08.08.2011

Inden længe får Tyskland nok af at understøtte de vakkelvorne sydeuropæiske økonomier. ØMUen vil, som alle tidligere valutaunioner i historien, blive opløst. Det ligner en tragedie, som det ikke står i ECBs hænder at ændre; men verden vil ikke gå i stå af den grund – tværtimod. For når først de europæiske politikerne har vænnet sig til en post-ØMU-æra, vil de kunne bruge den nye virkelighed konstruktivt.

KOMMENTAR af Jesper Jespersen

DEN 15. AUGUST 2011 er det fyrre år siden, at den amerikanske præsident Richard Nixon trak dollaren ud af det daværende internationale valutariske samarbejde – det såkaldte Bretton Woods- system. Beslutningen kom tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel. Forløbet omtales i historiebøgerne som intet mindre end Nixon-chokket. De politiske beslutningstagere i Europa agerede som om de var fuldstændig uforberedte på disse begivenheder. Det mindede således på mange måder om det psykologiske chok, der ramte verdensøkonomien i 1930erne, da Storbritannien gik fra guldet og dermed brød med datidens valutasystem med faste kurser. Men spørgsmålet er, om der ikke er så mange slående paralleller til den situation, som den europæiske monetære union står midt i, at vi bør forberede os på, at et ØMU-chok kan blive udgangen på krisen?

Uanset, at det er en ofte benyttet floskel, at ’historien ikke gentager sig’, så har jeg mine tvivl, når det gælder eksistensen af valutakurssystemer, der bygger på idéen om faste og ikke mindst uforanderlige valutakurser. Historien viser i hvert fald noget andet: nemlig at de faste kurser ikke holder én dag længere mellem suveræne stater, end der er politisk vilje til at betale de økonomiske og sociale omkostninger, der knytter sig til et sådant system med uforanderlige valutakurser. Det gælder også for en monetær union, uanset om der i praksis benyttes en fælles betegnelse for de nationale valutaer eller ej. For politisk set er det fortsat blot et fastkurssystem, der kan ændres med dags varsel. I dette ØMU-perspektiv synes Nixon-chokket fra for 40 år siden uhyggeligt aktuelt. En række ØMU-lande vakler på kanten af et økonomisk og socialt kollaps, og Tyskland har på mange måder en placering i ØMU-samarbejdet, som den USA havde i Bretton Woods-systemet. Det er de tyske skatteydere, der betaler den største del af den regning, som EU skriver ud i et forsøg på at holde de sydeuropæiske lande fra en statsbankerot. Den regning vil vokse år for år i takt med at ubalancerne vokser og flere lande får behov for hjælpepakker.

For 40 år siden var USA og dollaren garanten for, at valutasystemet fungerede. Der var et fast og ubrydeligt (troede de fleste) omveksling forhold mellem dollar og guld. Men dollaren kom under pres i takt med, at de deltagende lande i Bretton Woods-systemet rent faktisk omvekslede deres dollar til guld. Det blev for dyrt for USA, så den 15. august 1971 sagde Nixon stop. Fra den dag var dollaren ikke længere indløselig med guld. Dollarens værdi blev gjort flydende, frigjort fra guldankeret. Fra den dag blev dollarkursen bestemt af udbud og efterspørgsel på de internationale valutamarkeder. Der var fra den dag ikke længere noget der hed dollarkursEN.

Ændringen kom som et chok for de fleste europæiske politikere, for indtil den 15. august havde amerikanerne naturligvis benægtet, at noget sådant overhovedet kunne komme på tale. Men det kunne det altså alligevel – hvorefter en af efterkrigstidens internationale grundpiller knækkede som en tændstik. Nu måtte europæerne til at klare sig selv uden den direkte støtte fra dollaren. Det skabte betydelige problemer i Europa. Efter en noget tumultarisk periode med stribevis af valutakriser, blev idéen med én fælles valuta fostret. Det ville gøre det umuligt at spekulere mod de nationale valutaer – sådan lød det politiske argument, som adskillige økonomer sang med på, jf. f.eks. Delors-rapporten fra 1989 [Committee on the Study of Economic and Monetary Union (1989) Report on Economic and Monetary Union in the European Community, Luxembourg: Office for Official Publications of the European Communities (Delors-rapporten)]. Formodningen: At det skulle være muligt at opretholde faste valutakurser, hvis bare man benyttede en og samme valuta.

Det er her, at man kunne have ønsket sig, at politikerne (og økonomerne) havde lært af historien. [Her bør det retfærdighedsvist nævnes, at professor Christen Sørensen var en af de få danske økonomer, der på et tidligt tidspunkt påpegede disse i fastkurs systemer iboende problemer, når det omfatter suveræne stater: Danmark – delstat i Europa? København: Fremad, 1992]. For intet fastkurssystem mellem suveræne stater har hidtil kunnet holde i længden – end ikke hvis de nationale valutaer, som i Euroens tilfælde, blev erstattet af én. ØMUen står i dag, hvor Bretton Woods-systemet stod for 40 år siden. Parallellerne er slående. Alle politikere benægter med én mund, at det kan ske, at ØMUen opløses og afløses af et mindre fast og mindre ambitiøst europæisk valutasamarbejde. Men det kan ikke benægtes, at Tyskland på mange måder har den samme placering inden for ØMUen, som USA havde for 40 år siden. Den eneste afgørende forskel er det psykologiske, der ligger i, at 17 lande i praksis er gået over til ’D-mark’ (der blot har ændret navn til ’Euro’).

Det tyske problem består i, at det er blevet uoverskueligt dyrt at stille billige lån til rådighed for underskudslandene. Den usikkerhed, der er blevet skabt om ØMUens fremtid, har ydermere fået konsekvenser for betalingsstrømmene mellem ØMU-landene. En tysk eksportør vil i dag være tøvende med hensyn til at acceptere betalinger i euro udstedt af en græsk, portugisisk, spansk og italiensk bank, simpelthen fordi usikkerheden øges år for år. Ganske vist bliver de sydeuropæiske banker understøttet af deres respektive regeringer; men disse regeringer er nu på grund af deres egne gældsproblemer så vakkelvorne, at de ikke kan yde de nationale banker den støtte, der er nødvendig for at fjerne forskellen på bl.a. en græsk bank-euro og en tysk bank-euro. Det betyder, at en ’euro’ er ikke længere en ’euro’ – kvaliteten afhænger af, hvilket land og hvilken bank, der står som garant for udstedelsen. Denne forskel lægger man ikke mærke til som turist i et ØMU-land, når man veksler sine danske kroner til euro-sedler. Derimod er der en stigende forskel på at have en bankkonto i en græsk bank og i en tysk (eller Luxemburgsk) bank. Sikkerheden bag euro-indskud i en græsk bank er simpelthen ringere end sikkerheden bag indskud i en tysk bank.

En mindst ligeså stor trussel mod hele ØMU-konstruktionen ligger i Den europæiske Centralbanks (ECB) aktiviteter. Den har pumpet hundredvis af milliarder af euro ud til nødstedte banker. Disse banker har hidtil kunnet låne ubegrænset i ECB til en meget lav rente, hvis blot de stillede sikkerhed i statsobligationer. Dette var dog ikke tilstrækkeligt til at hindre den fortsatte stigning i renten på de sydeuropæiske statsobligationer. Det vil ECB nu søge at afhjælpe gennem direkte opkøb i markedet af nødlidende staters obligationer. Herved åbnes der op for en meget risikabel aktivitet; for nu er det selve kernen i ØMUen – Den europæiske Centralbank – som vil blive udfordret på finansmarkederne. I de kommende dage og uger vil spekulanterne teste, om ECB har tilstrækkelig styrke til at hindre en fortsat rentestigning. Udviklingen minder i stigende grad om 1992, hvor Bank of England til sidst måtte kaste håndklædet i ringen og forlade Det europæiske Valutasamarbejde.

Det spørgsmål, der derfor må melde sig er, hvor længe Den europæiske Centralbank (ECB) vil give græske (eller andre sydeuropæiske) banker euro-lån med sikkerhed i disse landes statsobligationer endsige direkte købe disse obligationer i markedet. Går disse stater konkurs, så står ECB med en enorm beholdning af stærkt nedskrevne statsobligationer, hvilket reelt vil true ECBs solvens. Det kan derfor meget vel tænkes, at det i sidste ende bliver ECB, der fører kniven, når ØMU-chokket realiseres. Det vil ske den dag ECBs direktør meddeler, at en række ØMU-landes banker ikke længere kan låne i ECB, fordi den sikkerhed de kan tilbyde, vil være så ringe (i form af de pågældende landes statsobligationer), at ECBs egen troværdighed er blevet udfordret, f.eks. ved en nedgradering af kreditværdigheden. ØMU-chokket vil ramme europæisk økonomi den dag, hvor enten ECB eller den tyske forbundskansler siger stop – og lukker for kreditten til de svage landes banker og til landenes regeringer. Men netop i den situation er det vigtigt at erindre det historiske forløb fra for 40 år siden: verdensøkonomien gik netop IKKE i stå, fordi Nixon trak dollaren ud af det internationale valutasystem. Europæisk økonomi vil heller ikke gå i stå, hvis tyskerne (måske sammen med de andre nordeuropæiske ØMU-lande) trækker deres valuta ud af ØMU-samarbejdet. Der skal jo fortsat handles henover landegrænserne, så der vil blive fundet en række nødvendige (og praktiske) løsninger. Dét var Financial Times-redaktør Martin Wolf i hvert fald ikke i tvivl om på mødet i København i maj måned, hvor han tørt bemærkede ’der vil altid være en løsning på en finansiel krise’. Han talte ud fra erfaringer fra Storbritanniens med en statsgæld igennem 200 år på mere end 150 pct. af BNP og to dramatiske exits fra hhv. guldfoden i 1931 og Det europæiske Valutasamarbejde i 1992.

Når chokket har lagt sig, vil der ud af de kaotiske forhold stadig eksistere euro’er – blot ikke én men adskillige med hvert sit nationale præfiks [De indtil etableringen af ØMUen eksisterende valutaer i form af en fransk, en belgisk og en schweizisk frank var netop vidnesbyrd om den hedengangne romanske monetære union (1865-1927), hvor også Italien og Grækenland! Havde været medlemmer. Den danske, svenske og norske krone har også indgået i en monetær union 1875-1914. Fænomenet med opløsning af monetære unioner heller ikke ukendt fra nyere tid (Sovjetunionen, Jugoslavien, der dog også omfattede et politisk sammenbrud)]. Det vil indebære, at der i fremtiden vil blive handlet græske, spanske, italienske og måske også franske euro på de internationale valutamarkeder og så formentlig én nordeuropæisk euro. Det vil løse nogle helt akutte finansieringsproblemer – men svage europæiske økonomier, vil fortsat være svage og fortsat slås med en stor statsgæld. Et springende punkt bliver den fremtidige værdi af landenes oparbejdede obligationsgæld – dvs., om denne gæld vil følge værdien af de nationale euro-valutaer eller værdien af den nordeuropæiske euro. Uanset svaret på dette spørgsmål, vil de enkelte lande genvinde en ekstra frihedsgrad i den økonomiske politik, når værdien af landenes valuta i fremtiden kan afspejle landets produktivitet og konkurrenceevne, hvilket er en grundlæggende forudsætning for at kunne påbegynde en restrukturering af samfundsøkonomien.

Denne valutariske omstillingsproces indenfor ØMUen vil naturligvis ikke være let at gennemføre – og vil opleves som et politisk nederlag for ØMUens fædre. Men det behøver ikke at betyde, at det europæiske samarbejde bryder sammen på andre områder. Tværtimod, hvis blot det kunne erkendes, at tempoet i valutasamarbejdet har været skruet så højt op, at det skabte flere problemer end det løste, så ville meget være nået. Og her kan historien fra for 40 år siden være en hjælp til at opnå denne erkendelse. Lykkes det, vil fremtiden måske bringe en højere grad af euro-realisme ind i det nødvendige europæiske samarbejde. Naturligvis skal en række europæiske politikere have tid til at vænne sig til en sådan post-ØMU-æra – men når det først er sket, vil både nationale politikere såvel som EU-kommissionen bedre kunne koncentrere sig om de egentlige velfærdsøkonomiske problemer: at skabe job til de 25 mio. arbejdsløse i EU-landene, hvoraf et uhyggeligt stort antal er under 30 år og få indledt omstillingen til en bæredygtig samfundsøkonomi. En udvikling, der kræver et europæisk initiativ og som er langt vigtigere en antallet af valutaer i EU. Dét kan vi lære af historien. ■

Jesper Jespersen er professor ved RUC. ILLUSTRATION: Sarkozy og Merkel, 17. december 2010 (foto: EU Council)