07.10.2011

De arabiske Golf-stater har oplevet Det Arabiske Forår meget forskelligt. I Bahrain blev en regulær opstand knust med militær magt, hvorefter regimet har lanceret en ny form for dialog om reformer. Oman og de Forenede Arabiske Emirater eksperimenterer med meget begrænsede reformer, mens Qatars Al-Jazeera-station hylder friheden ude, men diktaturet hjemme. Og med Saudi-Arabien som ’big brother’ står Golf-staternes regenter sammen for at opretholde regimernes stabilitet.

Af Thomas Fibiger

BAHRAIN

Bahrain blev en del af Det Arabiske Forår under en måneds opstand i februar og marts. Denne opstand fulgte en årelang kamp for politiske reformer i landet, især blandt det marginaliserede shia-muslimske flertal i befolkningen. Som et nyt fænomen i Bahrain blev demonstranternes centrum en belejring af perlemonumentet nær hovedstaden Manamas centrum, inspireret af Tahrir-pladsen i Cairo. I midten af marts blev lejren ryddet af regimet, ligesom yderligere demonstrationer blev stoppet. Dette foregik med militær magt. Bahrains egne sikkerhedsstyrker, der i vid udstrækning udgøres af en slags lejesoldater fra steder som Yemen, Syrien og Baluchistan, fik støtte fra Bahrains arabiske nabolande i det såkaldte ’Golfens Samarbejdsråd’ (GCC), først og fremmest den regionale supermagt Saudi-Arabien.

Mindst 30 mennesker døde under disse sammenstød, og flere hundrede blev fængslet. Dette forværrede naturligvis forholdet mellem regime og opposition. Selvom demonstranterne gjorde meget ud af, at deres krav var rettet mod nationale reformer og ikke sekteriske, shia-muslimske doktriner, lykkedes det i vid udstrækning regimet at portrættere opstanden som sekterisk og inspireret af den shia-islamiske republik Iran. Dette uddybede yderligere skellene mellem Bahrains flertal af shia-muslimer og det sunni-muslimske mindretal, som den regerende Al Khalifa-familie tilhører. Hvis ikke opstanden var sekterisk i udgangspunktet, så synes en foreløbig konsekvens af begivenhederne i foråret at være en øget afgrund mellem de sekteriske grupper.

Mens der ikke er udsigt til egentlige reformer, og mange fortsat sidder fængslet, har der henover sommeren været flere initiativer som leder i retning af mere normale, ’liberalt-autokratiske’ tilstande på Bahrain. I juli indledtes en ’national dialog’ som skulle bringe landets forskellige grupper sammen og genfinde Bahrains økonomiske og politiske stabilitet. Denne dialog har imidlertid ikke fundet støtte i oppositionen. Ganske vist indvilgede den største etablerede oppositionsgruppe, al-Wifaq, i at deltage i dialogen, men ligesom denne gruppe tidligt i opstanden havde trukket sig fra parlamentet, trak man sig også fra dialog-forummet efter de første møder. Her vurderede al-Wifaqs repræsentanter, at dialogen ikke ville føre nogen vegne, fordi langt de fleste deltagere repræsenterede regeringsloyale organisationer.

Sidst men ikke mindst har Bahrain i slutningen af september afholdt valg til de 18 pladser i Bahrains parlament, som har stået tomme siden al-Wifaq forlod parlamentet i februar. Umiddelbart efter dette nyvalg har den væsentligste diskussion gået på, hvor høj stemmeprocenten var. Regeringens officielle tal er 51,4% – altså lige præcis mere end halvdelen af de stemmeberettigede – mens de nu ikke-parlamentariske oppositionsgrupper hævder, at det rigtige tal er 17%, og dermed mener, at det nye parlament ikke har megen legitimitet i befolkningen. Ligesom man valgte at forlade dialog-forummet, besluttede al-Wifaq ikke at stille nye kandidater til valget. Det betyder, at hele Bahrains organiserede opposition står uden for parlamentet. Det kan styrke disse gruppers anseelse i store dele af befolkningen, men i det parlamentariske arbejde kan det blive et stort tab for oppositionens indflydelse. Selve parlamentet bliver nu betragtet som uden opposition, også selvom valget har begrænset sig til de 18 kredse, som hidtil er blevet vundet af oppositionen. Hvor disse 18 pladser før alle var besat af shia-muslimer, gælder det nu for mindre end 10 pladser i parlamentet. Udover disse forhold er det mest bemærkelsesværdige resultat valget af yderligere tre kvinder til parlamentet, udover den ene som var valgt i forvejen. Dette fremhæves som et bidrag til at styrke kvinders position i landet generelt. Samlet ser det dog ud til, at parlamentet vil stå endnu svagere end det har gjort i de ti år, det har eksisteret. Det var ellers netop parlamentets begrænsede magt og indflydelse, der skabte grobund for de store protester i foråret. På den ene side kan man derfor sige, at opstanden kun har medført de modsatte resultater end det, man håbede på, men samtidig vil kravene om politiske reformer sandsynligvis fortsætte i tiden fremover, især udenfor parlamentet. Et meget interessant spørgsmål i tiden fremover i Bahrain er, hvilken rolle og position den nu meget veletablerede og velorganiserede opposition får, såvel al-Wifaq som andre grupper, selvom denne opposition ikke er repræsenteret i parlamentet.

OMAN

Oman er det andet land i den arabiske Golf, efter Bahrain, der har været vidne til mest omfattende politiske protester og demonstrationer. I både hovedstaden Muscat, industribyen Sohar og i regionen Dhofar nær grænsen til Yemen har der været demonstrationer og efterfølgende fængslinger. Demonstrationerne fik imidlertid lov til at finde sted i længere tid gennem foråret, inden Sultan Qaboos’ regime skred ind og standsede disse protester. Samtidig har sultanen varslet reformer i retning af større indflydelse for den folkevalgte forsamling Shuraen, hvilket i nogen grad minder om den måde Marokkos regime har reageret på overfor befolkningens krav. Endvidere har Sultan Qaboos imødekommet demonstranterne krav om en foryngelse blandt ministrene: Otte aldrende ministre er således blevet udskiftet med yngre.

De parlamentariske reformer vil bringe Oman tættere på de politiske tilstande i andre Golf-lande som Bahrain og Kuwait, hvor et folkevalgt parlament også kan gøre en begrænset indflydelse gældende. Oman har ellers også tidligere fremhævet, at Shuraen var en særlig islamisk form for demokrati, og at netop den i Oman dominerende Ibadhi¬-Islam er demokratisk funderet, idet en ny religiøs leder altid skal vælges af sit folk. Noget tyder imidlertid på, at der er divergerende, og foranderlige, opfattelser af hvad demokrati indebærer – også i Oman. Denne diskussion vil formentligt fortsætte i de kommende år, ikke mindst i forbindelse med at arvefølgen efter den aldrende og barnløse Sultan Qaboos endnu er uafklaret.

FAE

De Forenede Arabiske Emirater (FAE) ikke været vidne til demonstrationer eller protester af betydning, hverken i det seneste arabiske forår eller tidligere. Alligevel har styret besluttet at udvide andelen af vælgere til det føderale råd, en rådgivende forsamling bestående af 20 folkevalgte repræsentanter samt 20 repræsentanter udpeget af de syv emirer.

Ved det sidste valg i 2006 kunne kun 6600 personer stemme, men i det netop afviklede valg i september 2011 har 129000 vælgere fået denne mulighed. Det er dog fortsat kun 30% af andelen af statsborgere over 21 år, og samtidig styrtdykkede stemmeprocenten fra 74% i 2006 til kun 28% ved valget i år. Hvorvidt dette skyldes at folk ikke bekymrer sig om den ’demokratiske proces’, som styret er begyndt at kalde sine reformer, eller om folk ikke mener reformerne er tilstrækkelige, diskuteres nu blandt landets meningsdannere. I modsætning til for eksempel Bahrain og Kuwait og i nogen grad Oman, har FAE har ellers ikke hidtil været præget af en stærk politisk debatkultur. FAE betegnes undertiden mere som et forretningsimperium end en stat, med regenten Sheikh Muhammad bin Zayed al Nahyan som administrerende direktør. Bestyrelsen af denne virksomhed består af regenterne for de enkelte emirater – dog altså nu rådgivet af en delvist folkevalgt forsamling. Den nationale befolkning i FAE udgør desuden under 20% af befolkningen, i den største og mest velkendte metropol Dubai formentligt noget mindre.

Disse emiratier støtter i hovedsagen godt op om den arabiske identitet, som kendetegner denne gruppe over for flertallet af statens indbyggere, og som holder emiraterne tæt forbundne. Indimellem er der visse gnidninger imellem de enkelte emirater, og mens Dubai har tabt noget af pusten under finanskrisen, har det største og olierigeste emirat Abu Dhabi genindtaget sin førerposition. I disse forandringsprocesser er der et vist rum for politisk diskussion, hvor nogle aktører kan være inspireret af de omsiggribende ideer om demokrati, men det får næppe nogen betydning på bundlinjen i forretningen FAE.

QATAR

Qatar har primært gjort sig bemærket som hjemsted for nyhedskanalen al-Jazeera, samt for sin aktive støtte til den internationale intervention i Libyen. Al-Jazeera er både i og uden for Qatar en stadigt omdiskuteret størrelse. I forbindelse med Det Arabiske Forår drejer denne diskussion sig især om forskellen mellem dækningen af opstandene i Nordafrika (Tunesien, Ægypten og Libyen) i forhold til begivenhederne i Golfen. Hvor al-Jazeera har været en aktiv del af at give demonstranterne en internationalt medieplatform, har man i Golfen, og i særdeleshed i forhold til Bahrain, været betydeligt mere loyal over for de siddende regimer.

Stationen, der ejes af Qatars emir, er blevet beskyldt for at være Qatars udenrigsministeriums forlængede arm, hvor både regime og TV-kanal har støttet oprøret i især Libyen, men samtidig har støttet Golfens regimer, hvilket især har været bemærkelsesværdig i forhold til opstanden i Bahrain. Indadtil synes Qatar at være temmelig upåvirket af de politiske vinde i regionen. Qatar er i færd med at befæste sin position som verdens rigeste land og tiltrækker sig ikke mindst opmærksomhed som kommende værter for VM i fodbold. Qatars nationale befolkning er ligesom især De Forenede Arabiske Emiraters meget lille og udgør næppe mere end 15% af et samlet indbyggertal på 850.000 mennesker. Hvis nogen har interesse i politiske reformer i Qatar er det, udover måske en håndfuld idealister, de store grupper af især sydasiatiske migrantarbejdere, der imidlertid vil blive sendt hjem til oprindelseslandet, hvis de begynder at gøre politiske krav.

KUWAIT

Kuwait har på mange måder det mest selvstændige parlament i den arabiske Golf og et af de stærkeste parlamenter i de arabiske lande som sådan. Parlamentet har flere gange været med til at vælte og omdanne regeringen, som imidlertid fortsat ledes af Al Subah-dynastiet, som har været ved magten siden begyndelsen af 1700-tallet. Kuwait har et stort mindretal af shia-muslimer, der dog ikke føler sig så marginaliserede som i nabolandende Bahrain og Saudi-Arabien. Ligesom i de arabiske nabolande mistænkes Iran dog undertiden for at søge indflydelse på den shiitiske opposition. En mindst lige så betydelig del af den etablerede opposition er de konservative Salafi-muslimer, der har vekslende opbakning i befolkningen, og som ikke har taget aktiv del i Det Arabiske Forår. Den gruppe, der har været mest aktivt demonstrerende i foråret, er den forholdsvist store gruppe bidoun’ere, det vil sige folk uden statsborgerskab, og som fortrinsvis består af stammegrupper, der ikke har kunnet dokumentere et historisk tilhørsforhold til Kuwait. Denne gruppe er betydeligt marginaliseret både politisk og kulturelt, men deres krav om øgede rettigheder kan ikke siges at have et stort forandringspotentiale for samfundet som helhed.


Thomas Fibiger (f. 1976) blev i 2010 ph.d. i Antropologi og Etnografi fra Aarhus Universitet og har bidraget til RÆSONs bog „Arabisk Forår‟. Han er ansat ved De Etnografiske Samlinger på Moesgård Museum. Hans ph.d.-afhandling handler om historieopfattelser, religiøs identitet og politiske forestillinger i Bahrain og er baseret på i alt 15 måneders feltarbejde i landet siden 2003.