13.07.2011

“USA må forholde sig til det dysfunktionelle pakistanske samfund og erkende at Pakistans regerende klasser og militæret er en del af terrorproblemet. Således kommer de lande, som er arnested for ekstremisme (Pakistan, Saudi) igen i fokus, efter at Bush i 2001 valgte at fokusere på Afghanistan og Irak.” Ifølge professor Mikkel Vedby Rasmussen har Obama insisteret på tilbagetrækningen fra Afghanistan trods forsvarsledelsens protester – og exit-strategien er politisk snarere end militært begrundet. ”Hverken Afghanistan eller Libyen får en lykkelig slutning. Både i Libyen og i Afghanistan undervurderede europæerne ikke alene opgaven, men også deres egne evner til at løse den. Det mest forstemmende ved indsatsen i Afghanistan har været europæernes erkendelse af, at de ikke opnåede særligt meget, men manglende evnen til at gøre noget ved det.”

af RÆSONs chefredaktion

1. Tilbagetrækning I: “We are starting this drawdown from a position of strength”, erklærede Obama, da han lancerede tilbagetrækningen af de første 10.000 soldater (33,000 skal være hjemme inden næste sommer, nogenlunde det antal, Obama selv indsatte i sin afghanske ‘surge’ – omend USA med 68.000 mand næste sommer fortsat vil have dobbelt så mange soldater i landet som da Obama kom til magten). Hvor langt er Afghanistans hær, politi og regering nu, i forhold til at kunne overtage kampen mod Taliban?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Det kan meget vel være at det får større effekt at trække soldaterne ud, end det har haft at sætte dem ind. For spørgsmålet er, hvor stor en strategisk effekt, de ekstra soldater, som Obama af to omgange har sendt til Afghanistan, har haft. Amerikanerne har benyttet sig af de ekstra støvler på jorden til at iværksætte en række operationer særlig i det sydlige og sydøstlige Afghanistan. Det har på kort sigt svækket Taliban, men det har også engageret de vestlige styrker i stadig flere områder. Planen var, at Taliban med disse aktioner skulle berøves sine sikre havne, og at man sådan kunne tørlægge den sø, som guerillaerne svømmer i. Imidlertid har amerikanerne ikke kunne sikre de erobrede områder, og Taliban synes at have trukket sig tilbage til Pakistan eller blot lagt deres våben og blandet sig med civilbefolkningen. Resultatet er altså, at USA har skabt et større område for de afghanske styrker at forsvare. Det er bestemt et problem for væbnede styrker, hvis effektivitet afhænger af, at de kan koncentrere deres indsats. De afghanske styrker risiker at blive så spredt, at de ikke kan have strategisk effekt, fordi USA efterlader dem en krig dimensioneret til over 100.000 amerikanske soldater.


2. Tilbagetrækning II: Kan Obama være sikker på at fortsætte tilbagetrækningen i samme tempo? Vil USA i 2014 (hvor afghanerne formelt skal have overtaget krigen) stadig have soldater-i-kamp i landet, eller vil en amerikansk tilstedeværelse være reduceret til fx træning og counter-terrorism?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Tilbagetrækningens logik er politisk og ikke militær. Både det amerikanske forsvars ledelse i Washington og general Petreaus i Kabul har således lagt afstand til beslutningen. Petreaus sagde således tørt, at det var ‚præsidentens opgave at tage beslutningen og generalens opgave at gøre honnør‛. Sagen er, at Obama-administrationen længe har diskuteret, om man skulle fortsætte fortsætte en konventionel krig eller gå tilbage til den strategi som Bush havde i 2001. Obama gav den konventionelle krig en chance, og vil nu fokusere på indsatsen mod terrorisme. Det flytter det strategiske fokus fra Afghanistan til Pakistan. Der vil således være masser af amerikanske militære aktiver i området – de vil bare gøre noget andet end i dag.


3. Tilbagetrækning II: Ville nogen begivenhed i Afghanistan (Taliban-angreb jf. dem vi har set de sidste måneder, nye udmeldinger fra Karzai, udviklinger ift. Pakistan, andet?) kunne få Obama til at stoppe tilbagetrækningen og re-eskalere krigen?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Pakistan kan bryde så meget i brand, at Afghanistan bliver nødvendig som afsæt for at sætte ind der. Men det er et mareridtsscenario, og det er nok meget sigende, at man skal ud i den slags scenarier for at forestille sig at tilbagetrækningen stoppes.

4. Taliban: USA forhandler fred med Taliban, fortalte Karzai 17/6 (jf. Time). I hvilken udstrækning har Obama og Karzai reelt accepteret en magtdeling i landet, hvor mere eller mindre Taliban-sympatiserende lokale magthavere er fri til at køre deres områder, som de ønsker – fx ift. ligestilling?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Hverken USA eller Karzai har andet valg end at acceptere enten et mere social-konservativt styre, som dele af Taliban kan acceptere, eller at decideret forhandle sig til en ordning med Taliban. Men ikke alene skal Karzai forhandle med Taliban. Han skal også finde en ordning med de omgivne lande – særlig Iran og Pakistan. Der vil ikke være meget tilbage af den udviklingspolitiske dagsorden, som Vesten har forfulgt, når de aftaler er gjort.

5. Bin Laden: Hvor meget lettere har likvideringen af Osama Bin Laden gjort det for Obama at indlede en afvikling af Afghanistankrigen?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Obama er manden, der skød Osama. Det giver ham en anerkendelse, som han ikke havde før. Samtidig er kongressen i stigende grad skeptisk overfor krigen og muligheden for en sejr. Hvis Obama formår at få tilbagetrækningen til at fremstå om en omlægning af krigen mod terror, så vil han kun score point herpå. Bemærk i den forbindelse general Petreaus’ udnævnelse til leder af CIA. Krigen skal fortsætte, men i et andet regi.

6. NATO: Har Afghanistankrigen styrket eller svækket NATO? Den netop afgåede forsvarsminister Robert Gates angreb i sine sidste uger på posten igen de europæiske NATO-lande for at svigte alliancen: Viser den fransk-engelske indsats overfor Libyen, at disse nationer er ved at påtage sig et større ansvar?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Hverken Afghanistan eller Libyen får en lykkelig slutning. Det bliver et problem for alliancen. Ikke mindst fordi den skal gøre det, som den gør mindst godt, nemlig stille spørgsmål ved etablerede måder at gøre tingene på. Både i Libyen og i Afghanistan undervurderede europæerne ikke alene opgaven, men også deres egne evner til at løse den. Det mest forstemmende ved indsatsen i Afghanistan har været europæernes erkendelse af, at de ikke opnåede særligt meget, men manglende evne til at gøre noget ved det. Forklaringen er ikke mindst mangel på ressourcer: Der var ikke 100.000 ekstra soldater at sætte ind. Men det mere konceptuelle årsag er manglende strategisk diskurs. Hvis NATO ikke formår at ændre på den måde, alliancen planlægger og udfører missioner, så har man virkeligt et problem. Det første man må se på, er hvorvidt NATO skal lede operationer. At ansvaret ligger hos alliancen synes at fjerne ethvert behov for ansvarlighed hos de enkelte lande.


7. Pakistan: “When we think about Al Qaeda and we talk about them within Afghanistan, we say it is about 50 or 75 folks who are actually in there as fighters”, siger en amerikansk topembedsmand, der i stedet peger på truslen i Pakistan. En anden udtalte samstemmende efter Obamas tale: “We don’t see a transnational threat coming out of Afghanistan […] The threat has come from Pakistan”. Har USA med sine drone-angreb og likvideringen af Bin Laden indledt en strategi der prøver at fungere udenom landets ledelse – eller er håbet, at man hermed kan provokere den pakistanske regering til at imødekomme USA’s krav om bekæmpelse af terroristerne?

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN: Det er Pakistan, der er den nye slagmark for USA. Men en slagmark af en ganske anden karakter end i Afghanistan. Efterspillet af operationen mod bin Laden synes at vise, at USA ikke i længden kan lade som om Pakistan er et Terra Nulis, hvor USA kan føre krig som om det kun var Obama og Osama der var der. USA må forholde sig til det dysfunktionelle pakistanske samfund og erkende at Pakistans regerende klasser og militæret er en del af terrorproblemet. Således kommer de lande, som er arnested for ekstremisme (Pakistan, Saudi) igen i fokus, efter at Bush i 2001 valgte at fokusere på Afghanistan og Irak.

ILLUSTRATION: Amerikanske soldater i Afghanistan ser ind over den pakistanske grænse, 14. maj 2011 (foto: Dept. of Defense, George Hunt)