19.09.2011

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har ikke været i stand til at forhandle sig vej til palæstinensisk selvstændighed, og forsøger nu i stedet at provokere verdenssamfundet til at tage stilling. Det er hans sidste chance for at genvinde sin befolknings gunst.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Jakob Jessen

PALÆSTINA – SUVERÆN STAT? FN’s medlemslande skal 20.-23. september vurdere det palæstinensiske selvstyres ansøgning om anerkendelse som suveræn stat og medlem af FN. RÆSON belyser i denne serie spørgsmålet.

JERUSALEM/RAMALLAH – Det er et sært, men højtideligt syn: Hundredvis af ortodokse jøder baner sig vej gennem det gamle Jerusalems smalle stræder på vej mod de sidste rester af Herodes den Stores tempel; grædemuren. Herrerne i hatte og lange krøller, damerne i lange ærmer og længere nederdel; alle med blikket rettet stift ligefremt i retning mod helligdommen, som i et håbløst forsøg på at se ret forbi sandheden. For traveturen fra de jødiske kvarterer i det vestlige Jerusalem til grædemuren går igennem den arabiske del af den gamle by. Forbi salafister med omtrent den samme skægpragt som dem selv. Forbi provokerende palæstinensiske unger, der råber ubehageligheder. Forbi israelske soldater, der søvnigt sikrer landsmændenes vej igennem en fjendtlig zone. Men de ortodokse jøder holder blikket i en fjern, men målret holdning, og lader ikke til at ænse, at de vandrer tværs igennem et andet folk. Det ser ud som om, de tænker: Palæstinenserne eksisterer ikke.

DET SAMME kunne man lidt frækt sige om den israelske premierminister Benjamin Netanyahu: Siden han genvandt premierministerposten i 2009, har forhandlingerne med palæstinenserne rykket sig frem og tilbage i et slemt adstadigt tempo. Netanyahus overlevelsesstrategi er de ortodokse jøders overlevelsesstrategi: at lade som palæstinenserne ikke eksisterer. Nuvel, Netanyahu luftede efter amerikansk pres muligheden for en ”demilitariseret palæstinensisk stat” i juni 2009. Nuvel, Netanyahu lod sig herefter presse til at holde en ti måneder lang pause fra bosættelsesbebyggelserne – men imens fortsatte bosættelsesbebyggelserne ufortrødent. Nuvel, Netanyahu satte sig i september 2010 ned og forhandlede direkte med palæstinenserne – men uden at ville give noget, der lignede elementære indrømmelser, der kunne skubbe forhandlingerne i gang. Netanyahu har spillet det spil, der altid er blevet spillet her. Men modsat nogle af hans forgængere, har han dårligt rykket sig et skaktern. Kort sagt: Han har set på palæstinenserne, som om de ikke eksisterer.

YDMYGENDE har det været sådan at blive set igennem for Mahmud Abbas; den trætte, gamle præsident for halvdelen af en stat, som ikke er en stat. Diktatoren Abbas, hvis folkelig mandat udløb i 2009, og hvis popularitet blandt palæstinenserne daler. Abbas, der indvilgede under amerikansk pres i at indgå forhandlinger med israelerne sidste sommer. Og intet fik ud af det.

DENNE UGE markerer derfor Mahmud Abbas’ forsøg på et comeback. Palæstinensernes anstrengelser for at blive anerkendt som selvstændig stat i FN er Abbas’ frustrerede svar på Netanyahus afvigende blik og et opråb til Obama og resten af planeten: Palæstinenserne eksisterer, og det burde Palæstina også. Det er velkendt, at Abbas’ bøn ikke vil blive hørt i Det Hvide Hus, der helst så, at palæstinenserne slet ikke bad; det er ydmygende for amerikanerne sådan at skulle nedlægge veto i Sikkerhedsrådet, og således blotte sin slatne indflydelse hos de israelere, som strengt taget ikke har andre venner i verden end amerikanerne. Og derfor har Obamas mænd, da også knoklet ihærdigt på at få palæstinenserne til at opgive deres ævred de sidste uger. Men Abbas gider ikke snakke mere. Først og fremmest fordi amerikanerne ikke kan tilbyde Abbas noget som helst håndgribeligt. Og Abbas skal have noget håndgribeligt, hvis turen til New York skal aflyses i de sidste timer: Israelerne må stoppe bosættelserne, og 1967-grænserne må være udgangspunkt for forhandlingerne. For Abbas’ er bestræbelser nemlig ikke alene et opråb til USA, til Israel og til verdenssamfundet. Det er også et opråb til den palæstinensiske befolkning: Palæstinenserne eksisterer, og jeg, Mahmoud Abbas, er jeres leder.

PALÆSTINENSERNE PÅ VESTBREDDEN ved godt, at Abbas er deres leder. De er bare ikke specielt begejstrede for det. Godt nok vandt Abbas præsidentvalget i 2005, men Abbas’ Fatah-parti tabte det efterfølgende parlamentsvalg i 2006 til Hamas, der efter den interpalæstinensiske krig i sommeren 2007 satte sig på magten i Gaza. Siden er både lokalvalg, parlamentsvalg og præsidentvalg blevet udskudt på ubestemt tid. Abbas har godt nok lovet at gå af. Men det bliver i hvert fald ikke før striden med Hamas er sonet. Og det ser ud til at tage lang tid. Forsøget på forsoning mellem Fatah og Hamas blev skubbet i gang af demonstrationer både på Vestbredden og i Gaza. Bag demonstrationerne stod 15. marts-bevægelsen; en koalition af de ungdomsgrupperinger, der har piblet frem de seneste år i de besatte områder. Unge mennesker, der – opildnet af egypternes sejr på Tahrir pladsen – trodser den politiske resignation, man ellers møder hos unge mennesker overalt på Vestbredden. Fælles for bevægelserne er en base af veluddannede, unge pacifister, der er slemt trætte af den korruption og nepotisme, der præger Abbas’ regime på Vestbredden og Hamas i Gaza. Og slemt trætte af striden mellem Hamas og Fatah. Og dem vil Abbas gerne se på gaderne i Ramallah, Hebron, Nablus og Jenin de kommende dage.

RAMALLAH ER PYNTET OP med guirlander af palæstinensiske flag, og store, flotte billeder af Abbas. Der er ligesom gjort klar til noget stort. Spørgsmålet er, om Abbas kan levere noget stort. Sikkert er det kun, at hans tur til New York også tjener et indenrigspolitisk formål: Han skal overbevise palæstinenserne om, at han og Fatah er de rette til at lede det palæstinensiske folk. Det kan være hans sidste chance.

Foto: Mahmoud Abbas, præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre.