01.10.2011

Præsident Mahmoud Abbas har søgt FN om palæstinensisk selvstændighed. Men intern palæstinensisk splid mellem Fatah og Hamas underminerer det mål.

ANALYSE af Louise Boo Jespersen, RAMALLAH

Læs også
– Hamas og Fatah: Uvenner som ikke kan undvære hinanden
– Hamas og Fatah: Forsoning for alvor?

Abbas tale 23. september til FN’s generalforsamling høstede stående bifald fra en stor del af de 193 medlemslande. I Ramallah, Betlehem, Nablus og andre store byer på Vestbredden lød kampråb om et fælles folk under Abbas. Meningsmålinger efter talen viste opbakning til Abbas politik og flere palæstinensiske, politiske eksperter beskrev talen som sammenhængende, stærk og overbevisende. Men trods folkelig opbakning og positiv respons, venter seriøse udfordringer for Abbas, ikke mindst indenrigspolitisk.

Splittelsen er dyb
Stridsøksen mellem Fatah og Hamas er officielt begravet med forårets forsoningsaftale, som holder de to parter sammen. Men Abbas’ tale har ikke bragt de to parter tættere sammen. ”Ud fra artikulation, symbolik og det narrative var talen god. Men når det kommer til den tunge, politiske side af sagen, så er der stadig store kløfter,” siger Basem Ezbidi, professor i Statsskunskab fra Birzeit University på Vestbredden, til RÆSON.


Kerneområder som opbygning af sikkerhedsorganisationer, forhandling vs. væbnet modstand og retsmæssige landegrænser deler Fatah og Hamas. Abbas kom ind på alle områderne i sin tale og udstillede dermed splittelsen. ”På trods af den følelsesmæssige åbning af ​​hans tale, fortsatte Abbas med at anerkende staten Israel, der blev etableret på 80% af det historiske Palæstina,” udtalte en Hamas-talsmand efter talen til palæstinensiske medier. Ifølge Hamas er den retsmæssige grænse ikke 1967, som det fremgik i Abbas tale, men grænsen fra 1948, hvor staten Israel blev oprettet.


Hamas opfordrede til en national strategi baseret på delegitimering af Israel og modstand indtil befrielse. Hamas’ premierminister Ismail Haniyeh udtalte, at stater ikke opstår gennem FN-beslutninger og kompromiser, men gennem standhaftighed og modstand. Abbas’ tale viser sig dermed som et tveægget sværd i de to partier, hvor løsningsmodellerne afspejler to grundlæggende, forskellige synspunkter.

”Det ene parti er sekulært, for fredsproces og går ad diplomatiske og ikke-voldelige veje. Det andet er islamistisk, imod fredsprocessen og bygget på modstand mod Israel,” siger Basem Ezbidi.

Selvom der synes at være et oprigtigt ønske fra begge parter om at nå til enighed og finde et fælles ståsted og danne en samlingsregering, der kan føre palæstinenserne til valg, kan udfordringerne synes uoverstigelige. I sin tale opfordrede Abbas begge partier og andre politiske fraktioner til at fortsætte det politiske samarbejde. Men palæstinensisk enhed er tilsyneladende lettere sagt en skabt. ”Implementeringen ’on the ground’ af forsoningsaftalen bliver ualmindelige svær,” siger Basem Ezbidi og vurderer, at hverken Fatah eller Hamas er villige nok til at gå på kompromis.

Mindsker chancen for en palæstinensisk stat
For den almene palæstinenser har dét flere konsekvenser. På den internationale scene vil det spænde ben for kursen mod forhandlinger med Israel og statsanerkendelse. På den nationale front betyder det lange udsigter til et valg, selvom regeringen for længst har overskredet sidste salgsdato. Derudover vil den politisk fastlåste situation med Hamas’ kontrol i Gaza og Fatah’s dominans på Vestbredden formentlig forblive den samme. Splittelsen, der sætter sit aftryk ned gennem det palæstinensiske samfund, gør det også svært at agere i forhold til de arabiske naboer. De positive ændringer som følge af det Arabiske Forår er svære at tage del i så længe samfundet er opdelt, og Fatah og Hamas ikke er tættere på hinanden.

Sikkerhedsrådet drøftede mandag palæstinensisk FN-ansøgning. Ifølge diplomatiske kilder vil Sikkerhedsrådet ikke umiddelbart skride til en afstemning, men sandsynligvis henlægge sagen til videre behandling og dermed udsætte et amerikansk veto.

Tony Blairs plan
Imens fremlægger Tony Blair og Mellemøstkvartetten en ny køreplan, som foreslår, at palæstinensere og israelere inden for en måned skal være nået til enighed om en dagsorden for fortsatte fredsforhandlinger og inden tre måneder forslå løsninger af sikkerheds- og territorielle konflikter. Målet er en fredsaftale før udgangen af 2012.

Selv hvis det lykkedes at få palæstinensere og israelere til forhandlingsbordet, er det sandsynligt, at splittelsen mellem Fatah og Hamas kan komme til at være en afgørende forhindring for en fremtidig fredsaftale.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Palæstinensere på gaden under Abbas tale ved FNs Generalforsamling 23.september (foto af Louise Boo Jespersen).