16.05.2011

”USA tog ikke Afghanistan alvorligt, før Obama overtog med en bredere samtænkningstrategi for oprørsbekæmpelse.” Det indrømmer general David Patraeus toprådgiver Mark R. Jacobson til RÆSON. Jacobsen – placeret lige under den civile repræsentant Simon Gass i NATO i Afghanistan – kritiserer samtidig Pakistans støtte til terrororganisationer og oprørsgrupper: ”Det er som at have giftige slanger i sin egen have – og tro, at de kun bider naboens børn. De må indrømme deres problemer.”

Interview af Maria Mellander Mouritzen

Pakistans Taleban-tilgang: ”Slangen i baghaven – den bider da kun naboens børn”
RÆSON: Hvad er udsigterne for Pakistan-samarbejdet efter Osama bin Ladens død?
MARK R. JACOBSON: Pakistan har støttet os på visse områder. På andre områder har de ikke. Som den amerikanske generalstabschef Mike Mullen udtalte: Den pakistanske støtte til afghanske oprørere er bekymrende. Det kommer ikke som en overraskelse for nogen, der har fulgt de seneste års begivenheder i Afghanistan. Når det er sagt, har pakistanerne hjulpet os med sikring af grænseområderne. Me de såkaldte ”rat lines”, oprørernes ruter ind i Afghanistan, som er vigtige, fordi de forbinder tilflugtsstederne i Pakistan med kampområderne i Afghanistan. Der har været et fornuftigt samarbejde med pakistanerne på dette område. Man kunne dog ønske sig mere.
RÆSON: Hvor mange terrorist-støtter i det pakistanske sikkerhedsapparat skal der til, før NATO må stille spørgsmålstegn ved sikkerhedsapparatets troværdighed helt generelt?
JACOBSON: Enhver støtte til terrororganisationer og oprørsgrupper er et alvorligt problem. Særligt for afghanerne – men også inderne. Pakistanerne har dog gjort det godt i forhold til at håndtere det pakistanske Taleban; Tehrik-e-Taliban Pakistan, TPP. Pakistanerne er begyndt at indse, at denne gruppe udgør en eksistentiel trussel for Islamabad. Men de har ikke gjort tilstrækkeligt for at angribe det afghanske Taleban. Som General Petraeus udtalte: Det er som at have giftige slanger i sin egen have – og tro, at de kun bider naboens børn. Denne opfattelse må ændres. NATOs fokus vil stadig være på Afghanistan. Det er NATOs mandat. Vi kan gøre en hel del – på trods af Pakistans manglende støtte, på det korte sigt. NATOs opbygning af de afghanske nationale sikkerhedsstyrker stoppes ikke af dette. Men Pakistan er en nødvendig del af den politiske løsning.
RÆSON: Pakistan har en atombombe. Er Pakistan ikke et større problem end Afghanistan – også i 2014?
JACOBSON: Afghanerne er bekymrede, men skal jo overtage ansvaret for egen sikkerhed på et tidspunkt. Tilstedeværelsen af eksterne trusler er dog også en grund til at vi fortsætter samarbejdet. En krig mellem Pakistan og Afghanistan er dog ikke noget jeg er bekymret for. Pakistans atomvåben gør, at ustabilitet i Pakistan medfører ustabilitet for hele regionen. Men regional stabilitet kan ikke opnås udelukkende ved at løse problemerne i Afghanistan. Pakistanerne må indrømme, at de har problemer. Det har de haft svært ved indtil nu.
RÆSON: Tror du, Osama bliver et wake-up call for pakistanerne?
JACOBSON: Det har i den grad rystet dem. Den pakistanske befolkning stiller spørgsmålstegn ved landets tilgang til international terrorisme. Terrorisme som den pakistanske befolkning ser hver dag. Senest i dag [13. maj 2011, red.], hvor omkring 100 personer mistede livet [CNN 13/5 2011: ”mindst 80 dræbte og 140 tilskadekomne”].

”De afghanske sikkerhedsstyrker vinder i stigende grad befolkningens respekt.”
RÆSON: NATO og USA fokuserer på opbygningen af Afghanistans nationale sikkerhedsstyrker som exit-mål. Er den diplomatiske surge og problemerne med rule-of-law nedprioriteret i forhold til dette ydmygere mål? Hvem er den ansvarlige aktør for den civile del af indsatsen? Der har været kritik af, at mens USA føler klart ejerskab for den militære del, gør ingen det for den civile.
JACOBSON: NATO fortsætter sit arbejde med den militære del mod 2014. At styrke de afghanske nationale sikkerhedsstyrkers egen evne til oprørsbekæmpelse, er selvfølgelig en del af dette. Og at etablere et sikkerhedsniveau, der gør det muligt for afghanerne at opbygge regeringsstrukturer og rule-of-law i områder tidligere domineret af oprørere. Men selvfølgelig vil en stor del af dette ikke blive opnået af NATO. EU, FN og de forskellige ambassaders udviklingsafdelinger vil bidrage her.
RÆSON: Afghanistans nationale sikkerhedsstyrker og NATO/USA samarbejder tæt – men hvordan sikres sikkerhedsstyrkernes forbindelse til de lokale myndigheder – når I overhovedet at opbygge institutionerne?
JACOBSON: Der er ingen tvivl om, at de afghanske nationale sikkerhedsstyrker; ANA [Afghan National Agency] og ANP [Afghan National Police] er bedre trænede end tidligere. Den afghanske hær [ANA] har opnået store fremskridt. ANP er også på vej. Sikkerhedsstyrkerne er desuden mere repræsentative for befolkningen end før. Vi rekrutterer flere pashtunere – også fra de sydlige egne. De afghanske sikkerhedsstyrker vinder i stigende grad befolkningens respekt. Flere og flere afghanere ser disse institutioner som sikkerhedsskabende – mere sikkerhedsskabende end ISAF.
RÆSON: Hvorfor har man ikke taget den civile del med noget før? Før 2006 bestod indsatsen i Afghanistan jo reelt kun af amerikanske specialstyrker på terroristjagt.
JACOBSON: Det internationale samfund – inklusiv USA – tog ikke denne konflikt alvorligt. Ikke før Obama overtog med en bredere samtænkningsstrategi for oprørsbekæmpelse.

”For at fastholde den politiske støtte – især under svære økonomiske vilkår – må vi have et klart endemål.”
RÆSON: Obama indsatte trods alt 30.000 ekstra soldater – mere af det samme kunne man sige, men du mener, at strategien var ny?
JACOBSON: Ja. Strategien fokuserede på at beskytte befolkningen, opbygge de nationale sikkerhedsstyrker og samarbejde med afghanerne om rule-of-law.
RÆSON: Er der tid til alt dette inden 2014?
JACOBSON: Ja – man kan altid ønske sig mere tid og flere soldater. Men at sætte en slutdato er vigtigt. Det muliggør at planlægge ”baglæns”. Vi referer til den politiske vilje blandt NATO-landene. For at fastholde den politiske støtte – især under svære økonomiske vilkår – må vi have et klart endemål.

Foto: To Mil Mi-35 Hind-helikoptere, som USA bruger til at optræne afghanske piloter (commons.wikimedia.org).

Maria Mellander Mouritzen skriver bachelor på statskundskab om USA-Rusland “reset” og konsekvenserne heraf for Ruslands naboer. Geopolitik, gasledninger og klemte småstater er blandt favoritemnerne. Maria er studentermedhjælper i Videnskabsministeriet, Center for Globalisering.