01.02.2011

Hvis Det Muslimske Broderskab kommer til magten i Egypten, vil hele området fra det Kaspiske Hav til Middelhavet komme under islamistisk, anti-demokratisk og anti-vestlig kontrol; fra Hormuz-strædet i den Persiske Bugt til Suezkanalen. Ethvert signal om at støtte det Muslimske Broderskab i håbet om at få en bedre deal med dem i fremtiden vil være katastrofalt for Vesten.

KOMMENTAR Af Professor Mehdi Mozaffari

Der er ikke nogen fundamental forskel mellem Det Muslimske Broderskab (MB) og khomeinisme [principperne fra Ayatollah Khomeni, der tog magten i Iran i 1979, red.]. Tværtimod har MB været kilden til khomeinismen, og det gør stort set ikke nogen forskel, at den ene er sunni, og den anden er shi‘a. Al Baradei, som proklamerer sig som MB’s kandidat/repræsentant, minder meget om den iranske Mehdi Barzagan, der blev udnævnt af Khomeini som premierminister og blev fyret 9 måneder efter. Forskellen er, at al Baradei ikke er kendt i Egypten, og Barzagan var meget populær på det tidspunkt. Uden at have en populær base er al Baradei i en svagere position end Barzagan og dermed en slags redskab og en figur, der har til formål at berolige Vesten. Erklæringer om, at MB er blevet demokratisk, pragmatisk og pluralistisk minder også om Khomeinis udtalelser, taler og erklæringer, som han holdt i Paris lige før revolutionen, hvor han lovede frihed til alle, selv marxister, kvinder og minoriteter, og et demokratisk, pluralistisk Iran. Vi ved, hvordan det gik.

INDTIL NU har Mubarak ikke begået samme fejl som shahen. Shahen kapitulerede i en tale – og det var et vigtigt element ift. regimets fald. Det er en gammel visdom, at man ikke skal give sig, når man befinder sig i en svag position: Man skal derimod holde fast og påtage sig de nødvendige reformer, som folket kræver.
Ingen ved endnu hvad der vil ske med Mubarak. Her skal man adskille Mubarak som person fra det eksisterende egyptiske regime. Jeg mener, at Mubarak som person er færdig, til gengæld kan et mere åbent og demokratisk regime have en chance for at erstatte det personcentrerede regime i Egypten under ham.
Hvordan kan man på den ene side begynde at åbne samfundet op og samtidig forhindre islamister i at overtage magten? Det er dette kunststykke, som den egyptiske ’militærkaste’ og de demokratiske og sekulære kræfter nu skal udføre.

MAN kan observere umiddelbart, at Vesten, netop på grund af den iranske revolution, har lært at være mere forsigtig med at give Mubarak hele ansvaret og kræve hans afgang i håbet om, at der kommer demokrati i Egypten. Det er en fuldstændig falsk illusion. Det bedste, Vesten kan gøre i denne situation, er at hjælpe den egyptiske regering og den demokratiske og sekulære opposition med at klare overgangsperioden, indtil der kommer et valg. Ethvert signal om at støtte det Muslimske Broderskab i håbet om at få en bedre deal med dem i fremtiden vil være katastrofalt for Vesten. At støtte MB, som er både antidemokratiske og antisekulære, er heller ikke den bedste måde at støtte demokrater og sekulære i Egypten på. Man behøver bare læse MB’s charter og deres erklæringer for at få at vide nøjagtigt, hvad de vil.

…