08.10.2011

Det arabiske oprør har medført ændrede spilleregler i den 63 år lange konflikt mellem Israel og dets nærmeste arabiske naboer. Palæstina er styrket, og afviser FN Palæstinas anmodning om at blive anerkendt som selvstændig stat, er det måske blot en mindre forhindring på den lange bane.

ANALYSE af Brian Esbensen

I løbet af det sidste år har det for en gang skyld ikke været Israel-Palæstina-konflikten, der har været omdrejningspunktet for begivenhederne i Mellemøsten, men det arabiske oprør. I Jerusalem, som mange andre steder, er konklusionen, at det arabiske oprør kan styrke palæstinenserne, og israelerne lægger ikke skjul på, at de foretrækker stabile diktatorer i nabostaterne frem for potentielt anti-israelske demokrater. Balancen mellem aktørerne i den israelsk-palæstinensiske konflikt er ændret, og spørgsmålet er ikke så meget om, men hvad det kommer til at betyde for den lange konflikt mellem Israel og dets arabiske naboer.

Israel og de arabiske naboer
Siden oprettelsen af staten Israel i 1948 har den arabiske støtte til palæstinenserne været svingende. Udadtil har man ofte henvist til solidaritet med palæstinensernes sag, men reaktioner i forhold til israelerne har snarere beroet på egeninteresser. Da staten Israel blev dannet i maj 1948, var modstanden i de arabiske nabolande massiv. Det skyldtes, i hvert fald for nogens vedkommende, ikke så meget solidaritet med palæstinenserne som frygten for det nye vestligt støttede ikke-arabiske fremmedlegeme, Israel. Kamphandlinger begyndte nærmest øjeblikkeligt. Det første sammenstød mellem Israel og de arabiske naboer (Libanon, Syrien, Jordan, Egypten og Irak) endte med, at Israel fik et væsentligt større landområde end det, FN’s delingsplan fra 1947 havde lagt op til. Der blev aldrig udråbt en palæstinensisk stat, da de arabiske aktører aldrig anerkendte eller accepterede en deling af det, der opfattes som Palæstina. Gaza-striben kom under Egyptisk administration, og Vestbredden blev besat og annekteret helt i 1950 af Jordan.

Krigene særligt i 1967 og 1973 fik Israel til at fremstå mere militær overlegent, end de måske var. Nogle mener, at den relativt stærke jordanske hær resulterede i splittelse i den arabiske lejr, som dermed fremstod mindre slagkraftig end den reelt var. I 1979 var splittelsen blandt de arabiske lande åbenlys. Egypten er det første arabiske land, der anerkender staten, Israel, og de to nationer underskriver en bilateral fredaftale. Motivationen for Sadat og Egypten var dels økonomisk, dels strategisk. Israel havde siden 1967-krigen haft det meste af Sinai-halvøen besat, hvilket Egypten fik tilbage med den indgåede fredsaftale.

I 1994 indgår Israel og Jordan en fredsaftale. Aftalen er mulig, fordi palæstinenserne nu anerkender Israel, og ikke mindst fordi Jordan allerede i 1988 frasiger sig retten til Vestbredden. Udadtil var frasigelsen af retten til Vestbredden i 1988 en gave til palæstinenserne, men mange mener, at det snarere var kong Husseins forsøg på at sikre Jordans eksistens som en særskilt nation.

Israel og den nye realpolitiske virkelighed
Det er denne kontekst som Israel gennem årerne har opereret i. Udefra set kunne det måske være forventeligt, at Israel ville være blandt de mest begejstrede for den antiautoritære udvikling i nærområdet. Sådan forholder det sig ikke. I Jerusalem er man ikke mindst bekymret for, hvordan de nye regeringer i Egypten og Jordan, vil forholde sig til de indgåede fredsaftaler med Israel. Allerede i januar 2011, inden Mubarak blev væltet, kommenterede Yaakov Katz, sikkerhedsanalytiker for dagbladet Jerusalem Post, på begivenhederne i Egypten: ”Nye enheder skal oprettes, og tilstedeværelsen på grænsen til Egypten skal intensiveres i tilfælde af et styreskifte i Egypten. Siden krigen i 1973 har Israel vænnet sig til at bekymre sig om én front. Den tid kan snart være forbi.” Tager man de seneste tal, så mener 54 procent af egypterne, ifølge Kristeligt Dagblad 31. januar og 27. april 2011, at fredsaftalen med Israel skal ophæves.

Snak om demokrati og kritik af nabolandenes diktatorer er gemt langt væk, og Israel anvender i dag det samme argument, som de arabiske regimer i årtier har brugt over for Vesten: De autoritære ledere er måske ikke fejlfri, men de er et nødvendigt onde for at forhindre islamisterne i at komme til magten. Den israelske frygt for, at islamister vil komme til magten ved mere demokrati, har på mange måder vist sig ikke at holde. Selv i Egypten, hvor det muslimske broderskab ellers har en ret veletableret organisation, ligger opbakningen konstant på omkring 15-18 %, ifølge The Atlantic, 26 juli 2011. Andre studier, bl.a. fra Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies (omtalt på RÆSON 8. sep. 2011), har brugt en bredere definition og en anden metodisk tilgang og når frem til et tal omkring de 25-30 %, hvilket dog ikke ændrer ved pointen i denne sammenhæng.

Truslen mod Israel er altså ikke umiddelbart et islamisk styre: For det første er det usandsynligt, for det andet ville det resultere i sympati og støtte fra Vesten. Bekymringen for, at det arabiske forår fører til en mere pro-palæstinensisk politik fra omverden, er mere sandsynlig.

Mod øst i nabolandet Jordan er situationen også usikker. Her er flertallet af befolkningen af palæstinensisk afstamning. Ganske vist har Jordan, modsat andre arabiske stater, ført en helt bevidst integrations- eller assimilationsstrategi i forhold til de palæstinensiske flygtninge, og man kan diskutere, hvor meget den palæstinensiske baggrund betyder. Der har allerede været israelske udsendinge på besøg i Amman, idet scenariet med et mere demokratisk Jordan måske også kan betyde et mindre Israel-venligt Jordan.

I Syrien forsøgte Assad at flytte fokus fra oprøret mod regimet ved for første gang i årtier at tillade syrere og palæstinensere at nærme sig de Golan-højder, der har været besat af Israel siden 1967. Det førte til regulær ildkamp for første gange i årtier i grænseområdet. Flere blev dræbt og dagen efter, 16. maj 2011, udkom Financial Times med overskriften ”Arab spring puts Palestine back on agenda”.

I Libanon er situationen ustabil, og netop Libanon kan for alvor bekymre Israel. I årtier har der ikke været konfrontationer med hverken Jordan, Egypten eller Syrien, mens Israels forhold til Libanon, der er base for den shiamuslimske milits Hizbollah, til gengæld er karakteriseret ved stadige sammenstød og voldsomme kampe. Skal man vurdere udviklingen mellem Israel og de arabiske naboer i lyset af det arabiske oprør, er det centralt, hvordan revolutionerne i den arabiske verden påvirker Syrien, Libanon og Hizbollah.

Det er interessant at bemærke, at flere analyser sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget kontrol Syrien i virkeligheden har over Hizbollah, trods størrelsesforholdet og den umiddelbare magtfordeling. ’Når det er halen, der logrer med hunden’ har International Crisis Group formuleret det forhold, at Syrien måske lige så meget er et redskab for Hizbollah som omvendt. Hvad der sker i Syrien er naturligvis relevant, men i forhold til Hizbollah og Libanon er det overvurderet.

Dog kan man igen konstatere en bekymring fra Israels side, der allerede nu forbereder sig på ændringer i forholdet til Syrien. Efter sammenstødene på grænsen mellem Syrien og Israel i maj og juni er Israel gået i gang med at opføre et ’sikkerhedshegn’, som syrerne har reageret på ved at gå til FN. Desuden kæder Israel bekymringen for den syriske grænse sammen med det palæstinensiske selvstyres anmodning til Sikkerhedsrådet om anerkendelse som selvstændig nation. Israelerne frygter, at palæstinensiske flygtninge i tusindtal vil lade sig inspirere af Det Arabiske Forår og den mulighed, som det trængte Assad-regime måske vil give disse, for at storme grænsen i et forsøg på at komme ind i Israel/Palæstina. Det var en af hovedbegrundelserne, da Israels militær skulle begrunde det nye hegn, som i øvrigt er blevet fulgt op af nye forstærkede minefelter mellem Syrien og Israel, ifølge Haaretz 15 aug. 2011.

I perioden, der er fulgt efter Mubaraks fald, har der været flere episoder, som kunne indikere nye tider for forholdet mellem Israel og Egypten, der siden 1979 har været fredeligt. Egypten åbnede grænserne til det ellers lukkede Gaza, og længere mod øst havde militante grupperinger, med base i Sinaiørkenen held med at krydse ind i Israel og foretage flere angreb, der kostede israelske liv. I Cairo nåede protester ved den israelske ambassade nye højder denne måned, da en stor menneskemængde stormede bygningen og flere blev dræbt.

Fortsætter den nuværende tendens, synes Israel at have grund til reel bekymring. Der er opbrud i regionen og den nye politiske virkelighed betyder, at palæstinenserne har et begrundet håb om nye tider, hvor de kan komme til at stå stærkere over for Israel. Diktatorer med militær og efterretningspoliti som redskab har i årtier haft held til at undertrykke pro-palæstinensiske kræfter, men med nye ledere ved magten, som bliver nødt til at tage hensyn til disse strømninger, er et eventuelt nederlag til palæstinenserne i New York, måske blot en mindre forhindring på den lange bane.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han har beskæftiget sig med politiske og sociale forhold i Mellemøsten siden 1990’erne og har været bosat i regionen i årrække. ILLUSTRATION: Israelsk soldat på Vestbredden.