19.12.2011

Pakistan er afgørende for udviklingen i det krigshærgede naboland Afghanistan. Uden Islamabads støtte vil enhver fremtidig regering i Kabul få svære vilkår. Pakistan spiller dog på flere heste. Frygten for, at pashtunerne og Taleban skal vende sig mod Pakistan, samt rivaliseringen med nabolandet Indien om magt og indflydelse i regionen, er årsag til dobbeltspillet.

ANALYSE af Qandeel Siddique

Læs også
– Afghanistan: Nu er der også religiøs vold
– Rashed Rahman: Europa skal redde Pakistan fra sig selv – og fra USA
– Haqqani-netværket: Fra ven til fjende
– Talebans strategi: Underminér regeringen og skræm befolkningen
– John Allen ny chef for styrkerne i Afghanistan: Sådan får han succes
– Fred med Taliban: Sådan bør en aftale se ud

Alle eksperter er enige om, at en varig fred i Afghanistan er afhængig af Pakistans støtte. Men Islamabad har lige siden konfliktens start i 2001 vist sig vægelsindet, når det gælder Afghanistan og de oprørsgrupper, der opererer uhindret fra pakistansk territorium. Senest meldte Pakistan endda afbud til Bonn-konferencen om Afghanistans fremtid først på måneden på grund af det omstridte og angiveligt utilsigtede NATO-angreb mod en pakistansk grænsepost. Pakistans ageren i forhold til Afghanistan ligner en eklatant slingrekurs. Men det er mere rigtigt at beskrive det som et forsøg på at balancere adskillige modsatrettede interesser.

Turbulent naboskab
Forholdet mellem Pakistan og Afghanistan har altid været præget af turbulens og gensidig mistænksomhed. Grænsestridigheder og regelmæssig militær indtrængen udgør dagens orden, og begge parter beskylder hinanden for statsstøttet terrorisme og opbakning til oprørsbevægelser på modpartens territorium. Stridens kerne er den porøse grænse mellem Pakistan og Afghanistan og den udbredte idé om et selvstændigt ”Pashtunistan” for den etnisk pashtunske befolkning på begge sider af grænsen. Det ”pashtunske problem” er således både etnisk og geopolitisk og udnyttes behændigt af både Islamabad og Kabul i bestræbelserne på at fremme egen dagsorden. Pakistans udenrigspolitiske establishment henviser til den pakistanske pashtunske befolknings interesser i bestræbelserne på at sikre sig ”strategisk dybde” og indflydelse på Afghanistans pashtunske befolkning. Pakistans popularitet blandt pashtunere sikres gennem bevidst støtte til denne etniske gruppe i begge lande. I en nylig symbolsk gestus blev den provins, der tidligere hed North West Frontier Province omdøbt til Khyber Pakhtunkwa for at tækkes den 75 % pashtunske befolkning. Millioner af afghanske flygtninge opholder sig desuden fortsat i Pakistan, hvilket naturligvis udgør en byrde for den allerede skrantende pakistanske økonomi, men samtidig er en vigtig forhandlingsbrik i forhold til den afghanske regering.

Den indiske faktor
Pakistans politik over for Afghanistan er i høj grad også determineret af det anspændte forhold til Indien. Pakistan og Indien har siden selvstændigheden fra det britiske imperium i 1947 været låst fast i langvarig konflikt om Kashmir-provinsen og dyb, gensidig mistillid. Dette farver hele Pakistans udenrigspolitik, og i takt med at Indien udbygger sin tilstedeværelse i Afghanistan og gør sig gode venner med præsident Karzais regering i Kabul, stiger paranoiaen i Islamabad. Pakistan vil derfor gå langt for at sikre en pro-pakistansk regering i Kabul og vil ikke støde Taleban helt fra sig for det tilfælde, at de en dag skulle komme tilbage til magten i Afghanistan. For netop at holde sig på god fod med den daværende regering i Kabul, kæmpede Pakistan i stor stil for at redde Taleban-regimet i Afghanistan lige indtil den amerikansk ledede invasion i oktober 2001, hvor det trods alt var smartere at være på amerikanernes side end Talebans. Ikke desto mindre insisterer Pakistan fortsat på, at enhver regering i Kabul skal inkludere ”moderate” talebanere – hvem de så end er. Islamabad bliver ligeledes ved med eksplicit at støtte både pashtunske politiske personligheder i Afghanistan og pashtunske beklagelser om, at denne etniske gruppe er underrepræsenteret i magtens cirkler i Kabul. Den pashtunske nationalisme er stigende også i Pakistan, og Islamabad tør ikke risikere, at de pakistanske pashtunere vender vreden indad, hvis man holder op med at støtte deres krav i Afghanistan.

Som den største regionale donor til Afghanistan – og nummer fem i verden – er Indien en væsentlig interessent i Afghanistan. I øjeblikket er 4.000 indere desuden engageret i genopbygningsprogrammer i Afghanistan, og forholdet mellem Kabul og New Delhi vil blive styrket i fremtiden. Yderligere bistand er på tegnebrættet, ligesom der til Pakistans store fortrydelse er indgået aftale om indisk træning af afghanske sikkerhedsstyrker. Partnerskab med Afghanistan hjælper Indien med at udvide sin rolle som regional stormagt. Men det huer bestemt ikke Pakistan.

Den hastige fremvækst af indiske konsulater i alle dele af Afghanistan er særligt provokerende for Pakistan, der traditionelt opfatter Afghanistan som sin egen baghave og er bange for at blive lukket inde mellem Indien og et Indien-venligt Afghanistan. I pakistanske udenrigspolitiske kredse er der derfor stor mistænksomhed over for den stigende indiske tilstedeværelse i Afghanistan, der ses som et påskud for spionage og støtte til oprørsbevægelser på pakistansk territorium, navnlig i grænseprovinserne Baluchistan og FATA. Der spekuleres derfor i, at de målrettede angreb mod indiske udviklingsarbejdere i Afghanistan er orkestreret af den pakistanske militære efterretningstjeneste. Konflikten i Afghanistan kan således også ses som en slags stedfortræderkrig mellem Pakistan og Indien.

Pakistan og USA: en skrantende alliance
Pakistans interesser og strategi i Afghanistan er desuden i høj grad en funktion af forventningen til USA’s fremtidige kurs i regionen. På trods af den formelle alliance i krigen mod terror, er forholdet mellem Islamabad og Washington på frysepunktet og præget af gensidig mistillid. Pakistan bliver konstant anklaget for ikke at slå hårdt nok ned på terrorister og andre militante grupperinger samt fortsætte den lyssky støtte til Taleban. Samtidig sætter Pakistan højlydt spørgsmålstegn ved USA’s intentioner og langsigtede forpligtelse til regionens sikkerhed og udvikling. Man er tydeligvis bange for, at USA skal droppe støtten til Islamabad den dag, Pakistan velvilje ikke længere har strategisk betydning. Det blomstrende handelsmæssige og militære samarbejde mellem USA og Indien er endnu en skarp sten i Pakistans sko – og amerikanske anbefalinger af permanent indisk sæde i FN’s Sikkerhedsråd skaber yderligere pakistansk forbitrelse over USA. Washington har også vist sig uvillig til at tage Pakistans parti i striden om Kashmir-provisen, og i Islamabad er der en stigende følelse af desperation over, at Indien tilsyneladende er USA’s foretrukne allierede i regionen, mens Pakistan i form af stigende militarisering og interne oprørsbevægelser betaler den højeste pris for samarbejdet med amerikanerne i krigen mod terror. Som reaktion på USA’s opfattede loyalitet med Indien, vender Pakistan i stigende grad blikket mod Beijing for opbakning.

Pakistan fortsætter imidlertid med at forsøge at bevise, hvor vigtigt landet er for muligheden for en fredelig løsning på konflikten i Afghanistan og problemet med sikre tilholdssteder for terrorister og oprørsbevægelser. Pakistans største frygt i den forbindelse er at blive internationalt marginaliseret og overflødig på grund af sin udtalte afhængighed af amerikansk humanitær og militær bistand. Pakistan er nødt til at sikre sig fortsat amerikansk støtte, og det er på grund af dette afhængighedsforhold, at Washington i et vist omfang kan overtale Islamabad til en specifik politisk kurs i forhold til Afghanistan og Taleban. Men med den stigende anti-amerikanisme i Pakistan i kølvandet på likvideringen af Osama bin Laden og det nylige NATO-angreb på en pakistansk grænsepost, kan yderligere amerikansk pres meget vel give bagslag.

Den amerikanske frustration over Pakistan skyldes Pakistans opfattede uvillighed til at gribe ind med tilstrækkelig magt mod ekstremistiske tilholdssteder i Nord-Waziristan, Baluchistan og andre steder i de uregerlige stammeområder, hvorfra Taleban opererer uhindret. Forklaringen på Pakistans ambivalens har også forbindelse til Indien, og skal findes i det faktum, at det for Pakistan er en strategisk nødvendighed at holde sig nogenlunde gode venner med det afghanske Taleban for ikke at finde sig selv i en situation, hvor hverken Karzais regering eller Taleban er på Pakistans side. Pakistan har heller ikke råd til at skaffe sig flere interne fjender, såsom det magtfuld Haqqani-netværk, der hidtil ikke har angrebet Pakistan, men potentielt sagtens kan gøre det, hvilket vil være en katastrofe for den allerede skrøbelige pakistanske stat. Pakistan balancerer derfor på en knivsæg: På den ene side forsøger man, omend modstræbende, at efterkomme USA’s krav om at slå ned på de militante elementer i tilstrækkelig grad til, at bistanden fra Washington fortsætter. På den anden side er man bevidst om ikke at slå så hårdt ned på Taleban og Haqqani-netværket, at de vender sig mod Pakistan i stedet for de internationale styrker i Afghanistan.

Fortsat slingrekurs dikteret af militæret
Pakistans fremtidige strategi afhænger helt og holdent af, hvordan slutspillet i Afghanistan former sig. Med de internationale styrkers gradvise tilbagetrækning er Pakistan meget opsat på at sikre sine interesser og indflydelse i det efterladte afghanske magtvakuum. Og Islamabads værste frygt er at blive klemt inde mellem to fjendtlige naboer, hhv. Indien og Afghanistan, som man har haft kontinuerlige grænsestridigheder med siden landets fødsel. Med den pro-indiske Karzai-administration ved magten i Kabul, kan Pakistan godt glemme alt om strategisk dybde. Det forekommer derfor usandsynligt, at Islamabad vil skrinlægge sin uofficielle støtte til det afghanske Taleban og andre oprørsbevægelser, som har til formål at dæmme op for den stigende indiske indflydelse i Kabul. Så Pakistan og Indiens stedfortræderkrig og efterretningsmæssige skyggeboksning vil fortsætte med uformindsket styrke. Det store dilemma i pakistansk udenrigspolitik er forsøget på at forene den konfrontatoriske bilaterale og regionale strategi med behovet for at opretholde Pakistans globale omdømme og landets strategiske værdi for USA. Pakistans samarbejdsvilje og tilbøjelighed til at føje vestlige interesser i Afghanistan afhænger derfor i høj grad af, hvordan Indiens relationer til USA og den afghanske regering udvikler sig. Udsigten til styrkede bånd mellem Kabul, Washington og New Delhi truer med at øge den allerede udtalte magtasymmetri mellem Pakistan og Indien og punktere Islamabads regionale stormagtsdrømme. Det vil Pakistan stritte voldsomt imod.

USA og de andre NATO-landes plan for tiden efter tilbagetrækningen i 2014 er stadig uklar – og det amerikanske præsidentvalg i 2012 er endnu en faktor, der øger usikkerheden om Vestens grad af forpligtelse til en bæredygtig løsning i Afghanistan. Men så længe Pakistans magthavere ikke føler, at landets interesser i tilstrækkelig grad bliver inddraget, vil Islamabads kurs i forhold til det konfliktramte naboland fortsætte med at blive dikteret af militæret og efterretningstjenesten. Og dét er sjældent befordrende for en fredelig løsning.

Qandeel Siddique (MSc) er ekspert i pakistanske forhold og militant islamisme. Hun har været projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) samt analytiker på et tre-årigt terrorforskningsprojekt på det norske forsvars forskningsinstitut (FFI). Har i år udgivet DIIS-rapporten ”Pakistan’s Future Policy Towards Afghanistan” og er tilknyttet den norske tænketank Progressiv. ILLUSTRATION: Idolplakater af bl.a. Osama bin Laden i en kiosk i Peshawar nær Pakistans grænse til Afghanistan i december 2001 (foto af Gary Mark Smith).