17.01.2011

RÆSONs redaktører udpeger hver mandag den mest interessante politiske og økonomiske historie. I denne uge handler det om Kinas indmarch som euroens redder – med al den politiske indflydelse det giver. Og om hvordan efterlønnen har pustet liv i en gammel krig mellem de økonomiske skoler.

UGENS POLITISKE HISTORIE:
Kina redder Europa

Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Hvorfor redder Kina Europa?, spørger RÆSONs Asien-redaktør Jonas Parello-Plesner. Kina har i januar været på charmetur i Europa, hvor vicepremierminister Li Keiqiang har besøgt Spanien, Tyskland og Storbritannien. I forbindelse med besøget i Spanien annoncerede kineserne, at de vil købe statsobligationer hos de kriseramte og gældsplagede spaniere for anslået 6 mia. euro. Men hvorfor vil kineserne investere i det land, som alle andre investorer ikke tør placere deres penge i, fordi de frygter, at den offentlige økonomi vil kollapse?
     Ifølge vores Asien-redaktør har Kinas støtte til udvalgte kriseramte europæiske økonomier tre grunde. For det første ønsker Kina ikke at se euroen og Europa falde sammen. EU er Kinas største handelspartner og eksporten til Europa er essentiel for kineserne. Samtidig har kineserne en bugnende valutareserve, som de alligevel skal have placeret et eller andet sted – de har altså pengene til det. Og så den rigtig interessante grund; det giver kineserne politisk indflydelse i Europa.
     Opkøbene skal være en forsikring mod handelsprotektionisme, og samtidig sætter det en kile ind mellem de 27 EU-lande, at enkelte lande har særskilte interesser over for kineserne. Og det gør det sværere for Europa at tale med en stemme overfor Kina, hvis enkelte lande bekymrer sig mere om udløbsdatoen på lånene end de fælles europæiske interesser.
     Med støtten til Spanien øger Kina sin politiske indflydelse i landet – og Kina har med held iscenesat sig selv som euroen redder.

**

UGENS ØKONOMISKE HISTORIE:
De økonomiske skoler kæmper om efterlønnen

Af Kenneth Praefke, daglig redaktør, RÆSON

Økonomerne er lige så uenige om efterlønnen som politikerne, skriver Jesper Jespersen her på RÆSON. Og selvom den historie ifølge Jesper Jespersens kritikere i virkeligheden dækker over, at Jesper Jespersen er uenig med alle andre økonomer, så rummer historien alligevel nogle interessante perspektiver. Den viser, at også i Danmark, har den økonomiske krise givet fornyet luft til kampen mellem de økonomiske skoler. Jesper Jespersen tilhører det Keynes-glade mindretal, mens dem han taler ondt om, er det – mainstream – ligevægtsøkonomiske flertal (det er haj-fyldt farvand at begive sig ud i en rubricering af de økonomiske skoler, så hæng ikke længe i betegnelserne, men konstater, at der ihvertfald er to meninger).
     Men er det her andet end en kedelig teoretisk diskussion? I høj grad. Tag efterlønsdebatten. Historien er helt forenklet denne: Vismændene, DREAM-gruppen og Finansministeriet mener, at når arbejdsstyrken bliver større, så kommer flere også i job. Dét som økonomer vil kalde, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Derfor mener vismændene og co., at en afskaffelse af efterlønnen vil give en gevinst i statskassen, fordi flere kommer i arbejde. På kort sigt kan der nok være en negativ effekt af flere arbejdsløse, men på bare lidt længere sigt skal der nok komme job til de fleste. Den holdning bygger på en empirisk erfaring: I Danmark er arbejdsstyrken vokset med cirka 800.000 mand fra 1948 til 2005. Beskæftigelsen er stort set steget lige så meget. Hvis ikke der var tendens til, at når arbejdsstyrken vokser, så stiger beskæftigelsen næsten tilsvarende, så burde arbejdsløsheden være eksploderet. Det er det, de fleste mener.
     Nej, siger Jesper Jespersen – og også den i efterlønsdebatten meget brugte Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitet. En afskaffelse af efterlønnen vil sandsynligvis give kø ved jobcentrene, og det er derfor langtfra sikkert, at gevinsten for statskassen vil være speciel stor. Vismændene kan ikke vide, at bare fordi det er sket en gang, så vil det nødvendigvis gentage sig, at der er job til alle, når arbejdsstyrken øges.
     Information har iøvrigt ladet sig inspirere af Jesper Jespersens indlæg på RÆSON og har talt med både ham (Selvom alle er enige, behøver det ikke være sandt…) og overvismanden (Overvismand: ‘Det dominerer jo også debatten, at vand fryser ved nul grader’) om hans kritik.