28.09.2011

S-SF burde gøre systemkritikken til deres nye store projekt. Men de er for bange for vælgerne. Det siger Preben Wilhjelm, medstifter af SF, til RÆSON. ”Vækstdogmet er ikke bare blevet stuerent – det er blevet en hellig ko. Venstrefløjen burde påberåbe sig førsteretten til at påpege de store problemer med vores finansielle system.”

INTERVIEW af Martin Ledstrup

Preben Wilhjelm er 77, men det kan man ikke se. Han er pensioneret atomfysiker, har en doktorgrad i jura, og så var han med til at stifte SF, inden han sprængte partiet og stiftede Venstresocialisterne – som senere blev lagt sammen Dansk Kommunistparti og skabte Enhedslisten. Han byder mig på kaffe og en snak om den nye danske venstrefløj, som han har beskyldt for en højredrejning. Velfærd er ikke længere venstrefløjens patent, ligesom vækst ikke er højrefløjens, mener han. Derfor har S-SF behov for et nyt projekt og det burde være systemkritikken.

RÆSON: Helle Thorning-Schmidt fastslår, at hun vil tænke på vækst “morgen, middag og aften”. Er vækstdogmet blevet stuerent på den danske venstrefløj?
WILHJELM: Vækstdogmet er ikke bare blevet stuerent – det er blevet en hellig ko. Det er utroligt, at den økonomiske krise, vi står i, ikke giver anledning til nogen som helst grundlæggende systemkritik. Der er ikke skyggen af eftertanke om, hvorfor krisen kom bragende. På under tre år er vi gået fra et overskud på statsfinanserne på 60 milliarder til et underskud på 85 milliarder. Det er eddermame drastisk. Og det er langt ud over, hvad der kan forklares af rigtige eller forkerte politiske beslutninger. Ingen i det demokratiske system har noget egentligt ansvar for krisen, for det er en følge af markedsmekanismerne. Men fra videnskaben ved vi, at halvdelen af løsningen ligger i at påpege problemet. Så venstrefløjen burde påberåbe sig førsteretten til at påpege de store problemer med vores finansielle system.

RÆSON: Men markedsmekanismerne er jo globaliserede, så hvad ville den danske venstrefløj få ud af en systemkritik?
WILHJELM: Markedsmekanismerne er ganske vist globale. Men vi deltager jo slet ikke i systemkritikken. Der er sågar andre lande, hvor den allerede er i gang. Det er endda blevet borgerligt. Charles Moore, en ultra borgerlig kommentator fra den britiske avis The Telegraph, skrev for et par måneder siden: “Jeg er begyndt at overveje, om venstrefløjen havde ret.” Han er en hæderlig borgerlig, som er blevet forarget over alle de europæiske redningspakker. Det er som at tage fra de fattige og give til de rige, bemærker han. Det har han så observeret, men der er jo ingen systemkritisk analyse bag. I en dansk sammenhæng er der selvfølgelig Enhedslisten. Men det ville være overmodigt at have bragt systemkritikken ind i en valgkamp.

RÆSON: Enhedslisten fik et rekordvalg. Er der en sammenhæng mellem nedtoningen af systemkritikken i valgkampen og deres fremgang?
WILHJELM: Enhedslistens fremgang skyldes naturligvis utilfredsheden i SF. Men jeg er ikke i tvivl om, at mange hos Enhedslisten har en grundlæggende systemkritisk tankegang. Når så dét er sagt, vil jeg gerne fremhæve to gamle socialdemokrater – Mogens Lykketoft og Erling Olsen lige før hans død. Lykketoft har for nylig problematiseret vækstbegrebet, hvilket er ret markant, fordi det er så radikalt i forhold til, hvad Socialdemokraterne ellers har stået for i årtier. Og så var der gamle Erling Olsen, som kort før sin død skrev en kronik om, hvorvidt vi kan lære af det islamiske banksystem. Det var en 80-årig, der kiggede udover sin egen næsetip og den snævre debat i hans eget parti. Det er opmuntrende, men det er også lidt nedslående, at det er Lykketoft og Erling Olsen, der skal åbne op for tankevirksomheden. Jeg har været med i dansk politik i 40 år, og jeg har aldrig oplevet en situation, hvor det burde være så indlysende at rette en grundlæggende, fuldstændig nøgtern systemkritik.

RÆSON: Det lyder som om, du håber på en højere grad af social indignation på venstrefløjen? Er klassekampen død?
WILHJELM: Jeg skal være den første til at sige, at den sociale indignation er startknappen. Det er den, der tænder de allerfleste, jeg har kendt på venstrefløjen. Og det er også den, som tændte mig selv som ganske ung. Det starter ikke med Marx’ teorier. Det starter med social indignation. Men klassekampen er noget, der har ændret sig i helt objektiv forstand. Så man kan ikke længere tale om en egentlig klassekamp. Det har man ikke kunne længe. Man kan tale om en social kamp og en social udstødelse, men ikke en klassekamp. Det moderne finansielle system er afhængig af, at lønmodtagerne har råd til at købe varer. Det, der appellerer til overklassen, er et lille appendiks i det store hele, så vi er for længst kommet over i en fase, hvor hele lortet bryder sammen, hvis ikke dem, vi kalder arbejderne, har råd til at købe deres egne produkter.

RÆSON: Men når arbejdernes vilkår på den måde har ændret sig, så ændrer venstrefløjens udgangspunkt sig vel også. Hvad er venstrefløjens nye store projekt?
WILHJELM: Det burde som sagt være systemkritikken. Summen af verdens finansielle transaktioner i 2010 var 70 gange større end hele verdens samlede BNP. I dag kan Facebook-stifteren – en enkeltperson med en god idé i et virtuelt, uhåndgribeligt rum – skabe en formue på tre milliarder. Dét havde Marx ikke forudset. Vi må finde en løsning, og det er ikke den gamle socialistiske løsning. På en måde er markedsøkonomien jo genial. Det er en demokratisk proces, som er detaljeret og dagligt afstemmende. Man stemmer med dankortet, og dét har vist sig at være fremragende i den forstand, at det er mere innovationsskabende end det der betonsystem, de havde i Østeuropa. Så markedsøkonomien i det små er i mine øjne en virkelig værdifuld, demokratisk styringsmekanismen. Men kun inden for bestemte grænser. Nemlig privatforbruget. Når den bliver brugt i det store, så er den fuldstændig ødelæggende. Den er ustyrlig. Den er det, man inden for fysikken kalder for et metastabilt system. Det er muligt at få en mønt på højkant, men der skal ikke meget til at vælte den, og når den vælter, så vælter den. Det starter med en simpel boligboble, som sgu da er et overskueligt problem. Men det spreder sig til alle mulige andre sektorer, og inden vi ser os om, er det en global krise. Nøjagtig ligesom krisen i 1929.

RÆSON: Under Depressionen indrømmede Franklin D. Roosevelt, at han kunne tage fejl med sine løsningsforslag, men at han ville prøve. Og hvis det ikke lykkedes, ville han prøve noget nyt igen og igen, indtil krisen var løst. Den danske venstrefløj virker imidlertid så overbevist om, at vi kan investere os ud af krisen, at de meget nødig vil tale om, hvad vi gør, hvis det ikke lykkedes. Men hvad hvis fremrykningen af offentlige investeringer ikke virker?
WILHJELM: Det er en chance at tage. Det var jo også det, Lykketoft og Jelved gjorde tilbage i ’93. Det, de overtog fra Schlüter, så sort ud, men de kickstartede dansk økonomi. Og denne kickstart – i kombination med Pinsepakken nogle år senere – var grunden til, at Danmark i ti år blev den, som hele Europa skelede til. Det er grunden til, at vi i dag trods alt har en mere stabil økonomi end de andre kriseramte europæiske lande. Derfor synes jeg også, at det er forløsende, at S-SF foreslår noget andet end at spare sig ud af krisen. De solgte så ideen rigtig dårligt, men det er noget andet.

RÆSON: Men forskellen på 1993 og 2011 er vel, at den danske venstrefløj står over for en anderledes økonomisk krise. Dels er gælden større, dels er vi afhængige af, hvad der sker i Sydeuropa.
WILHJELM: Det fandens er, at inden for eurosystemet skal alle gøre det samme. At Socialdemokraterne er gået ind på konvergenskriterierne, der er så firkantet neoliberalistiske, det fatter jeg ikke. De burde sige det lige ud: Ja, vi overskrider konvergenskriterierne og kickstarter os ud af krisen, som vi gjorde i 1993 – også selvom underskuddet nogle år bliver større end tilladt. Og når så manglen på arbejdskraft opstår, så kører vi de 12 minutter. Men de har fået rodet det hele sammen, og derfor kan folk selvfølgelig ikke forstå, hvorfor de skal arbejde mere, når vi har arbejdsløshed. Det er rigtig dårligt markedsført. Men det er trods alt forfriskende, at de forsøger et alternativ. Også selvom det er inden for systemets rammer.

RÆSON: Du er alligevel fortrøstningsfuld?
WILHJELM: Jeg er ikke særlig fortrøstningsfuld. Det værste er, at S-SF nu har besluttet sig for ikke at ville røre boligbeskatningen. Tænk, hvis Henrik Sass Larsen bliver vores næste finansminister, og han går ud med den herostratisk berømte bemærkning: “Jeg kan da ikke se, hvordan det skader bistandsklienten i den anden ende af Køge, at mit hus stiger med en million kroner”. Hvis det er en kommende ministers forståelse af samfundsøkonomien, at det ikke skader bistandsklienten, at Henrik Sass Larsen pludselig får en købekraft på en million kroner, som der ikke betales skat af, så er det langt ude. Det er angst for vælgerne. Eller for nu at bruge en term, jeg stødte på for nyligt: Det er krysternes kartel.

Martin Ledstrup (1983) er cand.mag i Mellemøststudier og BA i filosofi med tilvalgsfag i islam og politik. Han har studeret mellemøststudier og læst arabisk ved Yemen College of Middle Eastern Studies samt været i forskningspraktik ved det franske institut i Sana’a. Han er stifter af bloggen „Det (u)lykkelige Arabien“ om yemenitiske forhold. ILLUSTRATION: Preben Wilhjelm (foto af Mogens Ladegaard).