviklingsland med indenrigspolitiske problemer. Der eksisterer ifølge Lucas en ’… rightly cause for alarm, outrage and precaution.’
     Og man hælder til Lucas’ betragtning, når man kigger på den aktuelle udvikling i Rusland. Der eksisterer massive demokratiske underskud i det politiske system. Kritisk journalistik er fortsat under ekstremt pres – den journalistiske profession udøves i visse tilfælde med livet som indsats. Landet støtter – som Treisman også nævner – Iran, Syrien og Hviderusland, hvor Europas sidste diktator Lukasjenko for fjerde gang blev genindsat ved massiv valgsvindel og Ruslands velsignelse i den forløbne uge. Samtidig fastholder Rusland fortsat en markant, global position som olie- og gaseksportør – en position, der kun synes at blive mere og mere manifest i takt med at vestens egne ressourcer langsomt tørre ud. Rusland står for god 20 % af den globale gasproduktion og godt 13 % af den globale olieproduktion, hvilket gør landet til en energi-supermagt, der kan og vil anvende sin energiposition magtpolitisk.
     I et realpolitisk perspektiv er Rusland ikke blot som de andre børn i klassen. Rusland udgør en markant magtpolitisk faktor, der langt overstiger Tyrkiet, Argentina og Mexico – en magtpolitisk faktor, som til stadighed udgør en stor kilde til irritation for EU og USA, når der fx skal forhandles med Iran om landets atomprogram. Rusland er naturligvis som selvstændig geopolitisk aktør fri til at handle efter at maksimere sine nationale egeninteresser – det gør EU og USA i den grad også – men man kan ikke med rette blot karakterisere Rusland som et almindeligt land i en udviklingsproces. Rusland er mere end det.